Prædikenforberedelse Anden Påskedag 2022

Prædikeovervejelser Anden Påskedag 2022

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.

Johannesevangelisten, kapitel 20, vers 1-18

– fra den kongeligt autoriserede bibeloversættelse, © 1992 Det Danske Bibelselskab.

Overvejelser forud for mandag den 18. april 2022

Hos evangelisten Johannes får vi en ganske anden version af den tomme grav end den, vi hørte igår fra Matthæus. I dagens evangelium hos Johannes er det alene Maria Magdalene, der kommer ud til graven. Helt alene. I modsætning til evangeliet vi hørte igår, hører vi ikke om den anden Maria. Desuden hører vi, at det endnu er mørkt. I gårsdagens evangelium, hørte vi at solen var ved at stå op. Og for det tredje mødes Maria Magdalene heller ikke af engel, som byder hende gå tilbage til disciplene og fortælle at Herren er opstanden. Til gengæld møder Maria Magdalene den opstandne selv, og det er Ham, som sender hende ud til de andre disciple for at fortælle det glædelige budskab: “Jeg har set Herren”!


For at begynde med indledningen i dagens evangelium: Da Maria Magdalene ankommer til graven, konstaterer hun, at stenen er flyttet fra graven. Derpå løber hun tilbage til disciplene, først til Peter, siden til Johannes for at fortælle: “De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.” Simon Peter og Johannes løber nu ud til graven. Som den første af de to ankommer Johannes til graven. Han ser ligklæderne ligge derinde – underforstået intet lig – men han går ikke ind: “han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind”.

Derpå ankommer Simon Peter. Han går frygtløst lige ind i graven og gør den nye iagttagelse, at (ansigts-)ligklædet er adskilt fra (krops-) ligklædet. Derpå følger Johannes med ind i graven, og ”han så og troede”. Denne bemærkning om, at “han så og troede” kommer måske for at oplyse os om, at han eller de øvrige disciple ikke havde troet på at Jesus skulle opstå. Men nu hvor Johannes ved selvsyn ser den tomme grav indefra og ser ligklæderne ligge løst, og der er intet lig i graven, kan Johannes tro “skriftens ord om at han skulle opstå”.

Vi hører så: “Derpå gik de to disciple hjem igen”. Nærmest som om, at disciplene nu kunne gå hjem med afsluttet sag. Og ganske ufølsomt i forhold til at “Maria stod udenfor ved graven og græd”. Man burde mene, at Simon Peter og Johannes ikke burde have efterladt den sørgende Maria tilbage ved graven. Men det gør de ikke desto mindre.

Derpå kigger Maria ind i graven – og ser to engle sidde, der hvor Jesus havde ligget, een hvor hans fødder havde ligget og een, hvor hans hoved havde ligget. Englene spørger hende: “Kvinde, hvorfor græder du?” Og hun svarer: “De har flyttet min herre og jeg ved ikke hvor de har lagt ham”. Da vender hun sig om og ser en person, men det går ikke umiddelbart op for hende, at det er den opstandne selv, hun står over for. Hun tror det er havemanden.

Nu finder næsten samme ordveksling sted mellem hende og den opstandne igen: Den opstandne spørger: “Hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Og da hun tror han er gartneren, der passer området og graven, anklager hun ham og siger: “Hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham”.

Det er stadig ikke gået op for Maria, hvem hun taler til. Det sker først i det øjeblik, han kalder hende ved fornavn: “Maria!” Langt om længe går det op for hende, hvem hun står over for, at det er ham, den opstandne selv, ham, hun har ledt efter. Maria tiltaler ham “Rabbuni”, hvilket betyder “min mester”, og det er en bekendelse. Den stemme, som kalder hende, kender hun!

Ifølge evangelisten Markus, kapitel 16, vers 9 har Jesus tidligere drevet syv dæmoner ud af Maria. Derfor er hun ikke fremmed for den stemme, som kalder på hende ved graven.

Det må være genkendelsens og gensynets glæde, da hun hører og ser ham. Mødet er ganske kort og derpå sender den opstandne hende tilbage til disciplene med ordene: “Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud”.

Maria Magdalene gør, som han har sagt og går hen til disciplene og fortæller, hvad han har sagt til hende.

Maria Magdalene er ifølge dagens evangelium kronvidne. Maria Magdalene er den første, der møder den opstandne. De to andre disciple, Simon Peter og Johannes, ser “kun” at graven er tom, og de ser “kun” de tomme ligklæder. Det er alt, hvad de får at se. De møder hverken engle eller den opstandne selv.

Dagens evangelium handler både om kaldelse og udsendelse. Det gjorde evangeliet igår også, men her mødte kvinderne ikke selv den opstandne og her kaldte ham dem heller ikke ved navn og sendte dem ud – det var “kun” en engel, der mødte kvinderne igår.

Men i dagens evangelium kaldes Maria kaldes ved sit navn af den opstandne selv, og det er også ham, den opstandne selv, der udsender hende til at overbringe påskens glædelige budskab: “Jeg har set Herren”, underforstået: Jeg har mødt den opstandne selv og talt med ham og set ham selv med mine egne øjne – derfor er det sandt!

Måtte dagens evangelium give os håb, ligesom den opstandne selv kom til Maria og gav hende håb den påskemorgen og sagde: “Maria!” og hun hørte hans stemme og genkendte den og gav det glædelige budskab videre.

Og må det glædelige budskab idag også indgyde os det håb, at den opstandne selv vil komme os i møde, når mørket og fortvivlelsen har omsluttet vores liv. Der, hvor al håb synes ude, der vil den opstandne Jesus selv åbenbare sig for os med sit ord.

At ligesom dengang den opstandne kaldte Maria ved fornavn, sådan vil han også kalde os ved vores fornavn: Fra den dag vi får et navn hos ham. Fra den dag, han tager imod os i dåben, og vi får vores kristne navn. Det navn, som Guds søn selv skal kalde os ved og kende os ved: Og fra vores dåbsdag og resten af livet og indtil den dag, hvor hans stemme vil opvække os fra de døde og kalde os til en opstandelse , hvor vi skal gå ind til hans rige!

Som apostlen Paulus skriver i sit første Korintherbrev kapitel 15, vers 51ff: “Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.”

Som profeten Hoseas skriver:
“Herren giver os liv efter to dage, Herren rejser os på den tredje dag, og vi skal leve for Guds ansigt.
Han bryder frem så sikkert som morgenrøden,
han kommer til os som regnskyl,
som forårsregn, der væder jorden.”

For den opstandne selv vil og kan nå os med det ord, som han kalder os til sig med. Han vil vende os fra mørket og fortvivlelsen, mod sit evige lys og til en glædelig opstandelse sammen med ham. Og da skal den evige sol skinne for vores fødder og lyse for vores blik, så vi ikke længere skal snuble eller tvivle. Da skal opstandelsens lys, forklarelsens lys skinne for os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

– forslag til salmer: 236 206 218 – 241 439 192

© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Prædikenovervejelser Påskedag 2022

Evangelium
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Matthæusevangelisten kapitel 28, vers 1-8

– fra den kongeligt autoriserede bibeloversættelse, © 1992 Det Danske Bibelselskab.

Overvejelser
For mig at se er dagens evangelium er en klar hyldest til de kvinder, som fulgte Jesus, selv hvor det var sværest, der hvor selv hans disciple stod af, der hvor selv granvoksne soldater måtte segne!Kvinderne, der følger Jesus hele vejen – gennem fald og oprejsning – viser med deres eget eksempel, at kærligheden og håbet er stærkere end mørket og døden. Den udholdenhed, som disse kvinder udviser, kan ikke brydes, end ikke af døden. De kærlighedsbånd bygger bro over den afmagt, som har taget deres elskede Jesus fra dem. Den omsorg, som kvinderne demonstrerer, sejrer på mange måder over døden. Den kærlighed og ømhed, som vi hører om den her, kan binde det sammen, som umiddelbart var adskilt og brudt.

Måtte disse kvinders tro, håb og kærlighed tjene som et forbillede for os, om at elske hinanden, selv når mørket og døden kommer. Forsøge at holde ud, håbe og tro. Uanset hvad tiden og livet måtte bringe – af godt og af ondt. Så vi ikke giver op og ikke lade os skræmme af mørket og døden, men holder ud.

Så vi – ligesom de kvinder, der holdt ud i kærligheden og troen og håbet, måtte leve vores liv med hinanden – til trøst, glæde for hinanden og næsten. At intet må og skal skille os – fra hinanden og de bånd vi nærer til hinanden. End ikke døden!

Evangeliet dengang som nu, fortæller os, at uanset hvordan vi føler og tænker om vores liv, så elsker Gud os. I Guds øjne er ingen af os ubetydelige, men vi kan alle bruges til noget, ligesom de kvinder ved Jesu grav.

Det er opløftende at høre om at Gud griber ind i almindelige menneskers liv. For Gud kunne bruge dette helt almindelige liv, ligesom Gud kunne bruge kvinderne til at blive verdens første vidner til verdens bedste nyhed, Herrens opstandelse.

Når Gud kan bruge kvinderne, og ikke de mandlige disciple, som ellers var inderkredsen, så er der også håb for at Gud vil bruge selv dem, som ikke er noget særligt eller udvalgt, de helt almindelige. Gud vil altså også kunne bruge os, som ikke er noget særligt. Muligheden er til stede for at Gud vil gribe ind i vores helt almindelige dagligdags liv. Og at Gud vil give vores liv en særlig betydning.

For selvom de fleste menneskers liv er meget ens og ikke særlig forskellige, så er ethvert liv dog særligt i Guds øjne. Ethvert menneskes liv er særligt, fordi det menneske er elsket af Gud. Som præsten og forfatteren Johannes Møllehave (1937-2021) har sagt: “I Guds øjne tæller selv det almindelige! Ja i Guds øjne tæller det almindelige ualmindeligt meget. Og det ualmindelige er altså, at vi hver og én er elsket af Gud, som vi er.”

Vi skal gøre som kvinderne ved graven, som blev de nye arvtagere til den kristne tro, de første vidner. Vi skal gøre som kvinderne ved graven, tage vores liv og skæbne på os, og få det bedste ud af det, vi har og så ellers håbe på, at det vil gå, at det nok skal gå. Vi spiller hver og en vigtig og ikke ubetydelig rolle for hinanden og vores fælles fremtid.

Tiden vil arbejde for os. Og ikke mindst. Gud vil ikke lade os i stikken, ligesom han heller ikke gjorde med kvinderne, som folk ikke mente talte med eller man kunne stole på, men Gud troede på dem og lod dem blive kronvidnerne.

I det håb at vores liv, små, store, gamle, unge, raske, syge alle må være fantastiske og betydelige og brugbare, for hinanden og for den fremtid, vi er fælles om og håber på. At vi er ualmindeligt almindelige og nyttige hver især, skabt som vi nu er, til at bringe budskabet om Herrens opstandelse ud, at vi alle er elsket af Gud, købt fri af Gud, sat fri af Gud, skabt af Guds billede og i den frihed forpligtet på at tjene hinanden og Gud i verden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

– forslag til salmer: 236 218 222 – 217 192 234


© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Prædikenovervejelse Langfredag 2022

Evangelium
Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: “Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?”Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: “Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.” Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: “Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.” Der var nemlig sat en indskrift over ham: “Han er jødernes konge”. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Men den anden satte ham i rette og sagde: “Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.” Og han sagde: “Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus sagde til ham: “Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Da han havde sagt det, udåndede han. Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: “Den mand var virkelig retfærdig.” Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

Lukasevangelisten, kapitel 23, vers 26-49
– fra den kongeligt autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for fredag den 15. april 2022

Dagens evangelium er forskellige reaktioner hos folk under og efter Jesu grumme vej og død på korset.

Efter vi har hørt om Simon af Kyrene, der bærer korset (kun overlæggeren) kommer den første reaktion på Jesu vej til korset: “En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham”. Folkemængden og kvinderne udtrykker en almen menneskelig medfølelse for et menneske, der lider. Jesu reaktion herpå er afvisende, idet han siger: “græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. For der vil komme dage, hvor man vil sige: “Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die”. Jesu kommentar kan forekomme bitter, og det er samtidig uklart, hvad Jesus egentlig mener. Måske er det en kritik af, at folk ikke har set ham som Guds søn, men alene ser ham som et menneske, der lider. Folk forstår med andre ord ikke, at han er udsendt fra himlene af Faderen. De ser kun, det som enhver anden kan se. De ser ingen mening eller formål med hans lidelse – og slet ikke som del af en større plan.

Derpå siger Jesus: “For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?” Igen et kryptisk udsagn, men vi må forestille os, at Jesus er udmattet efter de lidelser og den tortur, han har været udsat for det sidste døgn. Dog kunne hentydningen til det grønne træ gå på ham selv som Guds søn, og de som tror på ham. Når det går ham selv så grumt, hvordan vil det så ikke gå de, som ikke tror (det visne træ) på ham som Guds søn?
Dernæst hører vi om de to forbrydere, der bliver henrettet sammen med ham. En på hver side af ham: Den scene med de to korsfæstede forbrydere og den korsfæstede Jesus i midten, er hyppigt afbilledet i kirkekunsten gennem tiden: De to forbrydere som virkelig er forbrydere, og som vitterligt har fortjent deres straf. Jesus derimod som er uskyldig straffet og ikke har gjort noget han fortjener døden for. Og tilmed beder han for sine bødler: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!”

Bødlerne ser ikke Jesus som messias, de ser ham som et hvilket som helst andet menneske, som de “bare” kan slå ihjel. De har ikke forstået, at det er selveste messias, de er ved at slå ihjel. Det er deres egen frelser, de er ved at slå ihjel! Hvem præcist bødlerne er, siger Jesus ikke direkte, men han hentyder nok til dem, som medvirker ved korsfæstelsen, primært de hårdhændede soldater, der gør det, som magthaverne forventer af dem. Herpå kommer tre sammenfaldende reaktioner eller opfattelser af hvilken skikkelse messias er. Messias er det hebræiske ord for “Guds salvede”, den frelser, som jøderne forventede.

De religiøse autoriteter, som vi hører om i dagens evangelium, de såkaldte rådsherrer, forventer at messias er som en anden mirakelmager: De siger til Jesus, at han skal redde sig selv – nærmest ved et mirakel: “Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte”. Rådsherrerne afslører dermed, at de umuligt forventer en messias, der skal frelse verden ved selv at lide døden.

Den samme opfattelse har soldaterne, der står ved korset og håner og siger: “Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv”.Denne opfattelse deles også af den ene af de to forbryderne på korset. Han siger: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Forbryderen forventer en overnaturlig handling fra Jesu side. Han kan heller ikke tro, at messias skulle lide døden på et kors. Sammenfaldende for disse tre udsagn om, hvad messias kan og ikke kan, er at de repræsenterer datidens udbredte forventning om, at messias er en jordisk frelserskikkelse, som vil revolutionere og befri folket politisk, socialt og religiøst fra fremmede magter. Men disse messiasforventninger lever Jesus af indlysende årsager ikke op til, og alt det, som mange havde håbet på han skulle være, er han ikke.

Øverst på korset – over Jesu hoved er der sat en indskrift. (på de tre verdenssprog, latin, græsk og hebræisk) Der står: “INRI”, et anagram for den latinske “Iesus Nazarei Rex Iudaorum”, altså “Jesus af Nazaret, Jødernes konge”. Det var de romerske myndigheder, som havde skrevet denne indskrift over hans hoved – på den anklage som jøderne selv var kommet med imod ham. De religiøse ledere, dvs. ypperstepræsterne indvendte, at der på indskriften snarere burde stå: “Han sagde: “Jeg er jødernes konge”, men Pilatus’ svar var “Hvad jeg skrev, det skrev jeg”, jf. kapitel 19 hos evangelisten Johannes.

Efter at vi har hørt tre udsagn, der alle begynder med “Hvis du er Guds søn, så…” møder vi to udsagn, som ikke er anklagende, men derimod bekendende. Det er de to mennesker, der ser Jesus, som den han virkelig er, Guds søn. Først en jøde, dernæst en ikke-jøde (hedning).

Den anden af de to forbrydere indrømmer nemlig, at han selv fortjener sin straf. Og den anden af forbryderne siger, at Jesus er uskyldig dømt. Den anden forbryder er den angrende forbryder. Han siger til den første forbryder: “Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette, vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort”. Den anden forbryder beder om, at Jesus må huske på ham og siger: “Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige”, og Jesus trøster ham og svarer: “Idag skal du være med mig i Paradis”.

Selv i den værst tænkelige situation, selv ved sin egen forestående død på korset, har Jesus omsorg og blik for den ærlige forbryder, som omvender sig og beder om hjælp.

I den lutherske prædikentradition roses denne forbryder for sin selverkendelse og fremhæves som et eksempel – til efterfølgelse. Ikke at vi som hører evangeliet skal forbryde os mod loven eller hinanden, naturligvis ikke, tværtom, vi skal holde os til loven, men samtidig også forstå at der er en indsigt i at erkende (lære af) sine fejl. Der ligger en evangelisk befrielse og indsigt i at forstå og anerkende den ærlige forbryders bekendelse til Jesus som Guds søn samt forbryderens inderlige ønske om forladelse af sine synder. Han er en ærlig synder, og han omvender sig i sidste time – inden døden indtræffer!

I dagens evangelium hører vi om to naturfænomener. Det sker ret sjældent, vi underrettes om klimatiske forhold i evangelierne. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om stormen på søen – og Jesus byder stormen at lægge sig! I dagens evangelium hos Lukas er beskrivelsen af torden og solformørkelse med til at øge spændingen: Hvad vil der ske, mens Jesus er ved at dø på korset? Samtidig får vi en tidsangivelse. Det sker også sjældent i evangelierne. Vi får at vide at det er “den sjette time”, dvs. midt på dagen, idet “den første time” svarer til kl. 06, og derfor er “den sjette time”: kl. 06 + 6 timer altså kl. 12.

Der står: “Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.” Hændelserne kan tolkes som, at det gamle tempels tid er forbi, den nye tid er begyndt. Den gamle pagt er slut og den nye pagt er indledt. Det nye Testamentes tid er begyndt: Her er Gud ikke længere en usynlig, fjern og ophøjet Gud i templets allerhelligste – bag forhænget, men Gud har levet og vandret imellem mennesker – og er død imellem mennesker. Frelsen afhænger ikke længere for mennesker af love, påbud og forskrifter, de såkaldte lovgerninger, men frelsen skænkes af troen på Jesus som Guds søn. Og med Luthers ord “troen på Guds søn, som døde og opstod for os”. Før Jesus udånder på korset, råber han med høj røst: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”. Det er ved den niende time, altså kl. 15 (kl. 06 + 9 timer, dvs. kl. 15).

En officer i den romerske hær ser alt dette ske og priser Gud og giver sin bekendelse til Jesus: “Denne mand var virkelig retfærdig”. Officeren begynder at tro og priser Gud og ser Jesus som en retfærdig mand. At være retfærdig betød på den tid at opfylde alt hvad loven og Guds bud, kræver af en.

Det er derfor apostlen Paulus taler om, at Jesus opfylder den gamle lov. Hans opfyldelse af den gamle lov “dækker” din og min manglende tilstrækkelighed i forhold til den gamle lov. Derfor er det ikke Jesu død i sig selv, der frelser dig og mig, men det er Guds søns retfærdighed og lydighed mod sin himmelske fader: “og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning… så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.”, Hebræerbrevet kapitel 9, v.12 ff.

Hans soning modtager vi i dåben, men også i den nadver, hvor han meddeler sig til os. I går hørte vi om den nadver, som selv indstiftede torsdag, dagen før sin lidelse og død. I nadveren kan vi få en forsmag på det evige liv, som venter os, for Jesus siger selv: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Når Gud søn meddeler sig til os, får vi en forsmag allerede nu på hvad der venter os. Alle os, der tror på en fælles fremtid med venskab, forsoning og glæde skal blive til virkelighed, og denne verdens bekymringer, had, uvenskab og fjendskab skal være fortid.

Det glædelige budskab skal rækkes ud til alle mennesker, og lad os håbe det også når vidt omkring i denne tid, hvor mange føler sig isolerede og ensomme, uden normal fysisk kontakt til øvrig familie, bedsteforældre, børn, børnebørn, oldebørn, søskende, venner, veninder, kolleger mm uden mulighed for normalt at kunne mødes og samles om det vi har fælles.

Den tid, vi har nu er kort, vi har kun hinanden og vores liv til låns. Livet og hinanden er en gave, som vi får skænket og vi kan ikke gøre krav på hinanden, men kun give os hen, ubekymret og uselvisk. Lige som den kvinde vi hørte om Palmesøndag, kvinden i Bethania, må vi forsøge at give os hen.

Uden at skele til sin egen vinding eller belønning gav Jesus sig hen – det er ikke mindst budskabet i påsken. Ubekymret og uden bagtanker, uden svig osv. Hans liv og selvhengivelse, som påsken er kulminationen på, kan vise os den vej, der også ligger for vores fødder at betræde.

Et liv, hvor vi gør os skyldige i netop det ene – at elske hverandre (Kierkegaard). Særligt når det er krisetid og vi er forhindret i det naturlige samvær og fællesskab er det ekstra vigtigt at fortælle hinanden hvad vi betyder for hinanden og at udvise nærvær og hengivenhed i vores nærmeste relationer, men også til dem, som ingen andre har, dem som er ensomme og udsatte.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

– forslag til salmer: 197 188 172 – 192 ikke nadver 193

© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Prædikenforberedelse Skærtorsdag 2022

Prædikenforberedelse til Skærtorsdag 2022

Evangelium

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: “Herre, vasker du mine fødder?” Jesus svarede ham: “Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.” Peter sagde: “Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.” Jesus svarede: “Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Simon Peter sagde til ham: “Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!” Jesus sagde til ham: “Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.” Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: “Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”

Johannesevangelisten, kapitel 13, vers 1-15.

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for torsdag den 14. april 2022

Vidste du, at skærtorsdag betyder renselses-torsdag? Og vidste du, at der ikke alene er tale om en ydre renselse, men også en forberedelse på, hvordan Jesu disciple skal være over for hinanden, og hvordan de skal tjene hinanden – i hengivenhed og kærlighed? Med sit eget eksempel viser Jesus sine disciple den rette adfærd: De skal tjene hinanden. Og ingen af dem skal være bleg for at ydmyge sig og f.eks. vaske den andens fødder!

I dagens evangelium går disciplene ind til deres sidste samvær med deres herre. Tiden er knap, og derfor er hvert øjeblik så kostbart. Så kostbar er tiden op til hans død, at vi i søndags hørte om kvinden i Betania, der ødslede en formue bort – for at salve hans legeme på forhånd. En hel årsløn kostede den olie, hun brugte på at salve ham. Kvindens ødselhed blev rost og fremhævet som en særlig betænksom gerning, fordi det var en kærlighedshandling.

Så kostbar er tiden, at Jesus giver sig selv fuldt ud i dagens evangelium: Han vasker selv hver af disciplenes fødder. Han forbereder dem og sig selv på måltidet. De sætter sig til bords. De spiser sammen. Så intens er tiden, for han har fortalt dem, at i morgen har de ham ikke mere: Ligesom når vi mennesker er samlet med hinanden og dem vi holder af – til fest, spiser og drikker. Og næste dag, er een af dem, vi spiste og drak med borte. Og kommer ikke tilbage.

Jo ældre vi mennesker bliver, desto flere vi overlever af vores kære, desto mere forstår vi sandheden bag de ord, at i morgen er det måske for sent. Derfor er der ingen tid at spilde.

Og sådan er det også for disciplene og Jesus. Det er torsdag aften – den sidste aften, de er sammen. De drikker sammen. De spiser sammen. De har set ufattelig meget sammen igennem de seneste to-tre år, hvor de er gået sammen med deres mester. De er blevet del af hinanden. De kender hinanden, både styrker og svagheder. Og nu, hvor det virkelig gælder, hører vi at en af disciplene har fået nok: Det er Judas. Han vil ud af fællesskabet. Og han vil snart føre myndighederne til sin mester Jesus . Han vil gøre det med et kys, så ingen aner uråd. Et kys var datidens almindelige hilsemåde. Kun Jesus aner uråd og Jesus forudser Judas’ forræderi:

Ifølge evangeliet efter første tekstrække siger Jesus, at en af dem, som han nu spiser sammen med her til aften vil forråde ham. Og Judas selv udbryder: “Det er vel ikke mig, Rabbi?” Og Jesus svarede ham: “Du sagde det selv”. Denne viden til trods indstifter Jesus nadveren efter fodvaskningen. Jesus tager et brød, velsigner det, bryder det og giver sine disciple det og siger: “Tag dette og spis det; dette er mit legeme, som gives jer til syndernes forladelse og evigt liv.”

Jesus holder altså sine disciple fast på fællesskabet, til trods for han kender til, hvad der skal ske. Jesus forpligter sig selv og alle sine disciple på sammenhold, også selvom han ved, at sammenholdet er ved at falde fra hinanden. Og Jesus lover dem, at han, efter deres sammenhold er brudt, og når han er død, da skal de alle mødes igen, i Guds rige. Og da skal de igen drikke vin sammen. Jesus siger (evangeliet efter første tekstrække): “Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Judas’ forræderi mod Jesus husker vi måske tydeligst. Men hvad med de øvrige disciple? Ingen af dem fortjener i og for sig at blive rost for deres udholdenhed. Hver svigter de på deres måde. Hos evangelisten Matthæus kapitel 26, vers 31 forudser og konstaterer Jesus, at alle disciplene vil svigte ham: “Da sagde Jesus til dem: “I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: “Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.”

Judas forråder, Peter fornægter, de andre disciple flygter (det skulle da lige være Johannes, som siges at være med hele vejen op til korset, nedtagningen og gravlæggelsen). Større svigt kan ikke tænkes, at disciplene, hans venner ikke holder ud. Så meget har disciplene været igennem. De sidste to-tre år. Dag ud og dag ind. Voksne mænd. Uden forpligtelser over for hustru, børn eller arbejde, alene dette ene – sammenholdet med deres mester. Alligevel når døgnet ikke at være omme, førend alle hans følgesvende svigter.

Heldigvis har Jesus lovet sine disciple, at selvom de ikke står distancen for ham, så vil han vende tilbage, og de skal være sammen igen. Selv ikke døden skal skille dem ad, selv ikke deres fejhed og egoisme, skal skille dem ad. Deres fællesskab tåler svigt og forræderi.

Uanset hvad, der sker, så kan deres fællesskab ikke brydes. Jesu kærlighed skal bære det igennem: Skærtorsdag med fodvaskingen og nadveren er forsmag på den omsorg, Jesus har for sine egne. Nadveren er forsmag på den kærlighed, som overvinder alle menneskelige svigt. I den forstand er nadveren og skærtorsdag en renselse for menneskelig svigt. Nadveren og skærtorsdag er Jesu invitation til hans himmelske faders rige. Det eneste der kræves er at tage imod den invitation. Og det fællesskab er åbent for alle ærlige syndere.

Det budskab lyder til os i dag. Vi er mennesker og vi er ikke perfekte. Hvem af os kan sige sig fri for at have svigtet en ven? Hvem af os kan sige ikke at have afvist kærlighed – i stedet for at tage imod?
Hvem af os fortjener i virkeligheden at modtage al den kærlighed, som vi dagligt mødes med? Er det ikke netop sådan med vores liv, at vi ofte møder mere kærlighed og nærvær, end vi selv er i stand til at give? Kunne det tænkes, at vi ofte er blændet af vores egne præstationer og selvtilstrækkelighed – i stedet for andres omsorg og omtanke for os?

Vores kirkes reformator, teologen og præsten Martin Luther (1483-1546) gjorde vel ikke helt uret i at sammenligne os syndere med forbrydere, der er gået fri af straf? Luther siger vi er syndere, og dog samtidig retfærdiggjorte ved Jesu soning og renselse. På latin hedder det “simul justus et peccator”. Både synder og retfærdig. Har Luther ikke ret i den måde at se os på? Vi er elskede og retfærdiggjorte i kraft af den kærlighed, som Gud skænker gennem sin søn og åbenbarer i vores liv – samtidig med at vi dagligt forbryder os mod de bud og krav om kærlighed imod Gud og næsten. Vores opførsel er ikke altid ok, og dog er vi elsket af Gud – som vi er – netop derfor går vi fri af fængsel, som vi ikke af egen kraft ville kunne komme ud af!

Jesus Kristus, Guds søn, har forsonet alle vore synder og overtrædelser. Og ved den nadver, som han selv har indstiftet, kan vi få en forsmag på det evige liv, som venter os, for Jesus siger selv: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Evangeliet i dag giver en forsmag allerede nu på hvad der venter os der tror på den fælles fremtid, hvor der er venskab, forsoning og glæde skal blive til virkelighed, og denne verdens bekymringer, had, uvenskab og fjendskab skal være fortid. Det glade budskab rækkes ud til alle mennesker, og lad os håbe det også når vidt omkring i denne tid, hvor mange føler sig isolerede og ensomme, uden normal fysisk kontakt til øvrig familie, bedsteforældre, børn, børnebørn, oldebørn, søskende, venner, veninder, kolleger mm uden mulighed for normalt at kunne mødes og samles om det vi har fælles.
Den tid, vi har nu er kort, vi har kun hinanden og vores liv til låns. Livet og hinanden er en gave, som vi får skænket og vi kan ikke gøre krav på hinanden, men kun give os hen, ubekymret og uselvisk. Ligesom kvinden fra Betania, vi hørte om i søndags, men også forsøge at give os hen, ligesom Jesus gjorde. Uden at skele til sin egen vinding eller belønning gav Jesus sig hen – det er ikke mindst budskabet i påsken. Ubekymret og uden bagtanker, uden svig osv. Hans liv og selvhengivelse, som påsken er kulminationen på, kan vise os den vej, der også ligger for vores fødder at betræde.

Et liv, hvor vi gør os skyldige i netop det ene – at elske hverandre (Kierkegaard). Særligt når det er krisetid og vi er forhindret i det naturlige samvær og fællesskab er det ekstra vigtigt at fortælle hinanden hvad vi betyder for hinanden og at udvise nærvær og hengivenhed i vores nærmeste relationer, men også til dem, som ingen andre har, dem som er ensomme og udsatte.

I det håb at kærligheden, venskabet og nærheden vil sejre over hadet, uvenskabet, isolationen er det rart at mindes på det liv, som Jesus gav til sine disciple og til os, ikke mindst da han samledes til det sidste måltid med sine nærmeste, og selv hans værste fjende var inviteret med – og blev ikke afvist – men omfavnet og taget vel imod.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen.

– forslag til salmer: 476 474 123,7 – 260 192,7-9 455

© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Prædikenforberedelse til Palmesøndag 2022

Evangelium
Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: “Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.” Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

Markus, kapitel 14, vers 3-9- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser

I dagens evangelium er Jesus og hans følge på vej mod Jerusalem – de skal til jødernes påskefest. På deres vej gør de ophold i Betania, en lille flække øst for Jerusalem. Her i Betania i Simon den Spedalskes hus spiser de, og her hviler de sig.

Selskabet bliver dog afbrudt. Af en kvinde, som ikke er inviteret, og alligevel braser hun ind. Og det er ikke velset at komme uden invitation, og slet ikke da når det er en kvinde! Resolut salver kvinden Jesus med den kostbare og velduftende olie. Alle i selskabet bliver rasende på hende, undtagen Jesus, der går i forsvar for hende og siger: “Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

Hvorfor er det så lige, at hendes handling skal blive husket for eftertiden? Hvordan er hendes handling noget særligt? Jo, det er den fordi kvinden har udvist et særligt eksempel på tilstedeværelse i nuet. For kvinden har netop så meget situationsfornemmelse, at hun på forhånd indser den skæbne, som Jesus går i møde, og hun handler derefter!

Det har kvinden gjort ved at salve hans legeme på forhånd skønne på at han endnu var iblandt dem benytte sig af lejligheden og værdsætte ham den sidste korte tid, han endnu er iblandt dem.

Hvad mener Jesus med, at “hun har salvet mit legeme på forhånd” ?At salve nogen gjorde man f.eks. når man skulle vise en afdød person den sidste ære. Begravelsesskikken blandt jøderne i det første århundrede var, at man vaskede liget, klippede hår og negle, så det tog sig pænt ud – og for at det også skulle dufte godt, salvede man liget med velduftende olier, typisk aloe og myrra, og så lagde man afdøde i et ligklæde og så lagde man afdøde i en grav.

Så det, at kvinden i Betania på forhånd har salvet Jesus, bliver en handling, der varsler Jesu død og gravlæggelse. Med sin handling foregriber kvinden påskens hændelser. Den salve, som kvinden anvender, er noget ganske særligt. Ikke blot er den velduftende, den er også kostbar, den koster trehundrede denarer, svarende til en hel årsløn!

En sådan ekstravagance falder flere af de tilstedeværende mænd for brystet. De bliver indigneret over at kvinden ødsler en formue bort. En formue, som de mener kunne være brugt bedre, f.eks. på de fattige.

Som nævnt tager Jesus kvinden i forsvar mod de mænd, der kritiserer hende, og Jesus siger, at hun faktisk allerede havde gjort en god gerning.

Hvad kan Jesus have ment med at hun havde gjort en god gerning? Jo, på den tid mente jøderne at der flere var typer af gode gerninger: Dels almisserne, som var pengegaver til fattige. Almisser svarer til vor tids såkaldte donationer. Almisse var netop, hvad kvindens kritikere mente, hun i stedet burde have ydet med de trehundrede denarer, hun havde spenderet på salven.

Dels kærlighedsgerningerne, som kunne rettes mod såvel fattige som rige, såvel mod levende som døde! Det var f.eks. en kærlighedsgerning at sørge for en afdøds begravelse! Kendetegnende for kærlighedsgerninger var, at de fordrede en særlig personlig indsats, modsat almissen. Kvinden i Betania er eksempel på en særlig personlig indsats og er et eksempel på en kærlighedsgerning og ikke en almisse. Med sin salving af Jesus på forhånd har kvinden i Betania ydet en nærværende og smuk handling. Derved har hun udvist hengivenhed, en utvetydig kærlighedsgerning. En særdeles god gerning, som rangerer højere end almisse.

Kritikernes anklager mod kvinden er derfor grundløse. Anklagerne om, at kvinden er ødsel og skødesløs, gøres til skamme i dagens evangelium. Jesus forsvarer kvinden med ordene: “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning imod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid”

Kvinden har udtrykt med sin handling, at hun påskønner og værdsætter den tid, mens Jesus stadig er iblandt dem. De øvrige tilstedeværende indser ikke situationens alvor.

Det er præsten og filosoffen K. E. Løgstrup (1905-1981) der i en prædiken over dagens evangelium, trækker denne pointe frem: Kvinden giver sig hen – ubekymret og uforsigtigt. Så opslugt og hengivet er hun, at hun faktisk er den mest ansvarsfulde og alvorlige af dem alle i selskabet! Ligesom et barn, der i leg hengiver sig i nuet, og derved forholder sig mere alvorligt til legen end selv den mest alvorsfulde voksen, der passer sit arbejde! Ligeså optaget som et barn i færd med en spændende leg, er kvinden. Optaget af at værdsætte nuet og situationen skyede hun ingen midler i øjeblikket. Intet er for ekstravagant eller for ødselt, for tiden er knap og situationen alvorlig.

Forstår vi kvindens kærlighedsgerning sådan, kan vi med fordel bruge hende som eksempel til efterfølgelse. Mon ikke du og jeg kunne lære et og andet af hendes spontanitet? Mon ikke du og jeg kunne bruge hendes eksempel til i vores liv selv at give sig hen i øjeblikket?

Vores liv er kort, tiden haster af sted. Betyder det da ikke noget for den måde vi skal modtage tiden og livet på? Skal vi ikke netop modtage livet som sådan? Nemlig som det rækkes os i nuet, ved at leve i øjeblikket – at give os hen?

Løgstrup har denne livsanskuelse som en grundtanke igennem hele sin forkyndelse. Livet er at betragte som en gave. En gave fra Gud, og vi står bogstaveligt talt med hinandens liv i vores hænder.

Er vores mål og middel i livet ikke netop dette ene, at give os hen, lade os opsluge af øjeblikket, i kærlighed til os selv, til næsten og til Gud?Er det ikke i dé særlige øjeblikke, der rækkes os gennem livet, de situationer, hvor tid og rum ophæves, hvor vi lader os rive med af situationen, vi lever for og lever af som mennesker?

Med Løgstrups forkyndelse kan man spørge, om ikke du og jeg tager livet mest alvorligt, når vi accepterer, at vi ikke skal bekymre os? At vi faktisk tager livet mest alvorligt, når vi forsøger at leve ubekymret, spontant i nuet!

Gud skænke os den indsigt og visdom at kunne leve således i nuet, spontant, ubekymret – ligesom kvinden i Betania!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

– forslag til salmer: 151 177 85 – 68 456 208

© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Hvorfor udelade “Israel” i den nyeste oversættelse af søndagens evangelium?

På søndag er det som bekendt Maria Bebudelsesdag. Her er der meget at glæde sig over. Men en ting springer i øjnene, hvis man læser fra den nyeste oversættelse, nemlig “2020 Bibelen”. Her er ordet “Israel” ganske enkelt forsvundet. Det kan undre, al den stund at Maria rent faktisk lovpriser Gud og taler om den barmhjertighed Gud Herren udviser mod sit folk, Israel”. Således hvis man læser den oprindelige græske version (Nestle-Alands Novum Testamentum Graece), Lukas kapitel, vers 54 “Israel paidos autou” “Israel mit folk”.
Jeg spørger mig selv hvorfor Bibelselskabet har fravalgt et ord som ellers står i den oprindelige udgave. Jeg kender ikke grunden, og jeg forventer ikke at en oversættelse skal være “en til en”, men her er der tale om en nøglebegreb til at forstå hvilket folk, Maria tilhører og ikke mindst hvilken søn, hun idag modtager budskabet om at hun skal undfange. Hans mor er jøde, og han skal være jøde. Han skal blive del af den unikke historie som er den jødiske og jødernes. Og ikke for ingenting har det folk et navn, nemlig Israel. Så hvorfor udelade det helt i en så central passage, som evangeliet til i overmorgen, Maria Bebudelse?

Nedenfor kan du læse et tidligere indlæg jeg skrev – i 2020 – til Trinitatis søndag:

Hvorfor ikke oversætte Israel med netop Israel?

Når jeg på søndag, som er Trinitatis søndag, holder gudstjeneste og læser op fra Det Gamle Testamente i den nyeste oversættelse fra Esajas kapitel 49, vers 1-6 ifølge © Biblen 2020 fra Det Danske Bibelselskab, synes jeg at konstatere at ”Israel” er gledet ud af oversættelsen. Jeg tænker det er en fejl, som for som jeg husker det fra min studietid, da jeg læste Det Gamle Testamente på det oprindelige jødiske sprog, hebræisk, stod netop lige præcis her hos Esajas ”Israel”.

I dag, som liturg, præst og forkynder på søndag især når jeg læser op fra Esajas bog giver det også netop mening med ”Israel” som det udvalgte folk i forhold til evangeliet ifølge Matthæus, hvor vi hører, hvordan det nye udvalgte Guds folk skal være de kristne. Det nye Guds folk skal være alle de som lader sig døbe og som holder sig til Kristi lære og ord. Det nye Guds folk er kvalificeret i kraft af dåben og sakramenterne og Guds ånd, som pinsedag stiger ned og etablerer kirken, den forsamling og det fællesskab af troende.
Det nye Guds folk er netop i kraft af troen og ånden konstitueret – uanset tidligere baggrunde og kultur, mens f.eks. det første Guds folk var kvalificeret via deres historie, udvælgelse, kun jøderne. Man kunne også sige det sådan, at det gamle Israel og det gamle Guds folk var jøderne eksklusivt forbeholdt, mens det nye Guds folk er inkluderende og vender sig ud i mod hele den vide verden, på latin kaldet ”kat – holos”, altså ”for hele verden”. Sagt på en anden måde: søndagens evangelium ifølge Matthæus er, at frelsen i Jesus Kristus rækkes ud til alverden, globalt og derfor er det nye Guds folk, læs: det nye Israel. Dermed er reference til det gamle Israel og det gamle Guds folk ikke ligegyldig, men vigtig på mange måder, både for at forstå den historiske sammenhæng, men også for at forstå den teologiske og frelsesmæssige (latin soteriologi) sammenhæng mellem jøder og kristne, mellem det gamle og det nye Testamente, mellem lov og evangelium, kort sagt.
Det Gamle Testamente handler kort sagt om Guds folk, jøderne: Gud udvælger det folk og giver dem det forjættede land, Israel, hvor de bosætter sig. Den historie er flere tusinde år gammel og er en af de bedst bevidnede historiske bosættelser fra den tid. Navnet ”Israel” er det navn som jøderne får som en samlebetegnelse for at være Guds udvalgte folk, men samtidig bliver det også synonym med det geografiske område, som tæller bl.a. Jerusalem, hvor det jødiske Tempel, det eneste af sin slags i verden opføres. Alle omgivende templer er ”kun” synagoger, steder hvor man nok samles, men ikke at sammenligne med Templet i Jerusalem, som rummer det allerhelligste.

sognepræst Asser Skude, kandidat til det kommende bispevalg i Helsingør stift

forklaring til Israel: ”Navnet Israel stammer fra Første Mosebog, hvor Abrahams sønnesøn Jakob en nat kæmpede med en mand i ørkenen. På grund af mørket kunne Jakob ikke se, hvem han kæmpede med. Ingen af dem vandt rigtigt over den anden, men bagefter fik Jakob at vide, at det var Gud han havde kæmpet med. På de semitiske sprog – som både hebraisk og arabisk tilhører – betyder “El” Gud. “Isra” har flere betydninger, men en af dem er “at kæmpe”. Isra-El er altså ham, der har kæmpet med Gud. Da jøderne nedstammer fra Jakob / Israel bliver de gennem resten af Biblen blandt andet kaldt israelitter.
Desuden var der fra 900-tallet fvt. to jødiske kongedømmer i det område, som i dag er Israel og Palæstina, nemlig kongedømmerne Judæa og Israel. Israel blev erobret af Assyrerkongen Sargon II i 722 fvt., Judæa eksisterede frem til år 70 vt. (Det var den meget, meget korte udgave af historien!)Når staten Israel hedder Israel i dag, skyldes det altså både, at det er et navn, som det jødiske folk har brugt om sig selv i over 3.000 år, og at der tidligere har eksisteret et kongedømme med det navn.”
citat fra artikel fra www.religion.dk 14. oktober 2008 https://www.religion.dk/sp%C3%B8rg-om-j%C3%B8dedom/navnet-israels-historie

Prædikenforberedelse Maria Bebudelse 2022

Evangelium
Da sagde Maria: “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”
Lukas, kapitel 1, vers 46-55.

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser
Betegnelsen Maria Bebudelse, som denne helligdag kaldes, skyldes beretningen fra evangeliet til første tekstrække, nemlig budskabet om Marias guddommelige undfangelse. Rent sprogligt kan det forvirre, for det er ikke Marias egen undfangelse, der er tale om, men derimod Jesu undfangelse i Marias skød. Katolikkerne kalder dagen i dag Herrens undfangelse, og katolikkerne regner Marias bebudelse for Maria egen undfangelse i Annas skød den 8. december.

I evangeliet efter første tekstrække hører vi om englen Gabriel, der overbringer Maria det budskab fra Gud, at hun skal føde Guds søn. Maria tror på, at det skal ske hende, som englen har sagt, og Maria siger, at det vil hun gerne. Så lovpriser Maria Gud for at have besøgt hende, og hun lovpriser Gud for at været med hende og med sit folk, Israel. Det er denne lovprisning af Gud, som kaldes Marias lovsang, og det er denne lovsang, som udgør dagens evangelium efter anden tekstrække.

Indholdet i Marias lovsang er den omsorg, nærvær og trofasthed, som Gud fra den første tid og indtil nu har vist sit folk, Israel. Gud har vist sit folk en ny form for retfærdighed. Om den taler Maria om i sin lovsang: “Gud har ophøjet den, som var svag, Gud har styrtet mægtige fra tronen, mættet de sultende og sendt de rige tomhændet bort.” På alle planer betyder det en ny dagsorden, både socialt, politisk og religiøst: Gud vender op og ned på det, som er noget: Det svage udvælges, det stærke gøres til skamme.

Det, som er noget i verden, gøres til ingenting og det, som ikke er noget, ophøjes. Det er netop det, som Paulus taler om i dagens epistellæsning: ”Men det som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det som ingenting er, udvalgte Gud, for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud”.

Gud åbenbarer sin grænsesprængende retfærdighed – ved at udvælge det, som verden ser ned på, og ophøje det! Sådan som Gud vælger at gøre med Maria. Hun er ikke noget særligt. Og dog skal hun føde Guds søn!
Til at begynde med kan Maria slet ikke forstå, at noget stort skal overgå hende. Hun synes bestemt ikke, at hun er noget særligt. Hun er ung og umoden, en almindelig pige fra landet, fra den lille flække oppe i nord, der hedder Nazareth.

“Kan noget godt komme fra Nazaret?”, spøger Nathanael hos evangelisten Johannes kapitel 1, vers 46. Han udtrykker blot, hvad folk tænkte dengang om Nazareth: Fra den flække kunne ingen forvente sig noget godt.
Hvorfor skulle Gud vælge en fattig, ugift pige fra denne flække til at føde Guds søn? Maria selv undrer sig over Guds vilje med hende og hun spørger: “Hvordan skal det gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand?” Og englen svarer hende: “Helligånden skal komme over dig. Du skal vide, at for Gud er intet umuligt”.

Og Maria tror på Guds vilje med hende og siger: “Lad det ske som du har sagt mig”. Derfor kaldes Maria også ‘Herrens tjenerinde’.
Nu har Maria ikke fået snakket med sin forlovede Josef om dette. Hvad vil han mon sige til at han ikke er far til det barn, hun venter? Josef får det dog snart at vide. Englen, Gabriel, som også viste sig for Maria, viser sig nu for Josef, og Josef tror på det skal være sådan, og han og Maria vælger at blive sammen som en lille familie med far, mor og en lille på vej.

Gud vælger Maria, som ingenting er, for at vende op og ned på denne verdens værdier. Maria siger i sin lovsang til Gud om det, Gud gør mod hende, at Gud løfter småfolk op i højhed.


Ligesom Gud har løftet Maria op i højhed, ved at udvælge hende, må vi også tro at Gud kan gøre med os. Gud kan bruge det liv, han udvælger. Selv et almindeligt menneskeliv kan Gud udvælge og tage sig af. Det liv, som vi til tider nedskriver og foragter, det ser Gud storheden i og løfter det op og gør det herligt. Vores liv er ikke lige meget, vores liv er uerstatteligt, har værdi og kan bruges til noget.

Og måske handler menneskelivet om at acceptere ens liv, en fortid, nutid og fremtid, som det det er, hverken mere eller mindre. Og så leve sit liv på bedste vis, i tillid til at Gud og tiden vil arbejde for en, og at livet – uanset hvor umuligt det måtte synes, forhåbentlig vil vende ud med at være til det gode.

Ligesom Maria, der havde en grum skæbne, så blev hendes liv vendt til at have en meget vigtig rolle. Uanset det ikke var nogen nem rolle. Mor til verdens frelser. Vidne til Jesu berømmelse, forfølgelse, lidelse, død og opstandelse – på første hånd. Alligevel må vi tro og håbe på at også Maria selv med tiden forstod sin rolle og at netop hun gjorde en forskel.

Maria tog sin skæbne på sig, hun takkede og lovpriste Gud. Pga. sin lydighed og trofasthed mod Guds ord blev det regnet hende til retfærdighed, ligesom med Abraham, der også troede Guds ord, da Gud kom til ham. Fordi Maria var lydig mod Gud, og tjente Gud, skulle hun blive et forbillede til efterfølgelse og hendes navn blive kendt af alle slægter.

Hvad Gud gjorde mod Maria, vil Gud kunne gøre mod enhver af os. Når Gud kunne få noget nyttigt ud af Marias liv, mon så ikke også Gud vil kunne få noget godt ud af vores? Til trods for vi end måtte mene, vores liv er ikke noget værd? Til trods for vi måtte føle os små og udenfor og ikke er værdige til Guds kærlighed – ligesom Maria må have følt, da Gud kom til hende.
Netop i de øjeblikke, når vi føler os – som Maria følte sig uegnet, mislykket – da er det, at Gud tilbyder os nærvær. Da er det at Gud, tilbyder os at møde os der hvor vi er. Gud ser og hører os der, hvor vi er.

Evangeliet i dag vil fortælle os, at uanset hvordan vi føler og tænker om vores liv, så elsker Gud os. I Guds øjne er ingen af os ubetydelige, men vi kan alle bruges til noget.

Det er da opløftende at høre om at Gud greb ind i et almindeligt menneskes liv, for at gøre sig eet med det liv. For Gud kunne bruge dette helt almindelige liv.

Derved er muligheden også tilstede for at Gud vil gribe ind i vores helt almindelige dagligdags liv. Og at Gud vil give vores liv en særlig betydning. For selvom de fleste menneskers liv er meget ens og ikke særlig forskellige, så er ethvert liv dog særligt i Guds øjne. Ethvert menneskes liv er særligt, fordi det menneske er elsket af Gud. Som præsten og forfatteren Johannes Møllehave har sagt: “I Guds øjne tæller selv det almindelige! Ja i Guds øjne tæller det almindelige ualmindeligt meget. Og det ualmindelige er altså, at vi hver og én er elsket af Gud, som vi er.”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

– forslag til salmer 3 71 70 – 73 69,v.5+6 12

– udgivet første gang 2008, redigeret siden, Asser Skude ©

Hvordan kan “Guds gerning” forsvinde i den nyeste bibeloversættelse?

Hvordan kan “Guds gerning” forsvinde i den nyeste oversættelse af Biblen, “Bibelen 2020”? “Gerning” er ellers et kærnebegreb for os kristne, såvel katolikker som lutheranere in spe.

Som Luther fremhæver er det ikke menneskets egne gerninger, der frelser mennesket, men det sker alene fordi Gud gør det, og Gud vil det, altså suverænt Guds gerning – og af Guds nåde.

Således i morgendagens evangelium, hvor man kan læser fra den oprindelige (græske ordlyd i Nestle-Alands Novum Testamentum Graece): “touto estin to ergon tou Theu…”, altså direkte oversat “dette er denne gerning Guds…”, eller mere mundret “dette er Guds gerning…”. (Johannesevangeliet, kapitel 6, vers 29)

Den oprindelige sætning er i den nyeste oversættelse forsvundet og blevet til “Gud vil have, at I skal tro på ham, som han har sendt”. Det er ikke tæt på det oprindelige, men langt fra “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”, som den såkaldte 1992 autoriserede oversættelse anvender (og som følger den græske oprindelige ordlyd).Selvom 2020 oversættelsen ikke er tænkt som en bogstavelig oversættelse eller tænkt til brug for danske menigheder og præster ved søndagens gudstjenester i Danmark 2020, kan det undre, at Bibelselskabets redaktører her ligefrem fravælger en oversættelse, der ellers ligger til højrebenet. I stedet vælger man at læse “ind” i det oprindelige, og det er for mig at se en glidebane.

Det er rigtignok at det er Guds vilje, Guds intention at vi skal tro på ham. Det er rigtig nok at Gud vil at mennesker skal tro. Men det handler ikke om vilje hos Gud. Det handler om hvad som er sket. Det er sket at vi tror. Det er ikke noget der skal ske, for det er sket.

For mig at se står det evangeliske endnu klarere, hvis man læser, at Guds gerning er at vi tror på ham. For Gud har allerede udvirket det således, at vi tror på ham. Troen er ikke noget vi selv skaber eller gør, det er Guds gerning alene.

Det er Guds værk. “ergon” er det græske ord og det danske “værk” er etymologisk beslægtet hermed. Det er altså gjort. På latin ville man sige “Faktum” af “facio”, “at gøre”. Når det er sket, står det ikke til at ændre, således kan selv ikke djævelen gøre det om.

Hvis vi vænner os til at der skal stå “Gud vil have, at I skal tro”, kan det på sigt betyde, at vi tror at andre magter end Gud kan ændre ved vores tro. Men det er ikke tilfældet. Det er suverænt Gud og ikke Djævelen der lader det ske og kan få det til at ske. Det handler ikke om intention, men om det faktuelle, det skete.

Så summa summarum: Hvad er der galt med at læse “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt”. Det er da netop sand og klar og evangelisk tale. Hvilken befrielse, at Gud alene har gjort det således med sin (og ikke vores) gerning, at vi kan tro på hans søn, som han har udsendt til os for at frelse os.

Læs også dette andet kritiske indlæg om 2020 oversættelsen ved at klikke her

Prædikenforberedelse, midfaste 2022

Evangelium til midfaste, søndag den 27. marts 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: “Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Så sagde de til ham: “Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.” Da sagde de til ham: “Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: “Brød fra himlen gav han dem at spise.”Jesus sagde så til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: “Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”]Johannesevangelisten, kapitel 6, vers 24-35[36-37]

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 27. marts 2022 i Bellahøj kirke

En skare af mennesker følger efter Jesus i dagens evangelium. Den skare tager fra den ene side af Genesaret Sø over til den anden – for at være Jesus nær. Her ved søens nordvestlige bred ligger Kapernaum, og her finder de ham. Kapernaum kaldes ofte Jesu anden hjemby. Det er den by, han som voksen opholder sig mest i – og her gør han mange undere, bl.a. her helbreder han Peters svigermor.

Det er også her, i nærheden af Kapernaum, at det fiskeleje er, hvor Jesus har kaldt nogle af sine første disciple. Jesus kalder dem ved at sige til dem, at nu skal de ikke længere fange fisk, men mennesker. På det sprog Jesus taler, aramæisk, er der et ordspil mellem de lokale fisk og fiskerne, svarende til danske tilstande, hvis Jesus havde sagt: “I skal ikke længere fange bornholmersild, men bornholmere”. Det er også her ved Kapernaum at Jesus kalder fiskerne Simon, Jakob og Johannes – Lukas kapitel 5, vers 10.

I Kapernaum, på den anden side af Genesaret Sø, er det at skaren, som er fulgt efter Jesus, og taget med båd over søen, nu finder ham og undrende spørger ham, hvordan han mon er kommet over på den anden side af søen. Jesus giver intet svar.

Vi ved, at Jesus nogle gange er taget ud med en båd på søen, for bedre at kunne tale til skaren inde på bredden, men hvordan Jesus i dagens evangelium har krydset søen forklares ikke. Måske er Jesus vandret over søen – ligesom i vandringen på søen, Matthæus kapitel 14, 22ff.

Det tankevækkende ved dagens evangelium er ikke, om Jesus gik på vandet – tværs over søen. Det bemærkelsesværdige er den vedholdenhed, som skaren udviser. Jesus kan ikke få fred for dem et eneste øjeblik. Skaren er som små hunde, der følger efter deres herre.

Er det så fordi skaren finder Jesu forkyndelse spændende? Nej, det er det næppe. Jesus siger selv, at skaren alene er trofast, fordi han giver dem mad, og de bliver mætte. Som Jesus siger: “I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte.”

Det er på mange måder ikke særlig hensigtsmæssigt. Det er uselvstændigt. Skaren består jo af voksne mennesker, der er i stand til at sørge for sig selv. Men i stedet for at gøre dette, opfører de sig som sultne, små hunde.
Skarens opførsel er Jesus nødt til at irettesætte. Det nytter ikke noget, at skaren følger ham for blot fordi de søger ophold til dagen og vejen. Skarerne bør søge livets brød, ikke blot det daglige brød. Som Jesus siger: “Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer”

Jesus er Menneskesønnen. Han vil give skaren mere end, hvad Moses kunne tilbyde Gudsfolket i ørkenen. Det var manna fra himlen, som holdt folket oppe igennem deres 40-årige vandring dengang.

Guds søn, som nu er kommet, vil give dem mere. Han vil give dem livets brød, evig føde.

Livets brød kommer fra himlene, fra Faderen, for Menneskesønnen er udsendt fra himlene. Og samtidig er livets brød også ganske konkret, virkelig tilstede, for han vandrer midt iblandt dem, som både menneske og Guds søn. Han er livets brød, himmelsk og jordisk på samme tid. Det er hverken for tarveligt (profant) eller for ophøjet (eksalteret).

Det er himmelsk samtidig med det er jordisk. For det er ham selv, der Livets brød, de skal søge, hvis de ikke i evighed skal sulte eller tørste. Som han siger: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”.

Hvad kan vi som hører dagens evangelium, så lære? Vi kan lære af dagens evangelium at vi ikke bør opføre os som skarerne dengang. Vores liv er mere end blot det daglige brød. Selv i svære tider. Selv når krig, ødelæggelse, død og ufred truer os og trænger ind i vores liv, skal vi kæmpe i en anden retning – samtidig.

Vi skal naturligvis til hver en tid kæmpe for at opretholde vores liv, helbred og sundhed, men det må ikke ske på bekostning af at vi også stadig søger ham som er livets brød, nemlig Gud søn.

Han er det livets brød, der åbner vejen til det evige liv. Nemlig det rige, som vi i troen kan modtage ved dåben og nadveren. Han kommer til os. Vi skal blot være åbne for at tage imod ham, så vil han skænke os del i det evige.

”Guds rige er midt iblandt jer”, siger Jesus selv i Lukas kapitel 17, vers 21. Altså skal vi ikke søge Gudsriget oppe i himlene eller et fjern afsides sted på jorden, men vi skal søge og finde Gudsriget imellem hinanden, i samværet og samspillet med andre. Gudsriget er tilgængeligt for enhver, vi skal blot være åbne for at møde det.

Ingen har set Gudsriget og selvom vi ikke kan se det, kan vi høre om det og tro på det, og måske fornemme det: Det kan være til gudstjeneste, under musikken, under forkyndelsen, under salmesangen, og det kan være de øjeblikke i vores liv, når vi bliver høje af lykke, situationer, som vi tænker tilbage på og gemmer i vores inderste – som en dyrebar og kostbar skat.

Det kan være når vi skønner på nuet og ønsker det varer ved. Det kan være når grænsen mellem tid og rum ophæves. Hvor evighedens dimension bryder igennem. Hvor grænsen til evigheden så at sige nedbrydes. Og vi har det næsten som om vi befinder os i en anden dimension, et andet sted – samtidig med vi befinder os lige her og nu i vores menneskelige liv.

Man siger at aldrig har så mange danskere levet så alene – på så meget plads. Måske har vores velfærd sejret ”ad helvede til godt” som tidligere LO boss Thomas Nielsen engang fik sagt.

Vi lever i hver vores egne verdener, og søger måske kun dem der ligner os selv, men ikke dem der er anderledes end os. På vores arbjede har vi aldrig været mere stressede og været så fraværende fra vores børn når vi endelig var sammen, for så er vi sammen fysisk, men laver ikke samme ting, men sidder måske med hver vores tablet eller PC eller mobiltelelfon.

Jeg ser det så ofte – selv på gaden, når mødre eller fædre er sammen med deres børn, kigger deres mor eller far ned i en skærm, i stedet for at kigge på børnene, der leger eller på bilerne i trafikken.

Vi finder ikke lykken på en skærm eller en PC eller en mobil. Måske kan det skabe lidt afslapning og adspredelse ind i mellem. Men det vi egentlig har brug for er måske i virkeligheden at kunne se op fra vores skærm – og kigge hinanden i øjnene – og der finde et nærvær og spontanietet.

Vi må ikke glemme at søge hinanden og deri finde den lykke og tilfredsstillelse. At kunne dele oplevelser, følelser, tanker og drømme sammen stadigvæk.  Det er op til os hver i sær at skabe os et liv er interessant og meningsfuldt. Så vi ikke ødsler vores kostbare og dyrebare tid bort – men i stedet tager udgangspunkt i, at livet, det sande liv, ligger lige for vores fødder.

Guds rige er midt iblandt os. Her og nu. En virkelighed, der er til at forholde sig til.

Én har sagt: “Denne dag er den første i resten af dit nye liv”. Lad det være mottoet til dagens evangelium. Og lad os give det ekstra fylde og sige. “Denne dag er den første i dit evige liv, hvis du modtager Guds rige, som ligger lige foran dine fødder. Du skal blot tage dine første små skridt!

Jesus siger: “Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”. Det er da glædeligt og værd at fejre en søndag midt i fastetiden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

– forslag til salmer: 749 367 – 662 477 13

© Asser Skude 2010, redigeret siden

Prædikenforberedelse til tredje søndag i fasten 2022

Evangelium til søndag den 20. marts 2022

Jesus sagde til dem: “Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.” Jøderne sagde til ham: “Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?” Jesus svarede: “Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”
Johannes’ Åbenbaring, kapitel 8, vers 42-51

– fra den kongelige, autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 20. marts 2022 i Bellahøj kirke

Forud for dagens evangelium hører vi, at Jesus er på tempelpladsen. Her er nogle jøder samlet om ham. Og læg mærke til, at de jøder faktisk var kommet til tro på ham! Der står direkte, at det er “jøder, som var kommet til tro på ham ” (vers 31). Og Jesus siger til dem, at de skal lære sandheden at kende og blive frie.

Dertil svarer de, at de skam allerede er frie og aldrig har været “trælle for nogen”, men de er “Abrahams børn”. Jesus irettesætter dem og siger, at de ikke har Abraham til fader, for de gør ikke Abrahams vilje. Jesus siger: “Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer…Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger. Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke.”

Læg mærke til, at Jesus skelner mellem at være Abrahams børn og Abrahams efterkommere. Nok kan de jøder sige, at patriarken Abraham er deres biologiske forfader, men i ånden ligner de ham ikke. De gør ikke ligesom Abraham ønskede. Abraham var en from mand, som endda ville ofre sin egen søn Isak – for Guds skyld, så hengiven og gudfrygtig var han, at han på Guds befaling var ved at gøre en så modbydelig handling – at slå sin egen søn ihjel. Abrahams lydighed mod Gud blev regnet ham til retfærdighed. Det samme kan man ikke sige om de jøder, som står der rundt om Jesus og siger, de har Abraham til fader, men lever efter deres egen moral og vilje – og ikke søger Guds vilje og sandheden. De er trælle og de er ikke frie! De gør syndens gerninger, og derfor er de også syndens trælle.

De jøder vil ikke tage imod Jesus som Guds søn og som den, der bringer dem sandheden. I stedet for at modtage ham som sådan, stræber de ham efter livet og vil slå ham ihjel, og derved viser de at de ikke gør deres fader Abrahams vilje. Og de gør ejheller deres fader Abrahams gerninger. Derfor er det kun af navn og ikke af gavn, at de jøder kalder sig Abrahams børn. Derimod er de deres “faders børn”, som Jesus præciserer over for dem.
Når Jesus kalder dem “faders børn” mener han vel og mærke, at de jøder har djævelen til far og er djævelens børn. For som Jesus siger til dem: “I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster…Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv, for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden derfor tror I mig ikke…Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud”.

De jøder anklager nu Jesus for at være besat af en dæmon og kalder ham en samaritaner. Måske antyder de, at Jesus har været sammen med den samaritanske kvinde, som han mødte ved brønden i Sykar, ifølge evangeliet til anden søndag efter Hellig Tre Konger.

Jesus undlader imidlertid at gå ind på disse beskyldninger og holder fast på, at han har Gud til fader, og at han gør sin himmelske faders vilje, ikke sin egen. Han ærer sin himmelske fader, de derimod vanærer Gud i himlene, i kraft af deres falske anklager mod Guds søn.

Det lykkes ikke for Jesus at overbevise jøderne, om at hans fader er Gud i himlene, tværtimod søger jøderne efterfølgende at stene ham til døde, men Jesus undslipper.

Det er forståeligt, at Jesus er rasende over de anklager, som de jøder retter mod ham i dagens evangelium. Jesus reagerer imod den hetz, som han udsættes for af jøderne. De er ikke bare i ordstrid med ham, de anklager ham for voldsomme forbrydelser mod Gud og mennesker: Dels anklagen om hor med kvinden fra Sykar, dels anklagen om at være uren for Gud og mennesker – ved at være besat af en dæmon.

Jødernes verbale angreb mod Jesus er – hvis ikke djævelens værk – så under alle omstændigheder djævelske. Det er bagvaskelse. Det græske ord for djævelen er “diabolos”, hvilket betyder “bagtaleren”. Deri består det djævelske. At tale ondt om andre. At finde alt det negative frem og nedgøre et andet menneske – både for Gud og mennesker.

Der er naturligvis ikke hold i de jøders anklager imod Jesus. Naturligvis er Jesus uskyldig, og det gør kun situationen så meget mere absurd: At han, Guds søn, skulle bruge tid og kræfter på at bedrive hor og være besat af en dæmon.

Man siger ofte at det bedste forsvar er et angreb. Den strategi anvender jøderne i dagens evangelium. De bagvasker og taler ondt om Guds søn.
I vore dage kender vi også til bagvaskelse – f.eks. af kendte eller offentlige personer, der mere eller mindre fikst hænges ud som forbrydere og små djævle. Deres fejltrin udstilles i medierne eller i den trykte presse og i værste fald får de mennesker, som hænges ud – ikke reelt en chance for at svare igen. Kongehuset svarer af princip ikke igen på anklager. Kendte eller offentlige personer kan kommentere på anklagerne, men ofte er det vanskeligt at rense sig for den mistanke og ondsindede bagtalelse, som kan hænge ved efterfølgende.

Hvad kan du og jeg så gøre ved det? Noget kan vi gøre og noget kan vi ikke ændre ved. Det vi kan ændre ved er den måde vi taler om hinanden på. En kollega til mig har engang sagt: “Det handler om at tale med hinanden og ikke om hinanden”. Og det er klogt og viist sagt. Der er forskel mellem at tale om og tale med. Og det vi siger om hinanden og til hinanden for er ikke lige meget. Vores ord og tale om og med hinanden har en indflydelse på hinandens liv.Måske var det datidens “jantelov” som Jesus blev udsat for i dagens evangelium. De jøder på tempelpladsen brød sig måske ikke om, at han så sig selv som Guds søn. De jøder anklagede ham også senere for blasfemi og de forlangte ham korsfæstet på den anklage.

Sådan kunne man også sige om vores moderne tid. Nok korsfæster vi ikke længere mennesker – til offentlig skue – på falske anklager og uden rettergang. Men i vores moderne kommunikations- og videnssamfund er det sket, at mennesker hænges ud i gabestok – i pressen f.eks. F.eks. personer, der med navn og foto hænges ud for forbrydelser, som de endnu ikke er dømt for.

Det kan vel ikke handle om at få hinanden ned med nakken? Uanset man ikke sympatiserer med de menneskers handlinger, sande eller falske, så er vi alle mennesker – på godt og ondt. Vi har alle gode og dårlige sider. Og ingen er fejlfrie. Hvad godt kommer der ud af, at vi undergraver hinanden og ødelægger hinandens troværdighed med beskyldninger? Og da slet ikke uden rettergang og mulighed for at føre forsvar for sin sag!

Det indtryk man kan få af Djævelen, når man læser i Det gamle Testamente, er ikke til at misforstå. I det Gamle Testamente har Djævelen en underordnet rolle i forhold til Gud Herren. Djævelen er skabt af og underlagt Gud! I det Gamle Testamente er Djævelens aktivitet alene rettet mod menneskene, Djævelen er primært menneskenes modstander.
I Det nye Testamente beskrives Djævelen som en mere magtfuld modstander. Djævelen vil ikke blot mennesker ondt, men Djævelen vil hindre Gud i Hans plan med verden. Djævelen vil kæmpe med Gud om herredømmet over menneskene og jorden.

Og Djævelen vil gøre alt for at jorden og menneskene ikke frelses. Djævelen vil forpurre Guds frelses plan for jorden og menneskene. Selv når Djævelen leder mennesker ud i synd, så er det med det overordnede formål, at bringe hele verden til fald.

Derfor er det også Djævelen, som sår tvivlen hos disciplene, da Jesus fortæller dem, at han er nødt til at dø. Jesus er lydig mod sin himmelske fader og gør sin himmelske faders vilje. Den lydighed mod faderen vækker had og misundelse hos jøderne, som forlanger hans død. Jesu lydighed mod sin himmelske fader kan sammenlignes med den lydighed som Abraham viste mod Gud, da Gud bad Abraham ofre sin egen søn.

Det er Djævelen, der ansporer Judas til at forråde Jesus – forud for evangeliet til 1. søndag i fasten. Og selv efter Jesu død på korset, giver Djævelen ikke op, tværtimod prøver Djævelen at ødelægge apostlenes virksomhed og mission.

Alligevel fortæller evangeliet os, at Jesus sejrer definitivt – dvs. een gang for alle. Hvordan? Sin virkelige overmagt demonstreres gennem Jesu lidelseshistorie til og med påskebegivenhederne. Ikke som en pralende eller selvpromoverende type, derimod viser Jesus sin overmagt som den sagtmodige, som den stille og modige verdens frelser. På trods af hans dødsdom og korsfæstelse er ufortjent påtager han sig straffen, ligesom en anden stedfortræder. Han forsøger ikke at vige uden om, på trods af, at hans lidelse er uretfærdig og nådesløs. Han forsøger ikke at smyge sig uden om, på trods af, han er Guds søn.

Jesu overmagt over Djævelen bliver mest tydelig med begivenhederne påskemorgen, som fastetiden leder os hen imod. Påskemorgen gøres al djævelsk list og løgn til skamme. Ikke nok med at Jesus uskyldigt er dømt og henrettes, Gudfader gør al djævelskab til skamme ved at oprejse sin egen søn fra døden. Alene Gudfader kan rejse et menneske fra døden. Derfor har Jesus Gud til fader, som Jesus selv prædiker i dagens evangelium.

Det er derfor Jesus anklager de jøder for at have Djævelen til fader. Jøderne har ikke fattet, hvem Jesus er. Jøderne kender med andre ord ikke sandheden, tværtimod, de er langt fra sandheden, de beskylder endda Jesus for at være besat og en syndig mand. Derfor er Jesus nødt til at tale med store bogstaver til dem: “I har Djævelen til fader”. For jøderne vil ikke forstå, hvem Jesus er, tværtimod søger de at ombringe ham. Derfor må Jesus anklage dem for at være Djævelens børn, som forsøger at hindre Gud i at frelse verden.

Måtte vi derfor ikke som de jøder betvivle, at Jesus har Gud til fader! Måtte vi ikke ligesom de jøder lade vores egen skråsikkerhed og selvtilstrækkelighed komme i vejen for troen på, at Jesus er Guds søn.
Gudfader, send os din Helligånd, at vi må tro, at du skænker os det evige liv i troen på, at Jesus er Guds søn. Gud Helligånd, skænk os troen på Guds søn, som er Sandheden.
Gud Helligånd, giv os styrke og mod til at stå imod løgn og bedrag, giv os mod og styrke til at kæmpe som dine tjenere, imod Djævelens list, indtil Guds rige kommer på jorden og i himlen – i fred og retfærdighed imellem os alle!

Sådan at vi optræder som Guds elskede og kærlige børn, børn af Abraham. Ikke bare efterkommere af navn, men vitterligt af gavn og i ord og handling også gør Abrahams lydighed og troskab mod Dig efter. Så vi holder fast ved Guds ord og lever på Guds bud – om kærlighed til Gud og næsten.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

forslag til salmer 336 316 481 – 166 439 412
© Asser Skude 2010, redigeret siden