Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Ikke-kategoriseret

Prædikenforberedelse til tredje søndag i fasten 2022

Evangelium til søndag den 20. marts 2022

Jesus sagde til dem: “Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.” Jøderne sagde til ham: “Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?” Jesus svarede: “Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”
Johannes’ Åbenbaring, kapitel 8, vers 42-51

– fra den kongelige, autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 20. marts 2022 i Bellahøj kirke

Forud for dagens evangelium hører vi, at Jesus er på tempelpladsen. Her er nogle jøder samlet om ham. Og læg mærke til, at de jøder faktisk var kommet til tro på ham! Der står direkte, at det er “jøder, som var kommet til tro på ham ” (vers 31). Og Jesus siger til dem, at de skal lære sandheden at kende og blive frie.

Dertil svarer de, at de skam allerede er frie og aldrig har været “trælle for nogen”, men de er “Abrahams børn”. Jesus irettesætter dem og siger, at de ikke har Abraham til fader, for de gør ikke Abrahams vilje. Jesus siger: “Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer…Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger. Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke.”

Læg mærke til, at Jesus skelner mellem at være Abrahams børn og Abrahams efterkommere. Nok kan de jøder sige, at patriarken Abraham er deres biologiske forfader, men i ånden ligner de ham ikke. De gør ikke ligesom Abraham ønskede. Abraham var en from mand, som endda ville ofre sin egen søn Isak – for Guds skyld, så hengiven og gudfrygtig var han, at han på Guds befaling var ved at gøre en så modbydelig handling – at slå sin egen søn ihjel. Abrahams lydighed mod Gud blev regnet ham til retfærdighed. Det samme kan man ikke sige om de jøder, som står der rundt om Jesus og siger, de har Abraham til fader, men lever efter deres egen moral og vilje – og ikke søger Guds vilje og sandheden. De er trælle og de er ikke frie! De gør syndens gerninger, og derfor er de også syndens trælle.

De jøder vil ikke tage imod Jesus som Guds søn og som den, der bringer dem sandheden. I stedet for at modtage ham som sådan, stræber de ham efter livet og vil slå ham ihjel, og derved viser de at de ikke gør deres fader Abrahams vilje. Og de gør ejheller deres fader Abrahams gerninger. Derfor er det kun af navn og ikke af gavn, at de jøder kalder sig Abrahams børn. Derimod er de deres “faders børn”, som Jesus præciserer over for dem.
Når Jesus kalder dem “faders børn” mener han vel og mærke, at de jøder har djævelen til far og er djævelens børn. For som Jesus siger til dem: “I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster…Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv, for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden derfor tror I mig ikke…Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud”.

De jøder anklager nu Jesus for at være besat af en dæmon og kalder ham en samaritaner. Måske antyder de, at Jesus har været sammen med den samaritanske kvinde, som han mødte ved brønden i Sykar, ifølge evangeliet til anden søndag efter Hellig Tre Konger.

Jesus undlader imidlertid at gå ind på disse beskyldninger og holder fast på, at han har Gud til fader, og at han gør sin himmelske faders vilje, ikke sin egen. Han ærer sin himmelske fader, de derimod vanærer Gud i himlene, i kraft af deres falske anklager mod Guds søn.

Det lykkes ikke for Jesus at overbevise jøderne, om at hans fader er Gud i himlene, tværtimod søger jøderne efterfølgende at stene ham til døde, men Jesus undslipper.

Det er forståeligt, at Jesus er rasende over de anklager, som de jøder retter mod ham i dagens evangelium. Jesus reagerer imod den hetz, som han udsættes for af jøderne. De er ikke bare i ordstrid med ham, de anklager ham for voldsomme forbrydelser mod Gud og mennesker: Dels anklagen om hor med kvinden fra Sykar, dels anklagen om at være uren for Gud og mennesker – ved at være besat af en dæmon.

Jødernes verbale angreb mod Jesus er – hvis ikke djævelens værk – så under alle omstændigheder djævelske. Det er bagvaskelse. Det græske ord for djævelen er “diabolos”, hvilket betyder “bagtaleren”. Deri består det djævelske. At tale ondt om andre. At finde alt det negative frem og nedgøre et andet menneske – både for Gud og mennesker.

Der er naturligvis ikke hold i de jøders anklager imod Jesus. Naturligvis er Jesus uskyldig, og det gør kun situationen så meget mere absurd: At han, Guds søn, skulle bruge tid og kræfter på at bedrive hor og være besat af en dæmon.

Man siger ofte at det bedste forsvar er et angreb. Den strategi anvender jøderne i dagens evangelium. De bagvasker og taler ondt om Guds søn.
I vore dage kender vi også til bagvaskelse – f.eks. af kendte eller offentlige personer, der mere eller mindre fikst hænges ud som forbrydere og små djævle. Deres fejltrin udstilles i medierne eller i den trykte presse og i værste fald får de mennesker, som hænges ud – ikke reelt en chance for at svare igen. Kongehuset svarer af princip ikke igen på anklager. Kendte eller offentlige personer kan kommentere på anklagerne, men ofte er det vanskeligt at rense sig for den mistanke og ondsindede bagtalelse, som kan hænge ved efterfølgende.

Hvad kan du og jeg så gøre ved det? Noget kan vi gøre og noget kan vi ikke ændre ved. Det vi kan ændre ved er den måde vi taler om hinanden på. En kollega til mig har engang sagt: “Det handler om at tale med hinanden og ikke om hinanden”. Og det er klogt og viist sagt. Der er forskel mellem at tale om og tale med. Og det vi siger om hinanden og til hinanden for er ikke lige meget. Vores ord og tale om og med hinanden har en indflydelse på hinandens liv.Måske var det datidens “jantelov” som Jesus blev udsat for i dagens evangelium. De jøder på tempelpladsen brød sig måske ikke om, at han så sig selv som Guds søn. De jøder anklagede ham også senere for blasfemi og de forlangte ham korsfæstet på den anklage.

Sådan kunne man også sige om vores moderne tid. Nok korsfæster vi ikke længere mennesker – til offentlig skue – på falske anklager og uden rettergang. Men i vores moderne kommunikations- og videnssamfund er det sket, at mennesker hænges ud i gabestok – i pressen f.eks. F.eks. personer, der med navn og foto hænges ud for forbrydelser, som de endnu ikke er dømt for.

Det kan vel ikke handle om at få hinanden ned med nakken? Uanset man ikke sympatiserer med de menneskers handlinger, sande eller falske, så er vi alle mennesker – på godt og ondt. Vi har alle gode og dårlige sider. Og ingen er fejlfrie. Hvad godt kommer der ud af, at vi undergraver hinanden og ødelægger hinandens troværdighed med beskyldninger? Og da slet ikke uden rettergang og mulighed for at føre forsvar for sin sag!

Det indtryk man kan få af Djævelen, når man læser i Det gamle Testamente, er ikke til at misforstå. I det Gamle Testamente har Djævelen en underordnet rolle i forhold til Gud Herren. Djævelen er skabt af og underlagt Gud! I det Gamle Testamente er Djævelens aktivitet alene rettet mod menneskene, Djævelen er primært menneskenes modstander.
I Det nye Testamente beskrives Djævelen som en mere magtfuld modstander. Djævelen vil ikke blot mennesker ondt, men Djævelen vil hindre Gud i Hans plan med verden. Djævelen vil kæmpe med Gud om herredømmet over menneskene og jorden.

Og Djævelen vil gøre alt for at jorden og menneskene ikke frelses. Djævelen vil forpurre Guds frelses plan for jorden og menneskene. Selv når Djævelen leder mennesker ud i synd, så er det med det overordnede formål, at bringe hele verden til fald.

Derfor er det også Djævelen, som sår tvivlen hos disciplene, da Jesus fortæller dem, at han er nødt til at dø. Jesus er lydig mod sin himmelske fader og gør sin himmelske faders vilje. Den lydighed mod faderen vækker had og misundelse hos jøderne, som forlanger hans død. Jesu lydighed mod sin himmelske fader kan sammenlignes med den lydighed som Abraham viste mod Gud, da Gud bad Abraham ofre sin egen søn.

Det er Djævelen, der ansporer Judas til at forråde Jesus – forud for evangeliet til 1. søndag i fasten. Og selv efter Jesu død på korset, giver Djævelen ikke op, tværtimod prøver Djævelen at ødelægge apostlenes virksomhed og mission.

Alligevel fortæller evangeliet os, at Jesus sejrer definitivt – dvs. een gang for alle. Hvordan? Sin virkelige overmagt demonstreres gennem Jesu lidelseshistorie til og med påskebegivenhederne. Ikke som en pralende eller selvpromoverende type, derimod viser Jesus sin overmagt som den sagtmodige, som den stille og modige verdens frelser. På trods af hans dødsdom og korsfæstelse er ufortjent påtager han sig straffen, ligesom en anden stedfortræder. Han forsøger ikke at vige uden om, på trods af, at hans lidelse er uretfærdig og nådesløs. Han forsøger ikke at smyge sig uden om, på trods af, han er Guds søn.

Jesu overmagt over Djævelen bliver mest tydelig med begivenhederne påskemorgen, som fastetiden leder os hen imod. Påskemorgen gøres al djævelsk list og løgn til skamme. Ikke nok med at Jesus uskyldigt er dømt og henrettes, Gudfader gør al djævelskab til skamme ved at oprejse sin egen søn fra døden. Alene Gudfader kan rejse et menneske fra døden. Derfor har Jesus Gud til fader, som Jesus selv prædiker i dagens evangelium.

Det er derfor Jesus anklager de jøder for at have Djævelen til fader. Jøderne har ikke fattet, hvem Jesus er. Jøderne kender med andre ord ikke sandheden, tværtimod, de er langt fra sandheden, de beskylder endda Jesus for at være besat og en syndig mand. Derfor er Jesus nødt til at tale med store bogstaver til dem: “I har Djævelen til fader”. For jøderne vil ikke forstå, hvem Jesus er, tværtimod søger de at ombringe ham. Derfor må Jesus anklage dem for at være Djævelens børn, som forsøger at hindre Gud i at frelse verden.

Måtte vi derfor ikke som de jøder betvivle, at Jesus har Gud til fader! Måtte vi ikke ligesom de jøder lade vores egen skråsikkerhed og selvtilstrækkelighed komme i vejen for troen på, at Jesus er Guds søn.
Gudfader, send os din Helligånd, at vi må tro, at du skænker os det evige liv i troen på, at Jesus er Guds søn. Gud Helligånd, skænk os troen på Guds søn, som er Sandheden.
Gud Helligånd, giv os styrke og mod til at stå imod løgn og bedrag, giv os mod og styrke til at kæmpe som dine tjenere, imod Djævelens list, indtil Guds rige kommer på jorden og i himlen – i fred og retfærdighed imellem os alle!

Sådan at vi optræder som Guds elskede og kærlige børn, børn af Abraham. Ikke bare efterkommere af navn, men vitterligt af gavn og i ord og handling også gør Abrahams lydighed og troskab mod Dig efter. Så vi holder fast ved Guds ord og lever på Guds bud – om kærlighed til Gud og næsten.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

forslag til salmer 336 316 481 – 166 439 412
© Asser Skude 2010, redigeret siden

Leave a Reply