Prædikenvejledning til 1. søndag i advent 2021

Evangelium
Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: “Er det ikke Josefs søn?” Han svarede dem: “I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!” Men han sagde: “Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.” Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Lukasevangelisten, kapitel 4, vers 16-30
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for søndag den 28. november 2021

Jesu prædiken falder i to dele: Umiddelbart forløsende første del, hvor alle lytter og er forventningsfulde og spændte. Men i anden del af prædiken går op for folk, at Jesus ikke umiddelbart vil gøre undere i sin egen hjemby, og stemningen vendes imod ham. Mændene i synagogen bliver så rasende, at de korporligt driver ham ud af byen og hen til en klippeskrænt for at styrte ham i døden.

Sådan gjorde fromme mænd imod en af deres egne i Nazareth for to tusind år siden. De mente, at det var forkert af Jesus, at påstå at Esajas’ profeti var gået i opfyldelse, når der ikke skete forandring nu og her.

De havde hørt om de mange undere, som Jesus allerede havde gjort i de andre byer, så de var forargede over han ikke gik ud og gjorde ligeså i sin egen hjemby. De ville have syn for sagen for at kunne tro på hans prædiken om, at Guds rige var kommet.

For os som hører beretningen her to tusinde år senere, er det ingen sag at pege fingre ad de mænd i Nazareth, som ikke ville tro Jesu ord, men tvang ham ud af byen og forsøgte at styrte ham i døden. Det er også for nemt. Og det er ikke det som er meningen med dagens evangelium, at pege fingre af dem, der ikke har taget imod og ikke vil tro Jesus på hans ord.

Hvem af os ville, hvis vi havde levet på den tid, virkelig have taget imod ham? Og hvem ville tro ham, når han påstod at Guds rige allerede var kommet for at bryde igennem? Hvordan kunne overhovedet nogen tillade sig at påstå det, når verden stadig var fuld af død, sygdom og ødelæggelse?
Hvem ville ikke tænke ligesom de gjorde dengang i Nazareth: “Umuligt! Det kan da ikke passe! Hvis Guds rige er kommet, må der ske forandring her og nu!”

Jesu prædiken i Nazareth er indgangen til at se Jesu virke i et større perspektiv: Sagt med evangelisten Johannes ord: “Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham” (Johannes evangelisten, kapitel 1, vers 11-12)

Selv Jesu egen hjemby Nazareth afviste ham. Og ligesom han også blev afvist i Kapernaum, hans anden hjemby, hvor han bl.a. havde helbredt Peters svigermor. Alligevel omvendte ingen af de byer sig.
Og derfor advarer Jesus også et andet sted (vendt imod Kapernaum): “Ve dig, Kapernaum, at det ikke må gå dig værre på hin dag end Sodoma og Gomorra, for du kendte ikke din besøgelsestid”.

Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til enhver, som hører evangeliet, om ikke at begå samme fejl som de fromme dengang: Så når vi i dag hører ordet om ham, ikke afviser det. At vi ikke gør som de skriftkloge og fromme, der er blevet så reaktionære og skråsikre, at de ikke vil tage imod nyt og forsøge at forandre sig.

Måtte vi ikke blive som dem og handle af panisk angst for at miste det, vi har tilkæmpet os, men derimod være åbne for at tage imod. For at tage imod er netop hvad vi skal – ifølge Jesus. Være parate til at omstille os og udvikle os. Parate til at orientere os på ny. Forholde os positivt og åbent til livet.
(Som fysikeren Albert Einstein vist engang har sagt: “Alting begynder med bevægelse”. Livet er om at være i stadig bevægelse. )

At ville fastholde livet (at være reaktionær) er at slå det ihjel. Livet er fuldt af forandring og bevægelse. Og derfor er livet vel om at vove, at satse og tage chancer, bevæge sig, udvikle sig, gøre alt for ikke at stå stille. Men naturligvis skal vi stadig være tro mod vores kultur, vores arv og tradition, dvs. være konservative, forstået som at vi er bevarende og tro mod vores fædrenes arv, men naturligvis åbne for at gå nye veje og få nye indsigter.

Livet er ikke om at fastholde det, som har været. Livet er ikke at være bange for at miste det, som var. For den som ikke vil flytte sig og lade sig bevæge med tiden, risikerer jo også at gro fast, krampagtigt og i sidste ende et umuligt projekt.

På tærsklen til en ny begyndelse, en ny tid, gælder det om at indprente sig disse ord. For det nye kirkeår begynder i dag. Det nye år i Herren begynder i dag første søndag i advent. Og på vej ind til det nye år er vi nødt til at forholde os til, hvordan vi ønsker, vi skal komme ind i det nye: Hvad vil vi tage med fra det år og den tid som er gået, og hvad vil vi ikke tage med?

Hvad vil vi gøre anderledes i det nye år? Hvilke mål, som vi satte os sidste år, har vi nået og hvad har vi ikke nået? Og hvad vil vi gerne nå i det nye år? Og hvad skal vi som kristne gøre for at være parate til den nye tid?
Som kristne er vi jo ikke sat i verden for vores egen skyld, for at være os selv nærmest eller for at gøre det mest muligt behageligt for os selv.

Som kristne er vi ikke sat her for primært at tilfredsstille vores egne behov, en vi er sat her med et højere formål. Som det hedder i dagens epistel hos Paulus “For nu er frelsen os nærmere…dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på… men iklæd jer Herren Jesus Kristus.”

Med Guds hjælp, med Guds vilje vil vi kunne det, vi ellers ikke kan. Med Guds hjælp og Guds indgriben i vores liv, vil Guds sætte os fri. Gud vil sætte os ud af vores egen fangenskab, og Gud vil udfri os fra vores mørke, vores selvtilstrækkelighed, selvoptagethed og lukkethed. Gud vil sætte vores sind og handlinger frie af indgroede vaner og tilbøjeligheder.

At tilhøre Kristus betyder frihed og glæde: Kristus sætter os frie til at leve livet som det var tænkt, ligesom da Gud skabte mennesket – i sit billede. Med hans hjælp bliver vores liv sat ind i den rette sammenhæng som det var tænkt fra begyndelsen af – et liv med næsten i ubekymrethed – i åbenhed, i tillid, kærlighed, omsorg, ansvarlighed og respekt – et liv i gensidig forpligtelse til hinanden (teologen K E Løgstrup).


Om det så er i forhold til de nye fire år for de nyvalgte kommunalbestyrelser og regionsråd eller om det så er i forhold til vores nye år for kirke og menighedsråd, som netop konstituerer sig for det kommende år, om det så er i forhold til det militære og humanitære engagement i udlandet, om det så er i forhold til flygtninge, der er kommet til landet, indsatte i fængslerne, hjemløse i gaderne, syge og ensomme og gamle…

Er vi parate til at møde den nye tid med et åbent sind? Vil vi være parate til det ny og til at møde verden med nye øjne, når vi træder ind i verden i den nye tid?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag: 84 750 448 – 80 81 74

udgivet første gang 2009 på min blog, redigeret siden, Asser Skude 2021 ©

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *