Prædikenvejledning til 20. søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: “Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæ’r på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæ’r? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.”

Matthæusevangelisten, kapitel 22, vers 1-14- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 17. oktober 2021 i Bellahøj kirke

– Den store bryllupsfest

Den store bryllupsfest Lignelsen om det store festmåltid rejser måske flere spørgsmål end den besvarer. Hvad er det glædelige i at høre om dom og straf for dem, som ikke vil tage imod invitationen?

I stedet for at fokusere på dem som afvises og kastes bort, kunne man tage udgangspunkt i det glædelige at invitationen i første omgang går ud til alle. Det handler derfor om at tage imod og gøre sig klar, modsat den arme stakkel vi hører om som ikke har gjort det.

Invitationen til festmåltidet, kunne være en allegori på invitationen til Guds frelse og det evige liv, som enhver skal tilbydes. Høj som lav indbydes.

Måske forstås kongefarens reaktion bedre, når man ved, at det på Jesu var kutyme på Jesu tid, at alle gæster på forhånd var blevet udstyret med bryllupsklæ’r forud for festen. De fornemme klæ’r lå simpelthen klar og fremme til alle gæster – netop for at ingen skulle kun undslå sig med ikke at have tøj til anledningen. Det var værtens opgave – også at sørge for gæsternes påklædning til formålet.

Her to tusinde år efter – og på danske breddegrader – bruger vi ikke den skik, og dog: Hvis man ser et af danskernes mest populære underholdningsprogrammer, f.eks. ”Vild med Dans” fra TV2, så skulle det undre mig om ikke netop værten (TV2) har sørget for at alle deltagere klædes på til lejligheden. Og man kan spørge sig selv om det ikke er halvdelen af fornøjelsen at nyde og se de flotte jakker, bukser, kjoler, sko og skønne former på deltagerne?

Lad os antage at alle deltagere blot deltog i deres sædvanlige, uhøjtidelige og dagligdags tøj, natbukser, hjemmesko og lignende, hvem ville så synes at det var lige spændende at se og følge med?

Sådan må vi sætte os i den konges sted, som ville holde sin søns bryllup. Skulle han da ikke netop blive irriteret og vred, hvis gæsterne ikke tog det på, som lå klart til dem, hvis ikke de gik med på festen og dens præmisser?
Lignelsen om den kongefar kan lyde bombastisk og meget dommedagsagtig. Og det er ikke helt forkert. Der er noget på spil. Også i dag. Og temaet er alvorligt. Også selvom det “bare” er en lignelse og altså en slags parabel eller parafrase eller metafor over for hvordan det står til med Guds riget og de invitationer som der sendes ud.

Det er skammeligt at de gæster, som den kongefar inviterer, undslår sig. Kongefaren har glædet sig og vil gerne dele sin glæde og fejre det for alle.
Netop derfor er hans vrede og hævn til at forstå over for den slappe attitude som udvises mod hans invitationer. Og ikke mindst de forbrydere som ihjelslår hans udsendinge. Hvor utaknemlig og hvor uforskammet har man lige lov at være? Og hvem vil påstå. at de ikke forstår den kongefar, der hævner sine udsendinge, ved at sende soldater ud til de forbrydere?

Jesus fortæller næppe denne lignelse for at eftertiden skal pege fingre ad hinanden eller for at nogen skal fordømme andre. Og Jesus fortæller næppe denne lignelse for at vi som hører den alene skal lægge mærke til hævn og dommen i lignelsen, men det giver netop mening med dom og hævn i lignelsen, for at vi skal forstå at der er noget på spil. Det hele er ikke lige meget og alt er ikke godt. Og verden er ikke kun god, men også ond.

Vi skal altså på en og samme tid høre om det mest forfærdelige og det mest vidunderlige. Så dobbelt er det. Og sådan er verden også. På en og samme tid vidunderlig, men i næste nu kan den være ond og forfærdelig.

Og gennem tiden har mange dommedagsprædikanter kunnet bruge netop denne lignelse som afsæt til at prædike netop dom, hævn og straf. Men måske er de sidste vers i dagens evangelium blot tilføjelser til den oprindelige lignelse, Jesus fortalte.

Men temaet dom og straf er dog stadig relevant og på sin plads at prædike i dag (som alle dage) som klangbund for det evangeliske.

Alle som en står vi over for Guds potentielle dom og straf. Og ingen vil kunne slippe fri af dom eller straf, hvis ikke det var for Guds søn, som blev sendt til os, for at frelse os, nu hvor vi ikke kan eller kunne frelse os selv eller hinanden. At vi mennesker langt fra er perfekte, men dagligt svigter, kan vel ikke komme bag på nogen.

Selvom vi lever i et smørhul og der næppe findes et mere lykkeligt og dejligt land end det danske, så har der desværre og ulykkeligvis næppe før været så mange ensomme, isolerede mennesker.

Til trods for vi nok næppe tidligere har vi levet så godt, og haft så mange goder og så meget plads, haft så mange muligheder, så er der alligevel så mange der ikke lykkes, i skolen, på jobbet osv. og rammes af sygdom og isolation og f.eks. lidelsen

Aldrig før som nu har så mange gået glip af den fest og det fællesskab, som vi ellers så gerne vil bryste os af.

Sagt på en anden måde. Vi er ikke perfekte og svigter det bud om at inkludere og rumme hinanden. Desværre er der mange, alt for mange der ikke kan tage imod invitationen til fællesskabet og kærligheden – og bare fordi de ikke tager imod, kan vi ikke undslå os med at de ikke vil. Det er stadig vores næste, alle de danskere som bor i vores land. Hvorfor er de ikke med til fest?

I forgårs læste jeg f.eks. om at der fra de københavnske jobcentre ikke de sidste to år er henvist nogen person til noget job? Hvordan kan det gå til, når vi har klaret os gennem krisen og der er mangel på arbejdskraft og hænder, at så mange danskere alligevel stadigvæk kan gå arbejdsløse, være sygemeldt, være stressede, være nedslidte og syge osv. Hvordan kan vi tillade os at accepterer at de “holdes udenfor”. Vores samfund og vores behandling af dem er ikke næstekærlig eller inkluderende. Vi kommer til kort.

Skulle de da ikke også med til den fest, som der er i vores samfund? Hvor bliver de af? Hvornår lukker vi dem ind, alle de danskere, som allerede er født og opvokset her?

På den måde kan vi forstå alvoren bag den lignelse Jesus fortæller. Nogen er udenfor og kommer ikke ind. Det er ondt. Det er ikke godt.

Men sådan er Guds rige ikke. Himmeriget skal lignes med den kongefar, der ville have alle med. Og Guds rige skal lignes med den kongefar som forsøgte sig med at få alle med.

Og forventer vi at Gud den dag, når han vil kalde os til fest, også vil tage os med? Fortjent det har vi ikke, ligesom ingen nogensinde skal fortjene sig til Guds frelse eller nogen skal vide sig sikker på Guds frelse.

Men i dåben og som elskede Guds barn, tør vi måske tro og håbe at også vi skal komme med til fest. Og det håb må vi også – indtil det sidste – holde fast i skal rækkes ud til vores næste og alverden.

For at frelse verden – gennem budskabet om hans søn og troen på ham. Af kærlighed til verden skal vi række det budskab ud – ligesom de udsendinge i lignelsen om den kongefar, der ville dele sin glæde med alverden.

Og som det er i lignelsen om kongesønnens bryllup, billedet på Guds himmerige, skal det vel også være med os. Vi skal ikke forholde os passivt, men være medspillere på at gå ud og få inviteret alle med til fest.
Budskabet om fest og glæde skal der ikke fedtes med. Det skal ikke pakkes ind, men udfoldes.

Og som kristne og kirke, skal vel netop vi, være som den kongefar og udsendinge – langmodige, håbefulde, udholdende – i troen på at det hele ikke er forgæves, men at Gud en dag vil blive alt i alle og at Gud har sendt sin søn til verden, ikke for at den skal fortabes, men frelses.

Måtte vi leve indtil da i troen på den kærlighed, af Guds nåde og arbejde på hinandens lykke, glæde og fred og kærlighed imellem mennesker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 737 594 385 – 175 653 690
– © Asser Skude, 2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *