Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Ikke-kategoriseret

Prædikenvejledning Store Bededag 2022

Evangelium:
Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for fredag den 13. maj 2022

– Bønnen

Bibelkyndige vil huske, at kapitel 5 til 7 hos Matthæus kaldes Jesu bjergprædiken: Her på bjerget taler Jesus til skarerne og holder sit livs prædiken – bogstaveligt talt. Jesus indleder med saligprisningerne: “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes…” Derefter følger Jesu belæring og formaning til skarerne om at udvise næstekærlighed. Jesus kaster ikke de gamle bud fra Moseloven bort, men skærper indholdet af budene: F.eks. siger Jesus: “I har hørt, at der er sagt: ‘Du må ikke bryde ægteskab’. Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.”, kapitel 5, 27 ff.

Vil du holde Guds bud, skal du gøre det med hele dit hjerte, hele din sjæl og af hele dit sind. Ikke fordi det står skrevet i en lov eller fordi andre skal se dine gerninger, men fordi du vil det og ønsker det af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Også sådan skal du også gøre, når du beder. Jesus siger: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”, kapitel 6, vers 5f.

Og efter denne advarsel kommer endnu en. Jesus siger: “Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for hvordan I får tøj på kroppen…Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”, kapitel 6, vers 25 ff.
Sådan kan livet forstås, og sådan kan bønnen forstås: Bønnen er ikke til for at skaffe sig timelig lykke og velstand, for det ville være misbrug. Bønnen er derimod til for at bringe mennesket tilbage til dets rette Gudsforhold – i tillid og ydmyghed til, at Gud vil skænke det tilstrækkelige, ja mere til. Og ikke for syns skyld eller for berigelses skyld, men for at hjælpe mennesket til at elske Gud og næsten som sig selv.

I Jesu egen kulturkreds var bønnen en vigtig faktor i fromhedslivet. Som jøde var Jesus selv fra barns ben opvokset med bønnen som en naturlig og aktiv del af fromhedslivet. Jesu eget folk, jøderne, anvendte dagligt bønnen. Dels offentligt – på tempelpladsen i Jerusalem, dels privat, typisk tre gange dagligt på faste tider. Den bedende kunne indtage særlige bedestillinger: stående, på knæ eller liggende med arme og ben strakt ud – med ansigtet mod jorden. Den bedende kunne sågar iføre sig særlige bedeklæ’r. Disse bedeklæ’r anvendtes som beskyttelsesmidler, nærmest som magiske amuletter, som vi kender dem fra de såkaldte primitive religioner. Jødiske bedeklæ’r kunne f.eks. være et læderbælte om armen eller panden – og i læderbæltet sad kapsler med særlige udvalgte skriftsteder fra Biblen.
Denne praksis med at bede på offentlige steder var en naturlig del af enhver jødes liv, men kunne tage overhånd og ende i overdreven, udvortes fromhed. Det er især hyklerisk adfærd, som Jesus kritiserer: Tag f.eks. Jesu lignelse om tolderen og farisæeren, der begge går til templet. Farisæeren beder længe for syns skyld, mens tolderen er ydmyg og siger: “Gud, vær mig arme synder nådig”. Jesus roser tolderen for sin ærlighed og selverkendelse. Og Jesus siger, at det er tolderen, der går retfærdig fra templet, ikke den nidkære farisæer.

For at undgå misbrug af bønnen i det offentlige rum, anviser Jesus i stedet det private rum. Ved privat bøn vil der ikke være samme risiko for, at ens personlige fromhed stilles til offentligt skue – og dermed ringere anledning til selvforherligelse. Jesus vil at fromheden skjules og forbeholdes Gud, sådan at den enkelte går til sit eget rum, hvor den enkelte kan være alene med sin Gud. At gå afsides giver tilmed den fordel, at den bedende har stilhed fra evt. støjende og forstyrrende omgivelser. Ro og fred styrker og intensiverer koncentrationen og hengivenheden til Gud.

Ifølge seneste opgørelser antager man at op mod 80-90 procent af jordens befolkning anvender bøn – mere eller mindre ofte. Nogle trosretninger udstikker ligefrem anvisninger til, hvor ofte den troende skal bede. Det gør både jødedom og islam. Sådanne krav udstikker Jesus ikke. Måske netop for at undgå, at bønnen bliver en ‘sur’ pligt. For mig at se anviser Jesus bønnen som et frivilligt, men dog effektivt middel til at søge Gud. Jesus siger selv, “at enhver som beder, skal få, og enhver som banker på, for ham eller hun skal der lukkes op.” Mon da ikke bønnen giver anledning til at håbe og tro, at Gud vil lytte til den, som ærligt og ydmygt beder til Gud ?

Naturligvis findes der stadig mulighed for at bede sammen med andre. Når vi er samlet i kirken eller andre steder, hvor to eller tre er forsamlet i Jesu navn, har Jesus lovet at han vil være tilstede -i deres midte. Vores kirker er de levende fællesskaber af troende, som samles og henvender sig i sang, bøn og ikke mindst for at fejre de hellige sakramenter, dåb og nadver (skriftemål inklusiv). Vores kirker er de levende stene af kød og blod, som menigheden er.

Dog er kirkerummet ofte med til at stemme hjerte, sjæl og sind til Gud: Ofte skærper den særlige arkitektur oplevelsen af rummet som helligt: For at nå til alteret må man gå ad midtergangen og for til sidst at nå alteret, ofte hævet over gulvhøjde. Samtidig er rummets størrelse og dimensioner eller søjler og hvælvinger med til at minde menigheden om Guds storhed og ophøjethed: Tag f.eks. den gigantiske Grundtvigs kirke, i øvrigt en af landets højeste, største og længste kirker: Dens nærmest katedralagtige og himmelstræbende arkitektur maner kirkegængeren til ydmyghed.

Størrelsen på kirkerummet er dog ikke alt: Også vores mindre landsbykirker i provinsen er ofte indtagende og stemningsmættede: Generelt maner kirkerummene til eftertanke – så kirkegængeren stopper op, nyder stemningen, lader tankerne flyde og glemmer en ofte stresset og fortravlet hverdag: Enhver, der kommer til kirken er i princippet fredet og kan samle sine tanker og følelser – uden at andre skal blande sig eller blandes ind i det. Her er der mulighed for stilhed – og mulighed for at henvende sig til Gud. Her bliver ingen filmet eller overvåget. Selv om søndagen, når der er højmesse, selv når der er barnedåb og en eller flere fotografer farer rundt, så filmes ingen af kirkegængernes ansigter, al film- og fotooptagelse sker i retning mod altereret.

Her er alle kirkegængere på en og samme tid fælles og dog privat. Fælles om salmer, sang, ritualer og musik. Og dog samtidig privat. Enhver kommer med sit eget. Enhver har sit private rum med fred og ro til at passe sit og de andre kan ikke se ens ansigt, medmindre de vender sig om. Det er helt klart en af fordelene ved at kirkens grundform er netop den arkitektoniske type, basilikaen, den aflange rektangulære form. Det er også klart den mest anvendte arkitektoniske form i vores kirkebygningshistorie – herhjemme som i udlandet.

Den, som kommer til kirke får også mulighed for at “lette sit hjerte”: Det private skriftemål tilbydes stadig i Folkekirken. Folkekirkens præster har en tavshedspligt, som overgår de flestes, og hemmeligheder, der fortælles til præsten under skriftemål, skal præsten tage med i graven. Selv den dag i dag har præster ikke underretningspligt over for selv de mest alvorlige forbrydelser. Dog undtaget forbrydelser mod landets sikkerhed og Folketing. I det private skriftemål har enhver mulighed for at lette sit hjerte for sine mest personlige tanker, følelser og oplevelser.

Ifølge den ældste jødiske visdom, er det netop hjertet, som er menneskets primære kilde til tanker og følelser – både i forhold til mennesker og i forhold til Gud. Forholdet til næsten og til Gud går gennem hjertet. Derfor er det altafgørende for mennesket, at det har hjertet med – i forhold til sig selv, andre og Gud. Har mennesket ikke hjertet med, lytter det menneske ikke til dets inderste væsen og natur. Det sted, som den jødiske visdomstradition mente mennesket skulle høre ”Guds stemme”, var gennem hjertet. Selv i vore dage findes i ordet “samvittighed” den betydning “sam-viden”, dvs. samviden med Gud. Alene Gud kender vores inderste tanker, følelser og sjæl – netop gennem vores hjerte.

Ligesom når et musikinstrument stemmes før det tages i brug, så stemmes menneskets hjerte mod Gud, når et menneske beder til Gud: Bønnen sætter mennesket i dets rette plads over for Gud. Bønnens funktion er bla. at mennesket ikke opkaster sig til Gud eller lade sig forgude. Alene Gud er Gud. Intet menneske har forrang for andre. Hverken pave, biskop eller præst. Det afstedkommer også det ukrukkede og ligefremme forhold, som mennesker er sat i forhold til hinanden, nemlig som ligestillede, forpligtet på at elske hinanden, fordi alle er skabt i Guds billede.

Den, som beder, bør være indstillet på, at bønnens ord er oprigtige. Og hvert ord forpligter, når det siges i bønnen. Og bønnen forpligter – også at man selv gør, som man vil andre skal gøre mod en. Ikke uden grund siger Jesus: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Troen er ikke kun tomme ord, men der skal følge gerninger af troen:

Hvordan kan vi ellers bede Gud om det daglige brød, og ikke tænke på dem, som lider nød og sulter – både her og i udlandet? Hvordan kan vi ellers bede Gud om tilgivelse, uden vi selv tilgiver dem, som har gjort os ondt? Hvordan kan vi ellers kalde os Guds børn, og ikke samtidig unde vores næste kærlighed, tolerance, medfølelse?

Som Jesus siger: “Alt, hvad I altså vil, at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre med dem” (jf. den gyldne regel fra Herodot og den gammeltestamentlige apokryf Tobits bog)

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen

Salmeforslag 496 203 584 – 367 476 58

© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Leave a Reply