Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Ikke-kategoriseret

Prædikenvejledning tredje søndag efter påske 2022

Evangelium
Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
Johannesevangelisten, kapitel 14, vers 1-11

(c) Den kgl. autoriserede oversættelse af 1992, Bibelselskabet, Købehavn

Prædikenudkast til gudstjeneste for flygtninge (samarbejde med Tværkulturelt Center) kl. 14.30 søndag den 8. maj 2022 i Bellahøj kirke

Hvordan ser Gud ud?
Fra dagens læsning fra Det gamle Testamente hørte vi, hvordan Gud i en brændende tornebusk viste sig for Moses, og Gud sagde: “Jeg er den, jeg er”. Gud omtaler sig selv som “Jeg er”. Guds ild brænder, brænder ikke op, brænder ikke ud – modsat menneskers kærlighed, som er lunefuld og sjældent varer længe – og slet ikke evig, som Guds. Gud viste sig for Moses, og sagde: “Kom ikke nærmere”. Gud ville have afstand mellem sig og mennesker. Gud ville have respekt og sagde til Moses, at han skulle tage sine sandaler af, for det sted, han stod på, var hellig jord. Og samtidig sagde Gud til Moses, at Gud ville være med ham i hans liv, endda gå hele vejen sammen med ham: Ud af slaveriet, over Det Røde Hav, ind i det forjættede land. For Moses og det jødiske folk var og er Gud den skjulte Gud, på latin kaldet “deus absconditus”.
Gud viser sig ikke helt, kun delvist. Intet menneske vil ikke kunne tåle at se Gud, det vil medføre døden. Endda Guds navn holdes helligt, Guds navn omskrives og siges med andre ord. I Det nye Testamente sker noget radikalt nyt: Gud viser sig for mennesker: Gud åbenbarer sig helt og udelt igennem sin søn, Jesus Kristus. Det er del af vores kristne bekendelse, at Gud viser sig for mennesker i sin søn, Jesus Kristus. Hvordan det kan lade sig gøre, kan vores forstand ikke gribe, allerhøjest kan vores hjerte gribe det. Tro er nu engang hverken sikkerhed eller viden, men forventning og håb.

Som apostlen Paulus siger i sit første brev til menigheden i Korinth, kapitel 1, vers 21-31: “For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at “den, der er stolt, skal være stolt af Herren”, som der står skrevet”. Som kristne står vi ret alene blandt andre trosretninger med vores tro på, at Gud blev født som menneske – og endda af en ung kvinde, jomfru Maria. Det kan hverken jøder eller muslimer tro på. Og når det kommer til den kristne tro på en treenighed, mellem Fader, Søn og Helligånd, kan jøder og muslimer få den opfattelse, at vi kristne tror på tre guder. Det er måske ikke underligt, at jøder og muslimer har svært ved at rumme det, når også vi kristne har det:

Ret beset er treenighedslæren et af de sværeste teologiske problemer: Hvordan kan Gud have tre ansigter og dog samtidig være en og samme? Uanset om man er jøde, kristen eller muslim, deler vi alle troen på en eneste Gud (monoteisme). En Gud, som er almægtig Gud, og som står bag alting og opretholder alting. Alle tre trosretninger er monoteistiske, de anerkender kun en eneste Gud. Muslimer siger det f.eks. sådan i deres bekendelse: “Gud er stor” og “Der findes kun en Gud, og Mohammed er hans profet”. Muslimer anerkender Det gamle Testamente og bibelhistorierne, således også den om Moses og den brændende tornebusk.

Moses får besked af Gud: “Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.” Muslimer tager den dag i dag skoene af, inden de går ind i moskeen for at bede. Muslimer anerkender også de ord, hvor Gud siger til Moses, “Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Og det følgende er tankevækkende, for ifølge Det gamle Testamente, så bliver den ene af Abrahams sønner stamfar til araberne og den anden af Abrahams sønner bliver stamfar til jøderne. Ifølge Det gamle Testamente er jøder og arabere er altså halvsøskende. De har samme far, men forskellig mor. I beretningen om Moses og tornebusken får vi at vide, at Guds ansigt er helligt, og intet menneske kan tåle at se Guds ansigt. Den historie fra Det gamle Testamente er det første eksempel på billedforbuddet – som både findes i den muslimske og i den jødiske religiøse tro: Mennesket må ikke gøre sig (af-)billeder af Gud.

Derfor ingen kunstnerisk gengivelse af Gud i nogen form. Deraf er i den muslimske verden op blomstret den såkaldte kalligrafi, den smukke skrift med maleriske tegn på moskeerne, eftersom figurativ dekorering er forbudt. Denne muslimske religiøse praksis svarer til jødernes billedforbud, der også håndhæves strengt. For muslimer viser Gud sig ikke med sit ansigt. Og for jøderne heller ikke. Det er fuldstændig utænkeligt. Det ville være imod Guds væsen, mener de. For de mener, Gud er den skjulte Gud. Derfor må Moses ikke se Guds ansigt. Eller ligesom beretningen fra Det gamle Testamente om Jakob, der kæmper med Gud ved vadestedet Penuel hele natten og ikke får Guds ansigt at se. Ikke engang sit navn vil Gud afsløre.

Alligevel forsøger Jakob nærmest desperat at vride et navn ud af den fremmede, som han kæmper med hele natten. Og Gudskampen giver Jakob et mærke for livet på kroppen. I både jødedom og islam er Guds navn helligt og Gud åbenbarer sig ikke direkte for mennesker, mennesker skal holde sig på afstand. I stedet for at sige Guds navn højt omskriver jøderne Guds navn og kalder ham “Ælohim”, dvs. “Den Mægtige” eller Adonaj, dvs. “Herren”. Muslimerne kan godt sige Guds navn “Allah”, de bruger ofte omskrivninger, såsom “Den barmhjertige” eller “Den nådige”.

Derfor er det svært for både jøder og muslimer at forstå vores kristne tro: For i vores kristne tro viser Gud sit ansigt. Råt for usødet. Hvis man har set Mel Gibsons Kristus-film fra 2004 (The Passion of The Christ) så kan vel ingen være i tvivl om hvilken smerte Guds søn går igennem: Guds søn skildres ikke bare en indsigtsfuld person, ikke bare en mystiker: Guds søn er virkelig og tilstede og går igennem lidelsen og smerten. Her ser man Guds søn trængt ud i den yderste usselhed, tvivl, foragt, had, latterliggørelse. På den måde gør Mel Gibsons Kristus-film ikke helt uret:

For Gud viser os sit sande og menneskelige ansigt. Nemlig i mennesket Jesus, der blev født, levede og voksede op, gik sammen med disciplene, men blev forrådt, tortureret, korsfæstet og døde på korset. Det at Gud viser sit ansigt for mennesker og blandt mennesker – er helt utænkeligt for jøde og muslim. Inkarnationen, dvs. at Gud er blevet menneske og derved har åbenbaret sig, er ikke muligt hverken i jødedom eller islam. Det er ligefrem gudsbespottende at tro det muligt: For hvis Gud er så mægtigt og stor, er det selvmodsigende for dem, at Gud kunne tage et menneskes skikkelse på og være og leve et menneske – af kød og blod – og endda ligefrem give sig til kende blandt mennesker. Det er for en muslim og en jøde en gudsfornægtede tanke. For en jøde, såvel som for en muslim er og bliver Gud den skjulte Gud.

For os som kristne er Gud skabermagten, som stod bag skabelsen, og som ikke viste sit ansigt for hverken Moses eller Jakob, den såkaldte skjulte Gud. Gud er også mere end det: For os kristne er Gud også identisk med Guds Søn, Jesus Kristus. I Guds søn har Gud åbenbaret sit ansigt, sit navn, sit væsen, sin intention, sin vilje. I Jesus Kristus har Gud åbenbaret sig, den åbenbarede Gud, på latin kaldet Deus Relevatus. Og selv i de mest håbløse forhold i livet, viser Gud endda sit ansigt. En af mine lærere, da jeg læste teologi på Københavns universitet, professor Theodor Jørgensen, har sagt det omtrent sådan, at Gud viser sit ansigt for os – selv i den uforløste skabning, dvs. svinene, der mishandles i staldene, hestene der lider under dyretransporten, miljøet, der er svækket af kemikalier osv. Krige og nød der hærger i Afrika, selv her viser Gud sit ansigt i skabningen, i næsten, som billede på at denne verden er et endnu ikke fuldendt værk, fra Guds hånd.

Der venter forude en forløsning, en genløsning. En oprettelse og genindstiftelse af fred og forsoning, ophør af sult, krig, nød og elendighed. Det skal ske ved de sidste tider, når Gud bliver alt i alle. Guds væsen er altså i kristendommen tre. Faderen, som er skabermagten. sønnen, frelseren som er kommet til jorden, for at genoprette forholdet mellem Gud og mennesker. Helligånden, som er den usynlige kraft, som steg ned til mennesker, da sønnen var taget bort. De er tre personer i een. De er tre ansigter af den ene og samme Gud. De er tre fremtrædelsesformer af samme ene og almægtige Gud.

Dagens evangelium handler netop om, hvordan man skal forstå treenigheden. I dagens evangelium møder vi både Thomas og Filip, der har svært ved at fatte hvad det går ud på. De kan ikke forstå, hvordan deres herre, kan være udsendt af Faderen, og de kan ikke forstå at de skal kende Faderen gennem ham. Men som Jesus selv siger: ”Faderen er i mig og jeg er i Faderen.”, hvilket betyder at han, Guds søn, gør sin himmelske faderes vilje. Han er åbenbaringen af den himmelske fader. Derfor skal de kende Faderen gennem ham, hans søn. Man kan også forklare det således:

Faderen er ligesom en feltherre, der sender sine soldater ud i fronten. Men han er ikke bare en fjern feltherre. Faderen er også helt med fremme i fronten, der hvor der kæmpes. Helt ude i marken, der hvor det koster blod sved og tårer. For Faderen er med i yderste linje gennem sin egen udsending, sin tro væbner, sin søn. Så den måde Faderen åbenbarer sig på, er altså ikke som en fjern Gud, men som en, der er med i menneskelivet og med på forkant med livet. Derfor vil Faderen også kunne følge os i vores menneskeliv. For Gud har selv været der. Gud har selv følt det på sin krop. Så at Faderen har sendt sin Søn til verden, så verden kan kende Faderen gennem Sønnen, betyder ikke at Gud er splittet, det betyder ikke at Gud ikke er en. At Gud er både Fader og Søn gør for mig at se Gud mere menneskelig, for Gud har været menneske og levet som menneske. Og når Gud har taget et menneskes skikkelse på, er Gud vel også lettere at forholde sig til som menneske og omvendt vil Gud også nemmere kunne forstå hver af os, når Gud selv har været een af os? For mig at se er det hovedargumentet, som hverken jøder eller muslimer kan matche.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

© 2008 Asser Skude, redigeret siden.

Læs mere om Tværkulturelt Center her

Leave a Reply