Prædikenvejledning til 8. søndag efter Trinitatis 2022

Evangelium
Jesus sagde: “Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.” Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Matthæusevangelisten, kapitel 7, vers 22-29

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken til udendørs Bellahøjmesse kl. 10.30 søndag den 7. august 2022 i Brønshøj parken (overfor Bellahøj kirke)

Dagens evangelium udgør sidste og afsluttende del af Jesu såkaldte Bjergprædiken. Og lignelsen om de to typer husbyggere bliver derved Jesu afsluttende kommentar til de skarer, som er samlet for at høre hans forkyndelse: For de, som ikke ved det, er Jesu Bjergprædiken kulminationen af hans forkyndelse. I Bjergprædikenen stilles tingene skarpt overfor hinanden: Tilhørerne forventes at vælge imellem at følge Jesu forkyndelse eller det modsatte. Tilhørerne forventes at vælge imellem den rette vej, som fører til Gud eller at vælge den vej, som fører til fortabelse.

Der er naturligvis lagt op til at tilhørerne selv foretager det rigtige valg. Der ligger implicit en forventning om, at tilhørerne selv skal reagere på Jesu forkyndelse og følge hans ord. Sådan forventes det også af os, som hører dagens evangelium.

Dagens evangelium består af to dele: Første del er advarslen imod hyklerne. Den advarsel begyndte allerede i de forudgående vers – nemlig advarslen om de falske profeter, de, der kommer i fåreklæ’r, men indeni er som glubske ulve: De, som skal kendes på deres frugter eller mangel på samme, ligesom et dårligt træ kendes på dets dårlige frugt og et godt træ på dets gode frugt. Dernæst advares imod de, der snakker om Guds vilje, og det bliver ved snakken, og der er ingen handling bag, også de skal på den sidste dag afvises og få deres dom.

Anden del af dagens evangelium er lignelsen om de to typer husbyggere. Den vise er den, der bygger sit liv på den sikre grund. Det er den person, som efter at have hørt Guds ord, bygger sit liv på Jesu forkyndelse og følger hans ord. Den, der hører lignelsen og ikke handler derefter, er som tåben, der bygger sit hus på sand. Hvem anden end en tåbe vil bygge sit liv på noget så uholdbart? Ve derfor den tåbe, for hans hus skal ikke stå, når der kommer storm, og bølgerne går højt. Hans hus skal falde.

Når Jesus fortæller lignelsen om de to husbyggere som sidste og afsluttende del af sin bjergprædiken, så er det fordi denne lignelse opsummerer hele indholdet i hans forkyndelse: Hvilke værdier skal vi bygge vores liv på? Hvad skal vi stille op med os selv og livet oh hinanden? Hvordan skal vi bære os ad – i forhold til Gud og næsten?

Ingen tvivl om, at livet er svært til tider og kan være en stor mundfuld. Og intet liv vil blive levet uden storme eller høj bølgegang. Og livet er ikke noget, som man kan melde sig ud af eller blive fritaget for. Ja, selv de der i ulykke og desperation forsøger at gøre ende på deres dage, løser derved ingenting. Livet er skænket os, og livet skal leves sådan. Livet må intet menneske forsøge at afslutte – hverken for sig selv eller for andre. På godt og ondt vil det levede liv få konsekvenser: Og der vil komme storme, før eller siden, som vil prøve at vælte os om kuld.

Og måske er det under modgang i livet, at vi erfarer, hvor skrøbeligt livet er, og hvor sårbare vi er. I de situationer, hvor vi ligefrem må kæmpe for livet og det, vi tror på og fastholde det, i de øjeblikke vil det måske vise sig, om vi har det mod, der skal til for at kæmpe for vores værdier, tro, håb og kærlighed? Og når det kommer dertil, tør vi så vove at sætte vores liv ind på det, vi tror på? Tør vi kæmpe til den bitre ende? Og forholder det sig i virkeligheden sådan, at det først er, når vi kæmper for noget, at vores liv bliver noget værd?

Søren Kierkegaard siger: “At vove er at miste – fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste livet.” At turde bygge sit liv på værdier, der er holdbare og sande er ikke let – ikke desto mindre er dette det eneste rigtige at gøre. Livet er ikke noget, man kan undslippe sig, og der er ingen halve eller letkøbte sandheder, som ikke står for fald, når der kommer modgang. Livet er en alvorlig sag. Derfor bliver lignelsen om de to husbyggere en tydelig afslutning og kommentar på hele bjergprædiken: Hvorledes vi indretter vores liv, er en ganske afgørende sag. Bygger vi vores liv op på et falsk fundament, vil det briste – før eller siden.

Det er vel også en livserfaring, som ethvert ældre menneske kan tale med om: At leve er at have nogle bestemte grundværdier og at turde kæmpe for det, som man tror på. Den generation, som oplevede Anden Verdenskrig lærte kun alt for godt, at de værdier vores samfund er bygget op på, hurtigt kan bringes til fald: Demokrati, retssikkerhed, fri presse mm. må ikke betragtes som goder, der er altid vil bestå uanset krig og terror. Det er værdier, som er sårbare og som hurtigt kan trues. Det er værdier, der skal kæmpes for, og som der ikke kan gives køb på.

Det er afgørende at vi, som har visse grundlæggende værdier, nemlig det kristne livsgrundlag, også er villige til at kæmpe for og stå ved de værdier. I fredstid skal vi naturligvis ikke kæmpe fysisk med vold og magt. Vi skal kæmpe med forstand, pen og tale for disse værdier: kærlighed fremfor had, forståelse fremfor foragt, fællesskab fremfor isolation, barmhjertighed fremfor forråelse, retfærdighed fremfor uret, lighed fremfor ulighed. Så vi ikke glemmer, hvad vi lever for, og hvad vi lever af. At det, vi tror på, er det vi lever for. Og uden noget at tro på, dør vi vel? For da har vores liv vel ingen retning, da har vi intet at kæmpe for ej heller nogen kamp at udkæmpe længere?

Når Jesus i dagens evangelium advarer mod imod fromme ord, der ikke efterfølges af gerninger, er det for at understrege alvoren i sin forkyndelse. Jesus er derfor også nødt til at tage afstand fra dem, der ikke vil følge Guds love og forordninger. Guds bud og love er givet til mennesker som vejledning og rettesnor. Guds bud og love er givet til mennesker for at hjælpe dem til at opbygge et samfund, der sætter budet om kærlighed til Gud og næsten højest. Guds bud og love er givet for at hjælpe mennesket til at være en god samfundsborger og efterfølger af Guds ord. Det er det som Luther kalder lovens første brug.

Jesus tager afstand fra dem, som “udøver lovløshed”, i den græske oversættelse står der “ergazomenoi tæn anomian”. Det er ikke fordi Jesus er en ensidig nomist, der vil at loven skal overholdes for lovens skyld. Jesus er og bliver ikke en nidkær fortaler for overholdelse af loven – ene og alene for dens egen skyld. Loven er skænket af Gud – for at hjælpe mennesket til at elske næsten og Gud. Loven skal naturligvis indskærpes og søges efterlevet. Loven er ikke blot blødsøden støtte og vejledning, som mennesket kan diskutere og relativere, loven er bud fra himlene, som mennesket skal følge.

En anden sag er så, at mennesket ikke af egen kraft formår at opfylde loven: Deraf opstår det princip, som Luther kalder lovens anden brug. Stillet over for loven indser mennesket, at det ikke formår at opfylde loven og deraf peger loven indirekte på Kristus, som alene kan skænke mennesket frihed fra loven: Alene med Kristi mellemkomst sættes mennesket fri af lovens trældom og slaveri. Ved Kristi mellemkomst kan mennesket modtage det glædelige budskab og sandhed, at det er sat fri til at elske Gud og næsten – frit til at elske, tjene og adlyde Gud og næsten i trofast tjeneste og lydighed. Et liv kaldet til herliggørelse, som er lovens tredje brug. Et liv efter helliggørelse i Kristus, som ikke er syndigt og selvoptaget, men et liv fyldt med oprigtigt gode og kristelige gerninger, hvor mål og middel altid skal være at tjene Kristus og lade sige drive af Kristus.

Efter at have holdt sin bjergprædiken hører vi om skarernes reaktion: “Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge”. Vi hører om den særlige myndighed, som Jesus lærer med. En myndighed, som gør et stort indtryk på tilhørerne. Den myndighed, som Jesus har, har han naturligvis fra sin himmelske Fader, fra Gud, dels til at handle på Guds vegne, dels til at forkynde Gud ord. Ingen kan gøre som han, ingen kan tale som han, ingen kan lære som han. Hans lige findes ikke. Han er virkelig noget enestående. Det er det, som afspejler sig i tilhørernes reaktion på hans bjergprædiken.

Som antydet er Jesu bjergprædiken det mest grænsesprængende, der er givet til mennesker: Her forkyndes Guds rige og den radikalt nye situation, Guds søn bringer. Radikalt skal her ikke forstås som et politisk parti eller politisk intention. Historien viser – både i national og international sammenhæng, at de politikere, der har sagt de ville skabe nye verdensordner og indsætte en nye dagsorden med radikale reformer – deres politik er alt for ofte kuldsejlet, endda før, de fik begyndt.

Guds søn indstiftede ikke et politisk parti i sin forkyndelse eller i sin bjergprædiken, alligevel bringer Guds søn en ny verdensorden. Han bragte ikke reformer af livsstil eller moralsk forbedring hos mennesker. Han bragte ikke fromhedsreformer eller gerningsretfærdighed. Det, han bringer, skænker han mennesker gratis. Gratis er det modsatte af fortjeneste. Han indsætter et rige, som ikke er af denne verden, men som dog er i verden. Det rige skal bryde igennem, men er endnu ikke brudt helt igennem, så man kan sige: “dér er det” eller “dér er det ikke”. Det rige giver han mennesker del i. Han er selv begyndelsen, vejen og målet i det rige.

Det rige, som er Guds ubetingede kærlighed og nådige frelse til mennesker. I Jesus Kristus meddeler Gud sig helt og udelt med sin egen kærlighed, sit eget liv og blod, som han ikke sparer for mennesker. Tilmed går Guds søn i døden for at redde menneskers liv. Og han opstår fra døden. Hans forkyndelse, liv og gerning for menneskers skyld er langt mere end politik, livsstil og levemåde, det er Guds ubetingede kærlighed og Guds nådige forladelse af arme syndere.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 350 267 348 – 501 778 333

– 2008 © Asser Skude, redigeret siden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *