Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Ikke-kategoriseret

Prædikenforberedelse 1. søndag i fasten 2022

Evangelium
Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: “Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.”

Lukasevangelisten, kapitel 22, vers 24-32
– fra den kgl. autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken
Forud for dagens læsning fortæller evangelisten Lukas, at Satan er faret i disciplen Judas Iskariot og Judas Iskariot mødes med myndighederne for at lægge en plan for, hvordan Jesus skal forrådes og overgives til myndighederne. Judas Iskariot ankommer altså med en skjult dagsorden til mødet med Jesus og de øvrige disciple. Det møde, den sidste nadver, hvor de spiser påskelammet, det er torsdag i påskeugen.

Judas Iskariots sammensværgelse gennemskuer Jesus med det samme. Alligevel venter Jesus til slutningen af måltidet med at fortælle sine egne om komplottet imod ham. Og disciplene bliver chokerede, da Jesus fortæller dem, at det faktisk er en iblandt dem selv, der vil forråde ham. Det udløser en voldsom diskussion imellem dem. Først diskuterer de, hvem der vil forråde ham. Dernæst diskuterer de, hvem af dem, der skulle regnes for størst.

Det er dette sidstnævnte skænderi, der indleder dagens evangelium. Dagens evangelium slutter med, at Jesus fortæller disciplene, at han er gået i forbøn for dem alle hver især, sådan at Satan ikke skulle friste dem – særligt Simon Peter har Jesus bedt for, sådan at hans tro ikke må svigte og at Simon Peter, når han er klar, må vende om og styrke sine brødre. Her slutter dagens evangelium, og allerede i det følgende afsnit hos evangelisten Lukas hører vi om, at Simon Peter svarer, at han vil gå både i fængsel og døden for sin mester. Hertil kan Jesus svare, at Peter vil fornægte ham tre gange, før hanen når at gale.

Disciplene er nedslåede over situationen, og deres frustrationer ender i skænderi. Trist er det også for os, som hører evangeliet, at erfare, at disciplene skændes ved den sidste nadver, inden Jesus går bort. Det siger sig selv, at det er en ulykkelig situation. Et skænderi kan ikke være den optimale løsning på en konflikt. De verbale øretæver i luften risikerer at gøre den i forvejen anspændte situation værre. Som sandt er, siger børn om voksne, der skælder ud, at det er ligesom at blive slået – bare med ord.

Mest vanskelig er situationen for Jesus. Hvordan skal han håndtere konflikten imellem sine tolv nærmeste medarbejdere? Jesus ved, at det måltid, de deltager i, er det sidste. Jesus ved, at dagen efter skal han tages til fange, lide og dø. Alligevel holder han så meget fast på sine nærmeste, at han ikke flygter eller lader dem i stikken. Han bliver hos dem, også selvom det skal blive hans egen død. Og han beder for dem, også selvom han kender deres onde handlinger.

Og Jesus prøver at formane sine medarbejdere til ro og orden. Ved at fremhæve at deres opgave, når han er væk, ikke skal være at hævde sig selv, men at tjene andre. På græsk anvendes ordet “diakonån”, deraf det danske ord diakoni:Den, som vil være størst, skal være ligesom den, der tjener. Den, der vil være størst skal tjene næsten – og Gud. Ligesom Jesus selv har gjort, mens han har været iblandt dem. Jesus siger i dagens evangelium: “Men jeg er iblandt jer, som den, der tjener”. Og i de følgende dage erfarer vi at Jesus går endda så langt, som noget menneske kan gå, han går i døden for sine egne. Derved kommer han til at blive ligesom det påskelam, som jøderne mindes i påskefesten. Han giver sit eget liv og blod, for at redde sine egne.

Dagens evangelium, hvor vi hører disciplene skændes, viser at disciplene er mennesker – på godt og ondt. De er frustrerede, og det påvirker stemningen efter den sidste nadver. Der er ikke noget forfærdeligt i, at disciplene skændes. Det er normalt for mennesker at skændes. Alle gør det. Forskellen hos mennesker, når de skændes, er hvordan de skændes, hvordan de løser uenighederne, og at de ikke nødvendigvis går fra hinanden eller gør onde ting mod hinanden – af den grund.

I Det gamle Testamente er de to første søskendebørn de første to til at starte et skænderi. Vi hører Gud tage imod Abels offergave, men ikke Kains. Kain bliver jaloux på sin bror og Kain slår endda sin egen bror ihjel. Kains handling kan man kalde en syg form for kompensation. Kains følelse af at være mislykket kompenseres med en tilsvarende følelse af had og en foragt, der kan retfærdiggøre selv et mord. Kain lader sin vrede og sit mindreværd tage overhånd og styre sine handlinger. Kain gør sig selv til sin egen værste fjende og optræder destruktivt – både for sig selv og sine omgivelser. Sådan kunne det lyde med beskrivende ord fra psykologien.

Med ord fra teologien ville man kunne betegne Kains handling som “ond”. Ondt er det i sagens natur at skade et andet menneske. Mennesket er skabt af Gud – i Guds billede. Derfor er det som udgangspunkt en forbrydelse mod Gud og mennesker at slå et andet menneske ihjel. Syndigt er det samtidig, da Kains mord-handling bringer ham væk fra Gud og væk fra sine nærmeste. Gud siger til Kain: “Hvorfor er du vred og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren.”

Det er syndens iboende væsen, at onde handlinger isolerer det menneske fra andre mennesker og fra Gud. “Synd” kan rent sprogligt være afledt af ”sund”, altså det vand, som adskiller to tørre områder.
Hvordan kan det være mennesker gør onde ting mod hinanden og mod Gud? Hvorfra kommer lysten til at gøre ondt mod Gud og mennesker? For som Paulus siger i dagens evangelium, er det ikke Gud, som frister mennesket, “for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen.”
I evangelierne hører vi flere gange om Satan, som frister mennesker. Andre gange hører vi om dæmon-besættelser af mennesker, f.eks. evangeliet til næste søndag, 2. søndag i fasten om den dæmonbesatte dreng. Det udtryk “at der farer en djævel i én” er ikke opstået af ingenting, men stammer fra den oprindelige forestilling om, at en fremmed, ond magt tager bolig i et menneske, og det menneske er ikke længere herre i eget hus, men er nu hjemsøgt. Det er som om en anden magt har overtaget, og det menneske ikke længere er frit. Det er som om det menneske er blevet en anden.

Ligesom da Satan farer i Judas. Og Judas gør ting, han siden kommer bitterligt til at fortryde, så meget endda, at han siden tager sig selv af dage.
Så galt går det heldigvis ikke for nogen af de andre disciple. De har dog alle svært ved at modstå det pres, som påskens dramatiske hændelser lægger på dem. Flere af dem har svært ved at fastholde deres tro, og hvem husker ikke disciplen Thomas, som ikke kan tro deres mester er opstanden, men forlanger at se nagelmærkerne i hans hænder og mærket i hans side. Hvem husker ikke Simon Peter, der fornægter allerede inden dagen i dag er omme. Simon Peter vender dog om igen og bliver virkelig den klippe, som menigheden skal bygges på. Simon Peter finder tro på sig selv og fremtiden, ikke mindst da hans mester er opstået og viser sig igen, og ikke mindst da Simon Peter pinsedag prædiker for næsten tretusinde, og Guds ånd kommer over ham og de som er samlet – og alle omvender sig, jf. Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 14 ff.

Det er det glædelige ved evangeliet, at Simon, der svigter sin herre, alligevel er god nok til at bygge videre på. Simon bliver dermed et håb for mennesker om, at Gud har brug for mennesker – til trods for at mennesker ikke er perfekte. Med Guds hjælp vil det alligevel gå.

Ligesom Kain blev hjulpet af Gud, til trods for sin onde handling. Til trods for at Gud bandlyste Kain og gjorde Kain fredløs, gav Gud Kain en chance til ved at give Kain det mærke i panden, deraf Kains-mærket, som betød, at intet andet menneske måtte lægge hånd på ham eller slå ham ihjel.
Hvordan kan Gud dog bygge videre på Kain, når Kain har gjort så grufulde ting? Det kan mennesker ikke forstå, men sådan er Guds væsen bare. Gud er kærlighed – uanset den ondskab, som mennesker gør. I det gamle Testamente hører vi ofte, hvordan Gud bliver vred over menneskers onde handlinger. Men som i tilfældet med Kain, får mennesket alligevel en chance til.

Det betyder ikke, at Gud er ligeglad eller at Gud er tossegod. Det betyder heller ikke, at Gud glemmer menneskers onde handlinger. Sket er sket og kan ikke gøres om. Det bedste billede på Guds væsen er og bliver kærligheden, som mellem forældre og barn. En kærlighed ligesom i lignelsen om den fortabte søn. Faderen, der mister sin søn, opgiver ikke håbet – eller kærligheden for sin søn. Sønnen, der har ødslet sin arv bort, tages til nåde, da han vender hjem – som om det ikke var sket, men det er det jo.

Guds veje til mennesker uransagelige. Guds væsen kan ikke gribes med forstanden, alene med hjertet. Troen på at Gud elsker mennesker, uanset deres onde og grufulde handlinger, mod sig selv, hinanden og Gud. Sådan som Gud kunne elske de disciple som svigtede, alle som én. Sådan som Gud kunne elske Kain, der lige havde slået sin bror ihjel.

Sådan må da også vores håb være til Gudfader i himlene, at han også vil elske og bruge os, som vi er, gode og onde, perfekte og uperfekte, fulde af fejl og svigt, og dog elskelige og betroede medarbejdere på hinandens glæde og på det Guds rige, som vi venter, skal komme.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
Salmeforslag 199 352 68 – 689 69 206
– © Asser Skude 2010, redigeret siden

Leave a Reply