Med februars komme går vi imod fastetiden. Fasten er tiden op til påske. Fasten handler om forventning til påsken.
Jeg læste tilfældigt et sted, at børn som oftest ikke har forventninger, men at voksne oftest har det. Det skulle efter sigende være derfor at voksne oftere bliver skuffede, mens børn til gengæld ikke gør. De har ingen forventninger, men tager blot imod – tillidsfuldt og afventende.
Det er netop denne form for afventen. Tillidsfuldt at håbe, som børn kan, sådan mener jeg, at forventning skal forstås.
Desværre synes jeg det moderne, voksne menneske har en anden tolkning af forventning
Som jeg oftest i dag hører moderne mennesker tale om forventning er det ikke noget positivt, jeg hører. Så associerer jeg i stedet til det moderne menneskes “forventningsafstemning”, og det er et af de ord i det danske sprog jeg bryder mig mindst om.
Desværre handler det meget om det moderne menneskes selvoptagethed og selvkredsen, alt det som det moderne menneske i sin iver efter at være effektiv og succesfuld forlanger og kræver af sine omgivelser, frem for tillidsfuldt at afvente og modtage.
Det glædelige og evangeliske og unikke særegne ved faste er netop det sidste, at et menneskes frihed kommer til en, skænket, og at enhver, som søger det og er åbent for det sker, også vil modtage det, men at forlange eller forvente det er det sidste man skal gøre.
At modtage kærligheden og friheden og retfærdigheden i at Guds søn kom til os skal forstås helt bogstaveligt, som når man modtager et andet menneske i kærligheden.
Det handler om at lukke sit hjerte op og lukke den anden ind, give plads til at tiden vil gøre den kærlighed mulig. Det skal nok komme – med tiden, det er sand afventen og forholdene sig til det som skal komme.
At ”elske” i kristen forstand kan have betydningen “at modtage”. Sådan er fastetiden. At være åben for at miraklet vil ske, at tiden vil bringe kærligheden, glæden og friheden til at møde det andet menneske og selv at blive modtaget som den man nu engang er.
Præcis sådan, som i et kærlighedsforhold, er Guds søn også sendt afsted til os, og kommet til os, for at modtage os, som dem vi nu engang er. Ikke perfekte mennesker, og dog allerede elsket og ventede dog ønskede, som vi er. Netop derfor behøver vi heller ikke gøre os til for ham, for han elsker os allerede som vi er, han har “købt hele pakken”
Omvendt modtager vi også ”hele pakken” med ham. Han kan komme helt ind i vores liv og helt tæt på og nærværende fordi han selv medbringer “pakken” og er “pakken” fra Gud, han er Gud og menneske på samme tid, netop derfor kan han bringe Gud nær i vores uperfekte og dødelige verden.
Bemærk, han er ikke kommet og kommer ikke fordi vi forventer det eller har den klare forventning til ham, om at han vil besøge os. Han kommer til os, fordi han kan og vil, netop som den der tager initiativet, netop for han allerede har elsket os først.
Det er for mig at se den sande version af faste og forventning.
Her er det så op til os at være tillidsfulde og åbne for at det vil ske, ligesom i kærligheden når to elskende finder sammen og møder hinanden.
Kærligheden er fremadrettet og skal findes i det som kommer, ifølge apostlen Paulus
© 2018 Asser Skude, redigeret siden
Leave a Reply