Prædikenvejledning til 19. s. e. Trinitatis 2021

Evangelium

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: “Søn, dine synder tilgives dig.” Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: “Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: “Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden” – siger han til den lamme: “Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!” Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: “Aldrig har vi set noget lignende!”
Markusevangelisten, kapitel 2, vers 1-12

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for DropIn Rytmik gudstjeneste (børn og voksne) kl. 15.00 søndag den 10. oktober 2021

Lidt forenklet kan man sige om os mennesker, at vi kan leve vores liv på to måder: Enten som farisæerne eller som bærerne: Bærerne opfører sig som forventningsfulde børn, der er fuldt overbeviste og dedikerede og kaster sig ud i ethvert forehavende. Så optagede, at det nærmest er utænkeligt for dem, at noget skulle gå galt. Og så deres modsætninger: Farisæere, der opfører sig som bedrevidende og “kloge” voksne. De ved, hvad der kan lade sig gøre og ikke mindst, hvad der ikke kan lade sig gøre.

Vi står med disse to grupper. Bærerne, som repræsentanter for dem, som skaber venskaber, tror og vil gøre alt for hinanden. Modsat er farisæerne, der kommer til at stå som skeptiske over for kærlighed, tro og venskab.
“Venskab” betyder egentlig blot at “at være vidne”. Dagens hjælpere til den lamme er mere end det. De gør aktivt en forskel for den lamme. De sætter alt ind på at få ham bragt til helbredelse. Med risiko for selv at blive latterliggjort. Med risiko for at missionen mislykkes. Med risiko for at give den lamme falsk forhåbning. Så ihærdige er de venner, at de ikke helmer, før de får vennen bragt frem til Jesus: Vi hører, hvordan de kravler op over menneskemængden og bryder taget op, så de kan fire den lamme ned i huset – ned til Jesus!

Det er broderkærlighed, hvor de helt og udelt giver sig hen for deres næste. Ingen forhindring skal stoppe dem i at hjælpe næsten. Sikke en medfølelse og et ønske om at hjælpe den stakkels lamme mand.

Hvilken tro, hvilken ukuelig optimisme, som disse fire bærere har. De tror så meget at de – som det mest naturlige i verden – forcerer folkemængden og åbner taget til at få adgang til ham, som de tror kan hjælpe den lamme.
Til stede under begivenheden er også farisæerne, der tvivler og sikkert tænker deres. Farisæerne må have tænkt: Hvilke tosser, hvilke åbenlyse naive tåber, der kommer med en lam for at han skal blive rask? Hvordan skulle han dog blive rask? Ham kan ingen hjælpe! Og selv hvis nogen kunne, selv hvis Jesus kunne, hvordan skulle de nogensinde få ham forbi menneskemængden og ind i huset, hvor Jesus er?

Overfor farisæernes “klogskab” møder vi bærernes spontanitet: De er så hengivne i ønsket om at hjælpe den lamme, at de glemmer menneskelige konventioner om, hvad man kan og må, og hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre.

Med deres skeptiske holdning har farisæerne fjernet sig fra livet og også fra den mulighed, at Gud findes, og at Gud kan gribe ind. Og den mulighed at Gud skulle være blevet født som menneske og leve i den lille flække Kapernaum. Deres Gud som er almægtig og evig, hævet over tid og rum, hvordan skulle Gud da lade sig repræsentere af en simpel tømrersøn i den lille flække, Kapernaum? Nej, det er ikke en mulighed. Det er da også derfor de er nødt til at blive så forargede over, at der nu er en, der tillader sig at tale på Guds vegne og påstår at Gud har forladt den lamme hans synder.
Hvorfor da ellers blive så forarget over at den lamme skulle være blevet forladt sine synder, hvis det da ikke lige var fordi farisæerne ikke brød sig om, at Gud ville gribe ind i verden lige nu og her, og at Gud skulle bryde sig om en lam? Farisæernes tro siger, at synders forladelse kommer fra Templet og præsteskabet, ikke fra en simpel tømrersøn. For dem er det umuligt, det er blasfemi og det er forkasteligt og strafbart.

Synders forladelse er langt mere end blot f.eks. tilgivelse: Tilgivelse er imellem mennesker – vertikalt forstået – i forholdet til næsten: Hvis du har gjort et andet menneske fortræd, kan han vælge at tilgive dig. Og omvendt. Med syndernes forladelse forholder det sig ikke sådan. Syndernes forladelse går kun den ene vej og alene horisontalt: Fra oven og ned. Fra Gud til mennesker. Og syndernes forladelse kan mennesker ikke give hinanden. Alene Gud i himlene kan forlade synder. Den bevægelse sker fra Gud og til mennesket – alene denne ene vej. Oppe fra og ned.

Alt sammen sker det i Kapernaum, Kafér-Naum, dvs. Naums by. Vi hører flere gange om Kapernaum i evangelierne. På Jesu tid en lille by, ved den nordvestlige bred af Genesaret sø. En lille romersk forlægning på et hundrede mand lå her – det ved vi fra beretningen om hærførerens søn.

Evangelisten Mattæus kalder byen “Jesu egen by” – og med god grund – for på mange måder var Kapernaum en central ramme om Jesu forkyndelse og virksomhed. Her opholdt Jesus sig som voksen. Her gør Jesus mange undere. I byens nærhed, ved søbredden ud til Genesaret sø, kalder Jesus de første disciple, deriblandt Simon. Han er fisker og kaldes til at blive menneske-fisker! Og i Kapernaum helbreder Jesus også Peters svigermor.

Samtidig med at Kapernaum er velsignet med Jesu ophold i byen og Jesus gør mange undere her, forbandes byen også af Jesus, fordi den ikke omvender sig: Kapernaum opfører sig som en uartig, selvoptaget og umoden teenager. Så meget godt får denne by, alligevel tager den ikke imod. Alle disse mirakler, og byen omvender sig ikke. Han siger: “Ve dig, Kapernaum, at det på hin dag må gå dig værre end Sodoma og Gomorra, for du kendte ikke din besøgelsestid.”

Helbredelsen af den lamme i dagens evangelium kommer nærmest som et antiklimaks. Forventningen til Jesus er, at han skal helbrede den lamme. Og skuffelsen er umiddelbar, da Jesus ikke helbreder den lamme som det allerførste, men blot forlader den lamme hans synder.

For normalt når nogen helbredes i evangelierne, sker det umiddelbart og derpå får de at vide, at de skal gå bort og ikke synde mere. Denne gang er det omvendt: Guds søn indleder med at forlade den lamme hans synder. Og derpå helbreder han den lamme. Vi hører også, at skarerne reagerer voldsomt på den rækkefølge. Vi hører at skarerne, der ser det og oplever det bliver ude af sig selv og priste Gud og sagde: “Aldrig har vi set noget lignende”.

Jesus skænker allerførst den lamme hans synders forladelse, som er langt vigtigere i evighedens perspektiv. For hvad nytter det den lamme at blive helbredt fra sit handikap, hvis han ikke får syndernes forladelse og evigt liv?

Alt dette forstår farisæerne dog ikke. Derfor siger Jesus blot “rejs dig, tag din båre og gå hjem!” Dermed viser Jesus dem en uforklarlig helbredelse, som de måske kan afvise som svindel eller blot et lykketræf. Den dybere side af begivenheden, nemlig syndernes forladelse er gået hen over hovedet på dem. Farisæerne kan simpelthen ikke tillade at noget menneske skulle få sine synders forladelse – i levende live – af en simpel tømrersøn.

Dermed er der også lagt op til, at vi som tilhører af beretningen må undgå at gøre som de “kloge” og “forstandige” farisæere. At vi ikke må afvise muligheden for at det umulige alligevel er muligt – og at mirakler sker. Og selvom de ikke sker, ja så er det vigtigste dog, og den egentlige sag, som tømrersønnen er kommet for:

Nemlig at give os vores synders nådige forladelse. Og det endog mens vi er i live og i gang med vores liv – uanset om vi fortjener det eller ej – så forlader Gud os allerede nu vores synder. Det er stærkt og provokerende, ikke mindst for enhver “klog” person, som ikke kan rumme tanken om at selv den syge, den svage eller lovbryderen er god nok til Guds rige.

Alligevel er evangeliet dog som så: At syndernes forladelse har Guds søn allerede lovet enhver, som kommer til ham. Syndernes forladelse skænker Guds søn ganske ufortjent. Hans rige med nåde, fred og glæde rækkes os gratis – og ikke efter personlige fortræffeligheder. Dog slipper ingen ud af det forhold, som enhver er sat i – i forhold til Gud og næsten – at være ligesom de bedste venner for hinanden – ligesom de bærere i Kapernaum, der kom med den lamme. At enhver også må gøre ligeså og være sådan en ven, som dem vi hører om i dagens evangelium.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmeforslag 331 31 21 – 577 476 666

– © Asser Skude, udgivet første gang på denne blog i 2009, redigeret siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *