Prædikenforberedelse Anden Juledag 2021

Evangelium
Jesus sagde: “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.”
Matthæusevangeliet, kapitel 10, vers 32-42
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken 10.30 søndag den 26. december 2021 i Bellahøj kirke

Det kan komme som en grum overraskelse for nogen, der kommer i kirke i dag, denne anden juledag. Budskabet er grusomt, og vi bliver mindet om at det at være kristen ikke er en gratis omgang. Det kan have en høj pris, at tro på Jesus Kristus.
I dåben får vi at vide at vi skal tilhøre Ham “den korsfæstede Herre”, og det betyder samtidig at hans lod kan blive vores lod: Hans lidelse og død, kan også blive vores lidelse og død. Sådan går det nok forhåbentlig ikke os danskere anno 2021, men på andre breddegrader har det at blive kristen de største omkostninger.
Kristne er stadig verdens mest forfulgte. (Se link nedenfor.)Som danskere bør vi være taknemlige for den store frihed vi har i vores samfund til frit at kunne bekende og ikke mindst samles i Guds hus.
Denne frihed er ikke alle beskåret på jorden. Og denne frihed må vi ikke tage for givet eller give køb. Den frihed er ikke kommet gratis til, og denne frihed kan vi måske miste igen, hvis vi ikke kæmper for vores grundlovssikrede ret til fri tale, tro og ytring.
Selvom vi som kristne globalt set er verdens mest forfulgte, byder Jesus os (nærmest profetisk i Bjergprædiken, Matthæus kapitel 5, vers 43) samtidig at bede for dem, “som forfølger jer”. Det er som om Jesus ved, at det vil få store omkostninger for dem, som vil følge ham.

I den forstand er dagens evangelium om konsekvenserne ved at følge ham også relevante. Det kommer med en pris at være kristen. Den højeste pris måtte Stefan betale. Som den første af alle kristne. Hos epistlen hørte vi om Stefan, der offentligt stod frem med sin tro. Det fik fatale konsekvenser for Stefan. Man siger, at Stefan blev den første kristne martyr. “Martyrium” er det græske ord for “vidnesbyrd”. En martyr betyder een, der bevidner noget. En martyr er ikke nødvendigvis een, der dør for sin tro. Dengang Stefan levede var det forbundet med livsfare at bekende sin kristne tro. (jf. Lucia, der også må dø for sin tro, Lucia er en af de tidligste kvindelige pendanter til Stefan)

Hvordan kan det være, at emnerne i dagens epistel og dagens evangelium er lidelse og død, når julens budskab er Jesusbarnet, der fødes og Guds søn der kom til verden for at frelse enhver, som tror på ham?

Det hænger sammen således: Et gennemgående tema i julens evangelium er netop vidnesbyrd: Lad os begynde med evangeliet til juleaftensdag: Her aflagde Guds engel vidnesbyrd for hyrderne om, at verdens frelser var blevet født samt at hyrderne skulle gå hen og finde den nyfødte “svøbt og lagt i en krybbe”. Og hyrderne kom til stalden, hvor de fandt barnet, som englen havde sagt det, og så aflagde hyrderne selv deres vidnesbyrd over for Maria, hvor de fortalte alt det pragtfulde, som englen havde sagt til.

Englen og dens vidnesbyrd overfor hyrderne var overvældende, men dog ikke mere end, at de som hørte det troede englen på dens ord og gjorde, som englen havde fortalt dem.
Hyrdernes vidnesbyrd overfor Maria om, hvad englen havde sagt, var overvældende for Maria, alligevel “gemte Maria ordene i sit hjerte”. Hun lod så at sige englens og hyrdernes vidnesbyrd blive en del af sig selv. Hun levede videre med englens og hyrdernes vidnesbyrd om, at hun skulle være Herrens tjenerinde. Hun adlød englen på dens ord om, at hun skulle føde Guds søn. På det ord fulgte hun sin søn hele vejen. Maria svigtede ikke, hun holdt ud.
Maria var hende, der sammen med de andre kvinder kom først ud til hans grav. Maria var hende, der ved graven mødte en engel, der gav vidnesbyrd om, at hendes søn var opstået fra graven. Det budskab bragte Maria selv videre til hans disciple, der dårligt troede hendes ord – ikke før andre fortalte det for dem, og han selv viste sig for dem.
Først da Jesus viste sine mærker i hænder og side troede f.eks. disciplen Thomas. Kort sagt: Igennem evangeliets beretninger var og er Maria en trofast modtager og viderebringer af det himmelske budskab: Budskabet om at Jesus, hendes søn, er verdens frelser, og at hun selv er Herrens tjenerinde. Dagens evangelium til anden juledag handler det i høj grad, at man som kristen både kan og skal bekræfte over for andre, hvad man har oplevet. Også selvom det er ting, der er ufattelige og frygtindgydende. Og dagens evangelium handler i høj grad om at turde stå inde for det, man tror på.
At bekende sig til Kristus var det synlige kendetegn ved de første kristne. Så kunne omgivelserne se og høre her var en, der bekendte sig til Kristus. De første kristne blev kaldt “Kristus”-bekendere eller Kristus-tilhængere”. Det var ment som en nedsættende betegnelse fra omgivelserne, men alligevel blev “kristne” den betegnelse, som Hans tilhængere selv tog på sig.

Som de fleste ved var det imidlertid ikke uproblematisk at bekende sig til Kristus dengang på Stefans tid. Religionsfrihed herskede ikke i de første århundreder i det romerske imperium. Nægtede man f.eks. at tilbede den romerske kejser eller at frembære gaver til kejserens billede kunne man anklages og føres for en domstol. Og det er netop her ved domstolen – fra retssalen – at det bibelske begreb ‘bekende sig til noget’ stammer fra, på latin “confessio”.

Bekendelse er oprindelig et juridisk begreb, der bedst oversættes med “at tilstå noget”. Det var sandsynligvis det, som de første kristne var nødsaget til, når de blev stillet for retten, anklaget for at være ‘Kristus-tilhængere’.

Tilstod den anklagede ikke, blev personen straffet hårdt. Men tilstod personen – kunne straffen være endnu hårdere: I de første århundrede sågar døden. Mange kristne led døden, den såkaldte martyrdød, døden pga. af deres kristne tro og vidnesbyrd. Først i slutningen af 300-tallet tillod det romerske imperium, at kristne ustraffet kunne aflægge vidnesbyrd.

Set i et historisk lys er den kristne trosfrihed altså ikke kommet af sig selv eller uden en høj pris: Tusinder og atter tusinder er døde på den konto. Mest kendt er måske de kristne, som blev ofret i arenaen mod vilde dyr – som underholdning for antikkens borgerskab, såvel elite som pøbel.

Den kristne trosfrihed har en lang historie bag sig – og prisen har været ufattelig høj, og tusinder og atter tusinder har bogstaveligt talt betalt med deres blod for det. Derfor kan den kristne trosfrihed ikke skattes højt nok og bør ikke blive taget for givet.
Herhjemme har borgere de sidste tusind år haft frihed til at bekende os til den kristne tro. Den frihed omfatter ikke alle borgere i resten af verden – selv ikke den dag i dag. Der findes stadig lande, hvor kristne dagligt omkommer. Fordi de som borgere ikke er sikret grundlæggende religiøse rettigheder, og fordi politi og offentlige myndigheder ikke vil eller kan gribe konsekvent ind over for dem, som forfølger dem.

Den dag i dag – mens vi går i kirke uden dramatik og i fred og ro og vi bekender vores kristne tro – på samme tid på andre steder af kloden fratages kristne brødre og søstre basale rettigheder: Måske får de brændt deres kirke af, måske bliver deres personlige ejendom beslaglagt, måske bliver de arresteret og sat i fængsel.

Det er beskæmmende, at det i 2021 stadigvæk noget sted på jorden skulle være en “forbrydelse” at have kristne venner, gå i kirke, synge salme, tale om Guds søn, læse fra evangelierne osv., have dåb, bryllup, begravelse mm. hvor det gøres i en kristen tradition.

At aflægge kristent vidnesbyrd eller deltage i kristne højtider, fester og lignende kan og skal ikke være forbundet med nogen form staf eller forfølgelse. Det er og bliver helt uacceptabelt. Det er og bliver en rettighed, som enhver borger i verden burde have.

Og måske allermest vigtigt, at enhver borger i verden burde have retten til at ytre sig frit i det offentlige rum om sin personlige overbevisning (tro, politik osv.) – så længe man naturligvis ikke opildner til had eller forfølgelse af andre.

Retten til at ytre sig frit er ikke er synonym med i enhver sammenhæng at lufte sine personlige tanker eller tankeløst tilsvine anderledes tænkende og troende, men derimod respektfuldt argumentere for sin sag. Ytringsfrihed handler vel om altid at “gå efter bolden” og ikke “gå efter manden”, på latin “ad res” contra “ad hominem”.

I dagens evangelium fremhæver Jesus betydningen af at bekendelse til ham skal kunne være en offentlig handling: “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg kendes ved”.Benytter du og jeg os af muligheden for at offentligt kendes ved Jesus Kristus, så lover Jesus os, at han vil også “kendes ved os”. Bedre kan det ikke blive: Han som er Guds egen søn, som er kommet til verden – kendes ved enhver, som tror og bekender ham.

Lad os derfor på denne anden juledag glæde os over vores frihed i vores danske samfund til frit at kunne samles og høre det glædelige budskab om ham, hans hellige sakramenter dåb og nadver (skriftemålet), hvorved også han selv vil være tilstede idag og være del af os og vi del af ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Salmeforslag 118 101 122 – 125 69 121- udgivet første gang på min blog 2009, redigeret siden Asser Skude 2021©

Læs mere om forfulgte kristne påwww.opendoors.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *