Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Prædiken

Prædikenvejledning 1. søndag i advent 2022

Prædikenvejledning til 1. søndag i advent 2022

Evangelium
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: “Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.” Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: “Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.” Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: “Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”
Matthæusevangelisten, kapitel 21, vers 1-9

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Indtoget til Jerusalem

Selvom dagens evangelium på mange måder er kendt – både for præst og menighed – forekommer det nærmest lige ufatteligt hver gang det forkyndes: Det overgår enhver menneskelig forstand, at Gudfader i himlene skulle vælge at sende sin egen søn til et helt almindeligt menneskeliv – og vel og mærke et liv, som ikke var en konge værdig: Et liv uden guld, magt og ære, men i stedet et liv i fornedrelse, lidelse og smerte, og til slut henrettelse som en anden tarvelig forbryder.

Søndagens evangelium om indtoget i Jerusalem (som også er samme evangelium som til Palmesøndag) indleder advents- og juletid, hvor budskabet sammenfattende er det glædelige, at Guds søn ikke sendes til et kongeslot med pomp og pragt, men fødes ind i en ganske almindelig, nærmest ualmindelig almindelig familie (frit efter Johannes Møllehaves ”Børnebiblen”). Og med to unge forældre, der har taget logi for natten i en stald, fødes han og lægges i dyrenes trug, den lille himmelkonge.

Og på samme måde som han kommer til verden under helt almindelige, hverdagsagtige vilkår – indtager han også sit folks hellige by, Jerusalem. Ikke som en mægtig krigsherre på sin stridshest. Ikke med en mægtig hær og krigsmaskine bag sig efter at have lagt sine fjender ned med vold.

Han indtager den hellige by “på et æsel og på et trækdyrs føl”. Æslet er hverdagslivets og dagliglivets symbol. Den måde han indtager byen på står i kontrast til Jerusalems forventning til ham. Borgerne har en euforisk længsel, men også en utopisk forventning: At han er den arving, som de venter, den sande arving til kong Davids trone. Folket kalder ham “Davids søn”. Kong David var ham, der på heroisk vis nedkæmpede Israels fjender og samlede rigerne til et stort rige. Folk råber: “Hosianna”, det betyder: “Herre, frels dog”. De ser ham som en kongesøn med jordisk og politisk magt, som vil sætte sit folk fri af undertrykkelse – ikke mindst fra det romerske verdens imperium og nabolandenes undertrykkelse.

Sådan en kongesøn vil han ikke være. Han vil ikke herske ved politisk magt eller krigsførelse. Han vil ikke redde byen fra dens undertrykkere nu og her, men i stedet gør han op med gældende religiøs praksis ved Templet og rydder tempelpladsen og anklager: “Der står skrevet: “Mit hus skal kaldes et bedehus”. Men I gør det til en røverkule”. Han kritiserer præsterne og de skriftkloge for at være hyklere og misbruge deres embeder og lede folk vild og på fortabelsens vej. Han forudsiger Jerusalems ødelæggelse.

Med sit indtog viser Guds søn, at han er konge på en ny måde og som overgår al menneskelig forstand – både dengang og nu: Hans underkastelse, lidelse og død er ikke noget triumftog. Han er ikke som en hærfører, der lader sig hylde efter sejrrigt felttog. Hans gerning er ikke som i en moderne actionfilm, hvor helten tages til fange af banditterne, og dumdristigt undslipper sit fangenskab og slår alle skurkene ihjel, for til sidst at lade sig hylde.

Han er fredskongen, den konge, der selv er villig til at gå i døden for sit folk. Ikke sende andre i døden for at redde sit eget skin, men omvendt: Han er konge ved selv at tjene, ikke lade sig tjene.

Hans mod er det sagtmodige, der hverken frygter eller tvivler stillet over for at gå i døden for sit folk. Hvilken anden konge turde mon gøre det for sit folk end himlens kongesøn? Deri består det ufattelige men også evangeliske: At Guds søn indtager den hellige stad med en stille kamp, der ikke skulle vindes med våben eller ved at lade blodet flyde hos fjenden, men derimod ved at lade sit eget blod flyde, som offerblod for de mange – en sejr for en himmelsk retfærdighed, hans riges komme.

Og deri består også det glædelige budskab: Han er gået hele vejen for sit folk. Ikke for at hylde sig selv elle gøre det godt for sig selv: Men for at give det kostbareste af alt: Give sig selv. Hverken halvt eller delt, men helt og udelt. For at give sit eget liv – som løsesum for mange.

Til ham kan vi komme med alle vores bekymringer, længsler, inderste tanker og han vil tage dem på sig – og bære sammen med os. Som vi hørte sidste søndag med de trøstende ord: ”Kom til mig” Sådan kan vi komme med alt, hvad vores hjerte søger og savner og give det over til ham.

Guds søn er kommet til os for at hjælpe og udfrie os.

Guds søn er kommet til os, og det er det glædelige i evangeliet. Det er Guds søn, der rækker ud til os – ikke omvendt. Det er ham der kommer med frelsen – ikke os. Det er ham der frelser og ikke os. Det eneste vi skal gøre er blot dette. At tage imod ham.

At tage imod hans komme er essensen af advent.

Advent (adventus Domini, ”Herrens komme”) betyder egentlig Guds komme (til os).

Advent kan dels forstås som noget fortidigt, dels nutidigt og fremtidigt (eskatologisk):

Det fortidige: Guds søn kommet til mennesker, rent historisk, i tid og rum, blev født, voksede op og levede og døde og opstod – for to tusinde år siden, for at de mennesker dengang kunne se og bevidne og tro hvad de oplevede og blive ”samtidige i tiden” (Kierkegaard) med Guds søn.

Det nutidige: Guds søn fortsat ved med at meddele sig til mennesker, så at de (vi) kan blive samtidige med ham, vel og mærke ”samtidige i troen” (Kierkegaard) Samtidige med ham i troen bliver vi, når vi modtager ordet om ham, modtager ham i sakramenterne.

Fremtidigt: Guds søn vil en dag igen komme til verden (eskatologien) for at – som det bl.a. hedder i (den apostolske) trosbekendelse: ”… for at komme at dømme levende og døde”. En gang, i de sidste tider, ved Dommedag, vil Guds søn komme tilbage, for at række ud – for sidste gang – for at enhver som endnu ikke har modtaget ham, får sidste chance og for at Guds søn vil gøre det endelige regnskab op.

Guds søn er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden. Formålet med Guds søns komme til verden er – som det hedder med Johannesevangelistens ord, ifølge den ikke autoriserede bibeloversættelse ”Bibelen 2020” © Bibelselskabet 2020: ”Gud elskede nemlig verden så højt, at han ofrede sin eneste søn for at den, der tror på ham, ikke skal dø, men få evigt liv. Gud sendte sin søn til verden for at frelse den, ikke for at dømme den. Den, der tror på Guds eneste søn, vil ikke blive dømt, men den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke tror.” (kapitel 3,16ff.)


forslag til salmer: 84 750 448 – 80 440 81 74

  • Første del af prædiken udgivet som min prædikenvejledning til Palmesøndag, udgivet 2011 © Præsteforeningens Blad

 © Asser Skude 2022

Leave a Reply