Giv Trumps plan for fred en chance

Debatindlæg bragt i JyllandsPosten debat, 18. april 2020.

Der er mange grunde til at anbefale den amerikanske præsident, Donald Trumps, fredsplan for Israel og Palæstina. Planen forsøger at række ud til begge parter. Ikke alene til palæstinenserne, men også til det Israel og jødiske folk, som gennem historien har været forfulgt og fordrevet og levet i flere århundreder i landflygtighed i den såkaldte diaspora.​

Selv om verdenssamfundet for præcis 100 år siden forsøgte at løse situationen for et stigende antal flygtninge, lykkedes det desværre ikke, og særligt efter Anden Verdenskrig stod det klart for mange, at man havde svigtet.

Den situation kunne – set i bagklogskabens lys – måske være undgået, hvis verdens nationer havde tiltrådt den såkaldte Balfourdeklaration af 1917 eller siden Folkeforbundets forsøg i 1920.

Først efter de grusomme tab af millioner af liv og efter nazismens fald stod det klart for de fleste, at der måtte findes en løsning og ikke mindst et land til det jødiske folk. Det skete gennem FN, og man tildelte det jødiske folk staten Israel i 1947. Lige siden har Israel arbejdet på diplomatiske relationer med en bred vifte af nationer og stater, selv lande, som den dag i dag ikke anerkender Israel.

Den nye plan for fred vil – frit citeret efter Jyllands-Posten – sikre, at ingen palæstinensere eller israelere vil blive tvunget til at flytte. Israel vil få lov at beholde bosættelser på Vestbredden, mens palæstinensernes territorium f.eks. bliver fordoblet. Samtidig vil Israel frede de områder, som ifølge planen kan blive en del af den palæstinensiske stat, og den palæstinensiske økonomi vil blive fordoblet, og der vil blive skabt en million nye arbejdspladser. Den palæstinensiske hovedstad bliver placeret i det østlige Jerusalem, hvor USA vil åbne en ambassade. Der vil ikke blive ændringer om Tempelbjerget, så alle parter vil også fremover have mulighed for at besøge al-Aqsa-moskéen.​

Måske burde vi som danskere og en nation, der vil arbejde på fred i verden, også se intentionen i Trumps plan og håbe, at det kan bane vejen for en fremtid, hvor palæstinensere og israelere bliver enige om en fælles vej mod fred og sameksistens.

Det er for mig at se prisværdigt, at en amerikansk præsident gør forsøget på at skabe fred i et af verdens brændpunkter – og netop på 100-året for Folkeforbundets forsøg. ​

Måske burde vi som danskere og en nation, der vil arbejde på fred i verden, også se intentionen i Trumps plan og håbe, at det kan bane vejen for en fremtid, hvor palæstinensere og israelere bliver enige om en fælles vej mod fred og sameksistens.

Kritik af 2020 oversættelse – “discipel” er blevet til “tilhænger”

Er du tilhænger eller discipel? (juni 2020)

Sådan kunne man retorisk spørge efter at have set oversættelsen af søndagens evangelium fra Lukas, kapitel 14, vers 25-35 som fremgår af den nyeste oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020.”  © Bibelselskabet. Her er betegnelsen ”discipel” blevet til ”tilhænger”.

Måske er det ikke så smart. For mig at se er en tilhænger f.eks. en der er tilhænger af et fodboldhold og medlem i en fanklub. En tilhænger er en, som har hægtet sig på et hold, men dog med mulighed for at forlade det hold – når der kommer modstand. Samtidig er en tilhænger også en der står på sidelinjen, og måske er højrøstet, men ikke selv kommer til at spille med på banen, endsige have boldkontakt.

Når man er Jesu discipel medfører det ofte konsekvenser, det koster blod sved og tårer og nogle gange endda i bogstavelig forstand. Jf. de opgørelser der viser at kristne stadig er den gruppe, som forfølges mest i verden – pga deres tro, forfølgelser der ikke sjældent ender med døden til følge.

Så galt går det naturligvis ikke for kristne i Danmark, men det gør en forskel for den enkelte at bekende sig til den kristne tro. En tro uden handlinger ville være en form for fribillet. og det er den kristne tro bestemt ikke.

Mange af de møder Jesus har med mennesker i evangelierne (f.eks. Zakæus) fortæller om ændringer, som det medfører for den person, som tager imod Jesus. Ofte omvender det menneske sig, ja det ligger i ordet, at den person bliver et nyt menneske. Ikke kun i kraft af nåden og frelsen som det menneske modtager kvit og frit – i kraft af troen alene. Men oftest fordi det menneske lægger sit liv om, finder nye veje at gå.

En kristen er ikke en opportunist, som går hen, alt efter hvilken vej vinden blæser. En kristen er en person som får skænket en ny begyndelse og dermed også vasket tavlen ren, og bliver sat fri til at begynde en ny livsbane.

At følge efter Jesus eller være Jesu discipel er ikke det samme som at være på fribillet, men det er også at kunne bruge sin sunde fornuft, intelligens, handlekraft, også når der kommer modstand og kampe. At være kristen handler også om at kunne sætte ind og stå op for grundværdier, som ingen anden tro kan matche: Integritet, frihed, fri tale, tolerance (naturligvis ikke mod intolerance).

Kort sagt at være kristen er også forudsætningen for at vi kan have de videst tænkelige frihedsgrader som nogen samfund har i verden. Netop fordi hver enkelt er sat fri i kraft af Guds nåde, men også forpligtet på et liv, der afspejler den frihed og kærlighed.

At være kristen eller discipel er også en der tør tage kampen op imod ufrihed, undertrykkelse, uvidenhed, indgreb i den personlige frihed. Det er ikke for ingenting at Luthers mest kendte skift har titlen ”Om et kristent menneskes frihed”

At være kristen er at være kaldet til en frihed, fordi man er sat fri og fri-halset (frelst fra døden) men også fordi man er kaldet til en kæmpe opgave og ansvar – uanset om man er læg, præst, provst, biskop. Enhver som er krøbet ud af dåben, må ikke give køb på det kald.

Kritik af 2020 oversættelse – hvorfor er ordet “Israel” fjernet?

Hvorfor ikke oversætte Israel med netop Israel? (juni 2020)

Når jeg på søndag, som er Trinitatis søndag, holder gudstjeneste og læser op fra Det Gamle Testamente i den nyeste oversættelse fra Esajas kapitel 49, vers 1-6 ifølge © Biblen 2020 fra Det Danske Bibelselskab, synes jeg at konstatere at ”Israel” er gledet ud af oversættelsen. Jeg tænker det er en fejl, som for som jeg husker det fra min studietid, da jeg læste Det Gamle Testamente på det oprindelige jødiske sprog, hebræisk, stod netop lige præcis her hos Esajas ”Israel”.

I dag, som liturg, præst og forkynder på søndag især når jeg læser op fra Esajas bog giver det også netop mening med ”Israel” som det udvalgte folk i forhold til evangeliet ifølge Matthæus, hvor vi hører, hvordan det nye udvalgte Guds folk skal være de kristne. Det nye Guds folk skal være alle de som lader sig døbe og som holder sig til Kristi lære og ord. Det nye Guds folk er kvalificeret i kraft af dåben og sakramenterne og Guds ånd, som pinsedag stiger ned og etablerer kirken, den forsamling og det fællesskab af troende.

Det nye Guds folk er netop i kraft af troen og ånden konstitueret – uanset tidligere baggrunde og kultur, mens f.eks. det første Guds folk var kvalificeret via deres historie, udvælgelse, kun jøderne. Man kunne også sige det sådan, at det gamle Israel og det gamle Guds folk var jøderne eksklusivt forbeholdt, mens det nye Guds folk er inkluderende og vender sig ud i mod hele den vide verden, på latin kaldet ”kat – holos”, altså ”for hele verden”.

Sagt på en anden måde: søndagens evangelium ifølge Matthæus er, at frelsen i Jesus Kristus rækkes ud til alverden, globalt og derfor er det nye Guds folk, læs: det nye Israel. Dermed er reference til det gamle Israel og det gamle Guds folk ikke ligegyldig, men vigtig på mange måder, både for at forstå den historiske sammenhæng, men også for at forstå den teologiske og frelsesmæssige (latin soteriologi)  sammenhæng mellem jøder og kristne, mellem det gamle og det nye Testamente, mellem lov og evangelium, kort sagt.

Det Gamle Testamente handler kort sagt om Guds folk, jøderne: Gud udvælger det folk og giver dem det forjættede land, Israel, hvor de bosætter sig. Den historie er flere tusinde år gammel og er en af de bedst bevidnede historiske bosættelser fra den tid. Navnet ”Israel” er det navn som jøderne får som en samlebetegnelse for at være Guds udvalgte folk, men samtidig bliver det også synonym med det geografiske område, som tæller bl.a. Jerusalem, hvor det jødiske Tempel, det eneste af sin slags i verden opføres. Alle omgivende templer er ”kun” synagoger, steder hvor man nok samles, men ikke at sammenligne med Templet i Jerusalem, som rummer det allerhelligste.

sognepræst Asser Skude, kandidat til det kommende bispevalg i Helsingør stift

Kilde: Artikel fra www.religion.dk  14. oktober 2008 https://www.religion.dk/sp%C3%B8rg-om-j%C3%B8dedom/navnet-israels-historie

”Navnet Israel stammer fra Første Mosebog, hvor Abrahams sønnesøn Jakob en nat kæmpede med en mand i ørkenen. På grund af mørket kunne Jakob ikke se, hvem han kæmpede med. Ingen af dem vandt rigtigt over den anden, men bagefter fik Jakob at vide, at det var Gud han havde kæmpet med. På de semitiske sprog – som både hebraisk og arabisk tilhører – betyder “El” Gud. “Isra” har flere betydninger, men en af dem er “at kæmpe”. Isra-El er altså ham, der har kæmpet med Gud. Da jøderne nedstammer fra Jakob / Israel bliver de gennem resten af Biblen blandt andet kaldt israelitter.

Desuden var der fra 900-tallet fvt. to jødiske kongedømmer i det område, som i dag er Israel og Palæstina, nemlig kongedømmerne Judæa og Israel. Israel blev erobret af Assyrerkongen Sargon II i 722 fvt., Judæa eksisterede frem til år 70 vt. (Det var den meget, meget korte udgave af historien!)

Når staten Israel hedder Israel i dag, skyldes det altså både, at det er et navn, som det jødiske folk har brugt om sig selv i over 3.000 år, og at der tidligere har eksisteret et kongedømme med det navn.”

Overvejelser forud for søndag den 6. september 2020

Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 20-28, evangelium til trettende søndag efter Trinitatis.

Dagens evangelium beskriver en situation umiddelbart før påskeugen i Jerusalem: Jesus har netop sat sine disciple ind i sin kommende skæbne; lidelse, død og opstandelse. Alligevel er det som om disciplene ikke kan fatte, hvad der er på færde: De forstår de ikke, at Guds egen søn skal gå grueligt meget igennem. Det som, Jesus har lært dem, er prellet af på dem: Han har lært dem, at livet er om at gå sin skæbne i møde og ikke forsøge at hytte sit eget på bekostning af andre. Alligevel optræder de to Zebedæussønner som om det er dem ganske ukendt: De tror åbenbart de kan skaffe sig fordele i Guds rige. De to Zebedæussønner har udset sig de to fornemste himmelske pladser, ved Guds søns side – en ved hans højre og en ved hans venstre side. Zebedæussønnerne er ret dristige, at de uden tøven insisterer på deres ambitiøse ønske. I deres iver tøver de heller ikke med at påstå, at de sagtens kan drikke af samme bæger som han, deres mester. Zebedæussønnerne sætter med andre ord ikke deres lys under en skæppe.

Egentligt er det ret menneskeligt, sådan som de to Zebedæussønner opfører sig. Hvor mange mennesker vil ikke gerne være have opmærksomhed og anerkendelse? Hvem vil ikke gerne høste frugterne af sin indsats og høste anerkendelse? Og hvem vil ikke gerne have belønning i himlen? Og hvilken forælder ønsker ikke, at deres børn skal klare sig godt og høste berømmelse? Dagens evangelium har sådanne hovedpersoner: To unge mænd, som gerne vil høste anerkendelse samt deres mor, som gerne ser hendes børn blive kendte og belønnet.

De to Zebedæussønner, Jakob og Johannes, afslører sig som ret menneskelige, når de fremkommer med deres ønsker. De handler og tænker som denne verdens børn: De har behov og bekymringer om deres fremtid og lykke. De to har endda en mor til at gå i brechen for dem. Og måske gør hun det ligefrem gerne? Og måske endda på eget initiativ? Og måske drevet af sin moderkærlighed nurser hun om sine sønner lige på kanten af hvad godt er – som en anden “helikopterforælder” :-).

Bag Zebedæussønnernes ønske om himmelsk anerkendelse gemmer sig en form for desperation. Ordet “desperat” kommer af det latinske tilsvarende ord, som betyder “uden håb”. De to Zebedæussønner må savne håb for deres fremtid siden de udfritter Guds søn om deres udkomme. Som Guds søns disciple har de ikke grund til at føle sig fortabte eller uden fremtid, alligevel opfører de sig sådan. Hvor tit har deres mester ikke vist dem kærlighed og trøstet og opmuntret dem?

Er de mon i tvivl om de er elsket? Er de mon i tvivl om, de er en del af fællesskabet? Hvordan kan det ellers være, at de higer sådan efter anerkendelse? Og hvorfor netop nu, hvor der er brug for sammenhold imellem disciplene? Det er ubelejligt, at de kommer med deres ønske lige netop nu, hvor discipel-fællesskabet er under pres og der er brug for at alle står skulder ved skulder. Jesus bruger sig selv som det gode eksempel: Han udøver ikke magt over dem eller nogen andre for magtens skyld, selvom han har magt til det. Tværtimod, han viser dem, at han, som er den mægtigste og største af dem alle, ofte tjener andre, frem for selv at lade sig tjene.

Jesus afviser de to Zebedæussønners ønske med, at den beslutning er op til hans himmelske fader. Jesus selv kan og vil ikke give nogle løfter om himmelsk belønning. Først nu træder de øvrige disciple i karakter: De øvrige disciple tager afstand fra Zebedæussønnerne og sætter dem på plads. Og Jesus lærer dem de berømte ord: “…den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl”

Det er meget menneskeligt, at Zebedæussønnerne siger og tænker, som de gør. Det er også nemt at genkende os selv i dem. Jesu disciple er hverken overmennesker eller supermænd, de er mennesker på godt og ondt, med fejl og mangler, med personlige behov og ønsker. Deres menneskelige egenskaber gør – for mig at se – at de er lettere at føle med og forstå, modsat hvis de havde været uden fejl.

Endnu engang er evangeliet om Guds søn og hans disciple hverken skønmaleri eller eventyr. Evangeliet er ukrukket, usentimentalt, virkelighedsnært og konkret: En skildring af situationer af disciplenes færden sammen med Guds søn: Vi hører disciplenes reaktioner, behov – både som venner, vidner, kammerater til Guds søn. Også i den forstand ser vi tydeligt at Guds søn lever og virker sammen med mennesker af kød og blod.

De mennesker kan Guds søn bruge. Til trods for deres mangler og fejl. For Guds søn ser hele tiden på potentialet i sine disciple. Guds søn ser på det mulige. Også her i dag, hvor vi hører, at to af dem stiller urimelige krav til ham. Alligevel bliver de ikke smidt på porten. I stedet bliver de sat på plads og ført tilbage i gruppen. Disciplenes sammenhold og loyalitet er det som skal bære igennem. Disciplenes styrke er det fællesskab, som rummer deres indbyrdes forskelle, fejl og mangler. På godt og ondt supplerer de hinanden og komplementerer hinanden: Det som den ene ikke har, har den anden osv.

Det fællesskab får de ikke lov at bryde ud af – hverken som i dag pga. ønske om at være bedre end de andre – og hverken ved – som det sker i påske – ved at prøve at stikke af fra gruppen, da de bliver bange og fortvivlede. De er bundet til Guds søn og det fællesskab – herfra og ind i evigheden. Uanset at de flere gange gør sig fortjent til at ryge ud af fællesskabet, opgiver Guds søn dem ikke. Selv ikke Peter opgives.


Selv han som svigter mest, opgives ikke: Langfredag, hvor Peter tre gange fornægter ham, selv han sendes ikke ud af fællesskabet: Guds søn svigter ikke, selvom Han selv svigtes. Sådan er Guds søn. Uanset hvor tarveligt Hans disciple end måtte opføre sig, og endda nægte at høre Ham til, så fornægter Han ikke dem. Tværtimod, Han strækker sin hånd ud mod dem, for at bringe dem tilbage i fællesskabet.

Man siger i daglig tale “det er menneskeligt at fejle”. De fleste glemmer fortsættelsen: “og guddommeligt at tilgive”. Den sidste sætning er den vigtigste. “Det er guddommeligt at tilgive”. Heri ligger visdommen. Apostlen Paulus siger det sådan: “Kærligheden er størst af alt, kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt… kærligheden hører aldrig op”, 1. Korintherbrev, kapitel 13. Kærlighed er netop hvad Guds søn magter. Med sin kærlighed kan han rumme disciplene, også selvom de svigter og ikke er perfekte. Guds søns kærlighed bygger bro over de svigt, som disciplene gør sig skyld i.

Alene Guds søn er i stand til at tilgive fuldt ud og elske fuldt ud – på trods af de svigt, som Guds søn udsættes for. Det er alene Guds søn, der kan elske, selv når Hans bedste venner fornægter, forråder og flygter fra ham. Alle som en svigter disciplene i påskeugen, der kommer. Alle som en bakker de ud – også selvom de er venner gennem de sidste år – og har gået sammen, sovet, spist, grædt og leet. Alle som en svigter de, da påskeugen kommer og Guds søn lider døden.

Når Guds søn kan udholde sine disciple, som svigter, forråder, fornægter, mon så ikke Guds søn også kan elske os, som også svigter og forråder? Mon ikke også Guds søn vil kunne rumme og elske os? Og mon ikke Guds søn alligevel vil skaffe os himmelsk sæde, både til de to Zebedæussønner og de øvrige disciple, og til enhver, som tror og bekender Guds søn som Frelser og Forløser?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 365 613 470 786

© 2020 Asser Skude

Religionsfriheden er også truet herhjemme

Der er intet så sundt for et samfund som at have borgere, der er optaget af den kristne tro. Men samtidig med, at kristne forfølges over hele verden, er vi heller ikke gået ram forbi herhjemme. Det er Folketinget nødt til at tale åbent om.

Religionsfriheden er herhjemme truet af kræfter, som ikke tolererer grundlovssikrede rettigheder som fri tanke, tale og skrift, herunder religionsfrihed. Arkivtegning: Rina Kjeldgaard

Det er nok ingen nyhed, at kristne både ifølge tidligere og nuværende opgørelser, ifølge www.opendoors.dk, er verdens mest forfulgte. I et flertal af verdens lande kan kristne ikke samles eller holde gudstjenester uden risiko for repressalier og forfølgelser i større eller mindre grad.

Det står altså ringe til med religionsfrihed i verden – og kristne er med andre ord dem, som betaler den højeste pris i den sammenhæng. Men min påstand er, at selv på danske breddegrader skal vi som kristne ikke tage religionsfrihed for givet.Det er skammeligt, at der findes magter og mennesker, der truer vores samfund i en sådan grad, at selv når en præst prædiker evangeliet for f.eks. Folketingets politikere, kan det ikke lade sig gøre uden massiv tilstedeværelse af sikkerhed.

Selv anno 2020 er religionsfriheden herhjemme truet af kræfter, som ikke tolererer grundlovssikrede rettigheder som fri tanke, tale og skrift, herunder religionsfrihed. Så når f.eks. Danmarks øverste parlamentariske organ, Folketinget, samles og åbner igen efter sommerferien og går til åbningsgudstjeneste, må tungt bevæbnet politi m.m. bevogte og potentielt være klar med skarpe skud for at forsvare angreb.

På den ene side er det glædeligt, at vi har et effektivt og kampklart politi og efterretningsfolk, som er i stand til at beskytte det danske folk og nationens grundlovssikrede rettigheder, og som ved eventuelle angreb på disse er i stand til at efterforske og forfølge potentielle krænkere.

På den anden side er det også begrædeligt, at det er kommet så vidt, at der i Danmark anno 2020 skal udformes terrorsikring af Folketing og andre statslige institutioner og monumenter, og det i en grad som det ikke er set før. Vores danske frihedsgrader og handlerum er under stigende pres – mere end nogensinde. Det er på alle måder en ulykkelig skæbne, der er overgået vores land.

Det hører med til folkekirkens opgave at påtale denne ulykkelige sandhed. Ikke mindst folkekirkens ledelse må samlet italesætte den ulykkelige sandhed. Det er skammeligt, at der findes magter og mennesker, der truer vores samfund i en sådan grad, at selv når en præst prædiker evangeliet for f.eks. Folketingets politikere, kan det ikke lade sig gøre uden massiv tilstedeværelse af sikkerhed før, under og efter.

For mig at se kan det kun tolkes som, at vores kristne forsamling og retten til at holde gudstjeneste er under pres. Herhjemme er presset størst mod de officielle gudstjenester med repræsentation af det offentlige Danmark. Måske fordi disse gudstjenester udefra tolkes som symboler på det danske kristne samfund og kristne frihedsværdier. Måske fordi disse kristne gudstjenester er en torn i øjet på samfund og magter, som ikke vil tolerere samme frihedsgrader for deres egne borgere – af frygt for den frihed, som er kendetegnende for de kristne frihedsgrader.

Hvordan kan det være, at de fleste lande i verden ikke tolererer kristne eller deres basale frihedsgrader, men i stedet forfølger dem, alene for det forhold, at de er kristne? Måske falder det magthavere og teokrater for brystet, den frihed, som der skænkes et menneske i kraft af troen på Jesus Kristus, som vores kristne kirkes reformator Luther taler om i ”Om et kristent menneskes frihed”. En frihed, som ikke ses eller findes i andre religioner eller andre måder at leve på. Et kristent menneskes frihed skænkes ufortjent, ikke efter indsats, ikke som en belønning, ikke efter personlige bedrifter eller nedarvede privilegier.

Måske er man i mange andre lande i verden bange for, hvilken betydning den kristne frihed vil få for landets borgere? Måske er man bange for, at den frihed, som sætter det kristne menneske fri, også vil skabe en forventning om et samfund med nye standarder for personlige frihedsgrader, frihed, fordi man er elsket, som den man er, og frihed til at kunne være den, man er.

Min påstand er, at samfund er bedst tjent med borgere, som er fredselskende, oplyste, demokratisk sindede, men som også er optaget af den kristne tro, som skænker dem en ny frihed ved at sætte dem fri – fri, fordi de er elsket, som de er, og fri til at elske andre – som sig selv.

Samtidig er det også min påstand, at netop kristne altid vil være optaget af at handle kærligt imod deres næste og omgivelser, ikke for at få belønning, eller for at det skal ses eller bemærkes, men netop fordi kristne tror på, at deres næste er skabt i Guds billede – ligesom de selv er.

JP DEBAT 5. august 2020

– veråb over Galilæas byer

Udkast til prædiken søndag den 16. august 2020, tiende søndag efter Trinitatis, Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 16-24




Dagens evangelium er en del af en klagesang, som Jesus kommer med: Mange lader til ikke at forstå, hvad der er i vente. En ny tid er på vej – med en ny lov, som skal skrives i menneskers hjerter. Alligevel er det som om, at mange hverken ser, hører eller forstår, det som sker: Johannes Døber er stået frem i ørkenen. Johannes Døber lever som en anden profet – i afholdenhed – som han vandrer rundt der i ørkenen – kun iklædt kameluld og spiser vilde biers honning – alt imens han prædiker omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Samtidig forbereder Døberen Jesu komme.

Jesus, der kommer efter Johannes, lever ikke asketisk ligesom Døberen: Jesus spiser og drikker ligesom enhver almindelig jøde: Jesus drikker både vin og spiser kød. Også det synes at falde mange for brystet, og man kalder ham “en frådser og en dranker”. Det en urimelig anklage, for hvis Han havde levet ligesom Johannes – asketisk – havde det også været galt. Det er som om, at uanset hvad både Jesus og Johannes gør, er det bare ikke godt nok. Og hvad værre er: Mange synes overhovedet ikke at tage sig af deres forkyndelse af Guds rige og omvendelsesdåb til syndernes forladelse og fortaber sig i stedet i ydre banaliteter.

Mange har tilsyneladende slet ikke øje for det, som Døberen og Jesus vil. Det er ligesom en stor offentlig hemmelighed: Døberen og Jesus er stået frem og har prædiket løs og gjort mange undere, og samtidig tager mange det ikke ind og omvender sig. Det er vanskeligt at forklare, hvordan to så fremtrædende skikkelser alligevel ikke får folk til at indse, hvem de i virkeligheden er. Måske skyldes det, at det stadig er skjult for mange, hvad gudsriget er og hvem Guds udsendte er. Og først når Guds søn er opstået fra de døde og kommer igen, da vil mange forstå at han er messias, Guds salvede og udsendte.

Fuldt berettiget er Jesus frustreret over den ligegyldighed og hårdhjertethed, som han selv og profeterne før ham er blevet mødt med: Det er som om, at forkyndelsen af Guds rige sker for døve øren. Derfor er det kommet så vidt, som vi hører i dagens evangelium: “Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: “Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda!”

Andre byer havde nok ladet sig omvende, hvis noget tilsvarende var sket hos dem, men ikke Betsajda og Korazin, siger Jesus. Derfor kommer Jesus med disse veråb. Måske har de færreste hørt om Betsajda og Korazin, to mindre byer i Galilæa. Og så nævner Jesus Kapernaum. Den by kender til gengæld de fleste. Kapernaum er den mest kendte by i Galilæa – pga. Jesus selv, der er en af tidens mest markante skikkelser: Jesus slår sig ned i byen efter Døberens død. Og i Kapernaum indleder Jesus på mange måder sin forkyndelse og virke. Kapernaum er på mange måder centrum for Jesu virke:

Kapernaum har ligget i den østlige del af Galilæa, og altså ved det den nordvestlige bred af Genezareth sø. Og det er også ved den side af Genezaret sø at Jesus kalder fiskerne Filip, Simon og Andreas til at blive menneskefiskere. De er måske fra Betsajda, som betyder “fiskerby”, kun 5 km. nord for Kapernaum. Og det er i Kapernaum, at Jesus helbreder Peters svigermor. Ifølge evangelisten Matthæus er det også her at Jesus helbreder en officers tjener – ved en såkaldt fjernhelbredelse, og lige efter, ifølge evangelisten Matthæus helbreder Jesus den lamme i Kapernaum, en af de mest spektakulære helbredelser af dem alle sammen: Så mange er stimlet om det hus, hvor Jesus opholder sig, at den lamme ikke kan bringes til Jesus – uden at de bærer ham over mennskemængden og ned gennem taget, ned til Jesus. Det er også i Kapernaum at Jesus kalder tolderen Matthæus, til discipel.

Selvom det ikke skorter på undere i Kapernaum sætter det tilsyneladende ikke byen på den anden ende. Det er vel også derfor Jesus indleder dagens evangelium med: “Denne slægt ligner børn, som sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke, vi sang klagesange, og I sørgede ikke”. Stort set alle i og omkring Galilæa og de byer, bl.a. Korazin, Betsajda og især Kapernaum har både hørt, set, oplevet så meget – med deres egne øjne og ører – og alligevel er det som om, de hændelser ikke har brændt sig fast på nethinden og er gået ind hos byens borgere. Det er som om Jesu undere og forkyndelse har været virkningsløs på mange. Kun få er kommet til tro.

Nu er det ikke for underholdningens skyld eller for at blive kendt, at Jesus gjorde og sagde, som han gjorde. Det er ikke bare for ingenting, alt det som er sket i de byer i Galilæa. Det er forståeligt Jesus er frustreret over den ringe modtagelse og den manglende reaktion: Og det gør det heller ikke lettere for Jesus, at Døberen kort forinden dagens evangelium er blevet kastet i fængsel, og Johannes har sendt bud med sine disciple for at spørge, om Jesus virkelig er den ventede Messias eller ej. Sagt på en anden måde: Selvsamme Johannes, som havde forkyndt for folket: “efter mig skal komme han som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem”, samme Johannes som har set himlene åbne sig ved Jesu dåb, tøver tilsyneladende på, at Jesus virkelig er Messias…

Netop fordi byerne og menneskene i Galilæa betyder så meget for Jesus, må han reagere. Netop fordi han har givet de byer så meget, gjort så meget, så er det noget særligt for ham. Derfor er det fatalt, ikke mindst for Kapernaum. Jesus siger direkte “i dødsriget skal du styrtes ned!” Fordi byen ikke har omvendt sig, kan Jesus ikke love, at det vil gå den tåleligere på dommens dag end den berygtede by Sodoma. De kyndige vil huske, at Sodoma i Det gamle Testamente bl.a. udstilles som gudsforladt og perverteret: Da Gud sender sine egne engle til byen, forsøger indbyggerne at voldtage de engle! Selv den dag i dag er Sodoma et ord som er belastet af de fortællinger fra biblen og ordet sodomi er blevet synonym med alt det onde, som mennesker kan finde på i alskens former for afstumpethed og åndsforladthed. Jesus slutter sin klage af og siger, at endda Sodoma ville have omvendt sig, hvis det samme var sket i der, som allerede er sket i Kapernaum. Kort sagt: Kapernaum har ikke kendt sin besøgelsestid.

Dagens veråb over Galilæas byer ligger ikke i tilfældig forlængelse efter sidste søndags evangelium fra Luk. 12,32-48, om den utro tjener, hvor Jesus siger at den tjener, som “kender sin herres vilje, men ikke har forberedet eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygt.” Galilæas havde være vidne til så meget, de byer burde om nogen kende til Guds vilje og have handlet derefter, og gør det de bare ikke, derfor er de byer ilde stedt.

I lignelsen om den utro tjener hørte vi, at “enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” De ord gælder ikke bare Galilæas byer og folk på Jesu tid, de ord gælder også os: Vi, der har hørt om Guds mægtige gerninger, vi som har fået kendskab til de hændelser, som er sket i Galilæa, af os skal der derfor kræves meget.

Måtte vi lære af de gerninger og af de ord, som Jesus forkyndte i de byer. Sådan vi ikke gør som de uforstandige og hårdhjertede borgere i Galilæa, som ikke ville lade sig omvende. Måtte vi omvende os og tro hans gerninger og ord. Måtte vi omvende os fra vores onde gerninger og veje og i stedet med hjerte, mund og hænder bekende, at han er Guds søn, som er kommet til os.

Selvom vi ikke har set med vores egne øjne eller hørt hans ord med egne ører, så måtte ordet om ham dog røre os, så vi kan tro at han er kommet til os, ligesom han kom til de byer i Galilæa. Ligesom han ikke er kommet til retfærdige, men lovbrydere, dengang han kom til Galilæa, er han også kommet til os. Han er kommet som et menneske af kød og blog og har spist og drukket iblandt almindelige mennesker. Han er kommet for at blive en af os, for at han kan møde os, der hvor vi er.

For kun ved at være en af os og møde os der hvor vi er, kan han frelse os. Og måske kan vi trøste os ved at “Kapernaum” ikke alene betyder “Naums by”, men også kan betyde “trøstens by”. Måtte vi finde trøst i håbet om, at Jesus er kommet til os – ligesom dengang han kom til Galilæas byer for at kalde de mennesker der. Måtte vi finde trøst i håbet om, at han vil skænke os vore synders nådige forladelse for at kalde os til retfærdighed, fred og glæde på den yderste dag.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

(Som supplement til kollekten  kan denne bøn benyttes)

Vi beder for, at du Gud, himmelske far, vil beskytte de udsatte, svage, som netop nu er truet af smitte og sygdom.

Vi sender vores varmeste tanker til dem, som er blevet alvorligt syge og er truet på livet.

Og vi sender vores varmeste tanker til dem, som er familie med dem, som er alvorligt syge.

Himmelske far, vær nær ved dem og os.

Kast os ikke ud i fortvivlelse eller desperation og mangel på tro på at Gud er med.

Styrk os i stedet på troen og håbet på at du, himmelske far, altid er med, selv når livet er truet og sygdom vil tage dem fra os som vi elsker.

Og vi, som er raske og sunde, må ikke glemme at takke dig for det liv, du har skænket os og dagligt rækker os.

Lad os taknemmeligt skønne på, hvad du nådigt skænker os. Lad os passe på hinanden, så krisen ikke bringer os længere væk fra hinanden, men at vores styrke, tro og udholdenhed må vokse.

Amen.

– forslag til salmer: 7 306 365 – 276 320 13

2020 © Asser Skude