Uforstandig oversættelse?

Sådan kunne man retorisk spørge efter at have set oversættelsen af kommende søndags evangelium (Første søndag efter Trinitatis 2022), ifølge Lukas, kapitel 12, vers 13-21 ifølge den nyeste oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © Bibelselskabet, København 2020.

Spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke er uforstandigt at gøre som man har gjort med den konkrete oversættelse af vers 20, helt konkret den episke lignelse om den rige mand, der i sin iver efter rigdom har opgivet/glemt troen på Gud.

I den nyeste oversættelse udelades ganske enkelt det græske ord ”afrån”. Et ord som ifølge klassiske græske forfattere betyder ”uforstandig” eller ”letsindig”. I den nuværende kongeligt autoriserede oversættelse af 1992 anvendes ”tåbe”.

Når Jesus i dagens lignelse lader Gud tale dunder til den rige mand, er det fordi han har afskrevet Guds eksistens, eller rettere at han lever som om, at Gud ikke findes og at han ikke behøver Gud i sit liv. Jordisk gods er tilsyneladende alt rigeligt.

Det er dog tåbeligt, at leve sit liv uden at have Gud med i det, vil lignelsen helt eksplicit fortælle os. Derfor er det også ærgerligt, at denne klare udmelding helt er forsvundet i den nyeste oversættelse. For det er vigtigt at vide, hvad der er forkert, for at gøre det rigtige. Det er vigtigt at vide, at det er uforstandigt og tåbeligt ikke at have Gud med i sin verdensanskuelse.

Og det er vel og mærke ikke noget jeg som teolog har opfundet, men det står faktisk i den klassiske græske oprindelige læsemåde (Nestle-Alands ”Novum Testamentum Graece”).

Hvis ikke menigheden hører, at det er tåbeligt og uforstandigt ikke at tro på Gud, hvem skal så fortælle dem det? Det kan hverken præster eller menighed, hvis de ikke husker deres klassiske græske skoling og vender tilbage til de antikke kilder.

Risikoen kan være, at menighed og præster uden en præcis oversættelse havner i et uoplyst mørke, hvor de ikke er i stand til at advare menigheden (og alle ateister mfl.) som vil afskrive Gud i deres (og andres) liv. Det er uforstandigt, at leve sit liv uden Gud, sådan er evangeliets ord ganske enkelt, men det er naturligvis ikke nogen garanti for at blive frelst.

Hvis præster, menighed og kirke ikke siger det højt, ”at det er uforstandigt ikke at tro på Gud og letsindigt at leve sit liv som om Gud ikke findes”, hvem vil så gøre det? Og hvem skal så hjælpe mennesker ud af det mørke og letsind, at verden og menneskene ikke behøver Gud og kan leve uden Gud?

Det er vitterligt synd for enhver, som endnu ikke tror på Gud, hvis de ikke kan komme til Gud ved evangeliets sande ord. Lad os derfor endelig melde klart ud, at indsigtsfuldt og viist er det, besindigt er det, at have muligheden for, at Gud findes, og Gud vil kunne nå enhver, som kommer til ham, ikke for at fortabe nogen, men netop for at advare imod fortabelse i sig selv og denne verdens rigdom, for derved at kunne tage imod den nådige frelse, som Gud gennem sin elskede søn rækker til enhver, som kommer til ham.

Ikke at mennesket af egen vilje eller kraft skal frelse sig selv, men ved at Gud lader sit nådige evangelium nå ud til de menneskehjerter, der af mange grunde ikke vil/kan/tør/kunne tro, at Gud findes. Ikke fordi Gud vil bestemme over det enkelte menneskes liv eller frie vilje, for kristentro er hverken gerningsretfærdighed eller udvortes synlig, men for at gøre det menneske frit og elsket, sat fri til at elske Gud og næsten.

Så en opfordring herfra om endelig at huske tage det ord ”afrån” med, – og udelad det ikke – næste gang der måtte komme en ny oversættelse. Alt andet vil være uforstandigt og letsindigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *