Overvejelser forud for 22. søndag efter Trinitatis 2021

Overvejelser forud for prædiken kl. 17.00 lørdag den 30. oktober 2021

Ros til Bibelselskabet

Overvejelser forud for 22. søndag efter Trinitatis 2021, prædiken kl. 17.00 lørdag den 30. oktober 2021 i Bellahøj kirke

Ros til Bibelselskabet

I morgen er det lignelsen om den såkaldte ”gældbundne tjener” eller den såkaldte ”hårdhjertede tjener” (22. søndag efter Trinitatis, Matthæusevangeliet, kapitel 18, vers 21-35) dvs. sådan er det, hvis man læser i den nuværende og gældende kongelige autoriserede bibeloversættelse af 1992.

I den nyeste oversættelse af søndagens evangelium – den såkaldte ”Bibelen 2020” er det imidlertid ikke ordet “tjener”, der anvendes om hovedpersonen, men derimod ordet “slave”.

Det er tankevækkende, at det altså her er lykkedes Bibelselskabet at komme med en ny oversættelse, som er både er forfriskende netop i forhold til søndagens læsning.

Det er således ikke ordet ”tjener” der anvendes som oversættelse fra det græske ”doulos”, det er derimod ordet ”slave”. Selvom oversættelsen ”Bibelen 2020” ikke er ment til kirkebrug søndag formiddag i den klassiske og autoriserede højmesseliturg, så kunne denne oversættelse være en oplagt anledning til at italesætte, hvad der er på spil i dagens evangelium.

At bruge ordet ”slave” anno 2021 er modigt al den stund, at det ikke er særlig politisk korrekt, her tænker jeg på den igangværende debat og opgør med dansk kolonitid og dansk slavehandel mm. Nogle vil sikkert også finde det ligefrem anstødeligt, bagstræberisk, måske endda racistisk, at danske ord ”slave” stadig kan finde anvendelse anno 2021.

Naturligvis er der intet rart ved slaveri, og det strider også mod et liberalt og frit menneskesyn. Og i Dagens Danmark er slaveri da også heldigvis forbudt og afskaffet. Men slaveri var netop yderst udbredt og almindeligt på bibelsk tid, på Jesu tid og netop derfor giver det god mening at oversætte ”en til en” hvad der faktisk står i evangeliet til på søndag. Hatten af for det!

Måske vil nogen også blive stødt lidt på de teologiske konsekvenser af en så ligefrem oversættelse og brug af ordet ”slave”, og alt hvad det rummer af implikationer for en kristen dansker anno 2021.

Når lignelsen om tilgivelse i dag har en ”slave” som hovedperson, kan det jo godt tænkes at støde de danskere som tænker, at de i deres forhold til Gud ikke er at sammenligne med netop ”slaver”.

Er der da noget positivt ved at være ”slave” af Gud? Er Gud at betragte som en slags slaveholder og vi hans ”slaver” på jord? Det er nogle af de spørgsmål som den nyeste oversættelse kunne rejse. Og svaret derpå er ikke blot et entydigt “ja” eller “nej”. Svaret ligger måske endda i virkeligheden midt i mellem.

”Slaven” i lignelsen er naturligvis endnu en af Jesu metaforer for, hvad det vil sige at underlægge sig Guds vilje og Guds bud, det at enhver som hører lignelsen må lade sig inspirere til at være tro mod sin himmelske herre samt være ét med sin himmelske herres vilje.

Sådan kan vi forstå Jesu lære. Og med stor sandsynlighed har mange andre troende, og ikke mindst muslimerne, som kom til flere århundreder senere end de kristne, lade sig inspirere af jødernes lov og ikke mindst af Jesu forkyndelse og lignelser.

Således kalder tilhængere af islam sig “hengivne” eller “underkastede”, det er den betydning ligger der efter sigende i at være “muslim”. En “muslim” er altså en som er underkastet Allahs lov, Guds lov, en tro og hengiven tjener til den tolkning, som Guds profet har åbenbaret mennesker.

Jeg ved godt det kan give utilsigtede associationer, hvis vi kristne skulle sammenligne os selv med muslimer, ikke mindst fordi kristendommen er langt ældre og tidligere end islam. Men det at være hengiven og være underkastet en større vilje end ens personlige vilje, behov, lyster er både noget centralt i den oprindelige kristne forkyndelse.

Jeg vil pointere, at kristendom ikke er islam, og bliver det heller ikke. Kristendom er væsensforskellig fra islam. Kristendom er hverken en lovreligion eller er gerningsretfærdighed. Kristendom handler om at kunne reflektere selvstændigt og kunne skille Guds regimente og det verdslige regimente, det er og forbliver to adskilte størrelser.

Kristendom er dog i en eller anden forstand at underlægge sig en større vilje og i den forstand anerkende, at ingen ved egen magt derved kan frelse sig selv, men alene ved Guds hjælp og nåde kan sættes fri til at tjene Gud og næsten, og derved bedst imødekommer Guds bud, jf. det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus sammenfatter Moseloven til.

At underlægge sig Guds vilje og f.eks. budet om tilgivelse, kan minde om slaveri, men det er ikke i den ellers negative forstand, som mange måske ville høre det eller tro.

At tjene Gud sker netop ved at gøre det (som også Moseloven påbyder) ved at elske Gud af hele sin sjæl og hele sit hjerte og hele sin forstand. Altså skal menneskets med hele sin fornuft, vilje, indsigt også tænkes med. Så det at være ”slave” eller “tjener” for Gud, er ikke ukritisk underkastelse eller ”blind tro”, men netop at have hele sin forstand, vilje, indsigt med, netop når man tjener Gud og næsten.

Så meningen med det græske oprindelige ord ”doulos” kommer altså fint til udtryk, når Bibelselskabet vælger ordet ”slave” til søndagens evangelium.

Og bemærk altså, at det skal tænkes med, at kristne er mennesker med selvstændige holdninger, indsigter og egenskaber, der med deres forstand og hjerte skal tjene Guds vilje og Guds bud, således bliver de Guds udvalgte ”tjenere”.

Guds tjener bliver ingen i kraft af sine egne gerninger, men ene og alene i kraft af den gave og velsignelse, som Gud har rakt kristne ufortjent, gennem dåbens sakramente.

I forhold til dagens evangelium om at blive som den “slave” eller som den “tjener” i forhold til at tilgive sin medtjener eller “medslave” rejser sig spørgsmålet:

Skal vi gøre som den “tjener” eller den “slave” i lignelse og tilgive alt, tidligere, nuværende og kommende ugerninger og hændelser, der tilstøder os?

Det må være på sin plads at slå fast idag og alle søndage, hvad tilgivelse er og hvad det ikke er: Tilgivelse er ikke: Eftergivenhed, blødsødenhed, tossegodhed eller blind tolerance.

Tilgivelse er at sammenligne med et himmelsk spejl:

“O du, som skabte hjerte mit,

det dybe, underfulde,

o, dan det efter hjerte dit

til himmel-spejl i mulde

så langt mer, end selv jeg ved,

kan lære af din kærlighed

om nådens rige fylde.”

fra salmen “Gud Herren så til jorden ned”, Den Danske Salmebog, Bibelselskabet

Et spejl, der, når det holdes op mod os selv og vores næste, genspejler Guds nåde. Et spejl, der minder os om vores gensidige afhængighed af Gud og næsten. Et forhold vi ikke kan sige os fri fra, for så svigter vi både os selv, næsten og Gud. Et forhold som er gensidigt afhængig for alle parter. Et svigt over for næsten er et svigt over for Gud og omvendt. Vi behøver hinanden. Vi kan ikke leve uden hinanden, uden Gud. Vi kan ikke leve uden også at tilgive, uden at bære over, uden at se stort. Vil vi leve som den hårdhjertede tjener. Leve og være nøjeregnende, ja så bliver livet for alvor et sandt helvede, både for andre og os selv.

Ægte tilgivelse er ikke bare sur pligt eller bekvem udvej, men ægte tilgivelse kommer af hjertet. Som en indsigt, en erkendelse af vores egen situation, hvem er vi, og i kraft af hvad, vi egentlig er dem, vi er. Først når vi er villige til at se med et åbent sind og med et åbent hjerte på det spørgsmål, ser vi alt det, som vi har fået givet af Gud.

Vi er skyldnere i forhold til Gud og næsten, i det forhold, står vi i bundløs gæld. Forsøger vi at betale tilbage, ligesom den hårdhjertede tjener desperat forsøgte, bliver situationen endnu mere grotesk. Det er ikke meningen, at den skal betales af, så er det købmandshandel, ikke sand tilgivelse.

Alene én er i stand til at betale alt det skyldige tilbage. Alene Gud i himlen kunne betale alt tilbage. Det kan intet menneske. Kun Gud kunne betale den løsesum tilbage for at mennesker kunne gå fri. Kun Gud kunne betale tilstrækkeligt med sin egen søns lydighed. Ja lydigheden indtil kors. Så langt ville og kunne Hans Søn gå.

Han der var ingen noget skyldig betalte med den højeste pris, sit eget liv. Gud fader betalte med sin egen Søn, sit eget kød og blod. Ikke fordi Gud er en som vil slå ihjel, ikke fordi Gud ville ofre sin søn, på ingen måde, så langt ud kom det pga. menneskers hævn og had til Hans Søn, som blev sendt til dem. Af lydighed gik Guds Søn hele vejen, og fordi menneskene ville gøre regnskabet op på gammeldags og forældet måde og som mennesker nu tænker og handler – efter fortjeneste og som en købmand gør regnskabet op, ville menneskene have Guds søn på et kors. Sådan blev det. Ak og ve!

Ikke desto mindre blev Guds Søns død til ”løsesum for mange”. Således sendte Gud sin Søn, ”for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. (Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16)

Guds søn Jesus Kristus betalte med den højeste pris og i kraft af sin lydighed imod Faderen. Som den eneste kunne Han yde Faderen tilstrækkelig betaling (satisfactio) efter loven. Denne lydighed over for Faderen – lydigheden over for loven – førte til et liv, der var så anderledes, at det ikke var muligt for mennesker at kunne acceptere det. Det liv fik som sin konsekvens døden.

Gud kræver ikke tilbagebetaling og indløsning af gælden. Gud har forligt sig med sig selv og med os – igennem sin egen Søn. Gud er ikke en gnier. Gud er ikke nøjeregnende eller smålig, men en nådig og gavmild Gud. Af ingenting og ud af ingenting rækker Gud menneskene alting – og ganske ufortjent. Gratis som det hedder på latin.

Fordi Gud først har rakt mennesker sin tilgivelse, må mennesker også selv være villige til at tilgive deres skyldnere. Det må vi ikke glemme. Ellers vil det gå os ligesom den hårdhjertede tjener i lignelsen, ham som fik eftergivet sin uoverskuelige gæld, men bagefter selv glemte at tilgive og forlangte at få inddraget gælden fra sine skyldnere.

Guds tilgivelse blev givet os alle i Jesu navn ved dåben, og vi bærer den i os og er samtidig forpligtet til at give den videre i det liv, som vi lever sammen med næsten.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

– Forslag til salmer: 12 337 493 – 695 653 598

– udgivet første gang på min hjemmeside og Facebook 2021, Asser Skude ©

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *