Anden juledag 2020 – Sankt Stefans dag

Stefan – den første kristne martyr

Religionsfrihed herskede som bekendt ikke i det romerske imperium på Stefanus’ tid. Nægtede man f.eks. at tilbede Kejseren kunne man anklages og føres for en domstol. Og det er netop fra domstolen, at det bibelske begreb ”bekende sig til noget” stammer fra. Bekendelse er et forensisk begreb: ”At bekende noget” kan bedst oversættes med “at tilstå noget”. Det var det, som de første kristne var tvunget til, når de blev stillet for retten, anklaget for at være “Kristus-tilhængere”. Uanset om man tilstod eller ikke tilstod, var straffen hård. Sagt firkantet: Tilstod man ikke, blev man straffet hårdt, men tilstod man, var straffen endnu hårdere: Tortur eller måske endda døden.

Selvom det græske ord ‘martyrium’ ret beset betyder “at aflægge vidnesbyrd” så blev de kristnes martyrium hurtigt synonym med at lide døden for sin overbevisning. Det er altid vanskeligt at finde noget glædeligt i nogens død, og ikke mindst er det særligt vanskeligt at glæde sig over den medfart, som tilstøder den sympatiske og profetiske Stefanus. Og særligt vanskeligt er det vel også at finde noget glædeligt på dagen efter den vidunderlige beretning om fødslen i stalden: Det lille Jesusbarn, den lille familie, de lykkelige omstændigheder, som er indtruffet, og Guds søn er kommet til verden, og aldrig så snart skal menigheden konfronteres dagen efter med konsekvenserne for den første, som må vidne og dø for sin tro: Stefanus.

Hvis der er noget glædeligt over Stefanus’ død, er det bestemt ikke hans død i sig selv, men at det forhold, at han ikke døde forgæves. Også selvom prisen var høj. Så var prisen dog ikke for høj. Det er vel det, som er det evangeliske: At Stefanus’ mod og udholdenhed var med til at bane vejen for andre – og at deres martyrdød heller ikke var forgæves. Men at den rettighed, som kristne med tiden fik i det romerske imperium, var en væsentlig og basal rettighed: Nemlig retten til frit at kunne tro på Kristus og være Kristus-tilhænger. I den forstand er der noget evangelisk at sige over beretningen om Stefanus: At han kan tjene som forbillede for andre – i tro og gerning.

Det som måske – på en dag som den første martyrs dag – dog er nok så beskæmmende, er at martyrdøden desværre ikke hører en fjern fortid til, men stadig findes – endda i lande ikke langt fra os, og på mange måder lande, som ligner vores.

En ting er ondskab, der påføres mennesker udefra: forfølgelser, fangenskab, tortur og måske endda med døden til følge, men det værste er dog, at det er andre mennesker, der udøver disse overgreb på deres egne. Det er mennesker, der er onde mod andre mennesker. Ligesom de, der hånede og forfulgte Stefanus. Selv de var mennesker. Selv de havde familier, kone og børn. Alligevel kunne de piske et sådant had og stemning op, så at det lykkedes dem at få ham, som de ikke forstod, ned med nakken og af vejen.

Usympatisk, uetisk og anstødeligt var de menneskers handlinger, som forårsagede Stefanus’ død, men endnu mere uforståeligt og ufatteligt, at det var mennesker af kød og blod, som gjorde dette mod Stefanus. Mennesker, skabt i Guds billede, skabt i kærlighed, og de fleste af dem troende og Gudfrygtige mennesker, alligevel ville de med fuldt overlæg forårsage Stefanus’ død – og sandsynligvis uden moralske eller religiøse skrupler efterfølgende. Måske endda mente de selv, at have hjulpet aktivt i deres samfund ved at skaffe Stefanus af vejen. Stefanus selv betalte en høj pris, men måske endnu højere betalte det samfund, der lod det ske.

2. Juledag er i sandhed en brat opvågnen efter den skønne juledag. Og det er i sandhed endnu mere barsk desto mere man går ind i den vold og ondskab, som ligger bag: Tænk hvilken sammensværgelse, som gennemsyrer og præger det samfund og de mænd, der kaster sten efter Stefanus – indtil han dør. Personligt er det deres ondskab, der skræmmer mig mest og det er dem, som er at frygte. Ikke Stefanus og hans vidnesbyrd, han var en god mand, og han bad endda for de onde mennesker: “Herre, tilregn dem ikke denne synd!”

forslag til salmer: 122 103 129 – 126 123 121

– udgivet som prædikenvejledning i Præsteforeningen Blad
© Asser Skude 2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *