Årets danske julekalender på DR1 handler om, at der er mere mellem himmel og jord. Også selvom der har været en del kritik af, at der er for lidt kristendom og tro i årets julekalender, så kan vi måske alligevel godt gå hen og blive overraskede. Der er stadig nogle afsnit tilbage og meget kan ske endnu J
Egentlig er hovedpersonen, pigen Sofie, en 13-årig pige som ikke tror på noget som helst mellem himmel og jord – andet end hvad der kan måles og vejes. ”Sofie” er egentlig et græsk ord og betyder ”viden”. Sofie er videnskabsmand og forsker, allerede som 10-årig modtog hun en forskerpris. Hun interesserer sig for fysik og mekanik og er lidt af et vidunderbarn og er allerede godt i gang med at opfinde tidsmaskinen.
Hun opfinder den egentlig takket være hjælp fra sin farfar, som hun er meget knyttet til. Han er faktisk en af de få voksne, som støtter Sofie hele vejen igennem. Sofies farfar er også en nørd og opfindertype. Længe har han gået med tegningerne af en gyro, og det er først med Sofies hjælp at det lykkes at få tiden til at stå stille, men også, vigtigst af alt, foretage tidsrejser.
Selvom hendes farfar er videnskabsmand, vil han ikke afvise mirakler. I dagens afsnit (16. december) hører vi Sofies farfar sige til Sofie: ”Du kan leve dit liv på to måder. Enten kan du tro på at ingenting er et mirakel, eller også kan du tro på at alting er et mirakel.” Eller sagt på en anden måde, at hvis du ikke er åben over for at tro på mirakler, kommer de helt sikkert ikke til at ske.
Der er også en anden voksen i serien, som støtter Sofie og tror på hende. Det er hendes mormor, som Sofie møder – men kun fordi Sofie rejser tilbage i tiden kan hun møde sin mormor. Hendes mormor dør nemlig allerede, før Sofie bliver født. Men takket være tidsmaskinen kommer Sofie altså 30 år tilbage i tiden og møder sin mormor, som tror på astrologi, men som også kan gennemskue at Sofie er rejst tilbage i tiden for at møde hende. Mormoren siger, at det gør ikke noget, at hun ikke vil være der, når Sofie bliver født, fordi de to skal alligevel mødes engang igen, nemlig på en stjerne. ”For vi kommer alle fra den stjerne” siger mormoren.
Hvad det så skal betyde, må de næste afsnit afsløre, men jeg synes bestemt tidsrejsen lægger op til at der er mere mellem himmel og jord, end man umiddelbart skulle tro.
Tidsrejsen har også en løftet pegefinger til os, der følger med: Det er ikke lige meget hvad vi går og bruger tiden til. ”Uret tikker, tiden går, Hvad venter du på. Lad den ikke gå i stå. Hvis vi tager chancen, og hvis vi formår, at følges ad, vil det jo gå” sådan lyder det første vers i titelmelodien.
Der ligger en opfordring til os om at ”gribe nuet”. Livet er lige nu og her, hverken i går eller i morgen, men står vi med det i vores hænder. Og det er ikke lige meget, hvad vi bruger tiden til.
Hvad angår Sofie i ”Tidsrejsen” finder hun ud af, at kærligheden er vigtigst, at hendes familie betyder alt for hende, ikke mindst hendes lillebror, Birk, som hun elsker over alt på jorden. Hun siger til sin rejsemakker Dixie, at det bedste hun ved, er, når hun står og ser på sin lillebror Birk ligge og sove.
Mht. Dixie er det stadig åbent hvem han er, og om han og Sofie ender med at blive kærester. Vi ved heller ikke endnu, hvem den onde, hekseagtige kvinde, som hele tiden sender skruppelløse agenter efter Sofie og Dixie er, eller hvorfor tidsrejser er forbudt, så at enhver som rejser i tid forsøges fængsles eller eftersøges, herunder Dixie og hans lærermester ”Sølvræven”.
Den måske ondeste person i hele serien, det er et gæt, for vi kender ikke fortsættelsen, er den meget troende lærer, som hedder Ragner, og som i 1984 bare er en ung, forsmået og lidt kikset person. Det er ham, som ikke kommer med i Sofies fars musikgruppe og han har ingen kæreste. Ragners forældre er med i en frikirke, hvor man er imod ”djævlemusik” imod ”syndig dans og musik”.
I afsnittet hvor Sofie er tilbage i 1984 stjæler Ragner Sofies almanak, dvs. hendes oversigt over kommende begivenheder fra 1984-2014, og det ser ud til, at han vil misbruge sin viden om fremtiden til at lave et samfund, hvor alt er forudsagt og kontrolleret. Kun i klip af kommende afsnit har vi set, hvordan det rædselsfulde og kolde samfund ser ud, og det minder om et diktatur. Tilsyneladende har Ragner ved hjælp af Sofies almanak skabt et samfund, hvor folk holdes hen i mørke, undertrykkelse, uvidenhed, fanatisme.
Hvis jeg som præst skal bruge seriens temaer som prædikestof, så er det en anledning til at der er kamp imellem gode og onde kræfter, mørke og lys, og det er ikke lige gyldigt hvad vi gør med vores liv eller dem vi elsker.
Vores tro og kirkesamfund må også kunne rumme fornuften og forstanden, sådan at viden og argumenter kan stille spørgsmål og udfordre troen, så troen ikke bliver mørk og undertrykkende.
Vi skal i stedet søge friheden og åbenheden, sådan at vi gerne må gerne komme med vores viden og fornuft og stille skeptiske spørgsmål, – det kan bringe troen ind i en ny retning, som måske er endnu bedre end den gamle.
Præcis sådan som vores kirkes egen reformator, Luther, allerede for næsten 500 år siden, da han satte spørgsmål ved den mørke og middelalderlige tro og dogmatik. Af Luther kan vi lære at tvivlen og skepsissen er troens følgesvend. Tro uden skepsis er fanatisme.
Lad os derfor håbe på en fremtid uden fanatisme og blind tro, både for vores samfund og kirke, men naturligvis også for udviklingen i DRs julekalender ”Tidsrejsen”. Vi håber at Sofie vil vende udviklingen og får stoppet den fanatiske lærer Ragner.
Og så kan vi vel også håbe på at Sofies egne forældre finder sammen igen og holder jul sammen – som en stor familie J Det er hvert tilfælde Sofies største ønske til at starte med og det som giver Sofie mod på at foretage en tidsrejse og ændre i historien, for at hendes forælde må blive sammen og ikke blive skilt.
© Asser Skude, første gang udgivet på min blog første gang 19. december 2014, redigeret siden
Leave a Reply