Prædikenforberedelse Anden søndag efter Trinitatis 2022

Prædikenovervejelser Anden Søndag Efter Trinitatis 2022

 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Lukasevangelisten, kapitel 14, vers 25-35

Overvejelser forud for prædiken kl. 1030 søndag den 26. juni 2022 i Bellahøj kirke

– Jesu discipel

Den store skare, som Jesus taler til i dagens evangelium primært er jøder. En af grundpillerne i den jødiske tro er de ti bud, hvoraf det fjerde bud lyder: “Du skal ære din far og din mor”, det vil sige: “Du skal elske og ære og lyde og agte din far og din mor”. Derfor provokerer Jesu tale om, at ingen kan være hans discipel ‘uden at hade sin far og mor’. For jødernes tusindårige kultur bygger på et stærkt sammenhold i familien: Uden familiens opbakning var man ilde stedt, uden deres kærlighed, accept og billigelse var man socialt og økonomisk ilde stedt.

Jesu opfordring og bud om at forlade alt det kendte, handler om at være omstillingsparat. Klar til hans bud og formaninger om en ny lov, kærlighedens lov. En lov som afløser de gamle bud og den gamle lov (som findes i Det Gamle Testamente) Hans formaninger og bud skal afløse de gamle (ti bud). Hans bud sammenfattes i det dobbelte kærlighedsbud, budet om at du skal elske Gud af hele din kraft og al din styrke og af hele sin sjæl – og næsten som dig selv.

Hvordan kan det så forstås sammen med Jesu ord om at: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.

Jesus formaner ikke engang, han ligefrem kræver og forlanger. Hans krav er hverken politiske eller sociale, de kan dog have politiske, sociale og økonomiske konsekvenser. De er kategoriske krav, som han introducerer ved at henvende sig til den enkelte, som hører hans ord. Det er eksistentielle krav, som hver enkelt må forholde sig til. Alt efter hvad den enkelte er villig til.

Præcis sådan som når filosoffen og teologen Søren Kierkegaard taler om ‘at blive hin enkelte’, at afgøre sig for det ene eller det andet. At vælge at blive et selv og være tro mod sig selv og sine værdier. Ikke at være sig selv nok, men snarere at realisere sig selv – som et selv. Jesu forkyndelse er og bliver en etisk fordring, som filosoffen og præsten K. E. Løgstrup betegner det: Den enkelte må afgøre med sin egen samvittighed og handle derefter. Enhver må gøre sig klart, hvilken betydning Jesu ord skal få for ham eller hende.

Ej heller er det sikkert at de valg, som den enkelte træffer og handler efter, vil blive belønnet med det samme, tværtimod, nogle går mod strømmen og bliver forfulgt, og alene tiden – eller evigheden – skal dømme de handlinger. F.eks. som dengang herhjemme under den tyske besættelse, hvor få valgte fra starten at gå imod tysk overmagt og kæmpe for friheden. Nogle af de mest prominente danske frihedskæmpere blev af deres samtid i de første år af krigen betragtet som terrorister, men efter krigen er de blevet hædret og deres gerninger ses nu i et helt andet lys.

Dermed ikke sagt, at nogen form for terror eller vold er acceptabelt eller kan forsvares eller skal forsvares, og heller ikke at landets love ikke skal overholdes, det skal de naturligvis. Og følger nogen ikke landets love, skal det naturligvis have konsekvenser.

Omvendt ville være misforstået, hvis ikke Jesu forkyndelse skulle angå enhver som hører og tager hans ord ind. Enhver som hører hans forkyndelse må handle derefter – og leve med sine valg – både over for sig selv og sin næste og over for Gud – nu, bagefter og i al evighed. Jesus siger at “den som vil være min discipel må tage sit kors op og gå i mit spor” og “ingen kan være min discipel uden at give afkald på al sit eget”.

Vil nogen altså tage Jesu ord til sig og følge ham, må det menneske være forberedt på at gøre det helhjertet. Det er ingen middelvej eller genvej til at gøre hans vilje. Al bedsteborgerlighed og småborgerlighed må vige. Jesu bud er radikalt og forpligter ubetinget. Der er dog en sproglig vigtig nuance at have med, når Jesus taler om at den som ikke “hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv kan ikke være min discipel”. Det ord for “at hade” (sin bror…) kan også have betydningen “at underordne”. Dvs. en alternativ oversættelse kunne lyde sådan: “vil nogen følge mig, må det menneske underordne deres forældre, søskende, ja selv deres eget liv”.

Kort sagt: skal budet om at elske bredes ud til alle, ikke bare din biologiske familie, din mor og far, bror og søster, men enhver, som du møder på din vej. Sagt kort er dit liv ikke kun om, at elske dem, som elsker dig (fordi du er familie)

Selv den, som ikke elsker eller forstår dig, skal du elske. Selv din fjende skal du elske, siger Jesus (bjergprædikenen) Selv det menneske skal du elske, lige så højt som Gud og dig selv, ja det menneske, skal du elske som din egen mor eller far, søster eller bror. Det er denne kritiske nytolkning af Moselovens fjerde bud, som Jesus bringer i dag.

Jesu tale er revolutionerende, samtidig er det også en befriende at høre, at ethvert medmenneske skal mødes med uforbeholden respekt og kærlighed. Faktisk ligger det fint i forlængelse af skabelsesberetningen fra 1. Mosebog, at mennesket er skabt i Guds billede: At ethvert menneskeliv, uanset hvad folk måtte mene og sige om det, er skabt i Guds billede og skal elskes som sådan. Budet om at ære og elske Gud og næsten er så omfangsrigt og vidtgående, at det fjerde bud ligesom de øvrige bud må underordnes og forstås ud fra dette dobbelte kærlighedsbud: Budet om at elske Gud og næsten – som sig selv – møder os i enhver situation i livet, hvor vi er ansigt til ansigt med hinanden – i enhver situation, hvor vi mødes af hinandens ansigt og hinandens blik om hjælp. Når vi yder hinanden hjælp i den situation, dukker det særlige op i vores livs horisont, Guds rige.

Jesu krav om kærlighed imod næsten vil før eller senere igennem vores liv kræve af os, at vi underordner et af de ti bud, herunder budet om at elske vores far og mor. Det er det Jesus sigter til, når han siger, “ingen kan komme til mig uden at hade sin far og mor, hustru og børn, brødre eller søstre”. At være Jesu discipel indebærer samtidig at vi er ordets tjenere. at vi holder os selv og hinanden fast på evangeliet om Guds søn, Jesus Kristus. At vi ved at forkynde evangeliet for hinanden og ud i verden bliver og er det “jordens salt”, som Jesus også taler om i dagens evangelium.

Salt bruger og kender vi alle til: Under madlavning bibringer saltet maden smag og fylde, og saltning af fødevarer er et ældgammelt huskeråd, en måde at lagre madvarer på, for herved modvirker man forrådning. På samme måde skal vi som ordets tjenere, præster såvel som lægfolk, være jordens salt. Vi skal modvirke, at livet på jorden fordærves af menneskelig egoisme og selvtilstrækkelighed.

Vi skal være det jordens salt, som skal minde verden om, at Gud een gang for alle har afsløret denne verdens griskhed, det menneskelige fordærv og forhærdelse: For Guds egen søn, Jesus Kristus, kom til os mennesker med sin kærlighed og åbenbarede sig midt iblandt os, alligevel ville vi ikke tage imod ham, men lod ham korsfæste og lide døden. Vil du og jeg virkelig være hans disciple, da må du og jeg tage imod den nye retfærdighed, den nye virkelighed, som Jesus rækker os med sit liv, sin død og opstandelse.

Vil vi være Jesu discipel, da må enhver af os – som Jesus siger det “give afkald på alt sit eget”. Da må vi tage imod hans forkyndelse af en ny og grænseoverskridende kærlighed og glemme det gamle, vi har lært. Som Jesus siger: “Den, som gør Guds vilje, det er min bror og min søster”. Og et andet sted: “Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger”. For gør vi Guds vilje, elsker vi næsten som os selv og Gud af hele vort hjerte, da vil vi finde ud af, at vores nærmeste beslægtede ikke altid er vores familie, derimod er vores nærmeste beslægtede, dem, som vi er forbundet med åndeligt og forståelsesmæssigt.

Det er vores virkelige familie. Selvom det kan være smerteligt, var det også en erfaring Jesus selv gjorde, da han imens hans egen biologiske familie engang var over for ham, åbenlyst indrømmede, at hans virkelige familie, det er dem, som gør Guds vilje, de er hans bror og søster.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Forslag til salmer: 725 604 – 633 335 684

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *