– og hvor kommer næstekærligheden fra?
Spørgsmålet er naturligvis retorisk formuleret og helt teoretisk.
Men hvad siger Det Nye Testamente f.eks. om det spørgsmål, og helt aktuelt søndagens evangelium, til kommende søndag, søndag den 29. august 2021 eller trettende søndag efter Trinitatis, efter første tekstrække, Lukas kapitel 10, vers 23-37.
Læser man i den nyeste oversættelse, den såkaldte Biblen 2020, © Bibelselskabet, 2020, er tilføjet en beskrivelse af hovedpersonen, samaritaneren: ”en af vores fjender”. Hvordan kan det være at Bibelselskabet vælger at tilføje at samaritaneren er en fjende? Det er ikke sådan der står i den oprindelige græske udgave.
Det er problematisk, at Bibelselskabet ”lægger til” i den oprindelige såkaldte ”grundtekst”, i stedet for blot at oversætte, hvad der egentlig står. I den nuværende autoriserede oversættelse fra Bibelselskabet 1992 står blot ”samaritaner”.
Det er ganske vist rigtigt, at der vitterligt bestod et fjendskab mellem jøder og samaritanere på Jesu tid, og den kendsgerning, at Jesus fremhæver en samaritaner frem for en jøde er i sig selv en provokation for de samtidige jøder, som hører hans forkyndelse. For mig at se er det i beretningen om den barmhjertige samaritaner (som han ofte kaldes) en fortælling om næstekærlighed og en fortælling, der overrasker os med, at næstekærlighed kan komme fra en uventet kant.
Sagt på en anden måde. Jesu forkyndelse er altså, at alle mennesker kan overraske, til begge sider. Præsten og kirketjener, som burde vide bedre, svigter, mens den lidt ugle sete samaritaner overrasker positivt.
Derfor kunne en af pointerne være, at vi som mennesker ikke må skære alle over en kam. Der findes hjælpsomme mennesker, og hjælpen kan komme fra uventet kant, fra dem vi ikke regnede med. Redningsmanden i søndagens evangelium er ikke en af folkets (læs jødernes) egne, men en nabo.
Jesus roser samaritaneren for at være den person, der gør det rigtige, den person som foretager sig den eneste ordentlige og anstændige handling i forhold til staklen, der ligger forslået i vejkanten. Samaritaneren udviser næstekærlighed, mens præsten og levitten, som man forventede mere af, svigter.
På den måde er søndagens evangelium en opsang til dem, der mener de altid gør rigtige og det der forventes af dem. På den måde er søndagens evangelium også en forkyndelse af menneskets uperfekthed, at vi mennesker fejler, uanset hvem vi er og hvilken baggrund vi har. ”Alle skuffer over tid” som en moderne dansk popgruppe synger (Minds Of 99).
Jeg kan jo af gode grunde ikke vide, hvilke tanker eller overvejelser der ligger bag Bibelselskabets nyeste oversættelse ”Biblen 2020”. Jeg ved godt, at oversættelsen nok ikke er tiltænkt som en autoriseret oversættelse til søndagsbrug i danske kirker, og jeg vil da gerne medgive at jeg som udgangspunkt altid hilser enhver debat velkommen om de bibelske tekster og evangelier, netop for at gøre sproget aktuelt og forståeligt for danskere i det 21. århundrede.
Alligevel gør det indtryk, at man alligevel til det måske mest kendte evangelium fra alle søndage i kirkeåret (udover måske lige juleevangeliet), vælger netop denne tilføjelse ”en af vores fjender”, når vi har at gøre med denne samaritaner eller den barmhjertige samaritaner.
Jeg har selv tidligere – godt nok for at provokere – draget paralleller mellem fremmede i vores samfund, som opfører sig eksemplarisk og er et gode for vores samfund og så samaritanere, som af mange af datidens jøder var ugle set.
Men ligefrem gøre samaritaneren til ”en af vores fjender” er at tage den for langt ud af en tangent.
Som jeg har forstået det, var samaritanerne på Jesu tid rigtig nok anderledes end datidens jøder. Men datidens samaritanere levede ikke fjernt fra datidens jøder og datidens samaritaneres bibel var ikke vildt fjern fra jødernes bibel. De var nærmest naboer allerede, og de var ikke mere fremmede end en svensker ville være for en dansker, hvis man nu skulle bruge en nutidig sammenligning på vores breddegrader.
Leave a Reply