Prædikenvejledning, 3. søndag i fasten 2021, søndag den 7. marts 2021

Evangelisten Lukas, kapitel 11, vers 14-28

– De urene ånder

Dagens evangelium er egentlig en glædelig beretning om en mand, som helbredes for sin lidelse. En stum ånd har besat manden, indtil Jesus kommer og uddriver den. Nu kunne beretningen slutte her, men det gør den ikke. Jesus bliver mødt af vantro, og han anklages for at være ikke Guds, men selveste Djævelens udsending: De siger: “Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne”. Andre igen vil sætte ham på prøve og “krævede tegn fra himlen af ham”. Det kan undre at nogle kræver tegn, når de netop har fået dette tegn, helbredelsen af den stumme mand.

Imidlertid kendte Jesus deres skepsis, og han giver dem ikke et nyt tegn, men han går ind i anklagerne, og viser dem at anklagerne er selvmodsigende. For hvordan skulle de onde ånder kunne uddrives ved den Onde selv? Så ville den Onde komme i splid med sig selv: Han siger: “Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?” Ifølge evangeliet, er der ingen, der svarer ham. Det kan tænkes, at ingen har været i stand til at sige ham imod pga. mangel på gode argumenter, men det ender med at blive en enetale fra Jesu side, og han vender de oprindelige anklager imod dem selv: “Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så?”

Herefter får anklagerne ikke et ben til jorden. Jesus afslutter første del af dagens evangelium med ordene: “Hvis det er ved Guds finger, jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige kommet til jer”. Dette er jo i sandhed glædeligt: Guds søn meddeler nu skarerne, at Guds rige er kommet “til jer”. Dette “til jer” omhandler de skeptiske og vantro, som hævder han uddriver onde ånder ved dæmonernes fyrste.

Næste del af evangeliet (vers 21 ff.) er vanskeligt at sammenfatte og for den sags skyld se hoved og hale i. Det ville have været rart at have haft en “livline” til evangelisten Lukas og spørge ham, hvad det egentlig er, han ønsker at fortælle med disse vers. Hvad har lignelsen om manden, der fuldt bevæbnet vogter sin gård at gøre med det foregående? Hvilken funktion tjener den her? Og efter den lignelse kommer ordene om den urene ånd, som “hvileløst flakker om i øde egne”. Hvad skal de ord betyde? Så vender Jesus tilbage til lignelsen om den fuldt bevæbnede mand, hvis gård nu besættes af syv onde ånder, hvilket er endnu værre.

Herefter tilråber en kvindelig tilhører Jesus begejstret: “Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!” Jesus svarer ikke direkte på hendes tilråb, men kun halvt: “Javist, salige er de som hører Guds ord og bevarer det!” Jesu opfordring om at “bevare Guds ord” skal forstås i betydningen af den græske verbum “fylasså”, som kan betyde “bevogter, holder i ære, adlyder, opretholder”. “At bevare Guds ord” er altså ikke noget, der bevarer sig selv, men er en aktiv handling: Guds ord bevarer den, som aktivt kæmper for, opretholder og adlyder Ordet.

Guds ord er en levende størrelse, som forpligter mennesket – i ord og handling. Guds ord er hverken tomme eller døde ord, men får indflydelse og virkning i menneskers daglige gøren og laden.

– forslag til salmer: 736 339 292 – 166 376 60
– Asser Skude, udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *