Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Ikke-kategoriseret

Prædikenvejledning til 12. s. e. Trinitatis 2022

Evangelium
Jesus sagde: “Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.” Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: “Mester, vi vil se dig gøre et tegn.” Men han svarede dem: “En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.”

Matthæusevangelisten, kapitel 12, vers 31-42

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for søndag den 4. september 2022

Det er svære anklager, Jesus kommer med i dagens evangelium. Umiddelbart er det vanskeligt at se det evangeliske og glædelige. For det er en sønderlemmende kritik, som Jesus retter. Imidlertid kommer Jesu anklager ikke ud af den blå luft: Forud for dagens evangelium har Jesus helbredt en stum og blind mand, hvorefter Jesus anklages for at have helbredt ved dæmonernes fyrste, Beelzebul og ikke ved Helligånden. Til det må Jesus tage til genmæle: “hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå? Og hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først da kan han plyndre hans hus.”

Jesu angreb er altså et modangreb og skal forstås på baggrund af, at han selv anklages for at være djævelens håndlanger. Derfor er han også nødt til at slå fast umiddelbart før dagens evangelium: “Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.” For Jesus er Guds søn, og Jesus forkynder Guds rige og helbreder med fuldmagt fra Gudfader og med Guds ånd. Jesus er nødt til at trække en streg i sandet. Som den Guds søn han er, er han nødt til holde fast på, at han er Guds søn og handler på sin himmelske fars vegne.

Når Jesus i dagens evangelium helt direkte advarer imod bespottelse af Helligånden, så er det i virkeligheden også en advarsel til de, som ikke tror på ham som Guds søn. De, som anklager Jesus for at være falskner og dæmonbesat, anklager i virkeligheden samtidig ham for ikke at være Guds søn. Dermed er det en advarsel til hans kritikere om, at hvis de ikke tror på ham som Guds søn, vil være værst for dem selv: For hvem skal frelse dem, som ikke tror, hvis ikke Guds søn? Og hvem skal række dem evigt liv, som ikke tror, hvis ikke Guds søn?

Troen på Jesus Kristus som Guds søn er det, som vi i vores evangelisk-lutherske tro bekender os til og tror og håber på. Hvis ikke Guds søn skal skænke frelse fra fortabelsen og række evigt liv, hvem skal? Hvad skulle meningen være med at frelse de, som ikke tror og skænke dem evigt liv? Er det ikke netop alene troen alene, som retfærdiggør? Hvis nogen skulle bortkaste troen og håbet på ham som Guds søn, som frelser og forløser, hvad er da tilbage at tro og håbe på? Som apostlen Paulus siger i sit første Korintherbrev, kapitel 15, vers 13ff: “Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.”

Apostlen Paulus gør ret i, at den kristne tro er sårbar og kan forekomme ynkværdig set med verdens øjne. Men det er ikke ensbetydende med at kristne behøver opgive trosgrundlaget: Troen på Guds søn, dødes opstandelse, frelse og et evigt liv. Troen skal ikke være forgæves, slet ikke. For ligesom Kristus er opstået, skal også døde opstå. Og ved en opstandelse, der ligner Hans.

Troen er og bliver den afgørende størrelse, om end kritikerne gør nar af den og undervurderer dens virkning. Men undervurderes bør troen ikke, ej heller bekendelsen af Guds søn. Apostlen Paulus siger i Rombrevet kapitel 10: “For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses”

Til de, som tvivler på at troen og den mundtlige bekendelse af Guds søn ikke er afgørende, taler apostlen Jakob. Jakob gør opmærksom på, at selv den lille tunge i menneskets krop har stor indflydelse på hele legemet. Trods sin ringe størrelse kan tungen have en stor magt: “Tænk også på, at skibene, der er så store og tilmed drives frem af hårde vinde, styres af et ganske lille ror, hvorhen styrmanden vil, på samme måde er tungen kun en lille legemsdel, men kan prale af stor magt. Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; også tungen er en ild.”

I beretningen om Helligåndens komme til apostlene Pinsedag, Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 1 ff. fortælles, at “tunger som af ild satte sig på dem”. Ofte er Helligånden afbilledet som ildtunger, der sætter på mennesker. Som Helligånden satte sig på de apostle dengang, vil Ånden også kunne sætte sig på os og meddele sig til os. Der er en sammenhæng mellem tunge og ild samt tro og ånd. De er magtfulde størrelser, til trods for, at de til at begynde med er små: En lille gnist kan flamme op og sætte store skove i brand. Sådan kan også troen og bekendelsen af Guds søn. Troen på ham kan tage begyndelse i det små: Det lille ord om ham kommer gennem øret går ind og undfanger troen. I de første århundreder i vor tidsregning betragtede man troens undfangelse ligesom et lille menneskelivs undfangelse i moders skød: Som et frø, der sås og slår rødder og spirer og vokser sig stort i det indre menneske.

Sådan er det også med de ord, som bæres frem af menneskets tunge. Et enkelt ord kan få stor betydning. Derfor gør apostlen Jakob ret i sine betragtninger: En tunge er et virksomt instrument, der ikke bør undervurderes, men anvendes med omtanke og forsigtighed: Derfor maner epistlen til at mennesket tager sig i agt, hvordan det bruger sin tunge. Og ikke alle måder er lige hensigtsmæssige: “Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vores lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede. For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på fædre med sin ondskab og fuld af dødbringende gift, med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede, fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.”

Hvad apostlen Jakob skrev for to tusinde siden, kan nok ikke siges bedre eller mere præcist: For menneskets tunge kan bruges som en knivsæg: En tunge kan være skarp, dødbringende farlig, besnærende, lokkende, dragende på samme ting: Ord kan være som det blødeste silke og dog farlige: På en og samme tid smukke og velvalgte, men også den ondeste gift. Selv små og undseelige bemærkninger kan lave dybe sår i menneskets sjæl, som ikke vil hele. Små ord kan trænge ind bag det stærkeste bryst, ligesom de mindste og dødelige giftpile. Selv små ord kan vælte mægtige herskere og riger. Apostlen Jakob opfordrer til besindighed og omtanke, når mennesket bruger sin tunge: En giftig tunge vil forpeste andres liv, men også det menneskes liv.

Man siger også, at “hvad hjertet er fuldt af løber munden over med”. Det mundhæld stammer fra dagens evangelium ifølge Matthæus: “For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” Men det vigtigste er faktisk fortsættelse: “Et godt menneske tager gode ting frem at sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting fra at sit onde forråd.”

Heri ligger det dybe indsigt fra evangelisten Mattæus: De onde ting, som en tunge kan frembringe, kommer jo ikke ud af det blå. De onde ting, som mennesket siger, kommer et sted fra. De onde ting, mennesket siger kommer fra menneskets inderste; hjerte og tanker. Apostlen Jakob har ret, når han siger, at onde ting, som menneskers tunge løber over med, det kan intet menneske tæmme. Som man siger kan man “tale over sig”, “tungen løbe over med én” og det er oftest hvad som sker, når vi siger onde ting om andre. Det sker når vi mister kontrollen over os selv, før eller siden løber det ene eller det andet over med os, før eller siden, udsat for pres, stress, svigt osv. kan vi ikke styre, det vi gør eller siger, og slet ikke hvad vi tænker. Som Jakob siger: “I ved, at vi får en særlig hård dom. Alle begår vi mange fejl. Hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme”. Men hvem kan sige, de kan tøjle deres ord, deres inderste tanker og følelser fra deres dybeste sted i deres hjerte? Hvem er så fejlfri, at han eller hun vil stille sig op og hævde at være uden ondskab og svig?

For sandheden om os mennesker er, at vi har en hang til det onde og ikke er i stand til at tøjle det onde ved egen kraft. Tag f.eks. når ondskaben hos et menneske forstærkes af jalousi, vrede og had. En ondskab, som vil tage fra andre, hvad det menneske ikke selv har, griskhed, en ondskab som vil sætte mennesket selv højere end næsten. Ondskab findes hos mennesket i mange afskygninger, og netop derfor har mennesket brug for at blive gjort sig det klart, at det ikke magter meget ved egen kraft. Derfor har mennesket brug for at blive sat på plads. Mennesket kan ikke skabe fred og fordragelighed ved egen kraft, men behøver hjælp udefra. Mennesket behøver det overskud, som er Guds og som ikke dets eget. Det overskud som kan sætte mennesket ind i dets rette sammenhæng, det overskud som vil kærlighed, fred og glæde.

Det overskud har alene Gud. Alene ved Guds hjælp og retledet af Guds magt, skal mennesker tøjle deres ondskab, så mennesket sættes i det rette forhold til Gud og næsten: Mennesket er skabt i kærlighed af Gud. Mennesket er skabt til kærlighed. Og når mennesket lever ud af kærlighed til andre mennesker, så skinner det menneskes gudbilledlighed igennem. Derved bliver mennesket lig Gud, nemlig når mennesket elsker og er elsket, og derved kommer mennesket tættest på at leve, som Gud havde tænkt det.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer 5 42 376 – 578 613 658

– Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

Leave a Reply