Prædikenvejledning til midfaste, søndag den 14. marts 2021

Midfaste

Tænk sig, at en lille drengs madpakke kan strækkes ud og mætte flere tusind. Svarende til en mindre dansk købstad bespises med blot en madpakke. Det er da højst mirakuløst og uforklarligt.

Og i dag – to tusind år efter – kan menigheden undre sig og spørge: ”Hvornår får også vi sådanne tegn at se, som dengang Jesus vandrede på jord, helbredte og hjalp mennesker.” Nogle vil måske endda anklagende sige: ”Hvorfor venter Guds søn med at komme tilbage? Guds søn kunne jo gentage sit brødunder i større skala og mætte alle sultende og fattige?”

Sådan fungerer det ikke. Guds søn kommer ikke tilbage og vandrer på jorden og gør undere. Og Guds søn griber ikke ind over for alle de sultende og nødlidende i verden. Hvert tilfælde ikke før de sidste tider, hvor han ”skal komme igen for at dømme levende og døde”. Dengang som nu må menigheden besinde sig og acceptere, at selv Guds søn vil være afsides, væk fra en tilsyneladende uophørlig krævende og umættelig skare: Efter brødunderet ved Tiberias sø trak “han sig atter tilbage til bjerget, helt alene”.

Da Jesus næste dag igen viser sig offentligt, er det “på den anden side af søen”, hvor han i sin tid kaldte både Andreas og Filip, som var fiskere, til at være menneske-fiskere. Her i byen Kapernaum siger han om sig selv: “Jeg er livets brød… Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Han spiller på den velkendte og klassiske jødiske fortælling om Moses og Gudsfolket i ørkenen: Moses og folket på vandring, og alene af Guds nåde overlever folket i den golde ørken i fyrretyve år. Gud Herren lader en form for føde, manna, falde ned fra himlen for at mætte sit folks mange munde. Alene i kraft af denne uforklarlige, overnaturlige hjælp kan Gudsfolket leve og bo i ørkenen. For i en ørken har intet menneske bogstaveligt talt mulighed for at overleve. I ørkenen er alt, hvad mennesket har og får – givet af Guds nåde. Uden Gud Herren er Gudsfolket fortabt.

Evangelisten Johannes vil vel have menigheden til at drage den slutning, at ligesom mannaen var livsvigtig for det jødiske folk i ørkenen, er hans søn Jesus Kristus, den nye manna, det livets brød, som skal redde folket igennem. Og mere til: Hvis Jesus opstod fra graven, er Jesus også kilde til evigt liv. Så er Jesus virkelig er livets kilde, sejrherre over mørkets og dødens magter. Og netop påskens begivenheder foregribes i dagens evangelium om brødunderet.

Hos evangelisten Johannes møder vi i kapitel 1 til 12 tre ikke ubetydelige tegn, som tilsammen foregriber påskebegivenhederne. Det ene tegn er brylluppet i Kanaan, kapitel 2, hvor vand forvandles til vin. Det andet tegn er det tegn, vi møder i dag i brødunderet, kapitel 6, og det tredje tegn er Lazarus’ opvækkelse, kapitel 11. Tegnene med vinen og brødet er naturligvis tegn på det nadvermåltid, som Jesus senere indstifter. Da siger Jesus til sine disciple: “Tag det og spis det, dette er mit legeme, som gives for jer… Tag dette bæger. Dette er mit blod som udgydes for jer – til syndernes forladelse” Og det tredje tegn, Lazarus’ opvækkelse fra de døde foregriber påskens højdepunkt, Jesu opstandelse fra graven påskedag.

Dagens evangelium er ifølge evangelisten Johannes på en gang både optakt til, men også en foregribelse af hele fortællingens kulmination, påsken. Udover den kristologi, som ligger latent i dagens evangelium, er naturligvis også en formaning til Kristi menighed om ikke at gøre sig timelige bekymringer. Hvad der er tilstrækkeligt er derimod at gøre sig bekymring om det himmelske og sætte sin lid til Herren og vide “at mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund”.

– forslag til salmer 662 298 31 – 610 472 498

– udgivet som prædikenvejledning 2011 Præsteforeningens Blad ©

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *