Lever vi i et frit land?

I forbindelse med det snart er årsdagen for den amerikanske uafhængighedserklæring 4. juli 1776 hermed et par overvejelser om vores frihed i den vestlige verden.

Nogen vil sige ”ja, vi lever i en fri verden” og det skulle man vel også tro, eftersom vi har den udbredte talemåde ”Vi lever jo i et frit land”. En talemåde, man ikke sjældent hører, når nogen vil udtrykke at vi herhjemme har retten til at gøre og sige lige præcis, hvad vi kan og vil.

Så enkelt er det bare ikke. Sandheden er snarere, at vi lever i et frit land med regulerede begrænsninger. Var alting frit i alle henseender ville det være anarki og libertinisme: Så ville enhver kunne gøre hvad der passede ham eller hende – uden tanke på konsekvenserne af deres handlinger og ytringer.

Sandheden om vores samfund er, at vi lever i et lovreguleret samfund. Et samfund, hvor vi skal stå til regnskab for alt hvad vi gør og siger – både strafferetligt i forhold til vores handlinger – og til injurielovgivningen i forhold til vores ytringer. Vi kan ikke uhæmmet sige eller gøre som det passer os, men vil altid stå til regnskab for gældende lovgivning.

Således kan vi f.eks. ikke selv afgøre os for hvordan færdselsloven gælder for os eller hvordan skattelovgivningen gælder for os eller hvad vi har lyst til at udtrykke os om og hvordan. Sagt på en anden måde: Vi kan ikke selv bestemme, hvor hurtigt vi vil køre på danske motorveje eller hvad vi slipper med i dansk skat eller hvordan vi udtrykker os om vores medborgere.

Når det er sagt har vi dog i vores samfund og vestlige verden en høj grad af personlig frihed og autonomi i forhold til vores handlinger og ytringer. Vi har retten til at samles frit og udtrykke os frit og diskutere frit med hensyn til polisk og religiøs overbevisning – så længe vores forsamling og fællesskab om dette ikke virker ved vold eller har et udemokratisk sigte.

Disse frie rettigheder er ikke mindst sikret af den danske Grundlov af 5. juni 1849

Nogle vil mene der er meget vide rammer for hvad man kan sige og gøre – uden at blive stillet til regnskab for det. Nogle vil endda mene, der er for vide rammer. Dertil er at sige, at fordi vores lovgivning muliggør det forhold, er det ikke ensbetydende med, at vi til en hver lejlighed og i enhver sammenhæng behøver gøre brug af denne udstrakte grad af frihed.

Sagt på en anden måde: Fordi vi har retten til at sige og tænke hvad vi føler om andre (og her tænkes ikke på det gode) er det altså ikke sikkert det fremmer sameksistensen med dem vi ikke synes om, at vi også gør brug af vores ret til at fortælle dem det.

Frihed er for mig at se, frihed under ansvar – både i forhold til gældende lovgivning, men også i forhold til den såkaldte ”gyldne regel” at man ”skal gøre mod andre, som man vil at de skal gøre mod en.”

Frihed er altså også frihed til at bruge sin medfølelse og empati for andre, samt holde dagen i morgen for øje – og ikke mindst opføre sig således, at man fremmer det samfund og de frihedsgrader, man ynder at hylde.

For mig står den 4. juli som en stærk markør af den vestlige frihedsgrad og – trang. Og det er for mig at se værd at fejre den dag og de mænd, som ville formulere og skrive ned deres tanker om et nyt, frit samfund – af frie mennesker, med en fri tanke og frie og oplyste idealer:

Som det hedder i indledningen til erklæringen ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke…” (dansk oversættelse fra google)

© Asser Skude, udgivet første gang 2013

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *