Prædikenovervejelser Påskedag 2022

Evangelium
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Matthæusevangelisten kapitel 28, vers 1-8

– fra den kongeligt autoriserede bibeloversættelse, © 1992 Det Danske Bibelselskab.

Overvejelser
For mig at se er dagens evangelium er en klar hyldest til de kvinder, som fulgte Jesus, selv hvor det var sværest, der hvor selv hans disciple stod af, der hvor selv granvoksne soldater måtte segne!Kvinderne, der følger Jesus hele vejen – gennem fald og oprejsning – viser med deres eget eksempel, at kærligheden og håbet er stærkere end mørket og døden. Den udholdenhed, som disse kvinder udviser, kan ikke brydes, end ikke af døden. De kærlighedsbånd bygger bro over den afmagt, som har taget deres elskede Jesus fra dem. Den omsorg, som kvinderne demonstrerer, sejrer på mange måder over døden. Den kærlighed og ømhed, som vi hører om den her, kan binde det sammen, som umiddelbart var adskilt og brudt.

Måtte disse kvinders tro, håb og kærlighed tjene som et forbillede for os, om at elske hinanden, selv når mørket og døden kommer. Forsøge at holde ud, håbe og tro. Uanset hvad tiden og livet måtte bringe – af godt og af ondt. Så vi ikke giver op og ikke lade os skræmme af mørket og døden, men holder ud.

Så vi – ligesom de kvinder, der holdt ud i kærligheden og troen og håbet, måtte leve vores liv med hinanden – til trøst, glæde for hinanden og næsten. At intet må og skal skille os – fra hinanden og de bånd vi nærer til hinanden. End ikke døden!

Evangeliet dengang som nu, fortæller os, at uanset hvordan vi føler og tænker om vores liv, så elsker Gud os. I Guds øjne er ingen af os ubetydelige, men vi kan alle bruges til noget, ligesom de kvinder ved Jesu grav.

Det er opløftende at høre om at Gud griber ind i almindelige menneskers liv. For Gud kunne bruge dette helt almindelige liv, ligesom Gud kunne bruge kvinderne til at blive verdens første vidner til verdens bedste nyhed, Herrens opstandelse.

Når Gud kan bruge kvinderne, og ikke de mandlige disciple, som ellers var inderkredsen, så er der også håb for at Gud vil bruge selv dem, som ikke er noget særligt eller udvalgt, de helt almindelige. Gud vil altså også kunne bruge os, som ikke er noget særligt. Muligheden er til stede for at Gud vil gribe ind i vores helt almindelige dagligdags liv. Og at Gud vil give vores liv en særlig betydning.

For selvom de fleste menneskers liv er meget ens og ikke særlig forskellige, så er ethvert liv dog særligt i Guds øjne. Ethvert menneskes liv er særligt, fordi det menneske er elsket af Gud. Som præsten og forfatteren Johannes Møllehave (1937-2021) har sagt: “I Guds øjne tæller selv det almindelige! Ja i Guds øjne tæller det almindelige ualmindeligt meget. Og det ualmindelige er altså, at vi hver og én er elsket af Gud, som vi er.”

Vi skal gøre som kvinderne ved graven, som blev de nye arvtagere til den kristne tro, de første vidner. Vi skal gøre som kvinderne ved graven, tage vores liv og skæbne på os, og få det bedste ud af det, vi har og så ellers håbe på, at det vil gå, at det nok skal gå. Vi spiller hver og en vigtig og ikke ubetydelig rolle for hinanden og vores fælles fremtid.

Tiden vil arbejde for os. Og ikke mindst. Gud vil ikke lade os i stikken, ligesom han heller ikke gjorde med kvinderne, som folk ikke mente talte med eller man kunne stole på, men Gud troede på dem og lod dem blive kronvidnerne.

I det håb at vores liv, små, store, gamle, unge, raske, syge alle må være fantastiske og betydelige og brugbare, for hinanden og for den fremtid, vi er fælles om og håber på. At vi er ualmindeligt almindelige og nyttige hver især, skabt som vi nu er, til at bringe budskabet om Herrens opstandelse ud, at vi alle er elsket af Gud, købt fri af Gud, sat fri af Gud, skabt af Guds billede og i den frihed forpligtet på at tjene hinanden og Gud i verden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

– forslag til salmer: 236 218 222 – 217 192 234


© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *