Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Ikke-kategoriseret

Prædikenovervejelse Langfredag 2022

Evangelium
Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: “Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?”Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: “Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.” Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: “Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.” Der var nemlig sat en indskrift over ham: “Han er jødernes konge”. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Men den anden satte ham i rette og sagde: “Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.” Og han sagde: “Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus sagde til ham: “Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Da han havde sagt det, udåndede han. Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: “Den mand var virkelig retfærdig.” Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

Lukasevangelisten, kapitel 23, vers 26-49
– fra den kongeligt autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for fredag den 15. april 2022

Dagens evangelium er forskellige reaktioner hos folk under og efter Jesu grumme vej og død på korset.

Efter vi har hørt om Simon af Kyrene, der bærer korset (kun overlæggeren) kommer den første reaktion på Jesu vej til korset: “En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham”. Folkemængden og kvinderne udtrykker en almen menneskelig medfølelse for et menneske, der lider. Jesu reaktion herpå er afvisende, idet han siger: “græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. For der vil komme dage, hvor man vil sige: “Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die”. Jesu kommentar kan forekomme bitter, og det er samtidig uklart, hvad Jesus egentlig mener. Måske er det en kritik af, at folk ikke har set ham som Guds søn, men alene ser ham som et menneske, der lider. Folk forstår med andre ord ikke, at han er udsendt fra himlene af Faderen. De ser kun, det som enhver anden kan se. De ser ingen mening eller formål med hans lidelse – og slet ikke som del af en større plan.

Derpå siger Jesus: “For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?” Igen et kryptisk udsagn, men vi må forestille os, at Jesus er udmattet efter de lidelser og den tortur, han har været udsat for det sidste døgn. Dog kunne hentydningen til det grønne træ gå på ham selv som Guds søn, og de som tror på ham. Når det går ham selv så grumt, hvordan vil det så ikke gå de, som ikke tror (det visne træ) på ham som Guds søn?
Dernæst hører vi om de to forbrydere, der bliver henrettet sammen med ham. En på hver side af ham: Den scene med de to korsfæstede forbrydere og den korsfæstede Jesus i midten, er hyppigt afbilledet i kirkekunsten gennem tiden: De to forbrydere som virkelig er forbrydere, og som vitterligt har fortjent deres straf. Jesus derimod som er uskyldig straffet og ikke har gjort noget han fortjener døden for. Og tilmed beder han for sine bødler: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!”

Bødlerne ser ikke Jesus som messias, de ser ham som et hvilket som helst andet menneske, som de “bare” kan slå ihjel. De har ikke forstået, at det er selveste messias, de er ved at slå ihjel. Det er deres egen frelser, de er ved at slå ihjel! Hvem præcist bødlerne er, siger Jesus ikke direkte, men han hentyder nok til dem, som medvirker ved korsfæstelsen, primært de hårdhændede soldater, der gør det, som magthaverne forventer af dem. Herpå kommer tre sammenfaldende reaktioner eller opfattelser af hvilken skikkelse messias er. Messias er det hebræiske ord for “Guds salvede”, den frelser, som jøderne forventede.

De religiøse autoriteter, som vi hører om i dagens evangelium, de såkaldte rådsherrer, forventer at messias er som en anden mirakelmager: De siger til Jesus, at han skal redde sig selv – nærmest ved et mirakel: “Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte”. Rådsherrerne afslører dermed, at de umuligt forventer en messias, der skal frelse verden ved selv at lide døden.

Den samme opfattelse har soldaterne, der står ved korset og håner og siger: “Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv”.Denne opfattelse deles også af den ene af de to forbryderne på korset. Han siger: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Forbryderen forventer en overnaturlig handling fra Jesu side. Han kan heller ikke tro, at messias skulle lide døden på et kors. Sammenfaldende for disse tre udsagn om, hvad messias kan og ikke kan, er at de repræsenterer datidens udbredte forventning om, at messias er en jordisk frelserskikkelse, som vil revolutionere og befri folket politisk, socialt og religiøst fra fremmede magter. Men disse messiasforventninger lever Jesus af indlysende årsager ikke op til, og alt det, som mange havde håbet på han skulle være, er han ikke.

Øverst på korset – over Jesu hoved er der sat en indskrift. (på de tre verdenssprog, latin, græsk og hebræisk) Der står: “INRI”, et anagram for den latinske “Iesus Nazarei Rex Iudaorum”, altså “Jesus af Nazaret, Jødernes konge”. Det var de romerske myndigheder, som havde skrevet denne indskrift over hans hoved – på den anklage som jøderne selv var kommet med imod ham. De religiøse ledere, dvs. ypperstepræsterne indvendte, at der på indskriften snarere burde stå: “Han sagde: “Jeg er jødernes konge”, men Pilatus’ svar var “Hvad jeg skrev, det skrev jeg”, jf. kapitel 19 hos evangelisten Johannes.

Efter at vi har hørt tre udsagn, der alle begynder med “Hvis du er Guds søn, så…” møder vi to udsagn, som ikke er anklagende, men derimod bekendende. Det er de to mennesker, der ser Jesus, som den han virkelig er, Guds søn. Først en jøde, dernæst en ikke-jøde (hedning).

Den anden af de to forbrydere indrømmer nemlig, at han selv fortjener sin straf. Og den anden af forbryderne siger, at Jesus er uskyldig dømt. Den anden forbryder er den angrende forbryder. Han siger til den første forbryder: “Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette, vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort”. Den anden forbryder beder om, at Jesus må huske på ham og siger: “Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige”, og Jesus trøster ham og svarer: “Idag skal du være med mig i Paradis”.

Selv i den værst tænkelige situation, selv ved sin egen forestående død på korset, har Jesus omsorg og blik for den ærlige forbryder, som omvender sig og beder om hjælp.

I den lutherske prædikentradition roses denne forbryder for sin selverkendelse og fremhæves som et eksempel – til efterfølgelse. Ikke at vi som hører evangeliet skal forbryde os mod loven eller hinanden, naturligvis ikke, tværtom, vi skal holde os til loven, men samtidig også forstå at der er en indsigt i at erkende (lære af) sine fejl. Der ligger en evangelisk befrielse og indsigt i at forstå og anerkende den ærlige forbryders bekendelse til Jesus som Guds søn samt forbryderens inderlige ønske om forladelse af sine synder. Han er en ærlig synder, og han omvender sig i sidste time – inden døden indtræffer!

I dagens evangelium hører vi om to naturfænomener. Det sker ret sjældent, vi underrettes om klimatiske forhold i evangelierne. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om stormen på søen – og Jesus byder stormen at lægge sig! I dagens evangelium hos Lukas er beskrivelsen af torden og solformørkelse med til at øge spændingen: Hvad vil der ske, mens Jesus er ved at dø på korset? Samtidig får vi en tidsangivelse. Det sker også sjældent i evangelierne. Vi får at vide at det er “den sjette time”, dvs. midt på dagen, idet “den første time” svarer til kl. 06, og derfor er “den sjette time”: kl. 06 + 6 timer altså kl. 12.

Der står: “Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.” Hændelserne kan tolkes som, at det gamle tempels tid er forbi, den nye tid er begyndt. Den gamle pagt er slut og den nye pagt er indledt. Det nye Testamentes tid er begyndt: Her er Gud ikke længere en usynlig, fjern og ophøjet Gud i templets allerhelligste – bag forhænget, men Gud har levet og vandret imellem mennesker – og er død imellem mennesker. Frelsen afhænger ikke længere for mennesker af love, påbud og forskrifter, de såkaldte lovgerninger, men frelsen skænkes af troen på Jesus som Guds søn. Og med Luthers ord “troen på Guds søn, som døde og opstod for os”. Før Jesus udånder på korset, råber han med høj røst: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”. Det er ved den niende time, altså kl. 15 (kl. 06 + 9 timer, dvs. kl. 15).

En officer i den romerske hær ser alt dette ske og priser Gud og giver sin bekendelse til Jesus: “Denne mand var virkelig retfærdig”. Officeren begynder at tro og priser Gud og ser Jesus som en retfærdig mand. At være retfærdig betød på den tid at opfylde alt hvad loven og Guds bud, kræver af en.

Det er derfor apostlen Paulus taler om, at Jesus opfylder den gamle lov. Hans opfyldelse af den gamle lov “dækker” din og min manglende tilstrækkelighed i forhold til den gamle lov. Derfor er det ikke Jesu død i sig selv, der frelser dig og mig, men det er Guds søns retfærdighed og lydighed mod sin himmelske fader: “og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning… så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.”, Hebræerbrevet kapitel 9, v.12 ff.

Hans soning modtager vi i dåben, men også i den nadver, hvor han meddeler sig til os. I går hørte vi om den nadver, som selv indstiftede torsdag, dagen før sin lidelse og død. I nadveren kan vi få en forsmag på det evige liv, som venter os, for Jesus siger selv: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Når Gud søn meddeler sig til os, får vi en forsmag allerede nu på hvad der venter os. Alle os, der tror på en fælles fremtid med venskab, forsoning og glæde skal blive til virkelighed, og denne verdens bekymringer, had, uvenskab og fjendskab skal være fortid.

Det glædelige budskab skal rækkes ud til alle mennesker, og lad os håbe det også når vidt omkring i denne tid, hvor mange føler sig isolerede og ensomme, uden normal fysisk kontakt til øvrig familie, bedsteforældre, børn, børnebørn, oldebørn, søskende, venner, veninder, kolleger mm uden mulighed for normalt at kunne mødes og samles om det vi har fælles.

Den tid, vi har nu er kort, vi har kun hinanden og vores liv til låns. Livet og hinanden er en gave, som vi får skænket og vi kan ikke gøre krav på hinanden, men kun give os hen, ubekymret og uselvisk. Lige som den kvinde vi hørte om Palmesøndag, kvinden i Bethania, må vi forsøge at give os hen.

Uden at skele til sin egen vinding eller belønning gav Jesus sig hen – det er ikke mindst budskabet i påsken. Ubekymret og uden bagtanker, uden svig osv. Hans liv og selvhengivelse, som påsken er kulminationen på, kan vise os den vej, der også ligger for vores fødder at betræde.

Et liv, hvor vi gør os skyldige i netop det ene – at elske hverandre (Kierkegaard). Særligt når det er krisetid og vi er forhindret i det naturlige samvær og fællesskab er det ekstra vigtigt at fortælle hinanden hvad vi betyder for hinanden og at udvise nærvær og hengivenhed i vores nærmeste relationer, men også til dem, som ingen andre har, dem som er ensomme og udsatte.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

– forslag til salmer: 197 188 172 – 192 ikke nadver 193

© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Leave a Reply