Prædikenforberedelse fjerde søndag efter påske 2022

Evangelium
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Johannesevangelisten, kapitel 8, vers 28-36

– Bibelen, den kongeligt autoriserede bibel oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for søndag den 15. maj 2022

– Syndens trælle?
Jesus er i diskussion med jøderne. Fortsættelsen af den diskussion er, om de jøder er Abrahams børn (det er evangeliet til 3. søndag i fasten efter anden tekstrække)


I dagens evangelium taler Jesus til de jøder om, at han har Gud til fader, og hans himmelske fader har sendt ham, og det han gør, er godt i hans himmelske faders øjne. Og vi hører, at mange kommer til tro på Jesus. Han formaner nu de jøder til at blive hans disciple og blive i hans ord og lære sandheden at kende og blive frie. På den baggrund protesterer de jøder og siger, at de aldrig har været nogens trælle, så hvad mener Jesus med at de skal blive frie?

Jesus siger: “Enhver som gør synden er syndens træl”. Ligesom de jøder havde svært ved at forholde sig til at de skulle være “syndens trælle” kan vi – som moderne mennesker – have svært ved at genkende os selv i den beskrivelse. Nogle af os vil dårligt nok kunne genkende sig selv som syndere og vel slet ikke som trælle for synden?

Hvad er det egentligt “synder” betyder, og hvad menes der egentlig med “synden” ? Mig bekendt er det professor i retorik og tidligere Roskilde biskop Jan Lindhardt, der forklarede at “synd” kan afledes af ordet “sund”, dvs. et vand imellem to tørre områder. Altså kan synden opfattes som den afstand, der er imellem os og Gud. En distance, som skiller mennesker fra Gud. I det lys kan de fleste af os moderne mennesker vel stadig tale med om at være syndere: For hvem vil påstå, at hun eller han konstant gør Guds vilje og til alle tider kan se, forstå og rumme livet som Gud? Nok er mennesket skabt i Guds billede, men ofte går mennesket sine egne veje.

For at forstå dagens evangelium og de ret kryptiske ord “syndens trælle”, kan vi med fordel bruge apostlen Paulus og hans eget liv og omvendelse som eksempel: Som vi hører i dagens epistel, var Paulus selv engang syndens træl, dvs. han trællede for synden: Dengang han hed Saulus og var en ivrig bekæmper af kristendommen. Han kunne ikke have at gøre med forestillingen om, at Gud var blevet født som menneske, og at Guds søn skulle have vandret på jord – og slet ikke var død og opstanden. Enhver som troede på dette var Saulus med til at forfølge: Saulus selv kunne ikke se noget galt i, at han nidkært forfulgte, fangede og arresterede disse “Kristus-bekendere”, som man kaldte dem hånende.

Dengang var Saulus et redskab for synden, han var selv syndens træl, for han gjorde synden og blev i synden: Forblændet af sin nidkærhed og snæversyn, forfulgte han kristne – i den tro, at han gjorde Guds vilje! Saulus handlede med myndighed fra ypperstepræsterne selv, og Saulus var en magtfuld mand. Stakkels de kristne, som kom Saulus’ vej forbi. Selvom vi ikke hører det direkte, er der nok ikke tvivl om, at Saulus havde mange kristnes liv på sin samvittighed.

Og sådan kunne det være blevet ved og ved, hvis det ikke var for den åbenbaring, som vi hørte om i dagens epistel: Den opstandne Jesus viser sig i et syn for Saulus. Alle ser et lys fra himlen, men kun Saulus ser den opstandne og Saulus kaster sig ned på jorden. De, der står omkring Saulus hører stemmen af en, der siger: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Saulus forstår ingenting og spørger igen: “Hvem er du, herre?” Nu svarer den opstandne: “Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre”.

Fortsættelsen på mødet mellem Saulus og den opstandne, er historie: Deres møde, som beskrives i dagens epistel, bliver starten på slutningen af forfølgelserne af de kristne. Samtidig bliver deres møde starten på begyndelsen af kristendommen som den dominerende trosretning i Middelhavsområdet. Ikke blot bliver Paulus en af de vigtigste apostle, dvs. udsendinge, som spreder ordet om Jesus Kristus og som hjælper de første menigheder i gang – menigheder, som Saulus ellers ville have forfulgt som en anden blodhund, havde historien ikke taget den drejning. Ikke blot skyder mange nye menigheder op, også menigheder af jøder, som tror på Jesus som Guds søn. Præcis sådan som Saulus selv, der først var jøde, men så omvendte sig og troede på Jesus som Kristus, Guds søn. Og Saulus selv fik det navn, som de fleste kender ham ved: Paulus.

Vil vi vide mere om, hvordan de første menigheder blev til eller følge med de første apostle på deres rejser i Middelhavsområdet, kan vi med fordel læse i Apostlenes Gerninger, som fortsætter beretningen om kristendommens første historie: Her møder vi de udfordringer, som apostlene som udsendinge og missionærer stilles over for. Apostlene møder både hedninger og jøder, ikke-troende og troende. De møder persere, medere, syrere, grækere og mange flere.

Mange vil sige, at Apostlenes Gerninger har samme forfatter som evangelisten Lukas. Nogle vil mene ,at det netop er Lukas, lægen, som var Jesu discipel, og som Jesus siden gør til en af apostle, da han som den opstandne sender ham og de øvrige disciple ud i verden – med ordene: “Gå derfor ud i verden og gør alle folk til mine disciple, idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn – og idet i lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”

Som sagt så var Paulus, dengang han stadig hed Saulus og forfulgte kristne og endnu ikke havde mødt den opstandne, syndens træl. Paulus gjorde onde ting samtidig med han selv var overbevist om, at han handlede, som Gud ønskede det – for Paulus havde jo loven og magthaverne på sin side! Troede han. Paulus blev klogere. Det var måske ikke så smart at forfølge anderledes tænkende – og det var næppe Guds vilje eller Guds ønske, at de mennesker skulle dø. Paulus måtte sande – at det grundlag han havde bygget sit liv på var falsk:

Guds vilje var ikke, at han skulle forfølge andre mennesker, Guds vilje var snarere næstekærlighed, forståelse og tolerance. Og netop kun sådan ville Paulus blive i stand til at nå ud til alle de mange mennesker, som han gjorde. Måske fordi Paulus selv havde kæmpet på “den anden side” blev han en af de mest betydningsfulde apostle. Paulus satte nu alle sine kræfter ind på at rette op på de skader, han tidligere havde forvoldt. Hele sit liv viede Paulus til det arbejde. Og det er gennem Paulus, hans forståelse, både af de kristne troslærdomme, og af jødedommens og den græske filosofi, at vi får et af de mest fantastiske indtryk af de forestillinger, som de første apostle møder, da de kommer ud i til byerne og afkrogene omkring Middelhavet.

Det er også derfor, at stort set alle kristne og teologer, præster osv. igen og igen griber tilbage til Paulus ord – for Paulus har så mange pointer og kloge ord – næsten til enhver sammenhæng – ikke blot var Paulus rasende begavet og lærd, Paulus havde set og oplevet så ufattelig meget. Samtidig glemmer Paulus ikke, at han skylder Gud alt, og Paulus får ikke for høje tanker om sig selv, for han ved, hvad han tidligere har gjort og hvor mange onde skader, han har forvoldt på mennesker.

Set i det lys var den gamle Paulus et redskab for synden og det onde, men nu er Paulus et redskab for Gud. Det er også derfor Gud kan bruge Paulus og udvælger Paulus til at blive et redskab for kristendommens udbredelse. Han, som tidligere var den argeste modstander og forfølger af kristne, udvælger Gud til at blive en af de vigtigste apostle i kristendommens historie. Vi som kender historien, må indrømme, at det var ikke så tosset at tildele Paulus den rolle.

Sådan kan Guds veje være uransalige. Hvem skulle have vidst det? Hvem havde vidst det ville gå sådan med Saulus? Eller hvem havde vidst, at tolderen Zakæus skulle få besøg af Guds søn og Zakæus lagde sit liv om? Eller hvem havde vidst, at Lazarus, kunne vækkes til live igen og få livet tilbage? Og sådan er evangeliet fuld af beretninger om Gud, der giver mennesker liv, håb og muligheder.

Vi, som hører Guds ord, hører også at livet har Gud skænket os. Til låns, til gavn for næsten og Gud. Ikke for at herske over hinanden, ikke for at forfølge eller slå hinanden ihjel, men for at tjene og elske næsten og Gud. Ikke for at hovere med lærdom og skriftsteder, men for at rette vores hjerte, sjæl og sind i taknemmelighed og ydmyghed til Gud – i forventningen til at Gud alene vil skænke os det fornødne.

Det betyder ikke at vi skal sidde og vente med hænderne i skødet. Tværtimod. Budskabet om kærlighed forpligter, lige nu og her. Ligesom Gud har elsket os, bør vi også elske hinanden. Ligesom Gud har tilgivet os, bør vi også tilgive vores syndere. Ligesom Gud har tjent os i verden, bør vi nu tjene Gud i verden:

Vores liv kan vi tilegne Gud og Guds bud om kærlighed og trofasthed – som arbejdere på samme hammel i Guds vingård. Sådan skal vi, som hører evangeliet ikke længere være trælle for synden, men vi kaldes ud af slaveri og ind i friheden: Friheden til at elske Gud og næsten som os selv.
Som Paulus selv siger det: “Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed? Men Gud ske tak for, at I, der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i! Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden – jeg bruger et udtryk fra dagliglivet, fordi I er skrøbelige mennesker. For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges. Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv. For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.”, Romerne kapitel 6, vers 15ff.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer 722 309 670 – 492 512 668

© Asser Skude 2008, redigeret siden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *