Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Ikke-kategoriseret

Prædikenforberedelse til Palmesøndag 2022

Evangelium
Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: “Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.” Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

Markus, kapitel 14, vers 3-9- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser

I dagens evangelium er Jesus og hans følge på vej mod Jerusalem – de skal til jødernes påskefest. På deres vej gør de ophold i Betania, en lille flække øst for Jerusalem. Her i Betania i Simon den Spedalskes hus spiser de, og her hviler de sig.

Selskabet bliver dog afbrudt. Af en kvinde, som ikke er inviteret, og alligevel braser hun ind. Og det er ikke velset at komme uden invitation, og slet ikke da når det er en kvinde! Resolut salver kvinden Jesus med den kostbare og velduftende olie. Alle i selskabet bliver rasende på hende, undtagen Jesus, der går i forsvar for hende og siger: “Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

Hvorfor er det så lige, at hendes handling skal blive husket for eftertiden? Hvordan er hendes handling noget særligt? Jo, det er den fordi kvinden har udvist et særligt eksempel på tilstedeværelse i nuet. For kvinden har netop så meget situationsfornemmelse, at hun på forhånd indser den skæbne, som Jesus går i møde, og hun handler derefter!

Det har kvinden gjort ved at salve hans legeme på forhånd skønne på at han endnu var iblandt dem benytte sig af lejligheden og værdsætte ham den sidste korte tid, han endnu er iblandt dem.

Hvad mener Jesus med, at “hun har salvet mit legeme på forhånd” ?At salve nogen gjorde man f.eks. når man skulle vise en afdød person den sidste ære. Begravelsesskikken blandt jøderne i det første århundrede var, at man vaskede liget, klippede hår og negle, så det tog sig pænt ud – og for at det også skulle dufte godt, salvede man liget med velduftende olier, typisk aloe og myrra, og så lagde man afdøde i et ligklæde og så lagde man afdøde i en grav.

Så det, at kvinden i Betania på forhånd har salvet Jesus, bliver en handling, der varsler Jesu død og gravlæggelse. Med sin handling foregriber kvinden påskens hændelser. Den salve, som kvinden anvender, er noget ganske særligt. Ikke blot er den velduftende, den er også kostbar, den koster trehundrede denarer, svarende til en hel årsløn!

En sådan ekstravagance falder flere af de tilstedeværende mænd for brystet. De bliver indigneret over at kvinden ødsler en formue bort. En formue, som de mener kunne være brugt bedre, f.eks. på de fattige.

Som nævnt tager Jesus kvinden i forsvar mod de mænd, der kritiserer hende, og Jesus siger, at hun faktisk allerede havde gjort en god gerning.

Hvad kan Jesus have ment med at hun havde gjort en god gerning? Jo, på den tid mente jøderne at der flere var typer af gode gerninger: Dels almisserne, som var pengegaver til fattige. Almisser svarer til vor tids såkaldte donationer. Almisse var netop, hvad kvindens kritikere mente, hun i stedet burde have ydet med de trehundrede denarer, hun havde spenderet på salven.

Dels kærlighedsgerningerne, som kunne rettes mod såvel fattige som rige, såvel mod levende som døde! Det var f.eks. en kærlighedsgerning at sørge for en afdøds begravelse! Kendetegnende for kærlighedsgerninger var, at de fordrede en særlig personlig indsats, modsat almissen. Kvinden i Betania er eksempel på en særlig personlig indsats og er et eksempel på en kærlighedsgerning og ikke en almisse. Med sin salving af Jesus på forhånd har kvinden i Betania ydet en nærværende og smuk handling. Derved har hun udvist hengivenhed, en utvetydig kærlighedsgerning. En særdeles god gerning, som rangerer højere end almisse.

Kritikernes anklager mod kvinden er derfor grundløse. Anklagerne om, at kvinden er ødsel og skødesløs, gøres til skamme i dagens evangelium. Jesus forsvarer kvinden med ordene: “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning imod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid”

Kvinden har udtrykt med sin handling, at hun påskønner og værdsætter den tid, mens Jesus stadig er iblandt dem. De øvrige tilstedeværende indser ikke situationens alvor.

Det er præsten og filosoffen K. E. Løgstrup (1905-1981) der i en prædiken over dagens evangelium, trækker denne pointe frem: Kvinden giver sig hen – ubekymret og uforsigtigt. Så opslugt og hengivet er hun, at hun faktisk er den mest ansvarsfulde og alvorlige af dem alle i selskabet! Ligesom et barn, der i leg hengiver sig i nuet, og derved forholder sig mere alvorligt til legen end selv den mest alvorsfulde voksen, der passer sit arbejde! Ligeså optaget som et barn i færd med en spændende leg, er kvinden. Optaget af at værdsætte nuet og situationen skyede hun ingen midler i øjeblikket. Intet er for ekstravagant eller for ødselt, for tiden er knap og situationen alvorlig.

Forstår vi kvindens kærlighedsgerning sådan, kan vi med fordel bruge hende som eksempel til efterfølgelse. Mon ikke du og jeg kunne lære et og andet af hendes spontanitet? Mon ikke du og jeg kunne bruge hendes eksempel til i vores liv selv at give sig hen i øjeblikket?

Vores liv er kort, tiden haster af sted. Betyder det da ikke noget for den måde vi skal modtage tiden og livet på? Skal vi ikke netop modtage livet som sådan? Nemlig som det rækkes os i nuet, ved at leve i øjeblikket – at give os hen?

Løgstrup har denne livsanskuelse som en grundtanke igennem hele sin forkyndelse. Livet er at betragte som en gave. En gave fra Gud, og vi står bogstaveligt talt med hinandens liv i vores hænder.

Er vores mål og middel i livet ikke netop dette ene, at give os hen, lade os opsluge af øjeblikket, i kærlighed til os selv, til næsten og til Gud?Er det ikke i dé særlige øjeblikke, der rækkes os gennem livet, de situationer, hvor tid og rum ophæves, hvor vi lader os rive med af situationen, vi lever for og lever af som mennesker?

Med Løgstrups forkyndelse kan man spørge, om ikke du og jeg tager livet mest alvorligt, når vi accepterer, at vi ikke skal bekymre os? At vi faktisk tager livet mest alvorligt, når vi forsøger at leve ubekymret, spontant i nuet!

Gud skænke os den indsigt og visdom at kunne leve således i nuet, spontant, ubekymret – ligesom kvinden i Betania!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

– forslag til salmer: 151 177 85 – 68 456 208

© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Leave a Reply