Kritik af ny Højskolesangbog

Højskolesangbogen 2020 er blevet fattigere

Det er med smertelig beklagelse at undertegnede og mange elskere af Højskolesangbogen ikke længere finder ”Danmark” fra Shu-bi-duas album” 78-eren”. Det ukronede, vittige og måske mest elskede alternativ til nationalsangen ”Der er et yndigt land”

Hvordan det er kommet så vidt, at Danmarks mest folkekære band og en af deres mange landeplager fra 70-erne er blevet sorteret fra i den nyeste version af Højskolesangbogen, kan man kun gisne om, men der melder sig en række bange anelser. Måske er man bange for at støde nogen?

Selvom ”Shubberne” ikke hverken har afbilledet profeten Mohammed eller stødt nogen trossamfund med deres bud på en alternativ nationalsang, er det mig en gåde at denne sang kan bortcensureres af vor tids eksperter.

Det undrer mig såre, at Shu-bi-dua som Danmarks vitterligt bedst sælgende band nogensinde, med omkring 6 millioner solgte albums, ikke en med blot en enkelt sang længere er repræsenteret i den nyeste version af Højskolesangbogen.

Sangen indledes med “Se solen stiger op over bilkirkegården” og har det famøse omkvæd ”Storken er en dejlig flyver”, som rimer på ’koen har et dejligt yver’. Sangen består af to vers og når det i andet vers hedder: “Danmark er et dejligt land, de varme lande er noget lort”, skal naturligvis hverken læses, synges eller forstås bogstaveligt – som nagelfast oplysning – men er snarere ment ironisk. Ligesom det i første vers hedder “bondemanden får sin mad på sengen”.

Sangen ”Danmark” må først og fremmest opfattes som en kærlighedserklæring til Danmark og danskerne. Ude godt, hjemme bedst, kunne man sige – uden at være forbenet nationalist. Og som jeg forstår Shu-bi-duas sang ”Danmark”, så er essensen, at der er intet bedre end Danmark. Og det burde vel være Ok at mene at vi lever i verdens bedste land, ligesom eksempelvis nordmænd og svenskere mener at de bor i verdens bedste nation. Alle priser vi som vore naboer stolt vore lande, når vi taler om, hvor godt vi har det med demokrati, velfærd, fri skolegang, frit sundhedsvæsen osv.

Danmark er verdens bedste sted at være – “der er nemlig atmosfære”, som ”Shubberne” synger. For i Danmark er der højt til loftet. Vi har ytringsfrihed og kan sige, hvad vi vil. Og så alligevel ikke, når det nu viser sig at deres nationalsang er fjernet.

Er moralen at vi danskere skal bindes på hånd og mund? Og ikke længere må tænke, hvad alle danskere sang med på i 70-erne og 80-erne: ”de varme lande er noget lort”. Hvem kan ærligt sige, at det der var sjovt dengang, ikke længere virker som et sjovt vrøvlerim. For sangen lever jo stadig i bedste velgående som evergreen landeplage.

Og der er vel intet galt i at kunne synge med på det sidste vers – selv i 2020? Enhver fatter at der er tale om grov generalisering i muntert mod- og medspil. Og ikke om en specifik nation eller religion, men blot dette almene ”de varme lande er noget lort” versus ”Danmark er et dejligt land”. Altså set i relation til Danmark, er det meste andet noget lort.

Bevares, det lyder latrinært og ligger på kanten, men fortjener vel ikke at blive kastet i skraldespande, at hævde ”de varme lande er noget lort”? Enhver som kender “Shubberne”s sange ved, at de generelt smører tykt på med vendinger som:  “malkepigen pumper sin ged”, altså det kunne lyde som om malkepigen pumper noget andet end det hun er sat til…

“Præstens kone står på hænder for sin bror”, også her lyder det som om præstens kone laver noget hun ikke burde sammen med sin bror

I “Danmark” har vi ikke tradition for hellige køer eller tabuer som ikke kommer for en dag.

Samtidig kan “Shubberne” godt se, at noget er galt også i Danmark: ”Se, solen stiger op over bilkirkegården”. Danskerne er allerede godt i gang med at forurene og tilsvine det smukke land.

Alligevel står solen ”op og malkepigen pumper sin ged”. Livet går sin gang, selvom vi danskere bruger og smider ud – ikke mindst discount eller biler, som ender på bilkirkegården.

Jeg kommer til at tænke på en anden af Shu-bi-duas også ironiske og kritiske sange, hvor forureningen debatteres og klimaforandringerne tages på forskud: Det sker i sangen “Costa Kalundborg”, fra Shu-bi-duas album nr. 8, 1982: ”Der er sket en forurening

af den ydre atmosfære, så meteorologerne har lovet at det nu bliver bedre vejr”.

Shubbuerne forudsagde for næsten 40 år siden, hvor galt det ville gå med klimaforandringer. Også her havde “Shubberne” fat i den lange ende og denne sang bør naturligvis også optræde i en ny Højskolesangbog anno 2020.

For mig at se er meningen med en Højskolesangbog til alle tider at fange det populære, folkelige, folkekære, folkesjælen, både det historiske, men også og især det nutidige. “Shubberne”s tekster, ånd, lyrik, tematik, iderigdom mm er for mig fuldt på højde med det bedste der er skrevet i deres tid, og kærligt reciteret af de fleste danskere. Så derfor burde der i en ny Højskolesangbog optræde både ”Danmark” og ”Costa Kalundborg”.

Uden Shubiduas tekster og musik bliver Danmark lidt fattigere og mindre sjovt at være dansker i. Jeg elsker Shu-bi-dua for deres danske skæve humor, ironi og kritik – både når det går ud over andre, men også danskerne selv!

”Storken er en dejlig flyver

Koen har et dejligt yver

Danmark er et dejligt land

Kornet vokser vildt på engen

Bonden får sin mad på sengen

Dansken er en dejlig mand

Storken er en dejlig flyver

Den der siger andet lyver

Danmark er et dejligt

Sted at være

Der er nem’li atmosfære

Danmark er et yndigt land”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *