Skal vi opfatte os selv som “syndere” eller blot “nogle, der opfører sig forkert”?

Spørgsmålet er retorisk og skal ikke tales bogstaveligt. Men stilles skal det spørgsmål alligevel. Anledningen til det spørgsmål er foranlediget af den nyeste oversættelse af dagens evangelium (Trejde Søndag efter Trinitatis, anden række) fra den episke lignelse om den fortabte søn.

Skal den fortabte søn nu med den nye oversættelse sige: ”…jeg har opført mig forkert både over for dig og over for Gud.” eller skal han sige ”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig”? (den autoriserede 1992 oversættelse)

Er den fortabte søn blot én, der har gjort noget forkert overfor Gud og mennesker eller er han at forstå som en synder? Det er naturligvis det helt store spørgsmål, ikke mindst i en tid som vores, hvor vi gerne vil gøre os til, stille os frem, være perfekte. I en tid hvor vi ikke bryder os om at blive fremstillet som uperfekte, fulde af fejl. Aldrig har vel så mange gjort så meget ud af at tage sig godt ud, på Facebook, på Tinder, på Instagram osv. Og aldrig har vel så mange gjort så meget ud af at være politisk korrekt, ikke sige noget forkert. Og aldrig har vel så mange talt om en forkert og rigtig måde at være menneske på, i forhold til at tage sig godt ud?

Men desværre er spørgsmålet om denne bevægelse ikke risikerer at blive en ny vildfarelse for det moderne menneske, hvis det alene kommer til at handle om, hvad det menneske selv kan gøre/skal gøre af rigtigt og forkert? Det er jeg bange for. Det er og vil være skruen uden ende. Aldrig vil det blive godt nok. Selv en Johannes Døber skikkelse (Skt. Hans var det i torsdags) som lever som asket (afholdende), spiser biers honning og går i kamelulds klæ’r, selv han afsatte et klimaaftryk, selv han var ikke perfekt, men blot et menneske – med mange positive intentioner ja vel – men dog alligevel fuld af fejl.

Og er det at være fuld af fejl – og samtidig være elsket og god nok (på trods) – ikke netop det som er hele befrielsen ved at være et kristent menneske? Vi er og skal ikke være fejlfrie og/eller perfekte. Vi skal ikke gøre os til for hinanden, for at fortjene kærlighed fra Gud, men vi er elsket som vi er – uanset hvor banalt end det lyder. Som Guds kære og elskede børn er vi at forstå, som den fortabte søn i lignelsen med faren med de to sønner.

Der ligger netop en enorm erkendelse og frihed i det kristne budskab om at være en synder. Det er sådan det er. Sådan er vi mennesker. Og vi udvikler os ikke og bliver heller ikke bedre med tiden eller alderen, men vil altid forblive syndere, så længe vi trækker vejret og uanset hvor meget vi end anstrenger os, kan det ikke blive godt nok til at fortjene Guds kærlighed.

Det befriende budskab er, at Gud elsker os som vi er. Vi skal ikke fortjene Guds kærlighed. Vi skal blot modtage Guds tilbud og accept kvit og frit – gratis som det hedder på latin. Vores kirkes reformator Luther gør en stor sag ud af at enhver af os er både synder og retfærdig. (simul justus et peccator).

Så selvom vi som mennesker er fulde af fejl er vi dog stadig elskede og accepterede som vi er – med alt det vi kommer med.

Det kristne menneskes frihed består netop i at være elsket, ikke fordi man har gjort sig til for Gud eller mennesker, men blot fordi Gud har elsket os først og skænket os friheden i troen på Jesus Kristus som verdens frelser.

Det kristne menneskes frihed kommer ikke af lovgerninger. Heri adskiller kristendommen sig fra både jødedom og islam. Det kristne menneske skal altså ikke spise sig til at blive frelst. Det kristne menneske skal ikke klæde sig i rette klær for at blive frelst. I kristendommen er der ikke en facitliste, man skal slå op i eller følge.

Derfor giver det netop ingen mening at oversætte den fortabte søns ord med ”opført mig forkert”, for det leder tankerne hen på gerningsretfærdighed, hvis den søn kunne gøre noget rigtigt, så at hans far elskede ham (for det).

Kærlighed i kristen forstand er nemlig ikke at være elsket for det man gør (eller ikke gør), men kærlighed i kristen forstand er at være elsket, ligesom en far, der elsker sine sønner – uanset hvad.

Selv den uvorne og uperfekte søn, elsker den far lige så højt som den ”perfekte” og ”korrekte” søn, der altid har gjort hvad hans far har bedt ham om.

Og det glædelige budskab til denne søndag er naturligvis, at ligesom den far med de to sønner elskede dem lige højt, og ubetinget, vil Gudfader i himlene altså også elske enhver af os, så længe vi altså vil forlade os på troen på hans elskede søn, som han sendte til verden, ikke for at fordømme, men for at frelse verden. (Johannesevangeliet frit gengivet)

Disclaimer:

Naturligvis er det kristne menneskes frihed ikke carte blanche til at gøre ondt mod andre, frivolitet eller libertinisme, se tidligere artikel herinde “Frit land?”

Og Bibelselskabets nyoversættelse “Bibelen 2020” (Det Danske Bibelselskab, København 2020 ©) skal under alle omstændigheder og i enhver form hilses velkommen, al den stund man gør det forsøg at åbne skriften og evangelierne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst Luther og senere vores danske salmedigter og teolog og præst Grundtvig, der arbejdede med at bringe evangelierne ud på modersmålet til hele folket (desværre er det sidste den dag i dag en umulighed i resten af den uoplyste verden)

Asser Skude 2022 ©

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *