Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Ikke-kategoriseret

Prædikenforberedelse 11. s. e. Trinitatis 2022

Evangelium
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Lukasevangeliet, kapitel 7, vers 36-50

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 28. august 2022 i Bellahøj kirke

– Kvinden i Betania

Ifølge dagens evangelist Lukas er vi i Simon farisæerens hus. Og særligt en person stjæler rent ud sagt al opmærksomheden. På alle måder får denne kvinde hovedrollen i dagens evangelium. Hun er ikke inviteret. Alligevel kommer hun forbi og trænger sig på og afbryder mændenes selskab. Det er bestemt ikke velset – det er mod enhver skik og brug: Ingen kvinde må afbryde et mandeselskab. Og hvad værre er: Hun er “synderinde”, som der står i den tidligere oversættelse.

Det ord “synderinde” er naturligvis helt politisk ukorrekt at anvende idag, alligevel er det ren besked, for sådan så man på den kvinde. Som en ulækker og uren person, der ikke fortjente hverken Guds eller menneskers respekt eller kærlighed. Netop fordi ordet “synderinde” giver alle disse associationer er betegnelsen rammende. Derfor dækker det ord “synderinde” for at forstå, hvilken situation, den kvinde dagligt lever i – som prostitueret. Dag ud og dag ind er hun udsat for samfundets misbilligelse og ringeagt, både socialt og religiøst. Hun bliver betragtet som udskud – både i forhold til Gud og mennesker. Sådan – præcis sådan – må vi forestille os at selskabet ser hende – og ser ned på hende – da hun afbryder selskabet og gør sin entre.

Vi hører det ikke direkte – og dog ligger det mellem linjerne i dagens evangelium, at husets ejer – Simon farisæer – reagerer med foragt og vrede, da han ser denne kvinde. Om ikke andet er Simon nødt til at reagere, for han repræsenterer samfundets sociale og religiøse elite, farisæerne. Og det er helt klart brud på etikette for en farisæer at have besøg af en prostitueret i sit eget hjem.

Helt galt er det, at Jesus lader den prostituerede komme sig nær, og endda berøre sine fødder. Måske kan det lyde uskyldigt, men det er det ikke for jøder, der er opvokset med at betragte fødderne som noget af kroppens mest intime dele. Samtidig lader den prostituerede sine hænder, tårer og hår berøre Jesu fødder: Hendes privatsfære krydser Jesu privatsfære: Intimiteten er udtalt med hendes gerninger: Vask, berøring og salving.

Den prostituerede i Simons hus er langt ud over, hvad der går an. Nu forventer Simon måske, at Jesus smider kvinden på porten og undskylder, at han lod kvinden komme så tæt på sig. Det er lige præcis, hvad Jesus ikke gør. Som den eneste i selskabet er Jesus den, som ser og forstår kvinden. Som den eneste i selskabet ser Jesus ikke ned på kvinden, men han ser i hende alt det gode, hun vil ham og den kærlige gerning, hun gør mod ham.

Resolut sætter Jesus Simon på plads: Jesus fortæller Simon og selskabet, hvad der gør denne kvinde til noget særligt og enestående – og hvordan selskabet kunne lære af denne kvinde – og hendes gerninger. Jesus siger retorisk til Simon: “du gav mig ikke vand til mine fødder…Du gav mig ikke noget kys…Du salvede ikke mit hoved med olie”. Modsat kvinden som “har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår… hun [er] blevet ved at kysse mine fødder, siden jeg kom herind…hun har salvet mine fødder med olie.”

Til trods for kvinden har levet på kant med samfundets love og moral, så er det hende som elsker meget, mens Simon, den ansete farisæer, er den som ikke elsker meget. I sin iver for at holde en facade af pænhed og korrekthed har Simon farisæer tilsidesat det vigtigste bud af dem alle: Budet om at elske næsten. Simon er så optaget af sig selv, at han glemmer næsten, som han selv er skabt på lige vilkår med. Simon glemmer, at ethvert andet menneske er skabt i Guds billede – i Guds lighed – er velsignet af Gud. Simon glemmer, at ethvert menneske er elsket, umisteligt og værdifuldt i Guds øjne – uanset hvad andre måtte mene, tænke og sige. I sine naive forsøg på at opføre sig korrekt og dannet, ender Simon selv med at optræde ukærligt og uretfærdigt over for den prostituerede, som han fordømmer, og også optræder ukærligt over for Jesus, som er hans gæst, og som han forsømmer. Simon kommer ved sin opførsel til at fremstå som hovmodig og hyklerisk, netop som en farisæer, der er styret af frygten for ikke at være pæn og respektabel nok. Dermed optræder Simon både intolerant og fordomsfuldt – som moralisten.

Dagens evangelium er som sagt fra evangelisten Lukas. Også Matthæus og Markus (evangeliet til palmesøndag anden tekstrække) har deres version af beretningen om synderinden i Betania. Ifølge Matthæus og Markus finder begivenheden sted i Simon den Spedalskes hus – og ikke Simon farisæerens hus, som Lukas anfører.

Hos Matthæus og Markus hører vi om, at nogen kommer med den anklage imod kvinden, at hun ødsler en formue bort, ved at anvende den dyre alabast. En formue, som ellers kunne være givet til de fattige. Og Mattæus og Markus har Jesu afsluttende kommentar om, at “hun har salvet min legeme til min jordefærd…Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende….” Dette hører vi ikke noget om hos Lukas.

Hvad kan der ligge bag denne salving, som kvinden foretager. Hvad kan Jesus have ment med, at “hun har salvet mit legeme på forhånd”?

At salve nogen gjorde man f.eks. når man skulle vise en afdød person den sidste ære. Begravelsesskikken blandt jøderne i det første århundrede var, at man vaskede liget, klippede hår og negle, så det tog sig pænt ud – og for at det også skulle dufte godt, salvede man liget med velduftende olier, typisk aloe og myrra, og lagde man afdøde i et ligklæde og i en grav.

At kvinden på forhånd har salvet Jesus, bliver en handling, der varsler hans død og gravlæggelse. Med sin handling foregriber kvinden dermed påskens hændelser. Kvinden har indset, at Jesus er ved at gå sin død i møde. Resten af selskabet ser det ikke -ikke engang Jesu egne disciple synes at forstå det: Til trods for at Jesus og disciplene er på vej til påskefesten i Jerusalem, og de er ikke langt derfra, de er i Betania, kort vej derfra. Beretningen fra Betania er del af indledningen på lidelseshistorien og finder sted umiddelbart før den sidste nadver – ifølge Matthæus og Markus.

Den salve, som kvinden anvender, er noget ganske særligt. Ikke alene er den velduftende, den er også kostbar: Den koster en hel årsløn. Det er denne ekstravagance, der falder flere af de tilstedeværende for brystet. De bliver indigneret over, at kvinden ødsler en formue bort. En formue, som de mener kunne være brugt bedre, f.eks. på de fattige.

Som nævnt tager Jesus kvinden i forsvar imod de, der kritiserer hende, og Jesus siger, at hun faktisk allerede har gjort en god gerning. Og hvad da kan Jesus have ment med, at hun allerede havde gjort en god gerning? Jo, på den tid mente jøderne at der flere var typer af gode gerninger: Dels almisserne, som er pengegaver til fattige. Almisser svarer til vor tids donationer. Almisse er netop, hvad kvindens kritikere mener, hun i stedet burde have ydet med den lille formue, hun har spenderet på salven. Dels kærlighedsgerninger som kan rettes mod såvel fattige som rige, såvel mod levende som døde! Det er f.eks. en kærlighedsgerning at sørge for en afdøds begravelse! Kendetegnende for kærlighedsgerninger er, at de fordrer en særlig personlig indsats, modsat almissen. Kvindens handling i dagens evangelium er et eksempel på en særlig personlig indsats. Derved har hun udvist hengivenhed, og en god gerning, som rangerer højere end almisse.

Anklagerne imod kvinden er grundløse. Anklagerne om, at kvinden er ødsel og skødesløs, bliver gjort til skamme. Jesus forsvarer kvinden med ordene: “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning imod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid”, jf. Mark 14, 6 ff.

Kvinden i Betania handler forbilledligt. Med sin spontane kærlighedsgerning er hun mest retfærdige og hengivne af alle i selskabet. Selv Jesu disciple og Simon farisæer er ukærlige i deres tøven og resignation. De overser, at Jesus kun er hos dem i kort tid endnu og de skønner ikke på, at tiden er knap. I den forstand handler de uansvarligt og ødselt, for de opfører sig som om der er masser af tid.

I dagens evangelium byttes rollerne om, så kvinden, der til at begynde med ses ned på, til slut roses. Hun, som alle i starten betragter som uren, uretfærdig og synderinde, ender ud med at være den mest elskelige og forbilledlige. Og tilmed siger Jesus til hende: “Dine synder er tilgivet…Din tro har frelst dig… Gå bort med fred”

I den forstand er dagens budskab et evangelium: At enhver, som elsker meget og handler næstekærligt, ikke skal dømmes for sin fortid eller historie, men kaldes retfærdig og elsket: Den prostituerede ender op med at være den, som elsker Guds søn, hvor andre tøver. Og ingen kan vel være i tvivl om, at denne kvinde er elsket af Guds søn.

Sådan må evangeliet også gælde for os – vi der er syndere ligesom den kvinde – syndere i kraft af alle de gange, hvor vi ikke har elsket, men svigtet dem vi burde elske. Sådan må evangeliet gælde for os, at også vi kan blive sat fri til at elske ubetinget – ligesom den kvinde i Betania: Sådan at vi ikke er bundet af vores fortid og dårlige vaner, men sættes fri og gøres retfærdige ikraft af Guds søn, som giver os mod og håb til at elske ubetinget.

I håbet om at vi måtte gøre ligesom kvinden i Betania – sætte os ud over andres fordomme og foragt, give slip på fortiden og give os hen i kærlighed – både til Gud og næsten. I håbet om at vi allerede da, ligesom den kvinde i Betania, må tage imod den kærlighed og nærvær, som rækkes os sekund for sekund, ligesom det Guds rige, som venter os forude, og som allerede nu er ved at bryde igennem.

Og det glædelige er, at vi intet andet behøver foretage os end dette ene: At være åbne for at tage imod Guds søn, når han kommer til os, ligesom han kom den gang til kvinden i Betania. At han vil tage bolig hos os, ligesom han tog bolig dengang, uanset og på trods af at vi ikke har gjort os fortjent dertil – ligesom den kvinde i Betania. Selvom ingen regnede hende for noget, blev det ikke desto mindre hende, som mødte Guds søn, og han tog hende i forsvar og brugte hende som forbillede. Lad også dette kunne ske for os. Så også vi kan modtage hans velsignelse og ord på det evangelium: “Dine synder er tilgivet…Din tro har frelst dig…Gå med fred”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmeforslag: 3 355 – 151 320 522

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

Leave a Reply