Prædikenvejledning til 3. søndag efter påske, søndag den 25. april 2021

Evangelium
Jesus sagde: “En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: “Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?” De sagde altså: “Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.” Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: “I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”
Johannes evangelisten, kapitel 16, vers 16-22

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

– Den korte glæde

Både i dag og næste søndag er evangeliet – efter første tekstrække – fra evangelisten Johannes, kapitel 16. Imidlertid er der er byttet om på den oprindelige rækkefølge fra Johannes og til den rækkefølge, som vi møder i teksterrækken: Således udgør de første vers i Johannes kapitel 16 evangeliet til sjette søndag efter påske samt fjerde søndag efter påske, mens de efterfølgende vers hos Johannes kommer allerede i dag, tredje søndag efter påske og til sidst i kapitel 16 evangeliet til femte søndag efter påske.

Derfor kan det måske også forvirre menigheden, når der er byttet sådan rundt på rækkefølgen i forhold til den oprindelige rækkefølge: Næste søndags læsning fremstår ganske tydeligt som en introduktion til Talsmanden eller Ånden, som Jesus lover at sende til sine egne, når han selv er taget fra dem. Og dagens evangelium er så en forklaring af, hvad det betyder, at han tages fra dem en kort tid.

Hvis man ikke er sig dette bevidst på forhånd, kan dagens evangelium umiddelbart forekomme vanskeligt at forstå. Men ret beset er dagens evangelium imidlertid ganske enkelt og rummer ikke mange begivenheder eller temaer, som ikke allerede er slået an: Kort sagt handler dagens evangelium om den allersidste glæde, når han er taget fra sine egne, disciplene.

I dag taler Jesus til sine disciple om tre perioder:

Først den korte tid, hvor han endnu skal være hos dem.

Derpå den korte tid, hvor han skal opstå og vise sig for dem.

Til sidst den tid, hvor skal han gå til sin himmelske far.

Og det er i og for sig forståeligt, at når han dør om kort til, nemlig idet han udånder på korset Langfredag, skal hans disciple blive kede af det, og når han derefter opstår, Påskedag, skal hans disciple glæde sig, og han skal være sammen med dem i de fyrre dage, hvor han er sammen med dem efter sin opstandelse. Herefter skal ingen kunne tage deres glæde fra dem: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”.

Af indlysende grunde er dagens tema sorg og glæde, for hvem ville ikke sørge, hvis deres elskede var taget fra dem? Og tilsvarende: Hvem ville ikke glæde sig, hvis deres afdøde og elskede stik imod al forventning kom tilbage fra døden?

Og endnu mere, når nu den død, som han led på korset Langfredag, var så himmelråbende uretfærdig, og samtidig hverken naturlig eller forventelig: Ganske ung – med livet foran sig – med familie, venner og mange tilhængere omkring sig – kom Jesu død som et chok for hans nærmeste: Uforståeligt blev han taget fra dem. Hvorfor skulle nogen af hans venner eller familie forstå, at han skulle henrettes som en gemen forbryder? Og tilmed: Hvorfor skulle han hånes, tilsvines, piskes, tortureres, og tilmed lide den mest usle død, døden på et kors, som en anden samfundsfjende?

Hans død var og er ingen naturlig død, og dermed var hans bortgang hverken forudsigelig eller forventelig for hans nærmeste, herunder disciplene. Ikke underligt de var uforstående over for hans død, som var brutal og urimelig. Ingen af dem kunne forstå, hvorfor alle disse ondsindede anklager skulle rejses imod ham. Hvilken forbrydelse havde han gjort, at han allerede skulle dø inden påskeugen var omme?

Også selvom hans modstandere på kort tid i påskeugen havde sammenfattet et anklageskrift imod ham og havde vendt folkestemningen imod ham. Også selvom hans modstandere anklagede ham for Gudsbespottelse, så kom det alligevel som et chok for hans egne, at Han skulle dømmes til døden – ja døden på et kors – før påskeugen var omme.

Netop fordi hans død skulle komme så brat og uvirkeligt, måtte han i al hast forberede sine nærmeste på de kommende begivenheder: “En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.”

Først når alle påskens dramatiske begivenheder har fundet sted, vil det gå op for hans egne, hvad der er sket, og når han kommer igen, da skal deres sorg vendes til glæde, og han skal være sammen med dem igen og Jesus trøster og siger “ingen skal tage jeres glæde fra jer”.

Ligesom kvinden der efter fødslen glæder sig ved sit barn – og ikke husker tilbage på smerten ved fødslen, skal hans egne glæde sig ved hans genkomst – og ikke huske tilbage på den korte tid med smerte og savn, hvor han blev taget fra dem. Nej, deres glæde skal ingen tage fra dem og deres hjerter skal glæde sig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

forslag til salmer: 349 206 644 – 540 220 721

– Asser Skude 2009 ©, redigeret siden

Prædikenvejledning til anden søndag efter påske 2021

– Den gode hyrde

Ingen jøde på Jesu tid kunne vel være i tvivl om, hvad en hyrdes funktion var. Sådan forholder det sig nok ikke for en dansk menighed dags dato: Nogen forestiller sig vel, at hyrdens arbejde var hyggeligt og rart, men det var det langt fra: De eneste, der havde det hyggeligt og rart var dyrene, som døgnet rundt var beskyttet. For hyrden selv var det et ensomt og utaknemmeligt slid: Arbejde alle døgnets timer og i al slags vejr. Og bestemt ikke ufarligt arbejde for hyrden, der i sin søgen efter vand og græs til flokken, måtte forcere al slags terræn.

Og især farligt, når rovdyr angreb flokken, og hyrden måtte forsvare sin flok. Og hvis hyrden var daglejer og ikke selv ejer, måtte han personligt afregne med ejeren for tabet – medmindre han naturligvis kunne godtgøre at have kæmpet imod eller gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at forhindre tab.

Derfor var det vigtigt for hyrden med sin stok og stav at holde flokken fri af alle farer samt at holde sammen på ethvert dyr i flokken, sådan at flokken ikke blev spredt og eller forvildede sig væk. Og skete det alligevel og kom et dyr f.eks. til skade, skulle hyrden sørge for at det dyr blev hjulpet og forbundet.

Dermed havde hyrden samtidig funktion som læge for sin hjord. I dagens evangelium lægger Jesus trumf på og siger endda, at han vil sætte sit liv til for sin hjord. Han er ikke at sammenligne med nogen tilfældig hyrde eller daglejer, de kan regne med ham: Han vil ikke svigte eller lade nogen i stikken.

På mange måder anvender Jesus referencer til velkendte temaer fra jødernes bibel om Gud som den gode hyrde, der vil drage omsorg for sin hjord. Ved at anvende samme billede om sig selv som Gud i Salmernes Bog kapitel 23, lægger Jesus op til, at hans tilhængere kan have samme forventninger til ham: Han vil ikke skuffe dem, han vil drage omsorg for dem, lede dem ad rette stier, lindre dem og udfri dem fra al fare. Ved så åbenlyst at spille på den jødiske forventning fra Det Gamle Testamente til ham, som er den gode hyrde, bliver Jesu ord i dag en meget klar tydning af hvem han er: Han er vitterlig Gud, som er kommet for at være hyrde, beskytter og konge for sit folk.

Nærmest som den sagnomspundne kong David, der selv begyndte som hyrde, men som siden samlede sit folk under ét, stort og mægtigt rige. Dermed varsler Jesus, at han kommer som den nye David, den sande arving til kongedømmet, han der skal frelse sit folk. At Jesus er den gode hyrde betyder imidlertid ikke, at han på dumdristig vis ofrer sig selv eller bevidst søger hen imod sin egen død. Jesu liv er tværtimod gennemsyret af håb, glæde, medfølelse, kærlighed, troskab og venskab.

Og lige fra hans fødsel er der glæde og håb, på trods af han fødes af en fattig, ung, ugift mor – på trods af den onde kong Herodes efterstræber ham, før han overhovedet er født. Og allerede som stor dreng færdes han hjemmevant i Templet og siger her: “Jeg er min faders hus”. Også hans voksne liv er gennemsyret af alt det gode, som han deler med sine disciple og enhver, han møder på sin vej: Hvad enten han helbreder eller genopretter tabt liv. Om nogen vil han livet og kærligheden.

Vi, som kender påskens dramatiske hændelser, ved, at det var de religiøse ledere, som ønskede ham ombragt. De anklagede ham for gudsbespottelse. Ingen jøde måtte referere til sig selv som Guds søn, hverken dengang som nu. Selv den dag i dag kan de færreste jøder eller muslimer forstå, at Jesus skulle være Guds søn. At han vitterlig er Guds søn og ikke blot en mirakel-mager, viser ikke mindst påskens begivenheder. Her betaler han den ultimative pris: Med sin egen død går han som den gode hyrde i døden for at redde sin hjord. I hans fodspor skal hans tilhængere nu træde.

I hans fodspor kan de trygt vandre imod nye græsgange, hvor de ikke i evighed skal smage døden. Ikke for ingenting kaldes Han “hyrdernes hyrde”. “Pastor” eller hyrde over dem alle er alene han.

forslag til salmer: 12 51 663 – 168 662 664

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 Asser Skude ©

Efterskrift 2021
Jesu afsluttende ord i dagens evangelium: ”Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.” kan opfattes som at der gives plads til alle, og ikke vil blive gjort forskel, men alle skal samles under “én hjord, én hyrde”. Det kan lade sig gøre fordi det i den kristne tro ikke er afgørende for, hvad man kommer med at baggrund, historik, etnicitet, tro mm, men enhver der vil tro på Jesus Kristus som Guds søn vil kunne samles og inkluderes i fælleskabet og frelsen i Jesus Kristus – som Johannes evangelisten siger: ”for at den, der tror på Guds eneste søn, vil ikke blive dømt”, men blive frelst. 2020 Biblen, Bibelselskabet ©

Prædikenvejledning, første søndag efter påske 2021

– “Salige er de, som tror”

Hvorfor skal vi fejre gudstjeneste i dag? Det skal vi, fordi det er søndag. Den ugedag, hvor Jesus Kristus opstod fra graven. Og det er værd at fejre gudstjeneste på det grundlag. Igen og igen, søndag efter søndag. År ind og år ud. Og det har mennesker gjort lige siden – i snart totusinde år.

Sidste søndag – påskesøndag – hørte vi om den tomme grav, som kvinderne finder, da de kommer ud for at salve ham. Og en engel siger til dem: “Herren er ikke her, han er opstanden.”

Englen siger også til kvinderne: “Fortæl hans disciple, at Herren er opstanden”. Det gør kvinderne efterfølgende. Kvinderne er de første bærere af påskens budskab, de er så at sige førstehåndsvidnerne til Herrens opstandelse. I første omgang nægter disciplene imidlertid, at tro kvindernes budskab.

Det er først, da Jesus selv, som den opstandne Herre, viser sig for disciplene, at de kan tro det er sandt. Første gang Jesus viser sig for dem, er Thomas ikke med, det får vi at vide i dagens evangelium. Ved en senere lejlighed fortæller disciplene naturligvis Thomas, hvad de har set, men Thomas siger tvivlende, at han først vil tro, at det er sandt, når han har fået et håndgribeligt tegn, nemlig set naglemærkerne i Jesu hænder.

Ugen senere, søndagen efter påskesøndag, altså i dag, byder lejligheden sig så for Thomas, det er det centrale tema i dagens evangelium.

Og vel og mærke opholder disciplene sig bag lukkede døre, alligevel kan den opstandne Jesus trænge ind til dem, og Han viser sig for dem i deres midte og hilser dem med ordene “Fred være med jer”. “Fred være med jer” er både almindelig hilsen på den tid og i det jødiske samfund, men hilsenen minder også om indholdet af den tid, som er nu. Nemlig påskens tid som er fredens tid, fordi Jesus Kristus, Guds søn, har stiftet freden ved at give sit liv som løsesum for mange. Han er som det påskelam, som jødernes påskefest “pasha” handler om, det lam, hvis blod reddede jøderne i Ægypten, og Han er som lammet, der reddede Isak fra at blive ofret på Guds alter.

Nu står den opstandne Herre midt iblandt disciplene. Og af sig selv udfordrer Han nu Thomas, der tidligere fremsatte et krav om bevis. Jesus siger: “Ræk din finger frem, her er mine hænder”. Underforstået “hvis du vil have bevis for at jeg virkelig er den opstandne, så stik din finger igennem naglemærker i mine hænder”. Vi hører desværre ikke, om Thomas gør brug af tilbuddet, men Thomas kommer derpå med en bekendelse. Thomas må have opdaget, hvem han står over for, for Thomas siger jo: “Min Herre og min Gud!”

Man kan sige, at Thomas nærmest kaldes ud af tvivlen og ind i troen. Jesus siger forinden til ham: “Vær ikke vantro, men troende”. Da Thomas nu tror igen, så siger Herren til Thomas “Du tror fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” De ord er ikke ment som kritik af Thomas, snarere som en forklaring til de generationer og atter generationer efter Thomas, som i modsætning til ham ikke vil få samme mulighed for at få synligt bevis fra den opstandne selv.

Ligesom for os, der lever to tusind år efter disse begivenheder fandt sted: Vi har ikke set den opstandne. Vi har ikke set det. Vi har måske hørt om det. Og måske tror vi, det er sandt, fordi vi har hørt om det – uden vi altså har set det med egne øjne. Ligesom når vi hører om dette opstandelsens tegn, som er dagens evangelium. Naglemærkerne i den opstandnes hænder.

Alle disciplene må have set mærkerne, det må altså virkelig være sket, hvis det, de så er sandt, og derfor må vi også vi tro, det er sandt, når så mange har set hans mærker. Dagens vidnesbyrd i evangeliet giver os mulighed for at tro opstandelsens realitet.

Dagens evangelium er virkelig glædeligt og indbyder til tro og håb: For er Herren opstået fra graven, og er Herren trængt ind til disciplene, bag ellers lukkede døre, og har Herren talt til dem, og har han vist sig for dem, ja endda sine egne naglemærker fra korsfæstelsen, ja så er Herren virkelig opstanden, så er han virkelig Herre over døden.

I oldkirken opfattede man det at tro, det at komme til tro meget konkret og sanseligt: Nemlig, at når Guds ord lyder, som f.eks. ved læsning af evangeliet, så glider ordet ind gennem øret og herfra finder det vej til ens inderste, hvor ordet bliver undfanget og begynder at spire.

Ligesom med Jesu undfangelse i Marias skød – det hørte vi om i evangeliet til Marias bebudelse for tre søndage siden: At Guds søn kunne undfanges i en jomfrus liv, skyldes ikke at undfangelsen sker gennem en åbning af Marias køn, men derimod fordi der er tale om en indre undfangelse, der er kommet af englens ord til Maria om at blive frugtsommelig med Guds søn. Hendes undfangelse er i den oldkirkelige gamle forstand en undfangelse, der sker via øret, via hørelsen af engles ord.

Således dog stadig ganske sanseligt og knyttet til menneskets organer, opfattede man opfattede man i oldkirken troens undfangelse i et menneske. Nemlig en besvangring med Guds ord, evangeliet, som med tiden vil spire og vokse i det menneske. Gud er altså virkelig tilstede efter sin død, på trods af sin død, for det han er tilstede virkeligt sammen med ordet, hvori og hvorigennem han meddeler sig til os, og bliver en del af os.

Ligesom når vi modtager Jesu legeme og blod ved nadveren, så modtager vi det virkeligt, fordi han er til stede (for den som tror) med vinen og brødet ved ordene, der lyder samtidig med. Ordene og nadvermåltidet skænker os virkelig sanseligt og bogstaveligt hans kødelige og åndelige nærvær. Vi bliver en del af ham, fordi vi spiser noget af ham. Og han bliver en del af os, fordi vi lukker ham ind gennem vores mund, ind i vores system. Fordi vi modtager ham helt og udelt, netop derfor modtager vi helt og udelt hans fred og velsignelse. Og ikke mindst modtager vi ved nadverbordet helt og udelt vores synders forladelse, de ord tilsiges os – på hans ord, på hans bud.

Syndernes forladelse til at gå ud i verden, med fredens budskab, påskens budskab: At Herren virkelig er opstået. At hans opstandelse er en sejr over dødens magt. At hans opstandelse kan blive enhver til del, som hører budskabet om ham og kommer til troen.

Det er det budskab, som Herren som den Opstandne meddeler sine disciple, og det er det budskab han sender dem ud i verden med. “Gå derfor ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Netop dåben var allerede i oldkirken knyttet særligt til påsken. Faktisk døbte man udelukkende denne ene gang om året, nemlig påskenat.

Dagen i dag, 1. søndag efter påske, spiller en ikke helt uinteressant rolle i denne sammenhæng. Den hvide dåbsdragt, som den døbte var blevet iklædt ved dåben i påsken, blev nu, ugen efter, altså første søndag efter påske, aflagt på denne dag. Herfra har dagen sit oprindelige latinske navn “dominica in albis eller bare ”dominica in albis deponendis”, de aflagte hvide dragtes søndag”.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

– forslag til salmer: 408 234 247 – 248 677 545

– Asser Skude 2009 ©, redigeret siden

Prædikenvejledning Anden påskedag 2021

– Vandringen til Emmaus

På selveste opstandelsesdagen, påskedag, slår den opstandne følgeskab med to af sine egne disciple, og han taler med dem om alt det, som er sket de seneste dage. Og helt uforklarligt genkender de ham ikke!

Måske er det tegn på, hvor underfuld opstandelsen er: End ikke to af hans egne disciple kan tro og se ham, som den han er! Selv ikke hans prædiken og udlægning af skrifterne åbner deres øjne: “men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham”

Dagens evangelium er første gang, hvor han viser sig som opstanden. Bemærk at det sker udenfor Jerusalem, ikke i Jerusalem. Deri kan der ligge en pointe. Det kan være for at vise, at det gamle centrum er flyttet: Centrum er ikke længere Jerusalem med dens årtusind gamle Tempel og kult, den antikke jødiske verdens centrum.

Centrum er ikke længere det Jerusalem, hvor påskens dramatiske begivenheder fandt sted: Den by, som modtog ham som konge palmesøndag. Den by, hvor han rensede tempelpladsen for afgudsdyrkelse og plattenslageri. Den by, hvor han udsagde ve råbene: “Da skal de, der er inde i byen, drage ud af den, … Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.” Den by, som afviste ham, og hvor han gik imod sin lidelse, død og opstandelse.

Centrum er ikke længere bundet til nogen geografisk lokalitet. Centrum er i stedet den levende Guds søn: Han som Faderen har sendt, og som har vandret blandt mennesker og har givet sig selv, gået i døden og er opstået derfra: Han, som har sejret over døden og mørkets skygge. Han, som med sit eget liv og gerning åbenbarer, at Gud selv besøger sit folk og vandrer med dem: Præcis sådan lyder evangeliet i dag: Guds søn åbenbarer sig efter sin død og opstandelse – for at være sammen med sine nærmeste. End ikke døden skal skille ham fra dem:

Han åbenbarer sig først for disse to disciple på vej mod Emmaus. Den ene discipel får vi ikke navnet på, den anden discipel hedder Kleofas, men det er første og sidste gang vi møder denne Kleofas. Måske ligger der en pointe i at, Gud meddeler sig til de mindst kendte af disciplene. De to har hverken gjort fra eller til for, at Herren skulle vise sig for netop dem. Der er intet særligt ved dem, de er endda uforstandige, for de kan ikke tro, at deres mester og lærer skal komme igen, sådan som skrifterne siger, og som han har lovet dem: “at det var ham, som skulle forløse Israel”.

På grund af deres vantro skælder den Opstandne dem ud. Han forklarer de “tungnemme, og uforstandige” disciple, hvordan alting hænger sammen: “han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne”, og disciplene forstår stadig ingenting. Først da disciplene byder ham med som gæst ved deres aftensbord, og han bryder brødet, velsigner det og giver det til dem, “åbnedes deres øjne, og de genkendte ham”. Og da bliver han “usynlig for dem”, ligeså hurtigt som deres øjne åbnes.

På bedste evangeliske vis er dagens budskab, at Guds søn er nærværende: Alle steder, hvor brødet brydes, vil han besøge og meddele sig selv og være virkeligt til stede. Ikke symbolsk, men han er virkeligt til stede: “Kristi legeme og blod er virkeligt til stede og uddeles til dem, der nyder nadveren”, artikel 10 i Melanchtons “Confessio Augustana”.

Og ligesom de to disciple genkender deres herre, da han delte ud af brødet, kan vi kende ham i nadveren, som er hans sande og virkelige nærvær, trods hans død og opstandelse. Det er et vidnesbyrd, tegn og meddelelsesmiddel, hvor han er virksom og lever og kan modtages endnu den dag i dag. Samtidig er nadverens sakramente en forkyndelse af, at han vil dele sig selv med os, sådan at vi får del i ham og han i os.

På den måde meddeler han sig stadig og slår følgeskab med os, på vores vej gennem livet, gennem denne verdens lidelser og efter døden indtil det evige liv. Ligesom dengang for de to disciple på vej mod Emmaus.

forslag til salmer 349 14 262 – 245 249 243

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011, Asser Skude ©

Korsfæstelse eller henrettelse?

Hvilken oversættelse foretrækker man? Det spørgsmål rejser sig, når man læser den nyeste oversættelse af biblen, den såkaldte ”Biblen 2020” (Det Danske Bibelselskab 2020 © www.bibelselskabet.dk). Måske lægger man ikke umiddelbart mærke til det ved første øjekast, men der findes i læsningerne til Langfredag og Påskedag (endnu) en betydelig ændring af et af de kristne kærnebegreber. Ordet og begrebet ”korsfæstelse” er blevet erstattet med ”henrettelse”- kig blot på evangeliet efter første tekstrække til Langfredag og Påskedag (dog står der her ”henrettet på et kors”.)

Som jeg tidligere har pointeret, og jeg gør det gerne igen, så må man tage hatten af for enhver, der sætter sig for at nytænke og genopfinde kristne ord, begreber og oversættelser. Det er vigtigt, at biblen og traditionen stadig og kontinuert udfordres. Der er ingen grund til at gøre noget bare for traditionens skyld eller fordi ”det altid har været sådan”. Men omvendt, er der ingen bedre, eller kun ringere ord eller begreber, der dækker den oprindelige og klassiske betydning, ser jeg ingen grund til at finde på nye ord eller begreber.

I tilfældet med evangelierne til Langfredag og Påskedag 2021 er det dog ikke så smart, at ordet ”korsfæstelse” er erstattet med ”henrettelse”. Henrettelse klinger ikke nær så farligt eller provokerende som korsfæstelse. Men provokerende og farligt er netop, hvad korsfæstelse er: Korsfæstelse er den ultimative ydmygelse og nedværdigende straf af en forbryder på den tid. Og straf som en anden gemen forbryder på den tid er netop, hvad Jesus får.

Han straffes som en hårdkogt kriminel, alene pga. en anklage om blasfemi. En helt overdreven hård og uretfærdig straf. En henrettelse af ham med f.eks. halshugning ville have været mere nådig og mindre krænkende, jf. apostlen Paulus, der – som romersk statsborger – ”kun” halshugges.

Den ultimativt mest krænkende straf for en forbryder på Jesu tid var korsfæstelsen. Det siges at man kvæles på korset. Det gjorde Jesus også. Tilmed blev han forinden pisket og tortureret og hånet på de værst tænkelige måder af de romerske soldater. Han fik altså en af de værste og hårdeste straffe, som det er overgået noget menneske i romersk tid.

Netop det at Jesus blev forhånet og fornedret på et kors, gjorde hans modstandere grin med. Og dengang (som nu) når nogen håner kristne, spiller korset og korsfæstelsen en central rolle. Modstandernes kritik var (og er), at Guds søn da ikke ville lade sig ydmyge og nedværdige på et kors, men ville redde sig selv i stedet. Som en hån mod de kristne latterliggjorde man – og straffede man dem derfor ofte med en tilsvarende korsfæstelse som Jesu egen korsfæstelse. Korset blev også således modstandernes yndede karikatur og hån mod de kristne.

Men modstanderne glemte i deres hån og spot, at Jesu korsdød og opstandelse viser vejen til den sande og eneste Gud, nemlig Gud som sender sin søn til verden for at frelse mennesker. Ved at gå helt ind i den dybeste fornedrelse og krænkelse, nemlig døden på et kors, viser Guds søn, at han på en og samme tid er virkelig menneske, og ikke skin af menneske, men samtidig dog også virkelig Guds søn, som på tredjedagen opstår fra graven påskemorgen.

Prædikenforberedelse til Påskesøndag 2021

– De stærke kvinder


Situationen er spændt, nærmest pinlig. For Jesu familie, og ikke mindst Jesu tilhængere synes alt at være gået galt siden indtoget i Jerusalem palmesøndag. Først hyldes han som folkets nye konge, fredskongen, men få dage senere vendes stemningen imod ham: Han tages til fange og dømmes til døden. Folket håner og spotter ham.

På Golgata, Hovedskalsstedet uden for Jerusalems mure, lider han den smertefulde og skamfulde død på korset. Som et udskud latterliggøres han, og dør han. Jesu død langfredag bliver overværet af de romerske soldater, der er udkommanderet til at bevogte stedet.

Man spørger man sig selv: Hvor er alle Jesu tilhængere, alle dem, der havde fulgt ham på hans rejse fra Galilæa? Hvor er alle dem, der hyldede ham Palmesøndag? Vigtigst af alt, og hvor er alle disciplene henne? Har de måske mistet troen på, at Han er Guds søn?

Vi må antage, at alle tilhængerne og alle disciplene er flygtet fra begivenhederne, og holder til på afstand! Undtagen kvinderne! De nævnes. Maria Magdalene, Maria, Jesu mor og den anden Maria, Jakobs mor og Salome, de omtales i Markus som ’de kvinder, som havde fulgt ham og sørget for ham’. De kvinder holder ud, de overværer Jesu død.

Og her er vi ved kernen i dagens evangelium. Det er kvinderne, der opfører sig som sande disciple. For de holder ud. Selv da stemningen vender, og ikke bare bliver de kronvidner til hans korsfæstelse, men også de første vidner til de følgende centrale begivenheder ved graven.

Den grav, som Jesu legeme lægges ned i, ejes af en mand ved navn Josef fra Arimatæa. Det er egentlig en grav til Josef fra Arimatæa selv, men da han er en retfærdig og troende mand, sørger han for at tage Jesu lig udleveret og hans iklæder Jesu afdøde legeme et ligklæde, inden han lægger legemet i graven. Josef vælter en stor sten for indgangen til graven, så ingen vilde dyr kan komme ind til liget. Imens Jesus lægges i graven er det igen kvinderne, der holder ud. De følger Josef fra Arimatæa lægge liget ind i graven. Jesu tilhængere og disciplene, dem hører vi ikke hører et ord om.

Næste morgen, lørdag morgen bliver romerske soldater udkommanderet til at bevogte Jesu grav, for at ingen skal komme og stjæle Jesu legeme og derpå påstå, at Jesus er opstået fra de døde. For Jesus havde jo sagt: “Efter tre dage opstår jeg”. De romerske soldater ankommer og holder vagt ved graven og besegler graven: På den sten, som Josef af Arimatæa havde sat for indgangen til graven, sætter soldaterne nu et segl, som ikke kan brydes.

Tidligt søndag morgen, på tredjedagen, er det også kvinderne, vi hører om. Maria, Jesu mor og den anden Maria og Salome er på vej ud til graven for at salve liget, som det er skik og brug. De er på vej for at vise den døde den sidste ære. På vej for på ordentlig vis at afrunde en grusom og smertelig, men som sagt også pinlig begivenhed. Kort sagt: Kan Jesus ikke få en værdig død, så kan han i det mindste få en værdig begravelse!

Og måske har Maria, Jesu mor, endda forberedt sig selv mentalt på den grumme skæbne, der ventede hendes søn, for den gamle Simeon i Templet, havde jo for mange år siden sagt til hende: “Din søn skal blive stor, og han skal blive til fald og oprejsning for mange. Også din egen sjæl skal et sværd skal gennemtrænge!”

Maria, Jesu mor, må have vidst at der ventede hende en barsk skæbne, hun må have forberedt sin sjæl på det værst tænkelige: At hendes søn skulle dø. At hun skulle blive vidne til det. Og nu var hun så blevet det. Endda det første vidne. På vej ud til graven kan man forestille sig, at Maria og de andre kvinder havde diskuteret, hvem af dem der skulle vælte stenen fra indgangen til graven, for den var meget stor…

Det kommer ikke til at ske. For da de kommer hen til graven, rammes graven af et kraftigt jordskælv, og ned fra himlen kommer en engel fra Gud, og englens udseende er “som lynild og hans klæder hvide som sne.” Scenariet er så voldsomt, at selv de kamptrænede romerske soldater, der vogter graven, besvimer. I Matthæusevangeliet står: “De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde”. Granvoksne, rå mænd i uniformer besvimer, men det gør de kvinderne ikke!

Kvinderne holder ud, og de kommer derfor til at opleve, at englen, som har væltet stenen, meddeler dem noget særdeles rystende, men også meget glædeligt. Englen fortæller kvinderne, at de ikke længere må være bange. For deres elskede Jesus er ikke i graven, men er opstået. Englen sender kvinderne ud med den glædelige nyhed, at Jesus er opstået, som han havde sagt, han ville.

Det er påskens altafgørende begivenhed, det er påskens vigtigste budskab: “Herren er opstanden.” Det er evangelium, som ganske enkelt betyder “det glædelige budskab”.
Det kan ikke være tilfældigt, at det er kvinder og ikke mænd, der oplever englen, som forkynder dem evangeliet. Og det kan heller ikke være tilfældigt, at det er kvinder og ikke mænd, som af englen sendes ud med evangeliet.

For det er kvinderne, som har været de mest vedholdende personer: Det er kvinderne, som ikke forlader Jesus, selv da alle andre svigter, selv da Han dør og tages ned fra korset og lægges ned i graven, er de der, disse udholdende og trofaste kvinder. Selv den engel, som er skræmmende, tåler de at møde, den Guds engel, hvis udseende er som lynild, som møder dem i graven og som fortæller dem at de skal gå til disciplene og til Peter og at Herren igen vil møde dem i Galilæa.

Dagens evangelium er en hyldest til de kvinder, som fulgte Jesus, da det var sværest, der hvor selv Jesu disciple stod af, selv der hvor selv granvoksne soldater måtte segne! Samtidig er det er også et evangelium om, at den person, der er mest trofast gennem det hele – ikke kun igennem påsken, det er Maria, Jesu mor. Hun er med ved alle de vigtigste begivenheder i Jesu liv – ikke én gang viger hun fra hans side.

Man kunne kalde hende ’den første og sidste og mest trofaste discipel’, den discipel, som holdt ud ved hans side først til sidst: Det er Maria vi hører om lige fra englen Gabriel forkynder, at hun skal føde Guds søn, og hans navn skal være Jesus. Det er Maria, som føder Guds søn julenat, det er Maria, som bærer Jesus frem for Simeon i Templet og Simeon profeterer om hendes søns fremtid, og Maria gemmer ordene i sit hjerte. Hvilke ord og hvilken skæbne, Simeon må have fortalt hende om!

Og det er Maria, der som en anden god mor, drager omsorg for sin søn, føder ham, drager omsorg for ham, leger med ham, opdrager ham, taler med ham, synger med ham, lærer ham om Gud, putter ham godnat. Og det er Maria, som den bekymrede og nervøse mor, dengang Jesus som 12-årig bliver væk i Templet under påskefejringen.

Det er gennem Maria, en mors uro over at hendes barn er væk, og glæden, da han genfindes, at vi oplever begivenhederne. Det er også Maria, som er det første vidne til Jesu første under, nemlig underet ved brylluppet i Kana, hvor vand forvandles til vin. Nogle vil endda mene, det er Maria, som aftvinger sin søn dette hans første mirakel. Maria, er der altså så at sige, fra begyndelsen, og hele vejen, og nu også ved slutningen af hendes søns liv.

Maria nævnes i det mandeselskab af disciple, som den opstandne Jesus viser sig for siden hen. Ja, ifølge Apostlenes Gerninger, er Maria også tilstede i det samme rum igen, det “øvre rum” i Jerusalem, hvor disciplene er samlede pinsedag, hvor Ånden stiger ned over dem. Maria er med, fra først til sidst.

Det er tankevækkende. Det er nærmest skræmmende, hvor meget hun holder ud – står igennem – for det er jo hendes egen søn, hendes eget kød, som hun ser, vokse op, blive stor, dø, opstå. Det er noget af et skæbnefællesskab, der er mellem Jesus og hans mor. Ikke underligt, at katolikkerne har fejret Maria gennem så mange århundrede. Og måske er hendes betydning blevet undervurderet i vores evangeliske tradition. Måske kan vi lære af Marias barmhjertighed, hendes medfølelse, hendes medleven, hun, som har født ham, er med til det sidste.

Nok skriger Jesus på korset til sin himmelske far: “Hvorfor har du forladt mig”, men hans mor, står ved siden af ham på det tidspunkt. Hun har ikke forladt ham!

Kvinderne og særligt Maria, der følger Jesus hele vejen – gennem oprejsning og fald og genrejsning – det er det glædelige budskab om, at kærligheden er stærkere end døden. At de kærligheds bånd, der er mellem Jesus og hans mor, og de andre kvinder, er så stærke, at de ikke brydes, selv ikke, da døden viser sig.

Den menneskelige kærligheds bånd bygger bro over den tomhed af afmagt og håbløshed, som slår ned. Den kærlighed og omsorg – som kvinderne demonstrerer ved graven er stærkere end døden. Den kærlighed og ømhed, som vi hører om den her, kan binde det sammen, som umiddelbart var adskilt og brudt. De bånd, som en mor eller en forælder, nærer til sit barn, kan være så stærke, at de nærmest ophæver tid og rum, selv døden får ikke lov at få det sidste ord.

Nok har døden taget Guds søn, men kvinderne har ikke opgivet ham. Kvinderne holder ud, de bliver med ham, selv i den mørkeste stund, deres tro, deres udholdenhed, deres kærlighed måtte den være et forbillede for os, om at elske hinanden – vores kære – med så stor en kærlighed, som muligt, selv når døden kommer, selv der forsøge at holde ud, håbe og tro på en fremtid sammen.

Så vi – ligesom de kvinder, der holdt ud i kærligheden og troen og håbet, måtte holde ud i – i det liv vi fører – til at opbygge hinanden til et sådant liv i kærlighed – til trøst, glæde for hinanden og næsten. At intet må og skal skille os – fra hinanden og de bånd vi nærer til hinanden. End ikke døden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, een sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen

forslag til salmer 224 225 – 218 230 674

– Asser Skude 2009 ©, udgivet på min blog, redigeret siden

Prædikenvejledning til Langfredag 2021

– Via Dolorosa

Det sker, at nogen fra menigheden siger, at de ikke kommer langfredag, fordi det er for sørgeligt. Til det er der at sige, at evangeliet i dag rummer meget tragisk, men det er en nødvendig del af fortællingen om Guds søn.
Nogle steder vælger at markere dagen med en særlig liturgisk og musikalsk gudstjeneste, hvor stationerne fra Jesu korsvej læses op af præsten, og organist og kor ind i mellem ledsager med indslag, der komplementerer stationerne.

Vælger man en ordinær højmesse med prædiken denne dag, er det næppe den nemmeste løsning. Dels er evangeliet kendt af den faste menighed og evangeliet i dag tjener ikke til menneskers ære. Sjældent fortælles så meget ondt om mennesker som i dagens evangelium.
Og man spørger sig selv, hvordan i alverden kan folk vende sig imod ham, som de netop havde modtaget med jubel få dage tidligere: Forventning, glæde og fryd afløses på få dage til hån, foragt og had.

Selv Guds søn synes at give op: Hans korsord siger alt. Han er udmattet, træt og opgivende. I dag er i øvrigt et af de få steder, hvor vi hører ham tale på sit eget modersmål, aramæisk: “Elí, Elí, lemá sakbaktáni?”, dvs. “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Tænk, at Guds søn skulle anklage sin fader i himlene! Og dog er det netop troværdigt, at Han lige netop i denne situation ikke optræder guddommeligt, men menneskeligt, da han befinder sig i den yderste nød og afmagt. Han er ikke Guds søn med skin af menneske. Han er virkelig Guds søn OG menneske af kød, blod og sind.

Håbløst og meningsløs er også hans vej til korset og den medfart, han får. Ingen omkring ham synes at hjælpe ham eller være der for ham, undtaget kvinderne. Selv Simon af Kyrene hjælper ham tilsyneladende kun modvilligt: “Ham tvang de til at bære hans kors”. Og hvor nederdrægtigt, at den som var dømt til døden også selv skulle bære sit henrettelsesinstrument hen til eksekveringsstedet. Og tænk, hvilket navn på det sted, hvor det skulle foregå, nemlig Golgata, dvs. Hovedskalsstedet.
Han blev vitterligt regnet blandt lovovertrædere og forbrydere. Og sammen med de to forbrydere blev Han klynget op.

Et er dog glædeligt: Det er kvinderne, der ikke svigter. De følger ham. De tvinges ikke til det, men gør det af fri vilje og vel også af medfølelse. Derfor kan det undre, at evangelisten Matthæus ikke direkte eller indirekte nævner Jesu egen mor, Maria. Derimod hører vi om de andre Maria’er: Maria Magdalene, Maria, Jakob og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor. I dagens evangelium er det kvinderne og ikke mændene, der står bi og holder ud ved Hans lidelse. Vi hører ikke om mændene eller discipelskaren, tværtimod hørte vi forud om svigt og fornægtelse blandt hans følgesvende, således f.eks. Peters fornægtelse.

Svigtet af Guds søn er størst blandt hans egne: Ingen forstår, at en af deres skulle være Guds søn på denne måde: Selvom det er ondt, handler hans egne som det, de er, nemlig mennesker på godt og ondt: Ypperstepræsterne og de skriftkloge håner Ham og siger: “Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse … lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro”. Hans egne vil tilsyneladende kun tro, hvis han frelser sig selv. Hans egne kan ikke tro, at det er meningen at Guds søn skulle gå ind i døden.

Og det paradoksale er, at hvor hans eget folk eller præsteskab ikke kan tro på ham, kan dog dem, der står udenfor: De fremmede, f.eks. officeren og hans folk. De bliver vidner til hans død og “blev rædselsslagne og officeren bekender: “Sandelig, han var Guds søn”. Samtidig sker det næsten lige så utrolige, at “forhænget i templet flængedes i to dele … gravene spang op, og mange af de hensovedes legemer stod op … og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange”. Man må forestille sig, at folk har skreget af rædsel og frygt. Bestemt ikke en normal dag i Jerusalem.

forslag til salmer: 201 196 209 – 197 192 468

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011, Asser Skude ©

Prædikenvejledning til Skærtorsdag 2021, torsdag den 1. april 2021

Nadveren

I et af de tidligste skrifter der findes fra den første kristne kirke, opdrages den kristne forsamling i, hvordan den skal opføre sig i forskellige situationer. Det er det oldkirkelige skrift “Didakæ”, der egentlig blot betyder “Lære”. Her lyder en af formaningerne noget i retning af: Slut fred med din bror, hvis du vil gå til Guds alter og til nadver.

For hvem kan måske have fred og venskab i sinde, når han samtidig tænker på ufred og uvenskab? Måltidsfællesskab er først muligt, når våbnene er langt ned. Måltidsfællesskab er først muligt, når man vælger at tage stenene ud af dine hænder og modtage brødet.

I følge Didake er menigheden også nødt til at dele sit overskud med de svage og fattige. På den måde kan man tale om at kirkens sociale og diakonale arbejde udspringer af måltidsfællesskabet:

I oldkirken var nadveren også suppleret af et rigtigt måltid, et overdådigt bord for de rige, og efter man havde nydt måltidet, samlede man resterne sammen og delte ud af sit overskud. Man gik ud med resterne til de syge og de svage, de gamle og ensomme, der sad rundt omkring alene ude i hjemmene.

Det kærlighedsbudskab, når man samledes om budskabet om ham, gik man efterfølgende ud og gjorde i praksis. Det var og er i den ånd, at nogle menigheder stadig efter gudstjenesten har et måltid for de syge og fattige. Så budskabet om næstekærlighed og omsorg for næsten ikke forbliver snak, så ord omsættes til handling.

Når vi i dagens evangelium hører om, at Jesus indstifter nadveren, er det kærlighed og fred, Han stifter. Nadveren er jo fællesskab med dem, som Han har fulgtes med. Alle er med, alle er velkomne – selv den, der vil forråde ham. Vi, der kender beretningen ved, at Guds søn overgives til ældsterådet, som vil dømme Ham for Gudsbespottelse. De vil kræve, at Han straffes med døden.

På trods af at Guds søn ved, at hans fremtid er grusom, vælger han alligevel fredens symbol, nadveren. På trods af den aggression, som han lægges for dagen, vælger han at indstifte fredssymbolet over dem alle, nadveren. Han er villig til – som det lydefri lam – at blive ofret. Han skal sone med sit blod og sit legeme. Han er det lydefri offer. Han er offerlammet. Frelsersymbolet over dem alle. Han lader sit eget blod flyde for at verden kan blive sparet. Som lammet vil han ikke gøre modstand, men accepterer og lader sig uden kamp og modstand overgive til overmagten.

Nadverens form er måltidets form, som er et af de stærkeste samlingspunkter både i vores kultur og i vores personlige liv. Måltidet er det, som vi forbinder med næring, fællesskab, og nærvær og sammenhold. Måltidet er den samværsform, vi helst deler med dem, vi holder af. Måltidet kræver på den ene side nærvær, men skænker samtidig deltagerne en særlig oplevelse af intensitet og fællesskab. På den anden side vil et måltid sammen med nogle, vi ikke kan lide, har svært ved lykkes.

Derfor afkræver måltidets form den ultimative fordring af os: Et krav om fred, tolerance og omsorg. Her skal være plads til alle. Alt andet er en modsigelse af måltidets væsen. Derfor er Judas med ved nadverbordet, derfor er syndere med nadverbordet. Derfor kan vi også være tilstede ved nadverbordet og modtage fællesskabet, hvor Guds har forsonet alle synder.

Her kan enhver, som kommer til hans bord få forsmag på det evige liv, som venter os, for Guds søn siger selv: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikke den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, en, sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 29 69 470 Må din vej

– udgivet første gang på Asser Skude blog 2008

Prædikenvejledning til Palmesøndag 2021

Søndag den 28. marts 2021, Matthæusevangelisten, kapitel 21, vers 1-9

Indtoget i Jerusalem

Selvom dagens evangelium på mange måder er kendt – både for præst og menighed – forekommer det nærmest lige ufatteligt hver gang det forkyndes: Det overgår enhver menneskelig forstand, at Gudfader i himlene skulle vælge at sende sin egen søn til et helt almindeligt menneskeliv – og vel og mærke et liv, som ikke var en konge værdig: Et liv uden guld, magt og ære, men i stedet et liv i fornedrelse, lidelse og smerte, og til slut henrettelse som en anden tarvelig forbryder.

Ligesom evangeliet forkyndes i advents- og juletid, så sendes Guds søn ikke til et kongeslot med pomp og pragt, men fødes ind i en ganske almindelig, nærmest ualmindelig almindelig familie. Og med to unge forældre, der har taget logi for natten i en stald, fødes han og lægges i dyrenes trug, den lille himmelkonge.

Og på samme måde som han kommer til verden under helt almindelige, hverdagsagtige vilkår – indtager han også sit folks hellige by, Jerusalem. Ikke som en mægtig krigsherre på sin stridshest. Ikke med en mægtig hær og krigsmaskine bag sig efter at have lagt sine fjender ned med vold.

Han indtager den hellige by “på et æsel og på et trækdyrs føl”. Æslet er hverdagslivets og dagliglivets symbol. Den måde han indtager byen på står i kontrast til Jerusalems forventning til ham. Borgerne har en euforisk længsel, men også en utopisk længsel til Ham: At han er den arving, som de venter, den sande arving til kong Davids trone. Folket kalder ham “Davids søn”. Kong David var ham, der på heroisk vis nedkæmpede Israels fjender og samlede rigerne til et stort rige. Folk råber: “Hosianna”, det betyder: “Herre, frels dog”. De ser ham som en kongesøn med jordisk og politisk magt, som vil sætte sit folk fri af undertrykkelse – ikke mindst fra det romerske verdens imperium og nabolandenes undertrykkelse.

Sådan en kongesøn vil han ikke være. Han vil ikke herske ved politisk magt eller krigsførelse. Han vil ikke redde byen fra dens undertrykkere nu og her, men i stedet gør han op med gældende religiøs praksis ved Templet og rydder tempelpladsen og anklager: “Der står skrevet: “Mit hus skal kaldes et bedehus”. Men I gør det til en røverkule”. Han kritiserer præsterne og de skriftkloge for at være hyklere og misbruge deres embeder og lede folk vild og på fortabelsens vej. Han forudsiger Jerusalems ødelæggelse.

Med sit indtog viser Guds søn, at han er konge på en ny måde og som overgår al menneskelig forstand – både dengang og nu: Hans underkastelse, lidelse og død er ikke noget triumftog. Han er ikke som en hærfører, der lader sig hylde efter sejrrigt felttog. Hans gerning er ikke som i en moderne actionfilm, hvor helten tages til fange af banditterne, men dumdristigt undslipper sit fangenskab og slår alle skurkene ihjel, for til sidst at lade sig hylde. Han er fredskongen, den konge, der selv er villig til at gå i døden for sit folk. Ikke sende andre i døden for at redde sit eget skin, men omvendt: Han er konge ved selv at tjene, ikke lade sig tjene.

Hans mod er det sagtmodige, der hverken frygter eller tvivler stillet over for at gå i døden for sit folk. Hvilken anden konge turde mon gøre det for sit folk end himlens kongesøn? Deri består det ufattelige men også evangeliske: At Guds søn palmesøndag indtog i den hellige stad med en stille kamp, der ikke skulle vindes med våben eller ved at lade blodet flyde hos fjenden, men derimod ved at lade sit eget blod flyde, som offerblod for de mange – en sejr for en himmelsk retfærdighed, hans riges komme.

Og deri består også det glædelige budskab: Han er gået hele vejen for sit folk. Ikke for at hylde sig selv elle gøre det godt for sig selv: Men for at give det kostbareste af alt: Give sig selv. Hverken halvt eller delt, men helt og udelt. For at give sit eget liv – som løsesum for mange.

udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad, Asser Skude © 2011

Prædikenvejledning til Maria Bebudelse 2021, søndag den 21. marts 2021

Marias Bebudelse

Denne søndag er opkaldt efter evangeliet om Marias bebudelse, dvs. Marias guddommelige undfangelse. Rent sprogligt kan det forvirre, for det er ikke Marias egen undfangelse, der er tale om, men derimod Jesu undfangelse i Marias skød. Katolikkerne kalder dagen i dag Herrens undfangelse, og katolikkerne regner Marias bebudelse for Maria egen undfangelse i Annas skød den 8. december.

I evangeliet hører vi om englen Gabriel, der overbringer Maria det budskab fra Gud, at hun skal føde Guds søn. Maria tror på, at det skal ske hende, som englen har sagt, og Maria siger, at det vil hun gerne. Så lovpriser Maria Gud for at have besøgt hende, og hun lovpriser Gud for at været med hende og med sit folk, Israel. Det er denne lovprisning af Gud, som kaldes Marias lovsang, og det er denne lovsang, som udgør evangeliet efter anden tekstrække.

Indholdet i Marias lovsang er den omsorg, nærvær og trofasthed, som Gud fra den første tid og indtil nu har vist sit folk, Israel. Gud har vist sit folk en ny form for retfærdighed. Om den taler Maria om i sin lovsang: “Gud har ophøjet den, som var svag, Gud har styrtet mægtige fra tronen, mættet de sultende og sendt de rige tomhændet bort.” På alle planer betyder det en ny dagsorden, både socialt, politisk og religiøst: Gud vender op og ned på det, som er noget: Det svage udvælges, det stærke gøres til skamme.

Det, som er noget i verden, gøres til ingenting og det, som ikke er noget, ophøjes. Det er netop det, som Paulus taler om: “Men det som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det som ingenting er, udvalgte Gud, for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud”.

I dagens evangelium åbenbarer Gud sin grænsesprængende kærlighed – ved at udvælge det, som verden ser ned på, og ophøje det! Sådan som Gud vælger at gøre med Maria. Hun er ikke noget særligt. Og dog skal hun føde Guds søn! Til at begynde med kan Maria slet ikke forstå, at noget stort skal overgå hende. Hun synes bestemt ikke, at hun er noget særligt. Hun er ung og umoden, en almindelig pige fra landet, fra den lille flække oppe i nord, der hedder Nazareth.

“Kan noget godt komme fra Nazaret?”, spørger Nathanael hos evangelisten Johannes kapitel 1, vers 46. Han udtrykker blot, hvad folk tænkte dengang om Nazareth: Fra den flække kunne ingen forvente sig noget godt. Hvorfor skulle Gud vælge en fattig, ugift pige fra denne flække til at føde Guds søn? Oversat til vores tid og vores himmelstrøg ville det svare til – som en kollega har sagt: At Guds søn skulle fødes af en enlig mor fra Tarm!

Ikke at der er noget galt med at komme fra Tarm, være enlig mor, men usædvanligt ville det være for os, hvis Guds søn skulle fødes på denne måde. Lige så usandsynligt har det være for datidens jøder, at Messias skulle fødes af en ung, ugift mor fra Nazaret!

Maria selv undrer sig over Guds vilje med hende og hun spørger: “Hvordan skal det gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand?” Og englen svarer hende: “Helligånden skal komme over dig. Du skal vide, at for Gud er intet umuligt”. Og Maria tror på Guds vilje med hende og siger: “Lad det ske som du har sagt mig”. Derfor kaldes Maria også ‘Herrens tjenerinde’.

Nu har Maria ikke fået snakket med sin forlovede Josef om dette. Hvad vil han mon sige til at han ikke er far til det barn, hun venter? Josef får det dog snart at vide. Englen, Gabriel, som også viste sig for Maria, viser sig nu for Josef, og Josef tror på det skal være sådan, og han og Maria vælger at blive sammen som en lille familie med far, mor og en lille størrelse på vej.

Gud vælger Maria, som ingenting er, for at vende op og ned på denne verdens værdier. Maria siger i sin lovsang til Gud om det, Gud gør mod hende, at Gud løfter småfolk op i højhed.

Ligesom Gud har løftet Maria op i højhed, ved at udvælge hende, må vi også tro at Gud kan gøre med os. Gud kan bruge det liv, han udvælger. Selv et almindeligt menneskeliv kan Gud udvælge og tage sig af. Det liv, som vi til tider nedskriver og foragter, det ser Gud storheden i og løfter det op og gør det herligt. Vores liv er ikke lige meget, vores liv er uerstatteligt, har værdi og kan bruges til noget.

Og måske handler menneskelivet om at acceptere ens liv, ens fortid, nutid og fremtid, som det det er, hverken mere eller mindre. Og så leve sit liv på bedste vis, i tillid til at Gud og tiden vil arbejde for en, og at livet – uanset hvor umuligt det måtte synes pt, forhåbentlig med tiden vil vende ud med at være til det gode.

Ligesom Maria, der havde en grum skæbne, så blev hendes liv vendt til at have en meget vigtig rolle. Uanset det ikke var nogen nem rolle. Mor til verdens frelser. Vidne til Jesu berømmelse, forfølgelse, lidelse, død og opstandelse – på første hånd. Alligevel må vi tro og håbe på at også Maria selv med tiden forstod sin rolle og at netop hun gjorde en forskel.

Maria tog sin skæbne på sig, hun takkede og lovpriste Gud. Pga. sin lydighed og trofasthed mod Guds ord blev det regnet hende til retfærdighed, ligesom med Abraham, der også troede Guds ord, da Gud kom til ham. Fordi Maria var lydig mod Gud, og tjente Gud, skulle hun blive et forbillede til efterfølgelse og hendes navn blive kendt af alle slægter.

Hvad Gud gjorde mod Maria, vil Gud kunne gøre mod enhver af os. Når Gud kunne få noget nyttigt ud af Marias liv, mon så ikke også Gud vil kunne få noget godt ud af vores? Til trods for vi end måtte mene, vores liv er ikke noget værd? Til trods for vi måtte føle os små og udenfor og ikke er værdige til Guds kærlighed – ligesom Maria må have følt, da Gud kom til hende.

Netop i de øjeblikke, når vi føler os – som Maria følte sig uegnet, mislykket – da er det, at Gud tilbyder os nærvær. Da er det at Gud, tilbyder os at møde os der hvor vi er. Gud ser og hører os der, hvor vi er.

Evangeliet i dag vil fortælle os, at uanset hvordan vi føler og tænker om vores liv, så elsker Gud os. I Guds øjne er ingen af os ubetydelige, men vi kan alle bruges til noget. Det er da opløftende at høre om at Gud greb ind i et almindeligt menneskes liv, for at gøre sig eet med det liv. For Gud kunne bruge dette helt almindelige liv.

Derved er muligheden også tilstede for at Gud vil gribe ind i vores helt almindelige dagligdags liv. Og at Gud vil give vores liv en særlig betydning. For selvom de fleste menneskers liv er meget ens og ikke særlig forskellige, så er ethvert liv dog særligt i Guds øjne. Ethvert menneskes liv er særligt, fordi det menneske er elsket af Gud. Som præsten og forfatteren Johannes Møllehave har sagt: “I Guds øjne tæller selv det almindelige! Ja i Guds øjne tæller det almindelige ualmindeligt meget. Og det ualmindelige er altså, at vi hver og én er elsket af Gud, som vi er.”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

forslag til salmer: 13 69 101 – 71 72 68

– udgivet på www.kristendom.dk 2015 ©