Prædikenvejledning til Skærtorsdag 2021, torsdag den 1. april 2021

Nadveren

I et af de tidligste skrifter der findes fra den første kristne kirke, opdrages den kristne forsamling i, hvordan den skal opføre sig i forskellige situationer. Det er det oldkirkelige skrift “Didakæ”, der egentlig blot betyder “Lære”. Her lyder en af formaningerne noget i retning af: Slut fred med din bror, hvis du vil gå til Guds alter og til nadver.

For hvem kan måske have fred og venskab i sinde, når han samtidig tænker på ufred og uvenskab? Måltidsfællesskab er først muligt, når våbnene er langt ned. Måltidsfællesskab er først muligt, når man vælger at tage stenene ud af dine hænder og modtage brødet.

I følge Didake er menigheden også nødt til at dele sit overskud med de svage og fattige. På den måde kan man tale om at kirkens sociale og diakonale arbejde udspringer af måltidsfællesskabet:

I oldkirken var nadveren også suppleret af et rigtigt måltid, et overdådigt bord for de rige, og efter man havde nydt måltidet, samlede man resterne sammen og delte ud af sit overskud. Man gik ud med resterne til de syge og de svage, de gamle og ensomme, der sad rundt omkring alene ude i hjemmene.

Det kærlighedsbudskab, når man samledes om budskabet om ham, gik man efterfølgende ud og gjorde i praksis. Det var og er i den ånd, at nogle menigheder stadig efter gudstjenesten har et måltid for de syge og fattige. Så budskabet om næstekærlighed og omsorg for næsten ikke forbliver snak, så ord omsættes til handling.

Når vi i dagens evangelium hører om, at Jesus indstifter nadveren, er det kærlighed og fred, Han stifter. Nadveren er jo fællesskab med dem, som Han har fulgtes med. Alle er med, alle er velkomne – selv den, der vil forråde ham. Vi, der kender beretningen ved, at Guds søn overgives til ældsterådet, som vil dømme Ham for Gudsbespottelse. De vil kræve, at Han straffes med døden.

På trods af at Guds søn ved, at hans fremtid er grusom, vælger han alligevel fredens symbol, nadveren. På trods af den aggression, som han lægges for dagen, vælger han at indstifte fredssymbolet over dem alle, nadveren. Han er villig til – som det lydefri lam – at blive ofret. Han skal sone med sit blod og sit legeme. Han er det lydefri offer. Han er offerlammet. Frelsersymbolet over dem alle. Han lader sit eget blod flyde for at verden kan blive sparet. Som lammet vil han ikke gøre modstand, men accepterer og lader sig uden kamp og modstand overgive til overmagten.

Nadverens form er måltidets form, som er et af de stærkeste samlingspunkter både i vores kultur og i vores personlige liv. Måltidet er det, som vi forbinder med næring, fællesskab, og nærvær og sammenhold. Måltidet er den samværsform, vi helst deler med dem, vi holder af. Måltidet kræver på den ene side nærvær, men skænker samtidig deltagerne en særlig oplevelse af intensitet og fællesskab. På den anden side vil et måltid sammen med nogle, vi ikke kan lide, har svært ved lykkes.

Derfor afkræver måltidets form den ultimative fordring af os: Et krav om fred, tolerance og omsorg. Her skal være plads til alle. Alt andet er en modsigelse af måltidets væsen. Derfor er Judas med ved nadverbordet, derfor er syndere med nadverbordet. Derfor kan vi også være tilstede ved nadverbordet og modtage fællesskabet, hvor Guds har forsonet alle synder.

Her kan enhver, som kommer til hans bord få forsmag på det evige liv, som venter os, for Guds søn siger selv: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikke den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, en, sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 29 69 470 Må din vej

– udgivet første gang på Asser Skude blog 2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *