Corona kan lære os om næstekærlighed

Sådan lød min påstand 14. september sidste år i et opslag på Facebook . Desværre er denne påstand stadig aktuel.
Har vi da ikke lært af corona og tager vi ikke den alvorligt nok?


Både ja og nej.

Som jeg ser det er der ikke noget godt at sige om corona. Det har der ikke været siden pandemien ramte og lagde landet ned, og den første og anden bølge skyllede ind over os. Og nu altså den tredje bølge.

Det er og bliver ondt, når raske mennesker rammes af sygdom og lidelse. Isoleret set er der intet godt i sygdom og ingen mening med sygdom. Og en pandemi som corona, som vi endnu ikke kender omfanget eller konsekvenserne af, er ekstra uhyggelig og grusom. Ikke mindst fordi især de svageste og ældste i vores samfund rammes af denne.

Når det er sagt, kan corona alligevel lære os noget om næstekærlighed. Og det er vel ikke det værste. Slet ikke for os kristne (og jøder), for hvem næstekærlighed er et af de vigtigste bud, jf. Moselovens dobbelte bud om at elske Gud af hele sit hjerte og sin styrke og sin sjæl er budet om at elske næsten som sig selv, det såkaldte ”dobbelte kærlighedsbud”.

Hvordan kan corona og næstekærlighed så kobles sammen? Jo, vil vi beskytte vores næste, de svageste og udsatte i samfundet, må vi først og fremmest passe på, at vi ikke udsætter dem for smitte. Det gør vi (som er stærke) ved f.eks. at lade os vaccinere, lade os teste og have håndhygiejne, og tage mundbind på og holde afstand, når vi mødes med syge og svage, så vi ikke uforvarende kommer til at smitte dem, for hvem coronasmitte vil have dødelig udgang eller livslange følgevirkninger.

Så sagt forenklet: Denne pandemi som er så djævelsk, at den udrydder de svage og udsatte og lader de raske og unge gå fri, den må lære os raske og friske at gå forrest med et godt eksempel om at f.eks. at bære mundbind, holde afstand og spritte af, ikke for vores egen skyld, men for de svages og udsatte skyld, som vi gerne vil beholde i vores samfund.

(i store træk genudgivelse af min tidligere artikel 14. september 2020, udgivet på Facebook)

Prædikenvejledning til 1. søndag i advent 2021

Evangelium
Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: “Er det ikke Josefs søn?” Han svarede dem: “I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!” Men han sagde: “Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.” Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Lukasevangelisten, kapitel 4, vers 16-30
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for søndag den 28. november 2021

Jesu prædiken falder i to dele: Umiddelbart forløsende første del, hvor alle lytter og er forventningsfulde og spændte. Men i anden del af prædiken går op for folk, at Jesus ikke umiddelbart vil gøre undere i sin egen hjemby, og stemningen vendes imod ham. Mændene i synagogen bliver så rasende, at de korporligt driver ham ud af byen og hen til en klippeskrænt for at styrte ham i døden.

Sådan gjorde fromme mænd imod en af deres egne i Nazareth for to tusind år siden. De mente, at det var forkert af Jesus, at påstå at Esajas’ profeti var gået i opfyldelse, når der ikke skete forandring nu og her.

De havde hørt om de mange undere, som Jesus allerede havde gjort i de andre byer, så de var forargede over han ikke gik ud og gjorde ligeså i sin egen hjemby. De ville have syn for sagen for at kunne tro på hans prædiken om, at Guds rige var kommet.

For os som hører beretningen her to tusinde år senere, er det ingen sag at pege fingre ad de mænd i Nazareth, som ikke ville tro Jesu ord, men tvang ham ud af byen og forsøgte at styrte ham i døden. Det er også for nemt. Og det er ikke det som er meningen med dagens evangelium, at pege fingre af dem, der ikke har taget imod og ikke vil tro Jesus på hans ord.

Hvem af os ville, hvis vi havde levet på den tid, virkelig have taget imod ham? Og hvem ville tro ham, når han påstod at Guds rige allerede var kommet for at bryde igennem? Hvordan kunne overhovedet nogen tillade sig at påstå det, når verden stadig var fuld af død, sygdom og ødelæggelse?
Hvem ville ikke tænke ligesom de gjorde dengang i Nazareth: “Umuligt! Det kan da ikke passe! Hvis Guds rige er kommet, må der ske forandring her og nu!”

Jesu prædiken i Nazareth er indgangen til at se Jesu virke i et større perspektiv: Sagt med evangelisten Johannes ord: “Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham” (Johannes evangelisten, kapitel 1, vers 11-12)

Selv Jesu egen hjemby Nazareth afviste ham. Og ligesom han også blev afvist i Kapernaum, hans anden hjemby, hvor han bl.a. havde helbredt Peters svigermor. Alligevel omvendte ingen af de byer sig.
Og derfor advarer Jesus også et andet sted (vendt imod Kapernaum): “Ve dig, Kapernaum, at det ikke må gå dig værre på hin dag end Sodoma og Gomorra, for du kendte ikke din besøgelsestid”.

Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til enhver, som hører evangeliet, om ikke at begå samme fejl som de fromme dengang: Så når vi i dag hører ordet om ham, ikke afviser det. At vi ikke gør som de skriftkloge og fromme, der er blevet så reaktionære og skråsikre, at de ikke vil tage imod nyt og forsøge at forandre sig.

Måtte vi ikke blive som dem og handle af panisk angst for at miste det, vi har tilkæmpet os, men derimod være åbne for at tage imod. For at tage imod er netop hvad vi skal – ifølge Jesus. Være parate til at omstille os og udvikle os. Parate til at orientere os på ny. Forholde os positivt og åbent til livet.
(Som fysikeren Albert Einstein vist engang har sagt: “Alting begynder med bevægelse”. Livet er om at være i stadig bevægelse. )

At ville fastholde livet (at være reaktionær) er at slå det ihjel. Livet er fuldt af forandring og bevægelse. Og derfor er livet vel om at vove, at satse og tage chancer, bevæge sig, udvikle sig, gøre alt for ikke at stå stille. Men naturligvis skal vi stadig være tro mod vores kultur, vores arv og tradition, dvs. være konservative, forstået som at vi er bevarende og tro mod vores fædrenes arv, men naturligvis åbne for at gå nye veje og få nye indsigter.

Livet er ikke om at fastholde det, som har været. Livet er ikke at være bange for at miste det, som var. For den som ikke vil flytte sig og lade sig bevæge med tiden, risikerer jo også at gro fast, krampagtigt og i sidste ende et umuligt projekt.

På tærsklen til en ny begyndelse, en ny tid, gælder det om at indprente sig disse ord. For det nye kirkeår begynder i dag. Det nye år i Herren begynder i dag første søndag i advent. Og på vej ind til det nye år er vi nødt til at forholde os til, hvordan vi ønsker, vi skal komme ind i det nye: Hvad vil vi tage med fra det år og den tid som er gået, og hvad vil vi ikke tage med?

Hvad vil vi gøre anderledes i det nye år? Hvilke mål, som vi satte os sidste år, har vi nået og hvad har vi ikke nået? Og hvad vil vi gerne nå i det nye år? Og hvad skal vi som kristne gøre for at være parate til den nye tid?
Som kristne er vi jo ikke sat i verden for vores egen skyld, for at være os selv nærmest eller for at gøre det mest muligt behageligt for os selv.

Som kristne er vi ikke sat her for primært at tilfredsstille vores egne behov, en vi er sat her med et højere formål. Som det hedder i dagens epistel hos Paulus “For nu er frelsen os nærmere…dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på… men iklæd jer Herren Jesus Kristus.”

Med Guds hjælp, med Guds vilje vil vi kunne det, vi ellers ikke kan. Med Guds hjælp og Guds indgriben i vores liv, vil Guds sætte os fri. Gud vil sætte os ud af vores egen fangenskab, og Gud vil udfri os fra vores mørke, vores selvtilstrækkelighed, selvoptagethed og lukkethed. Gud vil sætte vores sind og handlinger frie af indgroede vaner og tilbøjeligheder.

At tilhøre Kristus betyder frihed og glæde: Kristus sætter os frie til at leve livet som det var tænkt, ligesom da Gud skabte mennesket – i sit billede. Med hans hjælp bliver vores liv sat ind i den rette sammenhæng som det var tænkt fra begyndelsen af – et liv med næsten i ubekymrethed – i åbenhed, i tillid, kærlighed, omsorg, ansvarlighed og respekt – et liv i gensidig forpligtelse til hinanden (teologen K E Løgstrup).


Om det så er i forhold til de nye fire år for de nyvalgte kommunalbestyrelser og regionsråd eller om det så er i forhold til vores nye år for kirke og menighedsråd, som netop konstituerer sig for det kommende år, om det så er i forhold til det militære og humanitære engagement i udlandet, om det så er i forhold til flygtninge, der er kommet til landet, indsatte i fængslerne, hjemløse i gaderne, syge og ensomme og gamle…

Er vi parate til at møde den nye tid med et åbent sind? Vil vi være parate til det ny og til at møde verden med nye øjne, når vi træder ind i verden i den nye tid?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag: 84 750 448 – 80 81 74

udgivet første gang 2009 på min blog, redigeret siden, Asser Skude 2021 ©

Overvejelser forud for prædiken Alle Helgen søndag 2021

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 7. november 2021 i Bellahøj kirke.


Evangelium
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Matthæusevangelisten, kapitel 5, vers 1-12
Det Danske Bibelselskab, 1992 ©

De “heldige” eller de “salige”?

I den autoriserede og gældende oversættelse af 1992 siger Jesus “Salige er I”, men i den nye oversættelse af ”saligprisningerne” er de “salige” blevet til de “heldige”.

Er det så en heldig oversættelse kunne man retorisk spørge?

Det er netop spørgsmålet. Det er bestemt et modigt valg, som Bibelselskabet har truffet med at oversætte det græske ord ”makárioi” med netop ”heldige.” Hvis man er mest fortrolig med den tidligere og nuværende autoriserede oversættelse, vil nok føle at ”salige” er mere forfinet end ”heldige”. Heldig er man hvis man f.eks. vinder i lotto eller heldig er man, hvis lykken tilsmiler én i forhold til et godt helbred, god økonomi, karriere osv. At være salig derimod er noget som stikker dybere, det er ikke så overfladisk som heldig eller lykkelig.

At være salig kan dog desværre også omvendt komme til at lyde som om man er selvtilfreds eller har nok i sig selv. Og det er hvert tilfælde ikke meningen med at være et kristent menneske.

På den måde er det befriende, at Bibelselskabet prøver at ruske op i vante forestillinger og termer, såsom de ellers meget kendte og afholdte ”saligprisninger”, som Jesus kommer med i dag.

”Saligprisningerne” er taget fra Jesu såkaldte ”Bjergprædiken”, som mange mener er den smukke forkyndelse, som vi har fra Jesus selv.

Nok talte Jesus ikke græsk, men aramæisk og hvilket ord, der kan have ligget bag det græske ord ”makárioi” kan vi ikke vide.

Vi ved dog, at Jesus har ordet i sin magt og der overlades sjældent noget til tilfældighederne.

Måske kunne den nye oversættelse ”heldige” så alligevel godt være velvalgt, hvis man rummer både den materielle og den ikke-materielle betydning af ordet.

For ofte kan det jo være mere eller mindre heldige omstændigheder, som gør at et menneske havner, der hvor det havner.

Mange forskere i genetik i dag, lægger således stor vægt på hvilke gener vi har fra vores forældre, men også hvilken opvækst og livsbetingelser vi får.
Vi i Danmark er nok et af verdens ”heldigste” folk, det siger mange undersøgelser. Vi er ofte i toppen af verdens lande når man måler på velstand, men også lykkefølelse.

Måske skyldes det vi har tillid til hinanden, at vi har tillid til myndighederne og til vores medier osv.

Samtidig ved vi også at vi i Danmark kun udgør en forsvindende lille del af befolkningen på hele jorden.

Resten af verdens befolkning er langt fra så heldig som os: Desværre opvokser mange børn op i resten af verden i fattigdom, uden uddannelse, under diktatur, under trusler og uden udsigt til en lykkelig fremtid. Tag bare alle de unge mennesker, som flygter fra resten af verden og til Europa for at finde lykken. De er bestemt ikke heldige. De går ofte en grum skæbne i møde. Så hvor heldige er de lige?

Når vi ser vor på resten af verdens samfund anno 2021 så er der nok af ulykke, fattigdom, undertrykkelse mm – i de fleste af verdens lande (undtagen Vesten og få andre lande)

Der er nok at bekymre sig om, og det er svært ikke at synes denne verden er urimelig og uretfærdig, når der er så stor forskel på levestandarder og muligheder for mennesker.

På mange måder har vi i vesten vores på det tørre. Og så alligevel ikke. Man siger jo, at vesten og vestens befolkning samtidig også med vores levevis er storslemme med at bruge af verdens resurser.

Vi bruger og forbruger langt over evne og uden sammenhæng langt mere end de fattige og uformående.

I den forstand er Vesten og vestens befolkning skyldig i en meget uheldig belastning af jorden og jordens resurser. Det er bestemt heller ikke særlig heldigt. Og det er bestemt ikke særlig heldigt i forhold til hvad vi lærer vores børn og kommende generationer.

Hvis vores børn og børnebørn ikke bliver klogere end os i vores opførsel og forbrug, så er de meget uheldigt stillet.

I den forstand må vi som hører dagens evangelium måske føle os ramt. På den ene side er vi i Vesten med vores lykke og velfærd utrolig heldige og kan ikke forlange eller forvente os mere. Vil vores børn og børnebørn overhovedet have så høj velstand og lykke som os. Vil det være muligt for dem?

Og hvad vil resten af verdens befolkning på den lange bane sige til at vesten bruger så mange resurser og så mange andre lande holdes uden for?
Men nu handler evangeliet som bekendt om mere end om material velstand, forbrug osv.. Og heldigvis for det.

Evangeliet om at være ”heldig” handler jo om at enhver som hører og modtager budskabet om Guds søn, derved allerede er utrolig ”heldig.” Tænk at få lov at høre det budskab og kunne tage imod det. Alene det er heldigt og alene det gør noget særligt ved os. Og alene det gør os til nogle utrolig heldige personer, ja nærmest salige, for at bruge det gamle ord.

Salige kan vi næsten blive, når vi kan glæde os over den kærlighed som Guds søn tilbyder os og rækker ud til os. Uanset hvor vi er vi vores liv, om vi er alene, ensomme, forladte, sammen, hver for sig eller hader eller elsker hinanden, så er Gud der altid for os og vi kan altid komme til ham. Og vi er altid elsket af ham. Vi skal ikke lave om på os selv, Der er plads til os – som vi er.

Det fritager os ikke fra ansvar, men det sætter os fri til at blive frie og nye mennesker, skabt til at elske og tjene Gud og hinanden, elske Gud og hinanden – som os selv.

Alle bekymringer vi måtte have, kan vi give over til Gud, som er større end os og som vi løfte os fri af vores bekymringer. Det handler blot om at give vores bekymringer fra os, at dele dem med hinanden og lægge det over til Gud.

Håbet og troen er så, at Gud vil ”alting mage”: Gud vil gøre det umulige. Gud vil sætte os fri. Gud vil genoprette det fortabte. Vi vil finde tilbage igen. Til hinanden og til os selv og til Gud. Vi vil og skal være sammen igen. På vidunderlig vis, og nærmest sådan er det i dag, når Jesus på profetisk vis, fortæller os, hvordan det vil blive, når Gud vil komme igen, og være alt i alle og alle skal være og blive et i ham.

”Gud vil alting mage”. Gud vil vende modgang til medgang, sorg til glæde, smerte til lindring, modløshed til håb, ufred til fred og give os håb, frihed og glæde igen.

Lov og tak og evig ære være dig vor far, søn og Helligånd, du som var er og bliver, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen

Asser Skude, 2021 ©

Overvejelser forud for 22. søndag efter Trinitatis 2021

Overvejelser forud for prædiken kl. 17.00 lørdag den 30. oktober 2021

Ros til Bibelselskabet

Overvejelser forud for 22. søndag efter Trinitatis 2021, prædiken kl. 17.00 lørdag den 30. oktober 2021 i Bellahøj kirke

Ros til Bibelselskabet

I morgen er det lignelsen om den såkaldte ”gældbundne tjener” eller den såkaldte ”hårdhjertede tjener” (22. søndag efter Trinitatis, Matthæusevangeliet, kapitel 18, vers 21-35) dvs. sådan er det, hvis man læser i den nuværende og gældende kongelige autoriserede bibeloversættelse af 1992.

I den nyeste oversættelse af søndagens evangelium – den såkaldte ”Bibelen 2020” er det imidlertid ikke ordet “tjener”, der anvendes om hovedpersonen, men derimod ordet “slave”.

Det er tankevækkende, at det altså her er lykkedes Bibelselskabet at komme med en ny oversættelse, som er både er forfriskende netop i forhold til søndagens læsning.

Det er således ikke ordet ”tjener” der anvendes som oversættelse fra det græske ”doulos”, det er derimod ordet ”slave”. Selvom oversættelsen ”Bibelen 2020” ikke er ment til kirkebrug søndag formiddag i den klassiske og autoriserede højmesseliturg, så kunne denne oversættelse være en oplagt anledning til at italesætte, hvad der er på spil i dagens evangelium.

At bruge ordet ”slave” anno 2021 er modigt al den stund, at det ikke er særlig politisk korrekt, her tænker jeg på den igangværende debat og opgør med dansk kolonitid og dansk slavehandel mm. Nogle vil sikkert også finde det ligefrem anstødeligt, bagstræberisk, måske endda racistisk, at danske ord ”slave” stadig kan finde anvendelse anno 2021.

Naturligvis er der intet rart ved slaveri, og det strider også mod et liberalt og frit menneskesyn. Og i Dagens Danmark er slaveri da også heldigvis forbudt og afskaffet. Men slaveri var netop yderst udbredt og almindeligt på bibelsk tid, på Jesu tid og netop derfor giver det god mening at oversætte ”en til en” hvad der faktisk står i evangeliet til på søndag. Hatten af for det!

Måske vil nogen også blive stødt lidt på de teologiske konsekvenser af en så ligefrem oversættelse og brug af ordet ”slave”, og alt hvad det rummer af implikationer for en kristen dansker anno 2021.

Når lignelsen om tilgivelse i dag har en ”slave” som hovedperson, kan det jo godt tænkes at støde de danskere som tænker, at de i deres forhold til Gud ikke er at sammenligne med netop ”slaver”.

Er der da noget positivt ved at være ”slave” af Gud? Er Gud at betragte som en slags slaveholder og vi hans ”slaver” på jord? Det er nogle af de spørgsmål som den nyeste oversættelse kunne rejse. Og svaret derpå er ikke blot et entydigt “ja” eller “nej”. Svaret ligger måske endda i virkeligheden midt i mellem.

”Slaven” i lignelsen er naturligvis endnu en af Jesu metaforer for, hvad det vil sige at underlægge sig Guds vilje og Guds bud, det at enhver som hører lignelsen må lade sig inspirere til at være tro mod sin himmelske herre samt være ét med sin himmelske herres vilje.

Sådan kan vi forstå Jesu lære. Og med stor sandsynlighed har mange andre troende, og ikke mindst muslimerne, som kom til flere århundreder senere end de kristne, lade sig inspirere af jødernes lov og ikke mindst af Jesu forkyndelse og lignelser.

Således kalder tilhængere af islam sig “hengivne” eller “underkastede”, det er den betydning ligger der efter sigende i at være “muslim”. En “muslim” er altså en som er underkastet Allahs lov, Guds lov, en tro og hengiven tjener til den tolkning, som Guds profet har åbenbaret mennesker.

Jeg ved godt det kan give utilsigtede associationer, hvis vi kristne skulle sammenligne os selv med muslimer, ikke mindst fordi kristendommen er langt ældre og tidligere end islam. Men det at være hengiven og være underkastet en større vilje end ens personlige vilje, behov, lyster er både noget centralt i den oprindelige kristne forkyndelse.

Jeg vil pointere, at kristendom ikke er islam, og bliver det heller ikke. Kristendom er væsensforskellig fra islam. Kristendom er hverken en lovreligion eller er gerningsretfærdighed. Kristendom handler om at kunne reflektere selvstændigt og kunne skille Guds regimente og det verdslige regimente, det er og forbliver to adskilte størrelser.

Kristendom er dog i en eller anden forstand at underlægge sig en større vilje og i den forstand anerkende, at ingen ved egen magt derved kan frelse sig selv, men alene ved Guds hjælp og nåde kan sættes fri til at tjene Gud og næsten, og derved bedst imødekommer Guds bud, jf. det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus sammenfatter Moseloven til.

At underlægge sig Guds vilje og f.eks. budet om tilgivelse, kan minde om slaveri, men det er ikke i den ellers negative forstand, som mange måske ville høre det eller tro.

At tjene Gud sker netop ved at gøre det (som også Moseloven påbyder) ved at elske Gud af hele sin sjæl og hele sit hjerte og hele sin forstand. Altså skal menneskets med hele sin fornuft, vilje, indsigt også tænkes med. Så det at være ”slave” eller “tjener” for Gud, er ikke ukritisk underkastelse eller ”blind tro”, men netop at have hele sin forstand, vilje, indsigt med, netop når man tjener Gud og næsten.

Så meningen med det græske oprindelige ord ”doulos” kommer altså fint til udtryk, når Bibelselskabet vælger ordet ”slave” til søndagens evangelium.

Og bemærk altså, at det skal tænkes med, at kristne er mennesker med selvstændige holdninger, indsigter og egenskaber, der med deres forstand og hjerte skal tjene Guds vilje og Guds bud, således bliver de Guds udvalgte ”tjenere”.

Guds tjener bliver ingen i kraft af sine egne gerninger, men ene og alene i kraft af den gave og velsignelse, som Gud har rakt kristne ufortjent, gennem dåbens sakramente.

I forhold til dagens evangelium om at blive som den “slave” eller som den “tjener” i forhold til at tilgive sin medtjener eller “medslave” rejser sig spørgsmålet:

Skal vi gøre som den “tjener” eller den “slave” i lignelse og tilgive alt, tidligere, nuværende og kommende ugerninger og hændelser, der tilstøder os?

Det må være på sin plads at slå fast idag og alle søndage, hvad tilgivelse er og hvad det ikke er: Tilgivelse er ikke: Eftergivenhed, blødsødenhed, tossegodhed eller blind tolerance.

Tilgivelse er at sammenligne med et himmelsk spejl:

“O du, som skabte hjerte mit,

det dybe, underfulde,

o, dan det efter hjerte dit

til himmel-spejl i mulde

så langt mer, end selv jeg ved,

kan lære af din kærlighed

om nådens rige fylde.”

fra salmen “Gud Herren så til jorden ned”, Den Danske Salmebog, Bibelselskabet

Et spejl, der, når det holdes op mod os selv og vores næste, genspejler Guds nåde. Et spejl, der minder os om vores gensidige afhængighed af Gud og næsten. Et forhold vi ikke kan sige os fri fra, for så svigter vi både os selv, næsten og Gud. Et forhold som er gensidigt afhængig for alle parter. Et svigt over for næsten er et svigt over for Gud og omvendt. Vi behøver hinanden. Vi kan ikke leve uden hinanden, uden Gud. Vi kan ikke leve uden også at tilgive, uden at bære over, uden at se stort. Vil vi leve som den hårdhjertede tjener. Leve og være nøjeregnende, ja så bliver livet for alvor et sandt helvede, både for andre og os selv.

Ægte tilgivelse er ikke bare sur pligt eller bekvem udvej, men ægte tilgivelse kommer af hjertet. Som en indsigt, en erkendelse af vores egen situation, hvem er vi, og i kraft af hvad, vi egentlig er dem, vi er. Først når vi er villige til at se med et åbent sind og med et åbent hjerte på det spørgsmål, ser vi alt det, som vi har fået givet af Gud.

Vi er skyldnere i forhold til Gud og næsten, i det forhold, står vi i bundløs gæld. Forsøger vi at betale tilbage, ligesom den hårdhjertede tjener desperat forsøgte, bliver situationen endnu mere grotesk. Det er ikke meningen, at den skal betales af, så er det købmandshandel, ikke sand tilgivelse.

Alene én er i stand til at betale alt det skyldige tilbage. Alene Gud i himlen kunne betale alt tilbage. Det kan intet menneske. Kun Gud kunne betale den løsesum tilbage for at mennesker kunne gå fri. Kun Gud kunne betale tilstrækkeligt med sin egen søns lydighed. Ja lydigheden indtil kors. Så langt ville og kunne Hans Søn gå.

Han der var ingen noget skyldig betalte med den højeste pris, sit eget liv. Gud fader betalte med sin egen Søn, sit eget kød og blod. Ikke fordi Gud er en som vil slå ihjel, ikke fordi Gud ville ofre sin søn, på ingen måde, så langt ud kom det pga. menneskers hævn og had til Hans Søn, som blev sendt til dem. Af lydighed gik Guds Søn hele vejen, og fordi menneskene ville gøre regnskabet op på gammeldags og forældet måde og som mennesker nu tænker og handler – efter fortjeneste og som en købmand gør regnskabet op, ville menneskene have Guds søn på et kors. Sådan blev det. Ak og ve!

Ikke desto mindre blev Guds Søns død til ”løsesum for mange”. Således sendte Gud sin Søn, ”for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. (Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16)

Guds søn Jesus Kristus betalte med den højeste pris og i kraft af sin lydighed imod Faderen. Som den eneste kunne Han yde Faderen tilstrækkelig betaling (satisfactio) efter loven. Denne lydighed over for Faderen – lydigheden over for loven – førte til et liv, der var så anderledes, at det ikke var muligt for mennesker at kunne acceptere det. Det liv fik som sin konsekvens døden.

Gud kræver ikke tilbagebetaling og indløsning af gælden. Gud har forligt sig med sig selv og med os – igennem sin egen Søn. Gud er ikke en gnier. Gud er ikke nøjeregnende eller smålig, men en nådig og gavmild Gud. Af ingenting og ud af ingenting rækker Gud menneskene alting – og ganske ufortjent. Gratis som det hedder på latin.

Fordi Gud først har rakt mennesker sin tilgivelse, må mennesker også selv være villige til at tilgive deres skyldnere. Det må vi ikke glemme. Ellers vil det gå os ligesom den hårdhjertede tjener i lignelsen, ham som fik eftergivet sin uoverskuelige gæld, men bagefter selv glemte at tilgive og forlangte at få inddraget gælden fra sine skyldnere.

Guds tilgivelse blev givet os alle i Jesu navn ved dåben, og vi bærer den i os og er samtidig forpligtet til at give den videre i det liv, som vi lever sammen med næsten.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

– Forslag til salmer: 12 337 493 – 695 653 598

– udgivet første gang på min hjemmeside og Facebook 2021, Asser Skude ©

Prædikenvejledning til 21. søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium
Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: “Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: “Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: “I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: “Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro.

Johannesevangelisten, kapitel 4, vers 46-53
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 24. oktober 2021 i Bellahøj kirke

Dagens evangelium er en kort og vidunderlig beretning om, hvordan Jesus griber ind i en families liv, og den familie og husstand kommer til tro på Jesus som Guds søn.

Beretningen foregår i Kana. Det sker vel og mærke ifølge evangelisten Johannes i den selvsamme by, hvor Jesus virker sit allerførste under og tegn, nemlig forvandler vand til vin – under “brylluppet i Kana”. Her i Kana kommer en kongelig embedsmand (høvidsmand) til Jesus. Embedsmandens nærmere rang eller profession oplyses ikke, og det er heller ikke afgørende, det afgørende er det forhold, at embedsmanden er far.

Det er i sin egenskab af far, at han henvender sig til Jesus – i håb om at Jesus vil hjælpe. Embedsmanden gør som enhver anden forælder burde og ville gøre, hvis deres barns liv var truet: Han opsøger hjælp.
Det afgørende er farens håb om, at Jesus kan virke et mirakel. Som mange andre, må også han have hørt om de tegn og undere, som Jesus forinden havde gjort.

Vi får at vide, at den kongelige embedsmand har forladt sin søn hjemme. Måske pga. arbejde, som han var nødt til at passe. Eller måske fordi han ville møde Jesus, som han har hørt om. Og det med risiko for, at hans søn allerede vil være død, før han selv kan være tilbage.
Således kommer denne far og bønfalder Jesus: “Herre, kom med derned og helbred min søn, for han ligger for døden.”

Farens henvendelse til Jesus kan opfattes som endnu et krav om at få et tegn fra himlen. Under alle omstændigheder retter Jesus en generel kritik af tilhørernes krav om at se tegn.

Jesu svar kan ses som imødekommelse og en konstatering af kravet om tegn. Er det sidste tilfældet, indrømmer Jesus indirekte, at tegn kan være nødvendige – for troens skyld. Denne betydning svarer til Johannesevangeliets forståelse af Jesu tegn.

Et tegn er noget som peger ud over sig selv. Et tegn har en dybere betydning end blot f.eks. en mirakuløs helbredelse. Den dybere betydning af tegnet hos Johannes er tegnet som åbenbaring af, at Jesus er Guds søn, der er kommet til verden for at åbenbare den himmelske herlighed.

Vedholdende og stædigt fastholder faren sin bøn til Jesus: “Herre, kom med derned, før mit barn dør”. Man kan sige, at faren idet han kalder Jesus for “Herre” samtidig bekender Jesus som Herre.

På den bekendelse svarer Jesus kort: “Gå, hjem din søn lever”. Jesus svarer ikke : “Gå, hjem din søn er helbredt”. Når Jesus bruger ordene “Din søn lever” kan det være for at anskueliggøre, at han selv er herre over livet og livets giver, og at sønnen nu har fået livet skænket. Uden Jesu mirakel havde sønnen mistet livet. Jesus er altså den som kan skænke liv – endda ud af sygdom og død.

Jesus yder faren trøst og garanti for, at hans søn nu er helbredt. Faren tøver ikke, og han tror på Jesu forsikring og vender hjemad. Dengang har rejsen retur fra Kana til Kapernaum taget en dags tid, for der var cirka 25 kilometer – og det vel og mærke til fods.

Og også kommunikationen imellem hjemmet og den kongelige embedsmand kunne derfor også tage en hel dag. Imidlertid kommer det glædelige budskab om sønnens helbredelse til faren – før han når hjem: Hans tjenestefolk kommer ham i møde på vejen.

Og disse tjenestefolk overbringer det glædelige budskab om at sønnen lever, og at den livstruende sygdom har forladt sønnen i syvende time, hvilket svarer til samme tid, da Jesus sagde: “Din søn lever”.

Underet er sket. Drengen har fået livet tilbage. Og det sker i Kapernaum, hvor embedsmandens familie og tjenestefolk kan bevidne det. Jesus selv er et andet sted. Jesus opholder sig i Kana.

Sagt på anden måde. Helbredelsen er såkaldt fjern-helbredelse. Helbreder og helbredte opholder sig ikke på samme sted, men hver for sig. Måske var det eneste mulighed for at drengens liv kunne reddes, denne fjern-helbredelse, måske ville drengen være død allerede, hvis Jesus først skulle rejse afsted den hele dag, før han kunne være fysisk hos drenge. Under alle omstændigheder overgår dagens evangelium enhver forstand, og den kan alene gribes med troen.

Helbredelsen er vidunderlig for embedsmanden og hans familie – og for sønnen, men helbredelsen peger ud over sig selv. Helbredelsen er større end selve miraklet, for helbredelsen er et tegn, der viser hen til en ny verden. Den verden, som tager udgangspunktet i dette liv, men som også rækker ud over livet. En verden som skal ses med troens øjne.

Tegnet peger hen på, at Jesus er Guds søn, og selveste Livet. Således forstået giver de berømte vendinger fra Johannesevangeliet om Jesus som opstandelsen og livet eller Jesus som Vejen, Sandheden og Livet.

Gennem dette tegn åbenbarer Jesus, at han er Guds søn, og igennem ham gør Gudfader sine gerninger, igennem ham åbenbarer Gudfader sin herlighed, således for embedsmanden, hvis søn var syg. En far møder her Guds herlighed. Det største i hans liv, hans eget kød og blod, hans søn, som han var ved at miste, er nu tilbage igen og lever.

Når Jesus siger, at “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, kan han have ment, at tegn er til for troens skyld. Forstået på den måde kan tegn og tro ikke tænkes uden hinanden. Det forhold kunne der godt argumenteres for her, idet dagens evangelium munder ud i en trosomvendelse, her er et menneske, der tror og bekender Jesus som “Herre” og “han og hele hans husstand kom til tro”. På grund af dette tegn fristes man til at sige.

Stillet overfor oplysningen om embedsmanden og hans husstands omvendelse er her muligheden for en reel grundlæggelse af en lille skare af troende, en lille menighed, en såkaldt husmenighed. Der står: “Og han og hele hans husstand kom til tro”. Husstand inkluderer, hvad der måtte være af familie, hustru, børn og tjenere (og slaver) (og deres børn).
Indirekte afsløres de daværende sociale normer, den patriarkalske orden, nemlig at det var husets herre, husfaderen, som handlede på hele husstandens vegne. Således også i religiøse henseender kunne husfaderens religiøse forhold afgøre husstandens religiøse praksis.

De første kristne menigheder er sådanne husmenigheder, og man opholdt sig i “private huse” i de tidligste år – pga. den direkte anledning troen var opstået – nemlig hos en husstand – og hele husstanden lod sig omvende på en gang til kristendommen. Blev menigheden for stor, anvendte man blot flere huse, som man samledes i. Hvornår menigheder ligefrem begyndte at bygge og tage i brug egentlige kirker er lidt usikkert, men omkring det tredje århundrede efter vor tidsregning begynder de første kirkebyggerier.

Dagens evangelium handler om, hvilken ny virkelighed og hvilken ny kilde til liv, Guds ord er. Ikke blot rent fysisk kan Guds ord som i dette tegn fortrænge sygdom og række livet. Dagens evangelium handler om, at Guds ord med kraft og liv møder et menneskets ord.

Den dag ved Kapernaum var det embedsmandens bøn om hjælp, en fars bekendelse, dette lille menneskeord, der mødes af det store ord, som er Guds ord. Det Guds ord, der gennemtrænger tomhed og mørke. I ordet møder Gud mennesker med trøst og hjælp ligesom Guds ord mødte den kongelige embedsmand med trøst og hjælp.

Sådan vil Guds Ord også komme til os i dag, når vi samles om Ordets forkyndelse, ligesom Gud fra første dag har været nærværende med sit Ord hos den første kristne menighed, som vi kender, nemlig den hos den kongelige embedsmand.

Ordets forkyndelse er vores, den kristnes menigheds grundlag for vores liv og vækst. Selv ikke Gudshuset, vores kirkebygning og inventar skyldes det, men derimod det Guds ord, der prædikes, skal udvirke det og gøre os til de “levende stene”, som er den virkelige kirke, båret af mennesker af kød og blod, som samles om Ordets forkyndelse, og der skænker Gud os trøst og støtte, håb og tro, når vi føler os tomme og forladte.

Og Guds kærlighed tilbydes vi alle i dåbens og nadverens sakramente. Der er Guds nærvær med Ordet, der lyder – Hans løfte om nærvær og støtte nu og indtil de sidste tider.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen


forslag til salmer: 744 580 7 – 164 60 672

– udgivet første gang 2009, redigeret siden © Asser Skude

Prædikenvejledning til 20. søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: “Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæ’r på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæ’r? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.”

Matthæusevangelisten, kapitel 22, vers 1-14- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 17. oktober 2021 i Bellahøj kirke

– Den store bryllupsfest

Den store bryllupsfest Lignelsen om det store festmåltid rejser måske flere spørgsmål end den besvarer. Hvad er det glædelige i at høre om dom og straf for dem, som ikke vil tage imod invitationen?

I stedet for at fokusere på dem som afvises og kastes bort, kunne man tage udgangspunkt i det glædelige at invitationen i første omgang går ud til alle. Det handler derfor om at tage imod og gøre sig klar, modsat den arme stakkel vi hører om som ikke har gjort det.

Invitationen til festmåltidet, kunne være en allegori på invitationen til Guds frelse og det evige liv, som enhver skal tilbydes. Høj som lav indbydes.

Måske forstås kongefarens reaktion bedre, når man ved, at det på Jesu var kutyme på Jesu tid, at alle gæster på forhånd var blevet udstyret med bryllupsklæ’r forud for festen. De fornemme klæ’r lå simpelthen klar og fremme til alle gæster – netop for at ingen skulle kun undslå sig med ikke at have tøj til anledningen. Det var værtens opgave – også at sørge for gæsternes påklædning til formålet.

Her to tusinde år efter – og på danske breddegrader – bruger vi ikke den skik, og dog: Hvis man ser et af danskernes mest populære underholdningsprogrammer, f.eks. ”Vild med Dans” fra TV2, så skulle det undre mig om ikke netop værten (TV2) har sørget for at alle deltagere klædes på til lejligheden. Og man kan spørge sig selv om det ikke er halvdelen af fornøjelsen at nyde og se de flotte jakker, bukser, kjoler, sko og skønne former på deltagerne?

Lad os antage at alle deltagere blot deltog i deres sædvanlige, uhøjtidelige og dagligdags tøj, natbukser, hjemmesko og lignende, hvem ville så synes at det var lige spændende at se og følge med?

Sådan må vi sætte os i den konges sted, som ville holde sin søns bryllup. Skulle han da ikke netop blive irriteret og vred, hvis gæsterne ikke tog det på, som lå klart til dem, hvis ikke de gik med på festen og dens præmisser?
Lignelsen om den kongefar kan lyde bombastisk og meget dommedagsagtig. Og det er ikke helt forkert. Der er noget på spil. Også i dag. Og temaet er alvorligt. Også selvom det “bare” er en lignelse og altså en slags parabel eller parafrase eller metafor over for hvordan det står til med Guds riget og de invitationer som der sendes ud.

Det er skammeligt at de gæster, som den kongefar inviterer, undslår sig. Kongefaren har glædet sig og vil gerne dele sin glæde og fejre det for alle.
Netop derfor er hans vrede og hævn til at forstå over for den slappe attitude som udvises mod hans invitationer. Og ikke mindst de forbrydere som ihjelslår hans udsendinge. Hvor utaknemlig og hvor uforskammet har man lige lov at være? Og hvem vil påstå. at de ikke forstår den kongefar, der hævner sine udsendinge, ved at sende soldater ud til de forbrydere?

Jesus fortæller næppe denne lignelse for at eftertiden skal pege fingre ad hinanden eller for at nogen skal fordømme andre. Og Jesus fortæller næppe denne lignelse for at vi som hører den alene skal lægge mærke til hævn og dommen i lignelsen, men det giver netop mening med dom og hævn i lignelsen, for at vi skal forstå at der er noget på spil. Det hele er ikke lige meget og alt er ikke godt. Og verden er ikke kun god, men også ond.

Vi skal altså på en og samme tid høre om det mest forfærdelige og det mest vidunderlige. Så dobbelt er det. Og sådan er verden også. På en og samme tid vidunderlig, men i næste nu kan den være ond og forfærdelig.

Og gennem tiden har mange dommedagsprædikanter kunnet bruge netop denne lignelse som afsæt til at prædike netop dom, hævn og straf. Men måske er de sidste vers i dagens evangelium blot tilføjelser til den oprindelige lignelse, Jesus fortalte.

Men temaet dom og straf er dog stadig relevant og på sin plads at prædike i dag (som alle dage) som klangbund for det evangeliske.

Alle som en står vi over for Guds potentielle dom og straf. Og ingen vil kunne slippe fri af dom eller straf, hvis ikke det var for Guds søn, som blev sendt til os, for at frelse os, nu hvor vi ikke kan eller kunne frelse os selv eller hinanden. At vi mennesker langt fra er perfekte, men dagligt svigter, kan vel ikke komme bag på nogen.

Selvom vi lever i et smørhul og der næppe findes et mere lykkeligt og dejligt land end det danske, så har der desværre og ulykkeligvis næppe før været så mange ensomme, isolerede mennesker.

Til trods for vi nok næppe tidligere har vi levet så godt, og haft så mange goder og så meget plads, haft så mange muligheder, så er der alligevel så mange der ikke lykkes, i skolen, på jobbet osv. og rammes af sygdom og isolation og f.eks. lidelsen

Aldrig før som nu har så mange gået glip af den fest og det fællesskab, som vi ellers så gerne vil bryste os af.

Sagt på en anden måde. Vi er ikke perfekte og svigter det bud om at inkludere og rumme hinanden. Desværre er der mange, alt for mange der ikke kan tage imod invitationen til fællesskabet og kærligheden – og bare fordi de ikke tager imod, kan vi ikke undslå os med at de ikke vil. Det er stadig vores næste, alle de danskere som bor i vores land. Hvorfor er de ikke med til fest?

I forgårs læste jeg f.eks. om at der fra de københavnske jobcentre ikke de sidste to år er henvist nogen person til noget job? Hvordan kan det gå til, når vi har klaret os gennem krisen og der er mangel på arbejdskraft og hænder, at så mange danskere alligevel stadigvæk kan gå arbejdsløse, være sygemeldt, være stressede, være nedslidte og syge osv. Hvordan kan vi tillade os at accepterer at de “holdes udenfor”. Vores samfund og vores behandling af dem er ikke næstekærlig eller inkluderende. Vi kommer til kort.

Skulle de da ikke også med til den fest, som der er i vores samfund? Hvor bliver de af? Hvornår lukker vi dem ind, alle de danskere, som allerede er født og opvokset her?

På den måde kan vi forstå alvoren bag den lignelse Jesus fortæller. Nogen er udenfor og kommer ikke ind. Det er ondt. Det er ikke godt.

Men sådan er Guds rige ikke. Himmeriget skal lignes med den kongefar, der ville have alle med. Og Guds rige skal lignes med den kongefar som forsøgte sig med at få alle med.

Og forventer vi at Gud den dag, når han vil kalde os til fest, også vil tage os med? Fortjent det har vi ikke, ligesom ingen nogensinde skal fortjene sig til Guds frelse eller nogen skal vide sig sikker på Guds frelse.

Men i dåben og som elskede Guds barn, tør vi måske tro og håbe at også vi skal komme med til fest. Og det håb må vi også – indtil det sidste – holde fast i skal rækkes ud til vores næste og alverden.

For at frelse verden – gennem budskabet om hans søn og troen på ham. Af kærlighed til verden skal vi række det budskab ud – ligesom de udsendinge i lignelsen om den kongefar, der ville dele sin glæde med alverden.

Og som det er i lignelsen om kongesønnens bryllup, billedet på Guds himmerige, skal det vel også være med os. Vi skal ikke forholde os passivt, men være medspillere på at gå ud og få inviteret alle med til fest.
Budskabet om fest og glæde skal der ikke fedtes med. Det skal ikke pakkes ind, men udfoldes.

Og som kristne og kirke, skal vel netop vi, være som den kongefar og udsendinge – langmodige, håbefulde, udholdende – i troen på at det hele ikke er forgæves, men at Gud en dag vil blive alt i alle og at Gud har sendt sin søn til verden, ikke for at den skal fortabes, men frelses.

Måtte vi leve indtil da i troen på den kærlighed, af Guds nåde og arbejde på hinandens lykke, glæde og fred og kærlighed imellem mennesker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 737 594 385 – 175 653 690
– © Asser Skude, 2021

Strider homoseksualitet mod sædeligheden?

Hvad er sædeligheden?
Normal betydning er, at vel opføre sig ordentligt. Hvad det så helt konkret betyder, vil der sikkert været mange fortolkninger af.

Derfor vil nogle sikkert mene, at f.eks. homoseksualitet strider imod sædeligheden, andre vil ikke. Personligt har jeg f.eks. ikke noget problem med homoseksuelle eller homoseksualitet, og jeg var da også en af fortalerne for, at Folkekirken fik et ritual for vielse af homoseksuelle. Også selvom ritualet så ikke endte med at være så fremsynet, som jeg havde håbet. Det som ærgrer mig mest – her snart ti år senere – er muligheden desværre ikke strækkes ud til øvrige kirkesamfund i Danmark, dvs. de anerkendte trossamfund, muslimer, katolikker mm.

Vielsesmyndighed er en ret uden for folkekirken og borgerligheden.

Som det er nu, er øvrige trossamfund i deres syn på homoseksualitet underlagt Grundlovens § 67: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

I praksis vil det sige, at hvis et anerkendt trossamfund ikke mener, at homoseksualitet bør tillades, understøttes eller velsignes, ja så behøver det trossamfund ikke gå ud ad den vej.
I praksis vil det betyde, at danske muslimer, katolikker mm som altså ønsker vielse med en af samme køn ikke kan modtage den, hvis ikke det pågældende trossamfund ønsker det.

I praksis vil det sige, at en dansk homoseksuel muslim eller katolik så må ”nøjes” med at blive velsignet i Folkekirken, hvis kæresten f.eks. er medlem af Folkekirken. Muligt er det ikke at blive viet i en moské eller katolsk kirke efter nuværende praksis.

En dansk homoseksuel muslim eller dansk homoseksuel katolik vil naturligvis godt kunne blive viet ved en ikke-kirkelig højtidelighed, f.eks. af den stedlige borgmester eller under andre omstændigheder, men mig bekendt har jeg ikke hørt om homoseksuelle vielser i danske muslimske eller katolske trossamfund. (nævner disse, da disse er de to næststørste trossamfund i Danmark).

Beskytter vi middelalderlig og mørk praksis?

Det som ærgrer mig ved den gældende lovgivning og praksis anno 2021 i Danmark er Grundlovens paragraf 67 tilsyneladende kan finde anvendelse til at ”beskytte” trossamfund og deres praksis, selvom praksis er middelalderlig og mørk – under dække af at anden praksis (læs anerkendelse af homoseksuelle vielser) skulle stride mod sædeligheden.
Mig bekendt er ”sædelighed” noget som skifter over tid. ”Sæder” eller ”sædvane” er ofte præget af den aktuelle tid og stemning i samfundet. Det er klart at det tidligere, da f.eks. Grundloven blev nedfældet for mere end 150 år siden, ikke var ”sædvane” med homoseksualitet og anerkendelse af denne, og slet ikke i f.eks. Folkekirken.

Men som bekendt skifter ”sæderne”, og i dag er det da ikke usædvanligt at møde homoseksuelle, som ønsker at leve sammen og ønsker velsignelse hertil.

Hvorfor griber vor tids politikere ikke ind over for de religiøse samfund, som ikke tolererer eller velsigner homoseksualitet eller homoseksuelt samliv?

Når politikerne for snart ti år siden ved lov gjorde det muligt i Folkekirken, hvorfor så tøve med også at gøre det muligt for de øvrige religiøse samfund?

Kan politikerne med rette dække sig ind under at de i givet fald ville ophæve religionsfriheden, hvis de lovgav for øvrige religiøse samfund i det spørgsmål?

Ikke at lovgive i dette spørgsmål for øvrige religiøse samfund, er vel at svigte de medlemmer af disse samfund, som ønsker accept og velsignelse for deres homoseksualitet?

Faktaboks
Ægteskabsloven:

§ 1. Loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og mellem to personer af samme køn.
§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted: 1) inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne, og 2) inden for de anerkendte trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende trossamfund. Stk. 2. Kirkeministeren kan bestemme, at medlemmer af udenlandske evangelisk-lutherske trossamfund skal være ligestillede med folkekirkens ligestillede med folkekirkens medlemmer med hensyn til adgangen til kirkelig vielse.”

Prædikenvejledning til 19. s. e. Trinitatis 2021

Evangelium

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: “Søn, dine synder tilgives dig.” Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: “Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: “Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden” – siger han til den lamme: “Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!” Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: “Aldrig har vi set noget lignende!”
Markusevangelisten, kapitel 2, vers 1-12

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for DropIn Rytmik gudstjeneste (børn og voksne) kl. 15.00 søndag den 10. oktober 2021

Lidt forenklet kan man sige om os mennesker, at vi kan leve vores liv på to måder: Enten som farisæerne eller som bærerne: Bærerne opfører sig som forventningsfulde børn, der er fuldt overbeviste og dedikerede og kaster sig ud i ethvert forehavende. Så optagede, at det nærmest er utænkeligt for dem, at noget skulle gå galt. Og så deres modsætninger: Farisæere, der opfører sig som bedrevidende og “kloge” voksne. De ved, hvad der kan lade sig gøre og ikke mindst, hvad der ikke kan lade sig gøre.

Vi står med disse to grupper. Bærerne, som repræsentanter for dem, som skaber venskaber, tror og vil gøre alt for hinanden. Modsat er farisæerne, der kommer til at stå som skeptiske over for kærlighed, tro og venskab.
“Venskab” betyder egentlig blot at “at være vidne”. Dagens hjælpere til den lamme er mere end det. De gør aktivt en forskel for den lamme. De sætter alt ind på at få ham bragt til helbredelse. Med risiko for selv at blive latterliggjort. Med risiko for at missionen mislykkes. Med risiko for at give den lamme falsk forhåbning. Så ihærdige er de venner, at de ikke helmer, før de får vennen bragt frem til Jesus: Vi hører, hvordan de kravler op over menneskemængden og bryder taget op, så de kan fire den lamme ned i huset – ned til Jesus!

Det er broderkærlighed, hvor de helt og udelt giver sig hen for deres næste. Ingen forhindring skal stoppe dem i at hjælpe næsten. Sikke en medfølelse og et ønske om at hjælpe den stakkels lamme mand.

Hvilken tro, hvilken ukuelig optimisme, som disse fire bærere har. De tror så meget at de – som det mest naturlige i verden – forcerer folkemængden og åbner taget til at få adgang til ham, som de tror kan hjælpe den lamme.
Til stede under begivenheden er også farisæerne, der tvivler og sikkert tænker deres. Farisæerne må have tænkt: Hvilke tosser, hvilke åbenlyse naive tåber, der kommer med en lam for at han skal blive rask? Hvordan skulle han dog blive rask? Ham kan ingen hjælpe! Og selv hvis nogen kunne, selv hvis Jesus kunne, hvordan skulle de nogensinde få ham forbi menneskemængden og ind i huset, hvor Jesus er?

Overfor farisæernes “klogskab” møder vi bærernes spontanitet: De er så hengivne i ønsket om at hjælpe den lamme, at de glemmer menneskelige konventioner om, hvad man kan og må, og hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre.

Med deres skeptiske holdning har farisæerne fjernet sig fra livet og også fra den mulighed, at Gud findes, og at Gud kan gribe ind. Og den mulighed at Gud skulle være blevet født som menneske og leve i den lille flække Kapernaum. Deres Gud som er almægtig og evig, hævet over tid og rum, hvordan skulle Gud da lade sig repræsentere af en simpel tømrersøn i den lille flække, Kapernaum? Nej, det er ikke en mulighed. Det er da også derfor de er nødt til at blive så forargede over, at der nu er en, der tillader sig at tale på Guds vegne og påstår at Gud har forladt den lamme hans synder.
Hvorfor da ellers blive så forarget over at den lamme skulle være blevet forladt sine synder, hvis det da ikke lige var fordi farisæerne ikke brød sig om, at Gud ville gribe ind i verden lige nu og her, og at Gud skulle bryde sig om en lam? Farisæernes tro siger, at synders forladelse kommer fra Templet og præsteskabet, ikke fra en simpel tømrersøn. For dem er det umuligt, det er blasfemi og det er forkasteligt og strafbart.

Synders forladelse er langt mere end blot f.eks. tilgivelse: Tilgivelse er imellem mennesker – vertikalt forstået – i forholdet til næsten: Hvis du har gjort et andet menneske fortræd, kan han vælge at tilgive dig. Og omvendt. Med syndernes forladelse forholder det sig ikke sådan. Syndernes forladelse går kun den ene vej og alene horisontalt: Fra oven og ned. Fra Gud til mennesker. Og syndernes forladelse kan mennesker ikke give hinanden. Alene Gud i himlene kan forlade synder. Den bevægelse sker fra Gud og til mennesket – alene denne ene vej. Oppe fra og ned.

Alt sammen sker det i Kapernaum, Kafér-Naum, dvs. Naums by. Vi hører flere gange om Kapernaum i evangelierne. På Jesu tid en lille by, ved den nordvestlige bred af Genesaret sø. En lille romersk forlægning på et hundrede mand lå her – det ved vi fra beretningen om hærførerens søn.

Evangelisten Mattæus kalder byen “Jesu egen by” – og med god grund – for på mange måder var Kapernaum en central ramme om Jesu forkyndelse og virksomhed. Her opholdt Jesus sig som voksen. Her gør Jesus mange undere. I byens nærhed, ved søbredden ud til Genesaret sø, kalder Jesus de første disciple, deriblandt Simon. Han er fisker og kaldes til at blive menneske-fisker! Og i Kapernaum helbreder Jesus også Peters svigermor.

Samtidig med at Kapernaum er velsignet med Jesu ophold i byen og Jesus gør mange undere her, forbandes byen også af Jesus, fordi den ikke omvender sig: Kapernaum opfører sig som en uartig, selvoptaget og umoden teenager. Så meget godt får denne by, alligevel tager den ikke imod. Alle disse mirakler, og byen omvender sig ikke. Han siger: “Ve dig, Kapernaum, at det på hin dag må gå dig værre end Sodoma og Gomorra, for du kendte ikke din besøgelsestid.”

Helbredelsen af den lamme i dagens evangelium kommer nærmest som et antiklimaks. Forventningen til Jesus er, at han skal helbrede den lamme. Og skuffelsen er umiddelbar, da Jesus ikke helbreder den lamme som det allerførste, men blot forlader den lamme hans synder.

For normalt når nogen helbredes i evangelierne, sker det umiddelbart og derpå får de at vide, at de skal gå bort og ikke synde mere. Denne gang er det omvendt: Guds søn indleder med at forlade den lamme hans synder. Og derpå helbreder han den lamme. Vi hører også, at skarerne reagerer voldsomt på den rækkefølge. Vi hører at skarerne, der ser det og oplever det bliver ude af sig selv og priste Gud og sagde: “Aldrig har vi set noget lignende”.

Jesus skænker allerførst den lamme hans synders forladelse, som er langt vigtigere i evighedens perspektiv. For hvad nytter det den lamme at blive helbredt fra sit handikap, hvis han ikke får syndernes forladelse og evigt liv?

Alt dette forstår farisæerne dog ikke. Derfor siger Jesus blot “rejs dig, tag din båre og gå hjem!” Dermed viser Jesus dem en uforklarlig helbredelse, som de måske kan afvise som svindel eller blot et lykketræf. Den dybere side af begivenheden, nemlig syndernes forladelse er gået hen over hovedet på dem. Farisæerne kan simpelthen ikke tillade at noget menneske skulle få sine synders forladelse – i levende live – af en simpel tømrersøn.

Dermed er der også lagt op til, at vi som tilhører af beretningen må undgå at gøre som de “kloge” og “forstandige” farisæere. At vi ikke må afvise muligheden for at det umulige alligevel er muligt – og at mirakler sker. Og selvom de ikke sker, ja så er det vigtigste dog, og den egentlige sag, som tømrersønnen er kommet for:

Nemlig at give os vores synders nådige forladelse. Og det endog mens vi er i live og i gang med vores liv – uanset om vi fortjener det eller ej – så forlader Gud os allerede nu vores synder. Det er stærkt og provokerende, ikke mindst for enhver “klog” person, som ikke kan rumme tanken om at selv den syge, den svage eller lovbryderen er god nok til Guds rige.

Alligevel er evangeliet dog som så: At syndernes forladelse har Guds søn allerede lovet enhver, som kommer til ham. Syndernes forladelse skænker Guds søn ganske ufortjent. Hans rige med nåde, fred og glæde rækkes os gratis – og ikke efter personlige fortræffeligheder. Dog slipper ingen ud af det forhold, som enhver er sat i – i forhold til Gud og næsten – at være ligesom de bedste venner for hinanden – ligesom de bærere i Kapernaum, der kom med den lamme. At enhver også må gøre ligeså og være sådan en ven, som dem vi hører om i dagens evangelium.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmeforslag 331 31 21 – 577 476 666

– © Asser Skude, udgivet første gang på denne blog i 2009, redigeret siden.

Prædikenvejledning til 18. s. e. Trinitatis 2021

Evangelium
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: “Mester, hvad er det største bud i loven?” Han sagde til ham: ” ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.” Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: “Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” De svarede: “Davids.” Han sagde til dem: “Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ‘Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?’ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?” Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
Matthæusevangeliet, kapitel 22, vers 34-46

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for søndag den 3. oktober 2021
For den almindelige jøde havde loven, toraen, mange bud (613, heraf 248 påbud og 365 forbud). Alle som een skulle de tages alvorligt. I søndags var evangeliet en diskussion mellem Jesus og farisæerne om et af disse bud – budet om at holde sabbatten hellig: Farisæerne spørger Jesus, om han ville bryde det bud. I stedet for at svare bekræftende, stiller Jesus farisæerne det modspørgsmål: “Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?”

Det tankevækkende er, at farisæerne bliver Jesus svar skyldig. De er ikke i stand til at svare på det spørgsmål. Og med god grund: Der kan være situationer, hvor budene forhindrer mennesket i at gribe ind og ændre en ulykkelig situation. Der kan være situationer, hvor lovene utilsigtet forhindrer mennesket i at være der for næsten og gøre Guds vilje.

I dagens evangelium er det igen en diskussion mellem Jesus og nogle lovtro farisæere. Atter vil de bringe ham ud i et dilemma: De kommer til ham med et svært spørgsmål. De spørger ikke af personlig interesse eller for personlig opbyggelse, men de spørger for at sætte ham på en prøve: “Hvad er det største bud i loven?” Hvis Jesus går ind på deres tankegang og svarer bekræftende, risikerer han at forarge dem og krænke deres opfattelse af loven. Endnu en gang overrasker Jesus de skriftkloge: Han sætter ikke et eneste af budene ud af kraft, han sammenfatter derimod hele loven og alle budene i et enkelt – det dobbelte kærlighedsbud. Det dobbelte kærlighedsbud har to led. Første led er en del af den jødiske trosbekendelse, som begynder med ordene og kaldes “She’ma Israel”. Oversat er den fulde ordlyd: “Hør Israel, Herren din Gud er én, og du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din styrke og hele din sjæl.” Anden del er budet “at du skal elske næsten – som dig selv”.

Jesu sammenfatning af alle budene til dette dobbelte kærlighedsbud er ganske enkelt genial. For det er ikke i strid med god jødisk lære, men det er nøglen til at forstå alle de øvrige bud. Det udtrykker lovens intention: Jesu svar til farisæerne lyder: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: “Du skal elske din næste som dig selv.” På de to bud hviler hele loven og profeterne”. Jesu kritik af farisæerne går på ikke på deres person. Hans kritik går på deres forståelse af loven.

Den dag i dag bruges “farisæer” som et skældsord, om hyklere eller falske personer. Det er netop falskhed, som Jesus kritiserer ved farisæerne. De følger budene for budenes egen skyld. Derved risikerer de at praktisere en fromhed, hvor de selv er aktør, mens Gud og næsten ikke spiller en rolle. Alt synes at handle om ens personlige fromhed, ikke om Gud eller næsten som en aktiv medspiller. Fromhed uden at inddrage Gud og næsten – af hele sit hjerte, hele sin sjæl og hele sin styrke – er hykleri. Overholdelse af budene for budenes egen skyld er misbrug af loven. Som Jesus retorisk i sidste søndags evangelium spurgte:

Skal budet om at holde sabbatten hellig forhindre en far i at redde sin søn fra at dø? Det er lovens intention, Jesus vil finde nøglen til. Jesus vil, at mennesket skal gøre Guds vilje, ikke for at mennesket skal overholde loven, men loven vil pege hen imod Guds vilje. Og hvad er Guds vilje? Det svar Jesus giver i dagens evangelium er, at Guds vilje og lovens intention er, at mennesket af et helt og udelt hjerte elsker Gud og elsker næsten som sig selv: Mennesket skal lægge hele sin person, hele sin styrke, hele sin sjæl, ind i det, som det gør. Derved bliver der tale om engagement, der dominerer menneskets handlinger i forholdet til Gud og næsten.

Relationen til næsten og til Gud er ikke en relation, som er domineret af vane, af rutine, love og forordninger. Ellers ville hengivenhed, opmærksomhed og spontanitet være gået fløjten.

Derfor er Jesu forkyndelse i dagens evangelium ganske klar: Du skal skal elske din næste. Det skal du, fordi du skylder Gud og næsten det. Du skylder Gud og næsten alt. Det forhold slipper du ikke ud af: Næsten er skabt i Guds billede, ligesom du selv er.

Nu vil nogen måske spørge: Er det ikke tilstrækkeligt med en fromhed, der gælder budet om at elske næsten, hvorfor også elske Gud? Elske Gud skal vi, fordi Gud er altings ophav og endemål. Elsker vi ikke Gud, bliver vores gerninger uden retning, mål og mening. Så bliver det dobbelte kærlighedsbud alene et sæt humanistiske leveregler. Så glemmer vi det guddommelige ophav, vi er sat i, så glemmer vi, at vi er under stadig tiltale og ansvar over for Gud.

Vi er Guds tjenestefolk, og vi skal ikke tjene på hinanden. Vi skal tjene hinanden. Vi skal elske hinanden, som Gud allerede elsker os. Og således skal vi gøre: Som vi hørte i søndags: ydmygt, tålmodigt og give os selv hen: Den, som vil være størst, skal være som den der tjener. Som Guds tjenestefolk skal vi naturligvis også tjene Gud. Ikke kun med ord og ritualer på helligdagen den ene dag om ugen, men naturligvis tjene Gud ved at elske næsten som os selv – alle ugens øvrige dage. Det er sand tjeneste for Gud. At tjene Gud i verden.

For som der står i første Johannesbrev, kapitel 4, vers 20 f.: “Hvis nogen siger: “Jeg elsker Gud”, men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder”

Den sidste del af dagens evangelium fastholder Jesus læren om, hvem han og Kristus er (kristologien). Kristus er netop den, som er både Gud og menneske. Han er mere end blot en idé eller et begreb. Kristus er den som på een og samme tid er både menneske og Gud. Kun derfor og netop således kan Kristus være på en og samme tid både Davids søn og Davids herre. Med sit eget hjerte og med sin sjæl og sin styrke har han både Gud og næsten. Det har han gjort ved selv at være den ideelle tjener for Gud og for næsten. For på een og samme tid er Jesus både herre og tjener.

Han er herre, fordi han er vores herre og Davids herre, han er Gud. Samtidig er han også tjener, fordi han er kommet for at tjene både Gud og mennesker med sin frelsergerning. Han har givet sig selv helt og udelt. Han har været lydig indtil døden, ja døden på et kors, som det hedder i brevet til Fillipperne, kapitel 2: Med sin død på korset er du og jeg gjort retfærdige i troen på Ham. Fordi han har givet os alt, skylder vi også ham alt. Således skal vi også være lydige mod Gud og vores næste, fordi Gud i Jesus Kristus har været en lydig og en ydmyg tjener for os.

Således skal vi elske Gud af hele vores hjerte ved ikke bare at elske os selv og Gud: Vi skal at elske vores næste som os selv. For vi kan ikke tjene Gud bedre end ved at elske næsten, som Gud har skabt, og os selv, som også er skabt i Guds billede. Kort sagt: Vi er skabt i Hans kærlighed, udfriet ved Hans kærlighed og skal forløses ved de sidste tider ved Hans kærlighed. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Forslag til salmer 331 355 57 – 320 476 653
– udgivet første gang på denne blog 2009, redigeret siden, © Asser Skude

Tale på Christianias 50 års fødselsdag

Glad for at være inviteret i dag til at tale foran den Grå Hal i forbindelse med Christianias 50 års fødselsdag (jeg bringer her talen som jeg holdt kl. 12.10 foran Grå Hal lørdag den 25. september 2021)

Kæmpe tillykke med fødselsdagen, Christiania!
– Som min søn på 8 sagde til mig, da jeg fyldte halvtreds. Nu er du halvvejs mod 100. Og det er ikke så tosset, kan jeg fortælle dig, Christiania. Du har erfaring, men du har stadig mange år i dig endnu. Jeg håber du bliver mindst 100 år. Og at resten af Danmark vil lære de næste mange år af dig Christiania.


Temaet jeg har fået lov at tale over er FREMTID for de frie kulturelle steders muligheder for udfoldelse

Det har ikke nogen sinde været let at være udsat. Som præst ved jeg fra mine studier at allerede på Jesu tid var det at være udsat ikke noget rart sted at være. Lukket udenfor af dem med de rigtige meninger, holdninger, dem med magten og pengene. Jeg ved, at Jesus kæmpede i dette grænseområde. Jesus gik om nogen de udsattes ærinde og talte varmt for inklusion og at række ud til dem på kanten.

I som kender kirkehistorien ved, at mange siden Jesus har kæmpet – desværre også nogen gange forgæves i et forsøg på at række ud. Nogle gange har selv præsterne og kirken holdt igen med at række ud – selvom det egentlig var det som kirken og præsterne burde have gjort.

En af de måske kendteste forkæmpere for fattiges og udsattes sag er munken Frans af Assisi. Han levede selv efter et ideal om ikke at have mere end det, han gik og stod i. Han rejste ikke kloden rundt, kastede ikke om sig med penge, spiste kun yderst beskedent og gik yderst beskedent klædt. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at han bare var endnu en udsat, hvis man havde levet på hans tid og set ham på gaden. Selv der hvor han sov, lignede et sted en hjemløs kunne overnatte.

Måske kunne det være et mål for fremtiden. Ikke at kirken eller præsterne skal efterleve Frans’ fattigdomsideal. Selvfølgelig skal kirken og præsterne have ordentlige forhold.

Men målet kunne være at kirken og præsterne – jeg selv inklusive – kunne måske godt lære af Frans ydmyghed og selvkritik. Kirken og præsterne kunne måske godt lære at ikke at tage noget for givet, altid være åben for at Guds hus, Guds budskab og præstegerningen og kirken ikke kan sættes på en formel eller i Excel ark. At budskabet om kærlighed er ubetinget og kræver alt af os. Og det gælder ikke kun kirken og præsterne, men enhver samfundsborger.

Kærlighed er – som apostlen Paulus siger – ”at tage imod hinanden, som Herren har taget imod jer.” Dvs. vi skal tage imod hinanden, helt og udelt, uanset hvad vi kommer med, hvordan vi ser ud, hvad vi har på, spiser, og hvad vi har af holdninger. Der skal være uendeligt højt til loftet.

For det er en gave at leve og være i stand til at elske og tage imod hinanden, som Gud har skabt os – med alt hvad vi kommer med. Den vending, at et andet menneske er ens gave i livet er – i virkeligheden -kristendommen sat på en sætning. Det er naturligvis en stor opgave nogen gange, men det er altså en gave og velsignelse hvis vi kan holde det billede fast, at dem vi møder på vores vej, er en gave.

Når det i dag er Christianias fødselsdag, vil jeg – fordi jeg respekterer Christianias ideal om at der er hjerterum og plads til skæve eksistenser – gerne være med til at sige stort tillykke.

Selvom Christiania ikke er det samme som den evige stad, den himmelske stad, Guds stad, så er det alligevel et forsøg på at skabe det optimale samfund, så godt som det lader sig gøre efter menneskelige standarder. Hatten af for det. Og ikke uden grund er Christiania verdensberømt, for ikke mange steder i verden findes samme frihedsgrader som her. (Det siges at Christiania har flere turister end selv den lille havfrue og Amalienborg)
Jeg mener jo naturligvis ikke at Danmark eller fremtidens Danmark skal ligne Christiania “een til een”, men Danmark kan lære noget af Christiania – om at der er plads og rummelighed til skæve eksistenser. Det håber jeg også der vil være i fremtiden.

For det ligner det budskab, jeg har hørt om kærlighed, fred og glæde imellem mennesker, et sted, hvor vi ikke dømmer eller fordømmer, men elsker og møder hinanden, skal oprigtigt talt være at møde den anden som et unikt menneske, skabt i Guds billede, skabt til at modtage vores udelte opmærksomhed, kærlighed og hengivelse.

Ung, som gammel, anarkist, kommunist, borgerlig, flipper, hippie, yuppie, revolutionær, konservativ, konservastiv, hjemløs, bolighaj, kapitalist eller socialist, liberal eller konform, du kan selv tilføje flere 😊 Der skal være plads til alle. Der skal være højt til loftet.

se/gense evt. talen fra optagelserne på dagen på http://www.christianiaskulturforening.dk/