Sådan lød min påstand 14. september sidste år i et opslag på Facebook . Desværre er denne påstand stadig aktuel.
Har vi da ikke lært af corona og tager vi ikke den alvorligt nok?
Både ja og nej.
Som jeg ser det er der ikke noget godt at sige om corona. Det har der ikke været siden pandemien ramte og lagde landet ned, og den første og anden bølge skyllede ind over os. Og nu altså den tredje bølge.
Det er og bliver ondt, når raske mennesker rammes af sygdom og lidelse. Isoleret set er der intet godt i sygdom og ingen mening med sygdom. Og en pandemi som corona, som vi endnu ikke kender omfanget eller konsekvenserne af, er ekstra uhyggelig og grusom. Ikke mindst fordi især de svageste og ældste i vores samfund rammes af denne.
Når det er sagt, kan corona alligevel lære os noget om næstekærlighed. Og det er vel ikke det værste. Slet ikke for os kristne (og jøder), for hvem næstekærlighed er et af de vigtigste bud, jf. Moselovens dobbelte bud om at elske Gud af hele sit hjerte og sin styrke og sin sjæl er budet om at elske næsten som sig selv, det såkaldte ”dobbelte kærlighedsbud”.
Hvordan kan corona og næstekærlighed så kobles sammen? Jo, vil vi beskytte vores næste, de svageste og udsatte i samfundet, må vi først og fremmest passe på, at vi ikke udsætter dem for smitte. Det gør vi (som er stærke) ved f.eks. at lade os vaccinere, lade os teste og have håndhygiejne, og tage mundbind på og holde afstand, når vi mødes med syge og svage, så vi ikke uforvarende kommer til at smitte dem, for hvem coronasmitte vil have dødelig udgang eller livslange følgevirkninger.
Så sagt forenklet: Denne pandemi som er så djævelsk, at den udrydder de svage og udsatte og lader de raske og unge gå fri, den må lære os raske og friske at gå forrest med et godt eksempel om at f.eks. at bære mundbind, holde afstand og spritte af, ikke for vores egen skyld, men for de svages og udsatte skyld, som vi gerne vil beholde i vores samfund.
(i store træk genudgivelse af min tidligere artikel 14. september 2020, udgivet på Facebook)
Leave a Reply