Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Ikke-kategoriseret

Tredje søndag efter Trinitatis 2022

Evangelium
Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Lukasevangelisten, kapitel 15, vers 11-32

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab, København 1992

Overvejelser forud for søndag den 3. juli 2022

– Lignelsen om den fortabte søn
Guds kærlighed kan lignes med en far, som har to sønner. Og ligesom den far, der har to sønner, elsker han naturligt nok sine sønner lige meget – eller uendeligt lige meget kunne man sige. Lige meget ikke her forstået kvantitativt, men kvalitativt. Vi hører at der er rigeligt med kærlighed – selv til den søn som allerede havde fået sin del på forhånd.

Kærlighed kan – som man siger – ikke købes for guld. Og kærlighed får man ikke for god opførsel. I hvert tilfælde ikke i Guds rige. Så ville det jo være gerningsretfærdighed eller købmandskab, sådan som teolog og sjælesørger Bent Falk gør opmærksom på i “Kærlighedens Pris”:

I Guds rige er det ligesom en far, der har to sønner og elsker dem begge ubetinget og grænseløst. I Guds rige kan ingen af hans børn afkræve deres himmelske fader kærlighed, men kærligheden skænkes Guds børn i rigelige mængder, og de er alle arvinger til hans uendelige rigdom og kærlighed. De er alle sammen arvinger til uendelig og al ønskelig og tænkelig kærlighed. Den ene som den anden, den yngste såvel som den ældste. Ligesom i ethvert andet sundt og kærligt forhold mellem forælder og børn, har de to sønner deres forælders ubetingede kærlighed og hengivenhed. Derfor er det også absurd, da den forsmåede storebror i dagens lignelse forlanger, at faren ikke skal give lillebroren mere (kærlighed), da lillebroren allerede har fået hvad der tilkommer ham.

Den forsmåede storebror har ret i, at han som den fornuftige og retfærdige storebror fortjener at blive elsket mere – fordi han altid har gjort alting, som faren har ønsket. Men kærlighed er nu engang ikke noget som gives efter god opførsel eller fortjeneste, og derfor er storebrorens krav absurde. Kærlighed kan ikke købes – heller ikke for god opførsel. Uanset hvor meget den irriterende og flabede lillebror tosser rundt, vil der være rigeligt af kærlighed fra farens side. Faren vil elske lillebroren ubetinget, ligesom han vil elske storebroren ubetinget – det sidste hører vi ikke sagt, men det giver sig selv og alt andet ville være unaturligt.

Lignelsen om den fortabte søn handler i høj grad om kærlighedens natur, og at kærlighed oftest karakteriseres ved overbærenhed og tolerance – det som med et moderne ord kaldes for tilgivelse og rummelighed. Naturligvis er lignelsens pointe ikke, at fordi vores himmelske fader elsker os ligesom faren elsker, kan vi afkræve vores arv og forlange tilgivelse og tolerance for stort sagt alt, hvad vi foretager os. Eller sagt på en anden måde: Vi kan ikke bare gøre som den forkælede lillebror, som er elsket uanset hvad, sin dårlige opførsel til trods.

Lignelsens sigte er snarere at fortælle os, at vi har barnekår hos Gud, og vi har arvet hans kærlighed og rigdom. Det er en arv, som vi ikke kan fortjene, men som Gud skænker af sin gavmilde nåde. På den måde har vi ingen rettigheder, men har dog alligevel ubetinget tillid og kærlighed fra vores himmelske fader – uanset og på trods af vores til tider tossede opførsel.

Tilsyneladende lignelsens yngste indset, hvad kærlighed handler om, idet han erkender sine tossede handlinger og indser at han ikke har fortjent sin fars kærlighed og derfor intet kan forlange. Netop derfor er han værdig til at blive modtaget med åbne arme. Den lillebror er at sammenligne med en ærlig synder, der åbenhjertigt og uhøjtideligt beder om tilgivelse og om at blive taget til nåde.

Netop derfor og kun derfor kan han blive del igen af det fællesskab. Ikke fordi han skal måles og vejes på hans dybfølte anger eller at faren skal aftvinge ham den ene undskyldning efter den anden. Lignelsen giver ingen mening, hvis ikke netop faren elsker sin søn ubetinget, og hvis ikke sønnen også havde realitetssans og selverkendelse nok til at se, at han ikke havde fortjent sin fars kærlighed. Lillebroren siger: “far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.”

De vilkår som lillebroren i lignelsen stilles af sin far, ligner de vilkår vi som børn stilles af vores himmelske fader. Guds kærlighed er i sagens natur og per definition grænseløs og uendelig og kan ikke købes for god opførsel eller pæn tale. Guds kærlighed kan ikke bestikkes – hverken til det bedre eller det modsatte. Gud er dog urokkelig indstillet på at elske hvert af sine jordiske børn – præcis som de er. Ikke for det, som de gør eller siger, men præcis som de er, inklusiv alle gode og mindre gode sider. Gud ser mennesker hvor de er og elsker mennesker, som de er.

Den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard taler i “Kjerlighedens Gjerninger” om at se et menneske, som det er og elske det, som det er. Deri består det kristelige. Let er det at elske nogen, som ligner en selv, men det er også kedeligt i længden. Kunsten er at elske andre, selvom de ikke ligner en selv og selvom de – også – er ufuldkomne og ikke altid fortjener at blive elsket: “Vil Du derfor vorde fuldkommen i Kjerlighed, saa stræb at fuldkomme denne Pligt, i at elske at elske det Menneske, man seer, at elske ham saaledes, som Du seer ham, med alle hans Ufuldkommenheder og Svagheder, elske ham, som Du seer ham, naar han ganske har forandret sig, naar han ikke mere elsker Dig, men maaskee ligegyldigt vender sig bror eller vender sig bort for at elske en Anden, elske ham, som Du seer ham, naar han forraader og fornegter Dig.”

Og videre: “Men vi Mennesker tale om at finde den Fuldkomne for at elske ham, Christendommen taler om at være den Fuldkomne, der grænseløst elsker det Menneske han seer”…”i Christo saa Fuldkommenheden ned til jorden og elskede det Menneske han saae”. Og med ordene fra Johannes brevet siger Kierkegaard: “Bliv Ingen Noget Skyldige uden dette, at elske hverandre”.

Problemet for os mennesker er, at når vi ser og møder kærlighed, vi ikke forstår, har vi måske en tendens til at gøre som den forsmåede storebror, der føler sig forurettet og gør vrøvl, da han ikke føler han selv får nok. Han lader sig forarge over den kærlighed, som den anden får. Derved gør han både sig selv og broren og faren uret, for alle som én har de lod og del i Guds rige – som handler om kærlighed, nåde og fred mellem hverandre.

Én af de opgaver som lignelsen om den fortabte søn således kunne stille os over for, er den opgave ubetinget at unde andre del og lod i den kærlighed, som vi ikke forstår. Der kan være et utal af argumenter og årsager til at vi måtte mene, at den og den ikke fortjener at blive elsket eller behandlet ordentligt.
Og når alt kommer til alt, har vi ret til at dømme?

Og har vi ret til at tage kærlighed, accept og forståelse væk fra nogen, som vi ikke synes er elskelige?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

– forslag til salmer: 31 69 365 – 506 521 570

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

Leave a Reply