Prædikenforberedelse Juleaftensdag 2021

Evangelium
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
“Lukasevangelisten, kapitel 2, vers 1-14

Prædiken til juleaftensgudstjeneste kl. 10.30 fredag den 24. december 2021 i Bellahøj kirke

Kejser Augustus ville vide hvor mange undersåtter han havde i hver en flække af sit mægtige imperium. Provinserne i det romerske imperium var hans skattegrundlag.

Derfor denne folketælling, så Augustus kunne tælle, hvor mange mennesker han faktisk kunne opkræve skat af! Så store var indtægterne fra skatterne i provinserne, at kejser Augustus selv og hans folk, romerne, helt var fritaget for at betale skat. Jo flere kejseren derfor kunne inddrive skatter fra, jo bedre for ham, jo bedre for romerne!

Som præsten og digteren Johannes Møllehave (1937-2021) har sagt, så talte det lille barn, som Maria ventede, ikke i den sammenhæng. Det lille barn havde jo ingen penge, og det var derfor uinteressant for kejseren: “Det var nu engang pengene, som talte, og for kejseren talte de deres eget sprog! Men ikke for Gud! Gud tæller ikke, som kejseren tæller”.

Men selvom det lille barn, som Maria ventede, ikke talte i kejserens øjne, så talte det i Guds øjne! Og her er evangeliet og her er i sandhed julens budskab: Evangeliet om fødslen er det glædelige budskab: At Gud bogstaveligt talt blev een af os. Og endog – Gud blev en af de mindste af os. Gud åbenbarede sig i den mindste blandt mennesker – i et nyfødt barn!
Gud så, og Gud ser det, som mennesker ikke ser, og for Gud betyder også det noget, det, som mennesker tit overser. Selv den mindste blomst på jorden, er et prægtigt skaberværk – intet menneske kan gøre det efter, selv ikke en konge eller kejser, hvor mægtig han så end er! Ligesom salmedigteren og præsten Brorson siger i salmen “Op, al den ting som Gud har gjort! Det mindste han har skabt, er stort og kan hans magt bevise. Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde”.

Om det så var verdens rigeste og mægtigste mand, som dengang var kejseren, var hans magt langtfra så stor som Guds. Så da kejser Augustus troede, at den mindste i hans rige, det lille Jesusbarn, ingen betydning havde, tog han fejl!

For barnet, som Maria skulle føde, var og er en himmelsk kongesøn. Det lille barn har Gud til far. Og Guds engel Gabriel viste sig for Maria, før hun blev gravid og spurgte hende, om hun ville føde Guds søn, verdens frelser. Det ville hun godt. Og siden blev hun gravid, og hun ventede Guds søn.
Josef, Marias forlovede, må være blevet meget bange, da Maria fortalte ham, at hun var blevet gravid, og at han ikke var far til barnet. Ingen kunne vel fortænke Josef i, hvis han i desperation havde forladt Maria. Josef kan have været ca. 30 år, mens Maria var måske kun halvt så gammel, en pige på 13-14 år. (Dengang var det ikke unormalt for en så ung pige at være forlovet med en mand)

Men en Herrens engel kom også til Josef og sagde: “Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru, for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” Matthæus, kapitel 1, vers 20f.

Josef lyttede til englens ord og blev sammen med Maria. Og da tiden så kom, hvor Maria skulle føde faldt det sammen med kejserens folketælling. Derfor var Josef nødt til at tage til sin fødeby, Betlehem, for at lade sig tælle med. Med sig tog han Maria, der var højgravid.

Som vi hørte tidligere var der ikke et sted ledigt i byen, hvor de to unge mennesker kunne søge ly for natten, så de var nødsaget til at søge lidt uden for byen. Og det var hér midt om natten, mens det var både koldt og mørkt udenfor, at Guds søn blev født inde i den lune stald mellem får og kvæg.
Guds søn blev ikke født på et kongeslot, men Guds søn blev født – i en stald mellem dyrene, og Maria svøbte sin søn og lagde ham i en krybbe, som jo er det sted, man plejer at lægge dyrenes foder i.

Trods de ydmyge forhold, stalden, krybben, de to unge forældre, så blev denne fødsel noget helt særligt. Og det er stadig denne fødsel vi fejrer her to tusind år senere. Vi fejrer ikke kejseren, Augustus, og den eneste grund til at vi stadig husker kejser Augustus, er ikke pga. hans magt eller vælde, men derimod det lille Jesusbarn, som ikke talte i kejserens øjne.

Derfor må vi huske på ordene om, at Gud ikke tæller, som kejseren tæller.
At Gud tæller anderledes end den mægtige kejser. At Gud ser værdien i det, som kejseren ikke ser. Og Gud vender op og ned på, det som tæller. Gud lod det lille barn blive himlens kongesøn, arving til et rige langt større end den nok så mægtige kejser.

Evangelisten Lukas, dagens evangelist, skriver ofte om dem, som man ikke tæller med: de fattige, de svage, de udstødte osv. Det er eet af evangelisten Lukas’ gennemgående temaer: At Gud tæller også dem med, som du og jeg ofte glemmer. Gud tæller selv dem med, vi helst ser væk fra, dem, som vi nødigt har øjenkontakt med, når vi møder dem på gaden! Og her er vi ved julens glædelige budskab, som er, at enhver tæller og tæller med hos Gud.
At Gud kan bruge os alle. Der er plads til alle. Og derfor er det vores pligt at give plads til alle. Derfor har det i hundreder af år været en kristen tradition – ved juletid ikke mindst – at lukke den fattige og ensomme ind.

Derfor er det en del af vores kristne kultur, at vi drager omsorg for dem, som der normalt ikke er plads til. Det er fint vi gør det, bare vi også husker vores omsorg for hinanden skal gælde ikke alene i denne juletid, men i hele det nye år vi, vi går ind til.

Til sidst vil jeg anvende endnu et eksempel fra Lukas’ juleevangelium til at illustrere, at Gud kan bruge alle, selv de, som ingen regner for noget. Selv dem bruger Gud og dem lader Gud få en særlig plads – ikke mindst i fortællingen om fødslen julenat. Gud lod de første vidner til fødslen blive hyrderne. Hyrderne var nogle, som man så ned på. Dels var det hårdt slid, dels var lønnen dårlig, men man sagde også om hyrderne at de løj og ikke var til at stole på. Ikke desto mindre turde Gud godt bruge hyrderne til at blive kronvidner til fødslen julenat. De løgnagtige hyrder, selv de var ikke for ringe til at bringe det glade budskab videre.

Alt imens Jesusbarnet blev født inde i den lune stald, lå nogle hyrder ude på marken, under åben himmel, og passede på dyrene. Hyrderne havde tændt bål for at holde de vilde dyr væk, men også for overhovedet at kunne se hinanden – for det var som sagt bælgravende mørkt og hundekoldt.
Derfor var det vel ikke så mærkeligt, at hyrderne blev rædselsslagne, da himlen over dem pludselig blev tændt af et stort lys. Det var een af Guds engle, der viste sig for dem.

Englen prøvede ellers at berolige hyrderne og sagde til dem, at de ikke skulle være bange, for det er et glædeligt budskab (på græsk ton eu-angellion), som englen (på græsk er der et ordspil mellem angellon, dvs. engel og sendebud). Englen sagde til dem ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Lukas, kapitel 2, vers 11f.
Fortsættelsen på historien, kender vi jo. Hyrderne gjorde som englen havde sagt og tog af sted og fandt snart det lille Jesusbarn, som lå svøbt – i en krybbe. Og hyrderne fortalte Maria alt, hvad der var sket, og Maria gemte det hele i sit hjerte. Og hyrderne vendte tilbage til deres arbejde, og de lovpriste Gud for alt, hvad de havde set og hørt.

Det er tankevækkende, at det var hyrderne, der blev de første vidner til den himmelske fødsel julenat. De, som ingen regnede for noget. De, om hvem man sagde ‘de stjæler og lyver’. Disse ’løgnagtige’ hyrder blev af Gud gjort til kronvidner i Guds fortælling!

Når Gud derfor kan bruge nogle af de mest uglesete mennesker til at blive vidner til sin egens søns fødsel. Når Gud kan lade sig føde af en ung, ugift mor, så har Gud vist, at Gud kan bruge mennesker, uanset hvor ringe eller små de er. Uanset om andre ikke regner dem for noget, så regner Gud med dem. Gud regner med os – selv med de mindste af os. Gud har brug for os. Selv de mindste af os!

For Gud tæller os med. Og Gud tæller ikke som kejseren tæller. Gud tæller os med – og selv de mindste af os, tæller han med! Og Gud regner med os, sætter sin lid til os, og Gud kan bruge os. For Gud elsker os! Og Gud er kommet til os. Gud har vist os sin kærlighed. Sit nærvær. Gud er der nu – hos os. Der hvor vi er, der møder Gud os. Og sådan kan vi tænke på Gud, at Gud er blevet en af os – den gang Gud kom til os julenat.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag 94 120 – 104 119

© Asser Skude, 2011, redigeret siden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *