Opfinder Bibelselskabet fjendebilleder?

Med den nyeste oversættelse ”Bibelen 2020” forekommer Bibelselskabet mig at opfinde nye fjendebilleder. Hvis det er tilsigtet er det ulykkeligt og begrædeligt. Hvis ikke, kan man håbe det bliver ændret ved en kommende udgivelse, konkret i forhold søndagens og kommende søndags evangelier, hvor samaritaner oversættes med ”fjender”, henholdsvis trettende og fjortende søndag efter trinitatis.

Sidstnævnte, Lukas, kapitel 17 vers 11-19 rummer tilføjelsen ”en af jødernes fjender” om samaritaneren. Ved at tilføje ”en af jødernes fjender” om samaritaneren opstår et helt andet billede end det originale. Evangeliet kommer på denne måde til at handle om ”dem og os”, ”fjender eller ikke-fjender”.
Hvad er formålet med den tilføjelse til den oprindelige tekst ”jødernes fjender” eller ”en af vores fjender” med den nyeste oversættelse ”Bibelen 2020”? Det står ikke i den oprindelige tekst og det er f.eks. heller ikke med i den nuværende autoriserede oversættelse af 1992. For mig at se er den tilføjelse unødig og tjener intet formål, hverken pædagogisk eller teologisk.

Som jeg har forstået evangelierne er Jesus generelt sen i sin forkyndelse at skabe fjendebilleder, det sker stort set ikke. Oftest forkynder Jesus kærlighed til næsten og fremmede, det er god jødisk tradition. Jesus er retfærdig og uden fordomme. Derfor støder det i mine ører, at Jesus skulle have sagt ”en af vores fjender” (13. søndag efter Trinitatis) eller ”en af jødernes fjender” (14. søndag efter Trinitatis).

Jesus er ikke smagsdommer eller moralist, tværtimod, han helbreder og stiller ikke spørgsmål om herkomst eller tro eller noget andet, nærmest på trods af baggrund og historik. Det er netop også det, som er befriende ved Jesu forkyndelse og gerning. Der er plads til alle.

De gange hvor Jesus er polemisk, er som oftest i forhold til sine egne, de selvretfærdige jøder, som mener at have deres på det tørre.

Sagt på en anden måde. Jesus griber – som jøde – i egen barm, frem for at pege fingre af andre, det vil sige. Jesu forkyndelse handler om at se og ændre egne fejl og mangler, fremfor andres, jf. lignelsen om se sin egen ”bjælke i øjet” fremfor at se ”splinten” i sin næstes øje. Jesu forkyndelse lægger op til at man peger pilen på sig selv og ikke på andre.

Det er rigtig nok, at det er provokerende og en vigtig pointe at det er en samaritaner (og ikke en from jøde), der hjælper den nødstedte (13. søndag efter Trinitatis,) og at han som takker for helbredelse også er samaritaner (14. søndag efter Trinitatis).

Det er ganske vist rigtigt, at der vitterligt bestod et vist fjendskab/uvenskab mellem jøder og samaritanere på Jesu tid, men for mig at se er beretningen om den barmhjertige samaritaner en fortælling om næstekærlighed og en fortælling, der overrasker os med, at næstekærlighed kan komme fra en uventet kant.

Sagt på en anden måde. Jesu forkyndelse er altså, at alle mennesker kan overraske, til begge sider. Præsten og kirketjener, som burde vide bedre, svigter, mens den lidt ugle sete samaritaner overrasker positivt.

Derfor kunne en af pointerne være, at vi som mennesker ikke må skære alle over en kam. Der findes hjælpsomme mennesker, ikke mindst blandt dem som ikke ligner, men pointen er ikke, hvem hjælpen kommer fra, men at nogen hjælper.

Jesus roser samaritaneren for at være den person, der gør det rigtige, den person, som foretager sig den eneste ordentlige og anstændige handling i forhold til staklen, der ligger forslået i vejkanten. Samaritaneren udviser næstekærlighed, hvorimod præsten og levitten, som man forventede mere af, svigter.

Til søndagens evangelium om taknemlighed hører vi godt nok ikke noget om, hvem præcis de ni andre er, men man må gå ud fra at det sandsynligvis kun er den ene som er samaritaner og de ni andre er jøder, hvis lignelsen skal give mening. Men hvorfor tilføje ”fjende” ind i evangeliet om ham, som er taknemlig? Er det fordi Bibelselskabet vil have vi skal mene at kun fjender er taknemlige?

Sat på spidsen: Så bliver der med den nye oversættelse skabt to nye evangelier, dels et evangelium om den taknemlige fjende, dels et evangelium om den barmhjertige fjende.

For mig at se er de to søndages evangelier noget helt andet. De to evangelier har jo slet ikke ordet ”fjende” med om samaritaneren og de er i stedet en opsang til dem, der mener de altid gør rigtige og det der forventes af dem. På den måde er de to søndages evangelier også en forkyndelse af menneskets uperfekthed, at vi mennesker fejler, uanset hvem vi er og hvilken baggrund vi har. ”Alle skuffer over tid” som en moderne dansk popgruppe synger (Minds Of 99).

Jeg kan jo af gode grunde ikke vide, hvilke tanker eller overvejelser der ligger bag Bibelselskabets nyeste oversættelse ”Bibelen 2020”. Jeg ved godt, at oversættelsen nok ikke er tiltænkt som en autoriseret oversættelse til søndagsbrug i danske kirker, og jeg vil da gerne medgive at jeg som udgangspunkt altid hilser enhver debat velkommen om de bibelske tekster og evangelier, netop for at gøre sproget aktuelt og forståeligt for danskere i det 21. århundrede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *