Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Ikke-kategoriseret

“Gå bort med fred!”

Sådan står der i den nuværende autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992, Bibelselskabet © Lukas kapitel 7, vers 50.

Det er de afsluttende ord på morgendagens evangelium – om kvinden i Betania. Evangeliet 11. søndag efter Trinitatis.

Det er egentlig en ganske udmærket oversættelse af den oprindelige græske udgave (Nestle-Alands Novum Testamentum Graece) ”poreuou eis eirænæ”.

Derfor kan det undre, at Bibelselskabet i den nyeste oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020” vælger ”Du kan roligt gå hjem”.

Det kønne og episke begreb bag det klassiske danske ord ”fred” kommer af en årtusind lang jødisk tradition, og det er da også i den sammenhæng at ”fred” skal forstås, al den stund Jesus selv er jøde og jødisk opdraget og skolet.

At have fred med Gud og mennesker er et nøglebegreb i den jødiske tro. Selv da det første mord blandt mennesker er begået, slutter Gud fred med morderen, for så vidt at han (Kain) får et mærke på sin pande, så intet andet menneske må slå Kain ihjel.

I de ti bud er budet om ikke at slå ihjel også centralt, for uden denne fred og fordragelighed i samfundet, vil Guds orden gå til grunde. Mennesker skal ikke slå hinanden ihjel, for de er skabt i Guds billede. At slå ihjel er altså vold med den orden, Gud har skabt.

I fortællingen om fred og fredslutning mellem Gud og mennesker ligger samtidig den visdom, at mennesket ikke er perfekt, men gang på gang forbryder mennesket sig mod Guds orden og Guds skaberværk. Det er det, som det klassiske danske ord ”synd” dækker over. Mennesker gør og vil gøre forkerte ting, som skader både Gud og næsten. Det er naturligvis ikke rart at høre eller at blive mindet om, og det kan måske også virke som politisk ukorrekt at fastholde stædigt på at tale om at vi mennesker er ”syndere”. Men at lade som om mennesker ikke er ”syndere”, ville som forkynder af Guds ord, være en endnu større ”synd”, for det hører med til hele fortællingen om Gud og mennesker, at Gud er fuldkommen, og det er mennesker ikke.

Sandheden om os mennesker er at vi ikke kan skabe fred selv, hverken for os selv eller med os selv eller med Gud, men alene med Guds nåde kan det ske.

Samtidig er det dog et befriende budskab, at selvom mennesket ikke nogensinde kan og vil gøre det rigtige, så er mennesker elsket af Gud og mennesket skal elske næsten, fordi de også er skabt i Guds billede, skabt i kærlighed, til kærlighed, men dog altså ikke lig Gud (som er fuldkommen).

Når Bibelselskabet til morgendagens evangelium konsekvent undlader ordet ”synd” (mindst tre gange) og ordet ”fred” er det desværre en glidebane mod en areligiøs (dvs. ikke-religiøs, næsten ateistisk) oversættelse.

Den kvinde i Betania, som er dagens hovedperson, og som Jesus roser, hun er en ”synderinde”, sådan står der faktisk i den nuværende autoriserede oversættelse. At kalde hende en ”prostitueret” som ”Bibelen 2020” gør, er måske faktuelt korrekt nok, men det fjerner fokus fra det centrale, nemlig at kvinden har fjernet sig fra Gud, deri er det syndige. Om hun er prostitueret, tyv, løgner mm. er gudsforholdet underordnet.

Og netop at hun er ”synderinde” forbinder hende med enhver af os, som hører dagens evangelium, for også vi er ”syndere”. Det handler ikke om hvad vi gør og ikke gør, for så ville det være gerningsretfærdighed. Det handler ikke om hvorvidt vi kører for stærkt på motorvejen, opfører os klimavenligt, siger alle de politisk korrekte ting, nej det handler om, at vi uanset hvor meget og lidt vi gør, ikke kan gøre det godt nok og ikke vil gøre det godt nok. Vi er og bliver ”syndere”, ligesom den kvinde, som er evangeliets hovedperson.

Vi skal ikke tro os retfærdige, blot fordi vi ikke er prostituerede som hende. Nej vi er syndere alle og én, ingen er retfærdige, men vi er alle – allerede syndere – fra fødslen af.

Det springende punkt er derimod om vi er villige til at tage imod ham, som vil række os frelsen. Om vi vil gøre som den kvinde, som Jesus roser i morgendagens evangelium. Vil vi tage imod ham, som er kommet for at frelse os? Vil vi være ydmyge, taknemmelige og afvente hans nådige dom?

Det gjorde den kvinde i Betania. Og Jesus så hende som det Guds barn, hun var. Jesus så hende ikke som en prostitueret, og sådan vil Jesus heller ikke se på os, hvis vi kommer til ham, ydmygt, taknemmeligt, afventende og håbende. Så er det underordnet hvad vi kommer med. Så er det underordnet om vi har snydt i skat, ikke købt økologisk, kørt for stærkt, gjort karriere på andres bekostning osv.

Jesus tilbyder enhver, som kommer til ham sin fred. Det er en fred, som ikke handler om at gå i adstadigt tempo, men en fred, som betyder et håb om en fremtid hos Gud. En fred, som er en del af det rige, som Jesus allerede nu har indsat og som han vil fuldende, den dag han kommer igen, ikke for at dømme, men for at frelse enhver som tror på ham.

Derfor er ”Gå bort med fred!” langt mere håbefuldt, poetisk end det profane ”Du kan roligt gå hjem”.

Undskyld mig, det handler altså ikke om man bliver overfaldet på vej hjem i S-toget i nat, men det handler om en fred, som rækker ind i evigheden, hos Gud. En fred som hænger sammen med den gudbilledlighed, ethvert menneske er skabt med, uanset om det er mand, kvinde og uanset om det er woke, uanset hudfarve, uanset alder, uanset politisk holdning, uanset klimaforkæmper, uanset seksualitet, uanset kirkelig retning osv, der er håb for enhver synder, som af hjertet angrer og vil tage imod Guds fred og frelse.

Når det er sagt, er det forhold at alle mennesker er syndere, ligesom den synderinde i evangeliet, så er det naturligvis ingen undskyldning for ikke at opføre sig ordentligt i forhold til Gud og næsten.

I evangeliet til femte søndag efter Trinitatis gennemgår Jesus det femte bud om ikke at slå ihjel. Jesus siger: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

Jesus viser (ad absurdum) hvorledes den gamle lov gælder i alle livets forhold og ned til mindste detalje, således forstået at intet menneske formår at opfylde den gamle lov, end ikke den mest fromme og oprigtige farisæer eller skriftkloge: Jesus tager som eksempel den gamle lovs femte bud: Budet om ikke at slå ihjel. Det bud handler ikke om at undgå manddrab, for så er loven opfyldt.

Nej, siger Jesus, budet omfatter selv den mindste tanke og omtanke for vores næste, så blot tanken om at volde hinanden ondt eller påføre smerte er forkert og imod Lovens brug.
Loven forpligter og lovens bud forpligter den enkelte på oprigtighed og ydmyghed – både i forhold til Gud og næsten. Ingen kan følge loven uden at have forstand og hjerte med – og der er ingen genveje eller ingen nemme løsninger – andet end grundreglen, som Jesus selv giver et andet sted, nemlig det dobbelte kærlighedsbud: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din styrke og hele din sjæl – og din næste som dig selv!”

Således er der mere indeholdt i den gamle lov end man måske skulle tro. Tager vi det femte bud igen: Budet om ikke at slå ihjel, så er det altså langt mere omfattende end at undgå manddrab. Ifølge Luthers Lille Katekismus betyder det bud, at ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi al legemlig nød”.

For Luther har loven to funktioner, også kaldet lovens første og anden brug. Gud er subjekt i såvel første som anden brug: I lovens første brug opretholder Gud gennem øvrigheden ydre offentlig ro og orden, dvs. mennesket forsøger at holde budene, som Gud har givet. Dels forsøger mennesker at overholde budene af frygt for straf, dels i håb om belønning. Lovens første brug frelser ikke menneskene og forandrer ikke menneskers natur, loven skænker mennesket og samfundet grænser og tryghed: Et samfund, hvor ingen i fredstid behøver bekymre sig for sit liv.
Lovens anden brug handler om, at Gud trænger ind i menneskers samvittighed og afslører menneskers ufuldkommenhed, dvs. syndige natur. I fortvivlelse over ikke at kunne overholde loven føres menneskene til at sukke efter Guds nåde. Og her er det, at evangeliet om Guds søn, Jesus Kristus skal forkyndes: I kraft af Guds søn skænkes mennesket nåden ufortjent, på latin “gratis” – ikke ved menneskers velgerninger.

Sagt på en anden måde: Lovens anden brug gør mennesket opmærksom på dets syndige natur og dets rette plads i forhold til Gud: Mennesket vil ikke nogensinde gøre alt rigtigt og til rette tid – uanset om det menneske ønsker det nok så brændende eller ej. Det lader sig ikke gøre for mennesket at præstere tilstrækkeligt i forhold til loven. Mennesket er og bliver ufuldkomment. På denne vis er lovens anden brug: At hjælpe mennesket til at indse at det behøver Guds nådige hjælp

Disclaimer: Bibelselskabets nyoversættelse “Bibelen 2020” (Det Danske Bibelselskab, København 2020 ©) skal under alle omstændigheder og i enhver form hilses velkommen, al den stund man gør det forsøg at åbne skriften og evangelierne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst Luther og senere vores danske salmedigter og teolog og præst Grundtvig, der arbejdede med at bringe evangelierne ud på modersmålet til hele folket (desværre sker det sidste i alt for ringe omfang, ikke mindst på danske breddegrader, ikke fordi evangelierne er forbudt, men fordi de ikke oversættes og rækkes ud til alle danskere (som har andre modersmål end dansk), men måske værst af alt når vi taler den ganske verden, hvor de fleste ikke vestlige lande decideret forhindrer kristne evangelier i at blive rakt ud til mennesker, som dermed ikke kan høre budskabet om frelsen i Jesus Kristus)

Asser Skude 2022 ©

Leave a Reply