Dejligt er det at se så mange – ikke mindst børn, men også voksne gå helhjertet ind i fejringen af Halloween i disse dage, og det er derfor også vigtigt at bruge denne anledning og situation til at holde sig klart, hvad er kristent og hvad er ikke.
Tankevækkende er det – når jeg ser på mine egne børn – at Halloween altså ved at overgå julen i popularitet. På børnenes folkeskole er der sat en hel dag af til Halloween fejring, når fritidsordningen åbner og pædagogerne inviterer til vandringer på kirkegården og i skolens kælder, som er forvandlet til en grotte med monstre, der ikke kan finde fred…
I vore dage er Halloween nok mest af alt farvet af den udgave, som vi har importeret fra USA, med græskar, udklædninger og børn, der render rundt til husdørene og truer med at skræmme, hvis ikke de får slik.
I vore dage skal Halloween nok blot ses i det lys, som en hyggelig måde at være sammen på, men dog lave skæg og ballade, både mellem børn og voksne. En anledning til at klæde sig ud, te sig tosset og spise en masse slik.
Men bag den oprindelige amerikanske Halloween ligger en meget gammel, og før kristen tradition, som bestemt ikke var hyggelig eller rar. I den såkaldte keltiske tradition (før vor tidsregning, i f.eks. Irland) troede man at netop på denne tid af året kunne de døde besøge de levende. Derfor måtte man – i den oprindelige hedenske tro – beskytte sig mod de døde, ved at skræmme de døde tilbage, hvor de kom fra eller undgå at blive ”taget” ved at narre dem, ved selv at klæde sig ud som en død.
Med kristendommen bliver synet på de døde anderledes positivt. I den kristne tro er håbet om, at (alle) de døde får fred og hvile hos Gud. At de ikke vil hjemsøge de levende. At de døde derimod har en positiv rolle for os levende.
I den kristne tradition bliver Alle Helgener fejringen til dage på året, hvor man mindes både de særlige (helgenerne) samt alle døde (alle ens kære man har mistet).
I vores protestantiske tradition (Luthers lille katekismus) omtales helgener netop som nogen der kan pege ud over sig selv og på Gud – for deres liv og gerninger. Helgener er dog ikke vejen til frelse, det er alene troen på Kristus, der ved sin død og gerning gav os adgang til evigt liv.
Således kunne man sige at Kristus, der selv måtte dø, netop ikke er at frygte, men snarere tværtimod skal takkes og lovprises for sin gerning for vores skyld. Gennem hans død er vores død nu ikke længere den endelige død, men en åbning til et evigt liv – idet vi håber og tror på en opstandelse til evigt liv.
Sådan bliver død (og døde) altså til noget positivt i den kristne tradition og ikke noget som længere skal frygtes, men en netop mulighed for at døden (forhåbentligt efter et langt og rigt liv) bringer os noget rart ”på den anden side”.
I mange kirker i det danske land tændes i denne og næste uge særligt mange levende lys. Det er ikke kun fordi, at vi går mod mørkere tider, ejheller at de mørke timer nu er flere end de lyse, men det skyldes, at man tænder lys for at mindes alle de kære, som man har mistet siden sidste år. Det er de såkaldte mindegudstjenester, som er blevet så populære og elsket mange steder. Her kan man mindes dem som ”tændte lys” for en selv, og man kan ære dem og håbe at man skal ”ses igen”.
I den forstand er døden (og de døde) i den kristne tradition blevet en anledning til at takke for den tid, de oplevelser, minder, nærvær osv. man har delt med de døde. I den forstand skal vi altså ikke frygte døden eller de døde, men tænke på, hvad de døde har gjort for os, og hvad vi kan tage med os videre. Indtil vi ”ses igen” ”på den anden side” i fred, kærlighed og glæde.
I det lys vil jeg ønske alle en velsignet Halloween!
Leave a Reply