Prædikenforberedelse Skærtorsdag 2022

Prædikenforberedelse til Skærtorsdag 2022

Evangelium

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: “Herre, vasker du mine fødder?” Jesus svarede ham: “Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.” Peter sagde: “Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.” Jesus svarede: “Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Simon Peter sagde til ham: “Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!” Jesus sagde til ham: “Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.” Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: “Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”

Johannesevangelisten, kapitel 13, vers 1-15.

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for torsdag den 14. april 2022

Vidste du, at skærtorsdag betyder renselses-torsdag? Og vidste du, at der ikke alene er tale om en ydre renselse, men også en forberedelse på, hvordan Jesu disciple skal være over for hinanden, og hvordan de skal tjene hinanden – i hengivenhed og kærlighed? Med sit eget eksempel viser Jesus sine disciple den rette adfærd: De skal tjene hinanden. Og ingen af dem skal være bleg for at ydmyge sig og f.eks. vaske den andens fødder!

I dagens evangelium går disciplene ind til deres sidste samvær med deres herre. Tiden er knap, og derfor er hvert øjeblik så kostbart. Så kostbar er tiden op til hans død, at vi i søndags hørte om kvinden i Betania, der ødslede en formue bort – for at salve hans legeme på forhånd. En hel årsløn kostede den olie, hun brugte på at salve ham. Kvindens ødselhed blev rost og fremhævet som en særlig betænksom gerning, fordi det var en kærlighedshandling.

Så kostbar er tiden, at Jesus giver sig selv fuldt ud i dagens evangelium: Han vasker selv hver af disciplenes fødder. Han forbereder dem og sig selv på måltidet. De sætter sig til bords. De spiser sammen. Så intens er tiden, for han har fortalt dem, at i morgen har de ham ikke mere: Ligesom når vi mennesker er samlet med hinanden og dem vi holder af – til fest, spiser og drikker. Og næste dag, er een af dem, vi spiste og drak med borte. Og kommer ikke tilbage.

Jo ældre vi mennesker bliver, desto flere vi overlever af vores kære, desto mere forstår vi sandheden bag de ord, at i morgen er det måske for sent. Derfor er der ingen tid at spilde.

Og sådan er det også for disciplene og Jesus. Det er torsdag aften – den sidste aften, de er sammen. De drikker sammen. De spiser sammen. De har set ufattelig meget sammen igennem de seneste to-tre år, hvor de er gået sammen med deres mester. De er blevet del af hinanden. De kender hinanden, både styrker og svagheder. Og nu, hvor det virkelig gælder, hører vi at en af disciplene har fået nok: Det er Judas. Han vil ud af fællesskabet. Og han vil snart føre myndighederne til sin mester Jesus . Han vil gøre det med et kys, så ingen aner uråd. Et kys var datidens almindelige hilsemåde. Kun Jesus aner uråd og Jesus forudser Judas’ forræderi:

Ifølge evangeliet efter første tekstrække siger Jesus, at en af dem, som han nu spiser sammen med her til aften vil forråde ham. Og Judas selv udbryder: “Det er vel ikke mig, Rabbi?” Og Jesus svarede ham: “Du sagde det selv”. Denne viden til trods indstifter Jesus nadveren efter fodvaskningen. Jesus tager et brød, velsigner det, bryder det og giver sine disciple det og siger: “Tag dette og spis det; dette er mit legeme, som gives jer til syndernes forladelse og evigt liv.”

Jesus holder altså sine disciple fast på fællesskabet, til trods for han kender til, hvad der skal ske. Jesus forpligter sig selv og alle sine disciple på sammenhold, også selvom han ved, at sammenholdet er ved at falde fra hinanden. Og Jesus lover dem, at han, efter deres sammenhold er brudt, og når han er død, da skal de alle mødes igen, i Guds rige. Og da skal de igen drikke vin sammen. Jesus siger (evangeliet efter første tekstrække): “Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Judas’ forræderi mod Jesus husker vi måske tydeligst. Men hvad med de øvrige disciple? Ingen af dem fortjener i og for sig at blive rost for deres udholdenhed. Hver svigter de på deres måde. Hos evangelisten Matthæus kapitel 26, vers 31 forudser og konstaterer Jesus, at alle disciplene vil svigte ham: “Da sagde Jesus til dem: “I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: “Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.”

Judas forråder, Peter fornægter, de andre disciple flygter (det skulle da lige være Johannes, som siges at være med hele vejen op til korset, nedtagningen og gravlæggelsen). Større svigt kan ikke tænkes, at disciplene, hans venner ikke holder ud. Så meget har disciplene været igennem. De sidste to-tre år. Dag ud og dag ind. Voksne mænd. Uden forpligtelser over for hustru, børn eller arbejde, alene dette ene – sammenholdet med deres mester. Alligevel når døgnet ikke at være omme, førend alle hans følgesvende svigter.

Heldigvis har Jesus lovet sine disciple, at selvom de ikke står distancen for ham, så vil han vende tilbage, og de skal være sammen igen. Selv ikke døden skal skille dem ad, selv ikke deres fejhed og egoisme, skal skille dem ad. Deres fællesskab tåler svigt og forræderi.

Uanset hvad, der sker, så kan deres fællesskab ikke brydes. Jesu kærlighed skal bære det igennem: Skærtorsdag med fodvaskingen og nadveren er forsmag på den omsorg, Jesus har for sine egne. Nadveren er forsmag på den kærlighed, som overvinder alle menneskelige svigt. I den forstand er nadveren og skærtorsdag en renselse for menneskelig svigt. Nadveren og skærtorsdag er Jesu invitation til hans himmelske faders rige. Det eneste der kræves er at tage imod den invitation. Og det fællesskab er åbent for alle ærlige syndere.

Det budskab lyder til os i dag. Vi er mennesker og vi er ikke perfekte. Hvem af os kan sige sig fri for at have svigtet en ven? Hvem af os kan sige ikke at have afvist kærlighed – i stedet for at tage imod?
Hvem af os fortjener i virkeligheden at modtage al den kærlighed, som vi dagligt mødes med? Er det ikke netop sådan med vores liv, at vi ofte møder mere kærlighed og nærvær, end vi selv er i stand til at give? Kunne det tænkes, at vi ofte er blændet af vores egne præstationer og selvtilstrækkelighed – i stedet for andres omsorg og omtanke for os?

Vores kirkes reformator, teologen og præsten Martin Luther (1483-1546) gjorde vel ikke helt uret i at sammenligne os syndere med forbrydere, der er gået fri af straf? Luther siger vi er syndere, og dog samtidig retfærdiggjorte ved Jesu soning og renselse. På latin hedder det “simul justus et peccator”. Både synder og retfærdig. Har Luther ikke ret i den måde at se os på? Vi er elskede og retfærdiggjorte i kraft af den kærlighed, som Gud skænker gennem sin søn og åbenbarer i vores liv – samtidig med at vi dagligt forbryder os mod de bud og krav om kærlighed imod Gud og næsten. Vores opførsel er ikke altid ok, og dog er vi elsket af Gud – som vi er – netop derfor går vi fri af fængsel, som vi ikke af egen kraft ville kunne komme ud af!

Jesus Kristus, Guds søn, har forsonet alle vore synder og overtrædelser. Og ved den nadver, som han selv har indstiftet, kan vi få en forsmag på det evige liv, som venter os, for Jesus siger selv: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Evangeliet i dag giver en forsmag allerede nu på hvad der venter os der tror på den fælles fremtid, hvor der er venskab, forsoning og glæde skal blive til virkelighed, og denne verdens bekymringer, had, uvenskab og fjendskab skal være fortid. Det glade budskab rækkes ud til alle mennesker, og lad os håbe det også når vidt omkring i denne tid, hvor mange føler sig isolerede og ensomme, uden normal fysisk kontakt til øvrig familie, bedsteforældre, børn, børnebørn, oldebørn, søskende, venner, veninder, kolleger mm uden mulighed for normalt at kunne mødes og samles om det vi har fælles.
Den tid, vi har nu er kort, vi har kun hinanden og vores liv til låns. Livet og hinanden er en gave, som vi får skænket og vi kan ikke gøre krav på hinanden, men kun give os hen, ubekymret og uselvisk. Ligesom kvinden fra Betania, vi hørte om i søndags, men også forsøge at give os hen, ligesom Jesus gjorde. Uden at skele til sin egen vinding eller belønning gav Jesus sig hen – det er ikke mindst budskabet i påsken. Ubekymret og uden bagtanker, uden svig osv. Hans liv og selvhengivelse, som påsken er kulminationen på, kan vise os den vej, der også ligger for vores fødder at betræde.

Et liv, hvor vi gør os skyldige i netop det ene – at elske hverandre (Kierkegaard). Særligt når det er krisetid og vi er forhindret i det naturlige samvær og fællesskab er det ekstra vigtigt at fortælle hinanden hvad vi betyder for hinanden og at udvise nærvær og hengivenhed i vores nærmeste relationer, men også til dem, som ingen andre har, dem som er ensomme og udsatte.

I det håb at kærligheden, venskabet og nærheden vil sejre over hadet, uvenskabet, isolationen er det rart at mindes på det liv, som Jesus gav til sine disciple og til os, ikke mindst da han samledes til det sidste måltid med sine nærmeste, og selv hans værste fjende var inviteret med – og blev ikke afvist – men omfavnet og taget vel imod.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen.

– forslag til salmer: 476 474 123,7 – 260 192,7-9 455

© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *