Juleprædiken til børn

Desværre aflyst gudstjeneste idag kl. 14. (Se om min holdning til nedlukningen i elvte time på min Facebook profil)

Jeg sender dog viralt samme tid via Facebook, hvor jeg håber I vil kigge med.

Kære børn

Mine to sønner på 7 og 9 er meget begejstrede for Fortnite. Jeg regner med I alle sammen ved hvad det er for et spil. I hvert tilfælde jer drenge i skolen ved det. Både jer i indskolingen og i udskolingen, og også jeres mandlige lærere og pædagoger. Det er skabt af Epic Games. Det er det spil, som er verdens mest populære og mest spillede for tiden. Jeg har hørt at mindst 100 millioner spiller det spil. Man har en profil og så kan se ud på forskellige måder og så kan man næsten gøre lige hvad man vil. Man kan mødes med andre, bygge sammen, kæmpe sammen, slås sammen, slås mod hinanden, ”chille”, danse, vise emods, altså følelser osv.

Mine sønner er meget optaget af især hvordan de ser ud. Man kan få forskellige udseender, de såkaldte ”skins”. Man kan have den ene dag et ”skin” hvor man er en lille kat eller en tegneseriefigur, og den næste dag kan man være et ”skin”, hvor man er en superhelt med superkræfter, og f.eks. kan være helt usynlig, hvis man er superhelt og ”blende” ind.

Det her med at skifte mellem ”skins” er også noget som var til før spillet Fortnite kom til for nogle år siden. Faktisk tror vi på i kirken, at Gud f.eks. kan være tre forskellige ”skins” og det har Gud været de sidste to tusinde år. Det er det som vi i kirken kalder ”treenigheden”. Det er ikke fordi Gud ikke kan finde ud af hvem han er. Og det er heller ikke fordi at vi som tror på Gud, så har en ulogisk Gud, bare fordi Gud kan være tre forskellige former.

Men netop os kristne har de sidste to tusinde år troet på at Gud har tre ”skins”.

Enten er Gud skaber. Dvs. Gud, som har skabt og opretholder jorden, os, alle dyrene, planterne osv. Det fejrer vi i hele den længste periode i kirkeåret, trinitatis. Gud som skaber. Det er den tid, hvor vi har forår, sommer og efterår. Den tid, hvor alting spirer og gror og vi høster og samler ind – til vores forråd.

Den anden tid i kirkeåret, det er juletiden. Den tid vi er på vej ind i. Her fejrer vi at Gud bliver en af os. Gud bliver menneske. Hans ”skin” er ligesom dit og mit ”skin”, et helt almindeligt menneske, af kød og blod. Guds søn bliver født som et lille menneskebarn, som du eller jeg engang, da vi blev født. Helt små, sårbare og nogen som havde brug for forældre og kærlige hænder, der kunne passe på os.

Og det vi tror som kristne, når Gud har været en af os, så ved Gud også hvad det vil sige at være menneske. Tiden fra jul og til påske, handler om hvordan Guds søn levede imellem mennesker. Og ingen andre end kristne, tror at Gud har været menneske, det er også ret vildt at tro, men det tror vi på.

Det tredje ”skin” som Gud har, det er det usynlige ”skin”, som ikke kan forklares eller ses, men måske mærkes og føles. Ligesom når der sker noget dejligt i ens liv. Når man får venner, det går godt, man har det rart, der er god stemning, man er glad, man har venner og de forstår en og man snakker godt sammen, eller man er til fest og humøret er i top. ”Giv et ”f” som gamere vist siger. Når alting er NICE så er det ligesom når Guds usynlige ånd, det tredje ”skin” er tilstede. Guds ånd kan ingen se, men nogle siger det er en varme, en kilde, uudtømmelig, evig, glæde, ligesom da de første af de kristne var samlede i pinsen, så kom Guds ånd og gav dem en ny begyndelse.

Guds ånd er det som vi tror på hjælper os igennem vores liv, og Guds ånd er usynligt tilstede når vi er samlet i kirken, eller synger salmer eller hører budskabet om Gud. Guds ånd er det som måske giver os gåsehud, giver os håb og tro på fremtiden. Tro på at det nok skal gå. Og ingenting, selv ikke julen skal blive ødelagt af en corona eller andre ting. Men Guds ånd vil hjælpe os igennem, selvom det er svært, så vil vi holde ud og komme igennem – ligesom børn og voksne har gjort før os, de sidste to tusind år. Vores håb er at kærligheden, venskaberne, familierne skal holde os sammen, så vi hjælper støtter og fortsat holder ud – uanset hvilken tid, og hvad som kommer.

En syndig oversættelse?

Det spørgsmål rejser sig efter læsningen af dagens evangelium fra Johannes, kapitel 1, vers 19-28 i den nyeste oversættelse, 2020 Biblen, Det Danske Bibelselskab.

Måske lægger man ikke umiddelbart mærke til det ved første øjekast, men faktisk er der en betydelig ændring af et af de kristne kærnebegreber. Ordet og begrebet ”synd” er blevet erstattet med ”ondskab” .

Som jeg tidligere har pointeret, så må man tage hatten af for enhver, der sætter sig for at nytænke og genopfinde kristne ord, begreber og oversættelser. Det er vigtigt at biblen og traditionen stadig og kontinuert udfordres.

Der er ingen grund til at gøre noget bare for traditionens skyld eller fordi ”det altid har været sådan”. Men omvendt, findes der ingen bedre ord, eller kun ringere ord eller begreber, der dækker den oprindelige og klassiske betydning, ser jeg ingen grund til at finde på nye ord eller begreber.

I tilfældet med dagens evangelium er det dog ikke så smart at ”synd” bliver til ”ondskab”. “Ondskab” klinger ikke så farligt eller provokerende som “synd”, men det er netop hvad det kristne syndsbegreb er, det rummer noget djævelsk, lumsk og uforudsigeligt.

I den oprindelige tradition (herunder f.eks. Augustin i ”Om Guds Stad”) udfoldes det, som noget der vender sig væk fra Gud, en afvigelse, en såkaldt privation. Noget som alene findes, fordi Gud findes. Som en snylter, der henter sin kraft fra det gode, men som isoleret ikke kan eksistere, men alene pga Guds eksistens.

Det er altså noget som vender sig væk fra Gud, afviger fra Gud. Ligesom når man f.eks. rammer forbi målet eller bestemmelsen. På samme måde med mennesket. Mennesket er alene til pga. Gud har skabt det. Og mennesket har en iboende afvigende karakter, som vender sig væk fra Gud. Det er menneskets medfødte ”skavank” og forklares f.eks. med syndefaldsberetningen, at mennesket ”falder” og mennesket gør det modsatte af Guds vilje. Det er for mig at se menneskets syndige natur, menneskets uperfekthed.

Vælger man at oversætte “synd” med ondskab, risikerer man samtidig at miste referencen til syndefaldsberetningen og mennesket som en ”synder” viskes ud. Det er en glidebane.

Ligesom man også mister referencen til den nuværende oversættelse af Trosbekendelsen, hvor vi tror på ”syndernes forladelse” som kristne. Dvs. vi tror på at Gud vil gøre os frie, med sin søns mellemkomst, af vores syndige natur og vores vej mod egen fortabelse.

Alene Gud vil kunne gribe ind og vende og frigøre os fra vores egen djævelskab, det kan vi ikke selv. At oversætte ”synd” med ondskab er for mig at se en underdrivelse af, hvad der står på spil.

Mennesket er ikke bare ondt, det er selvoptaget og indkroget i sig selv (Luthers billedsprog), utilstrækkeligt, og ingen selvhjælpskurser, meditationer, bønner eller gerninger, kan frelse mennesket fra dets egen villede ondskab, det kan alene Gud med sin suveræne indgriben, uafhængigt af menneskets vilje, formåen og ønsker.

Det mennesket dog kan gøre er at være opmærksom på, at det af sig selv intet formår, men at stille sig selv åben for den mulighed at Gud vil gribe ind, og frelse mennesket fra dets synd.

Som en af min personlige yndlingspræsidenter, Jimmy Carters rådgivere engang skulle have sagt ”If it aint broken, why fix it?”. Altså hvis det virker, hvorfor prøve at ændre det?

Sådan har jeg det også med den oversættelse af dagens nøglebegreb ”synd” med ”ondskab”. For mig fungerer det stadig at tale om ”synd” og ”djævelsk”. Oversættelsen ”ondt” har ikke det spirituelle og frelsesmæssige perspektiv med. ”ondt” kan man have i sin skulder eller man kan gøre ”onde” ting mod andre, men det siger ikke noget om forholdet til Gud eller det himmelske, ligesom det mere poetiske og billedlige ”synd”.

Nogen siger at det danske ord ”synd” er afledt af ”sund”, altså vand, som adskiller to stykker land. Det er måske ikke så ringe et billede, hvis den ene position er menneskenes og den andens Guds. Der er noget som skiller os fra Gud. Ingen af os er konstant hos Gud, men vi er adskilt fra Gud og fortabte – så længe Gud ikke griber ind. Det billedsprog og det metaforik stemmer ganske godt overens med f.eks. Augustins klassiske ære fra “Om Guds stad”

Prædikenforberedelse, fjerde søndag i advent, evangelisten Johannes, kapitel 1, vers 19-28

Døberen

For os, der kender beretningen om Døberen, er hans baggrund ikke helt almindelig: En engel forkynder hans undfangelse i Elisabeths skød (Lukas 1,11 ff.). Samme engel forkynder et halvt år senere Jesu undfangelse i Marias skød. Og Maria og Elisabeth er i familie, for englen siger til Maria: “også din slægtning Elisabeth”

Ingen kan imidlertid beskylde Johannes Døberen for at opkaste sig til mere, end han er: Døberen afviser i dagens evangelium, at han kommer direkte fra himlene. Han konstaterer blot: “Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹” Samtidig siger Døberen, at der midt iblandt dem, står en, som de ikke kender, en, som skal komme efter, en, hvis skorem han ikke er værdig til at løse: Døberen hentyder helt klart til Herren selv, selvom det ikke siges direkte i dagens evangelium.

Hvordan kan det glædelige budskab forkyndes på en dag som i dag? Er det evangeliske mon ikke, at vi har mange lighedspunkter med Døberen? Selvom vi ikke er bebudet af en engel, så er de fleste af os forhåbentlig ønsket og elsket fra den dag, vi blev til. Og forhåbentlig ikke bare elsket af vores forældre og familie, men også af Gud, som har skabt og opretholder os. Og så ligner vi vel også Døberen – ved på den ene side at være mennesker af kød og blod – og egentlig ret almindelige, og på den anden side ualmindelige: For med vores forventning om han, som kommer, får vi en særlig opgave: Ligesom Døberen banede Herrens vej, kan vel også vi gøre det, på hver vores måde – ved at forkynde budskabet om ham og hilse ham velkommen.

Ingen tvivl om, at Døberen gjorde en forskel for andre: Med sit virke blev han på mange måder et forbillede – i ord og gerning – en person, der havde et kald og forfulgte det. Johannes Døberen havde hverken penge eller magt. Alligevel var det ham, som tog imod Guds søn ved Jordanfloden. Guds søn kom til denne helt almindelige mand med dette ualmindelige kald – og Guds søn lod sig siden døbe af denne mand. Johannes Døberen indfriede på den måde menneskers forventning om Guds søns komme til jord. 4. søndag i advent er det i dag, og så kommer vi ikke meget tættere på julen.

I julens evangelium hører vi, at en helt almindelig pige fødte en ualmindelig søn, Guds søn. Maria var en typisk pige på den tid – i det lille samfund. Og netop fordi hun havde taget imod den ualmindelige opgave, at tjene Gud og sagde: “Lad det ske mig efter dit ord, se jeg er Herrens tjenerinde”, så blev Marias liv forvandlet fra at være almindeligt til også at være ualmindeligt.

Forhåbentlig er det ikke alene Maria eller Johannes Døberen, som er noget særligt. Det glædelige budskab er, at enhver er noget særligt – i Guds øjne: At vi er udvalgt og elsket af Gud. Det handler blot om at turde leve på Guds ord: At være elsket og udvalgt, som den, du nu engang er. Du skal ikke forstille dig. Du skal være dig selv. Du skal vælge dig selv. Du skal blive dig selv, som Søren Kierkegaard siger (frit citeret). At blive sig selv er ikke det samme som at være sig selv nok. Det er at være tro mod sig selv, sin identitet, sit liv, sin erfaring – som et almindeligt menneske på godt og ondt – og dog med det ualmindelige budskab fra Gud: At du er elsket, som du er – og med dine synders nådige forladelse!

Og vi skal modtage dette glædelige budskab i dag, om at Gud vil os og elsker os, som vi er. At Gud her i det ny kirkeår vil byde os velkommen til at gå ind til ham og hans rige: At du og jeg er elsket og vores synder er os forladt! Dette er en ny begyndelse for enhver af os – gammel som ung – og med den glædelige forventning kan vi tage imod det nye år, som kommer til os fra Herren.

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2010

forslag til salmer: 93 90 91- 441 87 74

Lignelse eller sammenligning

”Lignelse” eller ”sammenligning”? Hvilket ord foretrækkes?

I søndags var det som bekendt anden søndag i advent og læsningen af evangeliet var fra Lukas, kapitel 21, vers 25-36. Hovedtemaet var ”den store verdensdom”, de sidste tider, hvor Guds søn vil komme at dømme.

En opmærksom kirkegænger gjorde mig efter gudstjenesten opmærksom på at ordet ”lignelse” er forsvundet i den såkaldte 2020 oversættelse og erstattet med ”sammenligning”. Nu hedder det ” Jesus forklarede det med en sammenligning”

Det er positivt, at nogen overhovedet vil bruge tid og kræfter og forsøge at oversætte det ofte lidt ældre dansk, nogle gang arkaiske dansk, som man måske ofte finder i Biblen. Det kræver mod at oversætte noget kendt og elsket, for det er uden tvivl også øretævernes holdeplads at være bibeloversætter.

Uagtet dette er det dog stadig vigtigt, at vi, som bruger den nyeste oversættelse, også er villige til at bringe os selv i spil og komme med feedback til den seneste oversættelse, for at en kommende oversættelse må blive endnu bedre.

I den autoriserede oversættelse fra 1992 hedder det ” Og han fortalte dem en lignelse”, det er blevet til ”Jesus forklarede dem med en sammenligning” Det er tydeligt oversætterne vil gøre det mere tydeligt at Jesus er i gang med at forklare og sammenligne. Jesus er altså oprigtigt optaget af at være pædagogisk. Det er også rigtig nok set, al den stund at den tradition Jesus selv er ud af er den jødiske og rabbinske tradition, hvor man udlægger det man har læst op fra de hellige skrifter, kommer med sin egen kommentar og forståelse, ja forklarelse.

Men spørgsmålet er om det ikke bliver en anelse for pædagogisk, når vi bruger ordet forklarer og ”sammenligning”, når det er Guds riget eller Guds dom vi skal høre om?

Ganske vist kommer ordet “lignelse” af ” gammeldansk ”liknelsæ”, efter middalnedertysk ”likenisse”, det som lader sig sammenligne med noget andet.

For mig at se er en lignelse et ord som har vundet indpas i den danske kristne tradition. Lignelse signalerer mere end bare en 1 til 1 sammenligning. “sammenligning” klinger af noget fladt. Det behøver det ikke. Hvorfor skal alt forklares? Vi har som danskere ikke nogen sinde før været bedre uddannet. Vi kan godt tåle at få udfordringer og at alt ikke skal forklares for os.

Hvorfor afskaffe et historisk ord, der har givet mening for danskere i generationer før os? Og som er smukkere.

”Lignelse” signalerer for noget højtideligt, højstemt. Det er lige præcis sådan et ord der giver mening når der skal sættes ord på noget som ikke kan sættes ord på. Hvad er kærlighed? Hvordan er Gud? Hvordan er Guds rige?

Hatten af for nogen vil oversætte Biblen til moderne dansk. Men visse ord må vi ikke udradere, f.eks. altså ikke det ord i søndags, anden søndag i advent “lignelse”.

Det risikerer at skabe desværre en fattigere sprogbrug og fattigere forestillingsevne for læseren/høreren

Jeg mener, og det går jeg også ud fra alle andre mener, at det danske sprog generelt set skal opbygge os, uddanne os, få os til at skabe associationer, billeder når vi hører og taler det.

Netop det formår et ord som “lignelse”. Det er poetisk og skaber billeder for vores indre. Hvorfor så i alverden afskaffe ”lignelse”?

Kritik af ny Højskolesangbog

Højskolesangbogen 2020 er blevet fattigere

Det er med smertelig beklagelse at undertegnede og mange elskere af Højskolesangbogen ikke længere finder ”Danmark” fra Shu-bi-duas album” 78-eren”. Det ukronede, vittige og måske mest elskede alternativ til nationalsangen ”Der er et yndigt land”

Hvordan det er kommet så vidt, at Danmarks mest folkekære band og en af deres mange landeplager fra 70-erne er blevet sorteret fra i den nyeste version af Højskolesangbogen, kan man kun gisne om, men der melder sig en række bange anelser. Måske er man bange for at støde nogen?

Selvom ”Shubberne” ikke hverken har afbilledet profeten Mohammed eller stødt nogen trossamfund med deres bud på en alternativ nationalsang, er det mig en gåde at denne sang kan bortcensureres af vor tids eksperter.

Det undrer mig såre, at Shu-bi-dua som Danmarks vitterligt bedst sælgende band nogensinde, med omkring 6 millioner solgte albums, ikke en med blot en enkelt sang længere er repræsenteret i den nyeste version af Højskolesangbogen.

Sangen indledes med “Se solen stiger op over bilkirkegården” og har det famøse omkvæd ”Storken er en dejlig flyver”, som rimer på ’koen har et dejligt yver’. Sangen består af to vers og når det i andet vers hedder: “Danmark er et dejligt land, de varme lande er noget lort”, skal naturligvis hverken læses, synges eller forstås bogstaveligt – som nagelfast oplysning – men er snarere ment ironisk. Ligesom det i første vers hedder “bondemanden får sin mad på sengen”.

Sangen ”Danmark” må først og fremmest opfattes som en kærlighedserklæring til Danmark og danskerne. Ude godt, hjemme bedst, kunne man sige – uden at være forbenet nationalist. Og som jeg forstår Shu-bi-duas sang ”Danmark”, så er essensen, at der er intet bedre end Danmark. Og det burde vel være Ok at mene at vi lever i verdens bedste land, ligesom eksempelvis nordmænd og svenskere mener at de bor i verdens bedste nation. Alle priser vi som vore naboer stolt vore lande, når vi taler om, hvor godt vi har det med demokrati, velfærd, fri skolegang, frit sundhedsvæsen osv.

Danmark er verdens bedste sted at være – “der er nemlig atmosfære”, som ”Shubberne” synger. For i Danmark er der højt til loftet. Vi har ytringsfrihed og kan sige, hvad vi vil. Og så alligevel ikke, når det nu viser sig at deres nationalsang er fjernet.

Er moralen at vi danskere skal bindes på hånd og mund? Og ikke længere må tænke, hvad alle danskere sang med på i 70-erne og 80-erne: ”de varme lande er noget lort”. Hvem kan ærligt sige, at det der var sjovt dengang, ikke længere virker som et sjovt vrøvlerim. For sangen lever jo stadig i bedste velgående som evergreen landeplage.

Og der er vel intet galt i at kunne synge med på det sidste vers – selv i 2020? Enhver fatter at der er tale om grov generalisering i muntert mod- og medspil. Og ikke om en specifik nation eller religion, men blot dette almene ”de varme lande er noget lort” versus ”Danmark er et dejligt land”. Altså set i relation til Danmark, er det meste andet noget lort.

Bevares, det lyder latrinært og ligger på kanten, men fortjener vel ikke at blive kastet i skraldespande, at hævde ”de varme lande er noget lort”? Enhver som kender “Shubberne”s sange ved, at de generelt smører tykt på med vendinger som:  “malkepigen pumper sin ged”, altså det kunne lyde som om malkepigen pumper noget andet end det hun er sat til…

“Præstens kone står på hænder for sin bror”, også her lyder det som om præstens kone laver noget hun ikke burde sammen med sin bror

I “Danmark” har vi ikke tradition for hellige køer eller tabuer som ikke kommer for en dag.

Samtidig kan “Shubberne” godt se, at noget er galt også i Danmark: ”Se, solen stiger op over bilkirkegården”. Danskerne er allerede godt i gang med at forurene og tilsvine det smukke land.

Alligevel står solen ”op og malkepigen pumper sin ged”. Livet går sin gang, selvom vi danskere bruger og smider ud – ikke mindst discount eller biler, som ender på bilkirkegården.

Jeg kommer til at tænke på en anden af Shu-bi-duas også ironiske og kritiske sange, hvor forureningen debatteres og klimaforandringerne tages på forskud: Det sker i sangen “Costa Kalundborg”, fra Shu-bi-duas album nr. 8, 1982: ”Der er sket en forurening

af den ydre atmosfære, så meteorologerne har lovet at det nu bliver bedre vejr”.

Shubbuerne forudsagde for næsten 40 år siden, hvor galt det ville gå med klimaforandringer. Også her havde “Shubberne” fat i den lange ende og denne sang bør naturligvis også optræde i en ny Højskolesangbog anno 2020.

For mig at se er meningen med en Højskolesangbog til alle tider at fange det populære, folkelige, folkekære, folkesjælen, både det historiske, men også og især det nutidige. “Shubberne”s tekster, ånd, lyrik, tematik, iderigdom mm er for mig fuldt på højde med det bedste der er skrevet i deres tid, og kærligt reciteret af de fleste danskere. Så derfor burde der i en ny Højskolesangbog optræde både ”Danmark” og ”Costa Kalundborg”.

Uden Shubiduas tekster og musik bliver Danmark lidt fattigere og mindre sjovt at være dansker i. Jeg elsker Shu-bi-dua for deres danske skæve humor, ironi og kritik – både når det går ud over andre, men også danskerne selv!

”Storken er en dejlig flyver

Koen har et dejligt yver

Danmark er et dejligt land

Kornet vokser vildt på engen

Bonden får sin mad på sengen

Dansken er en dejlig mand

Storken er en dejlig flyver

Den der siger andet lyver

Danmark er et dejligt

Sted at være

Der er nem’li atmosfære

Danmark er et yndigt land”

Giv Trumps plan for fred en chance

Debatindlæg bragt i JyllandsPosten debat, 18. april 2020.

Der er mange grunde til at anbefale den amerikanske præsident, Donald Trumps, fredsplan for Israel og Palæstina. Planen forsøger at række ud til begge parter. Ikke alene til palæstinenserne, men også til det Israel og jødiske folk, som gennem historien har været forfulgt og fordrevet og levet i flere århundreder i landflygtighed i den såkaldte diaspora.​

Selv om verdenssamfundet for præcis 100 år siden forsøgte at løse situationen for et stigende antal flygtninge, lykkedes det desværre ikke, og særligt efter Anden Verdenskrig stod det klart for mange, at man havde svigtet.

Den situation kunne – set i bagklogskabens lys – måske være undgået, hvis verdens nationer havde tiltrådt den såkaldte Balfourdeklaration af 1917 eller siden Folkeforbundets forsøg i 1920.

Først efter de grusomme tab af millioner af liv og efter nazismens fald stod det klart for de fleste, at der måtte findes en løsning og ikke mindst et land til det jødiske folk. Det skete gennem FN, og man tildelte det jødiske folk staten Israel i 1947. Lige siden har Israel arbejdet på diplomatiske relationer med en bred vifte af nationer og stater, selv lande, som den dag i dag ikke anerkender Israel.

Den nye plan for fred vil – frit citeret efter Jyllands-Posten – sikre, at ingen palæstinensere eller israelere vil blive tvunget til at flytte. Israel vil få lov at beholde bosættelser på Vestbredden, mens palæstinensernes territorium f.eks. bliver fordoblet. Samtidig vil Israel frede de områder, som ifølge planen kan blive en del af den palæstinensiske stat, og den palæstinensiske økonomi vil blive fordoblet, og der vil blive skabt en million nye arbejdspladser. Den palæstinensiske hovedstad bliver placeret i det østlige Jerusalem, hvor USA vil åbne en ambassade. Der vil ikke blive ændringer om Tempelbjerget, så alle parter vil også fremover have mulighed for at besøge al-Aqsa-moskéen.​

Måske burde vi som danskere og en nation, der vil arbejde på fred i verden, også se intentionen i Trumps plan og håbe, at det kan bane vejen for en fremtid, hvor palæstinensere og israelere bliver enige om en fælles vej mod fred og sameksistens.

Det er for mig at se prisværdigt, at en amerikansk præsident gør forsøget på at skabe fred i et af verdens brændpunkter – og netop på 100-året for Folkeforbundets forsøg. ​

Måske burde vi som danskere og en nation, der vil arbejde på fred i verden, også se intentionen i Trumps plan og håbe, at det kan bane vejen for en fremtid, hvor palæstinensere og israelere bliver enige om en fælles vej mod fred og sameksistens.

Kritik af 2020 oversættelse – “discipel” er blevet til “tilhænger”

Er du tilhænger eller discipel? (juni 2020)

Sådan kunne man retorisk spørge efter at have set oversættelsen af søndagens evangelium fra Lukas, kapitel 14, vers 25-35 som fremgår af den nyeste oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020.”  © Bibelselskabet. Her er betegnelsen ”discipel” blevet til ”tilhænger”.

Måske er det ikke så smart. For mig at se er en tilhænger f.eks. en der er tilhænger af et fodboldhold og medlem i en fanklub. En tilhænger er en, som har hægtet sig på et hold, men dog med mulighed for at forlade det hold – når der kommer modstand. Samtidig er en tilhænger også en der står på sidelinjen, og måske er højrøstet, men ikke selv kommer til at spille med på banen, endsige have boldkontakt.

Når man er Jesu discipel medfører det ofte konsekvenser, det koster blod sved og tårer og nogle gange endda i bogstavelig forstand. Jf. de opgørelser der viser at kristne stadig er den gruppe, som forfølges mest i verden – pga deres tro, forfølgelser der ikke sjældent ender med døden til følge.

Så galt går det naturligvis ikke for kristne i Danmark, men det gør en forskel for den enkelte at bekende sig til den kristne tro. En tro uden handlinger ville være en form for fribillet. og det er den kristne tro bestemt ikke.

Mange af de møder Jesus har med mennesker i evangelierne (f.eks. Zakæus) fortæller om ændringer, som det medfører for den person, som tager imod Jesus. Ofte omvender det menneske sig, ja det ligger i ordet, at den person bliver et nyt menneske. Ikke kun i kraft af nåden og frelsen som det menneske modtager kvit og frit – i kraft af troen alene. Men oftest fordi det menneske lægger sit liv om, finder nye veje at gå.

En kristen er ikke en opportunist, som går hen, alt efter hvilken vej vinden blæser. En kristen er en person som får skænket en ny begyndelse og dermed også vasket tavlen ren, og bliver sat fri til at begynde en ny livsbane.

At følge efter Jesus eller være Jesu discipel er ikke det samme som at være på fribillet, men det er også at kunne bruge sin sunde fornuft, intelligens, handlekraft, også når der kommer modstand og kampe. At være kristen handler også om at kunne sætte ind og stå op for grundværdier, som ingen anden tro kan matche: Integritet, frihed, fri tale, tolerance (naturligvis ikke mod intolerance).

Kort sagt at være kristen er også forudsætningen for at vi kan have de videst tænkelige frihedsgrader som nogen samfund har i verden. Netop fordi hver enkelt er sat fri i kraft af Guds nåde, men også forpligtet på et liv, der afspejler den frihed og kærlighed.

At være kristen eller discipel er også en der tør tage kampen op imod ufrihed, undertrykkelse, uvidenhed, indgreb i den personlige frihed. Det er ikke for ingenting at Luthers mest kendte skift har titlen ”Om et kristent menneskes frihed”

At være kristen er at være kaldet til en frihed, fordi man er sat fri og fri-halset (frelst fra døden) men også fordi man er kaldet til en kæmpe opgave og ansvar – uanset om man er læg, præst, provst, biskop. Enhver som er krøbet ud af dåben, må ikke give køb på det kald.

Kritik af 2020 oversættelse – hvorfor er ordet “Israel” fjernet?

Hvorfor ikke oversætte Israel med netop Israel? (juni 2020)

Når jeg på søndag, som er Trinitatis søndag, holder gudstjeneste og læser op fra Det Gamle Testamente i den nyeste oversættelse fra Esajas kapitel 49, vers 1-6 ifølge © Biblen 2020 fra Det Danske Bibelselskab, synes jeg at konstatere at ”Israel” er gledet ud af oversættelsen. Jeg tænker det er en fejl, som for som jeg husker det fra min studietid, da jeg læste Det Gamle Testamente på det oprindelige jødiske sprog, hebræisk, stod netop lige præcis her hos Esajas ”Israel”.

I dag, som liturg, præst og forkynder på søndag især når jeg læser op fra Esajas bog giver det også netop mening med ”Israel” som det udvalgte folk i forhold til evangeliet ifølge Matthæus, hvor vi hører, hvordan det nye udvalgte Guds folk skal være de kristne. Det nye Guds folk skal være alle de som lader sig døbe og som holder sig til Kristi lære og ord. Det nye Guds folk er kvalificeret i kraft af dåben og sakramenterne og Guds ånd, som pinsedag stiger ned og etablerer kirken, den forsamling og det fællesskab af troende.

Det nye Guds folk er netop i kraft af troen og ånden konstitueret – uanset tidligere baggrunde og kultur, mens f.eks. det første Guds folk var kvalificeret via deres historie, udvælgelse, kun jøderne. Man kunne også sige det sådan, at det gamle Israel og det gamle Guds folk var jøderne eksklusivt forbeholdt, mens det nye Guds folk er inkluderende og vender sig ud i mod hele den vide verden, på latin kaldet ”kat – holos”, altså ”for hele verden”.

Sagt på en anden måde: søndagens evangelium ifølge Matthæus er, at frelsen i Jesus Kristus rækkes ud til alverden, globalt og derfor er det nye Guds folk, læs: det nye Israel. Dermed er reference til det gamle Israel og det gamle Guds folk ikke ligegyldig, men vigtig på mange måder, både for at forstå den historiske sammenhæng, men også for at forstå den teologiske og frelsesmæssige (latin soteriologi)  sammenhæng mellem jøder og kristne, mellem det gamle og det nye Testamente, mellem lov og evangelium, kort sagt.

Det Gamle Testamente handler kort sagt om Guds folk, jøderne: Gud udvælger det folk og giver dem det forjættede land, Israel, hvor de bosætter sig. Den historie er flere tusinde år gammel og er en af de bedst bevidnede historiske bosættelser fra den tid. Navnet ”Israel” er det navn som jøderne får som en samlebetegnelse for at være Guds udvalgte folk, men samtidig bliver det også synonym med det geografiske område, som tæller bl.a. Jerusalem, hvor det jødiske Tempel, det eneste af sin slags i verden opføres. Alle omgivende templer er ”kun” synagoger, steder hvor man nok samles, men ikke at sammenligne med Templet i Jerusalem, som rummer det allerhelligste.

sognepræst Asser Skude, kandidat til det kommende bispevalg i Helsingør stift

Kilde: Artikel fra www.religion.dk  14. oktober 2008 https://www.religion.dk/sp%C3%B8rg-om-j%C3%B8dedom/navnet-israels-historie

”Navnet Israel stammer fra Første Mosebog, hvor Abrahams sønnesøn Jakob en nat kæmpede med en mand i ørkenen. På grund af mørket kunne Jakob ikke se, hvem han kæmpede med. Ingen af dem vandt rigtigt over den anden, men bagefter fik Jakob at vide, at det var Gud han havde kæmpet med. På de semitiske sprog – som både hebraisk og arabisk tilhører – betyder “El” Gud. “Isra” har flere betydninger, men en af dem er “at kæmpe”. Isra-El er altså ham, der har kæmpet med Gud. Da jøderne nedstammer fra Jakob / Israel bliver de gennem resten af Biblen blandt andet kaldt israelitter.

Desuden var der fra 900-tallet fvt. to jødiske kongedømmer i det område, som i dag er Israel og Palæstina, nemlig kongedømmerne Judæa og Israel. Israel blev erobret af Assyrerkongen Sargon II i 722 fvt., Judæa eksisterede frem til år 70 vt. (Det var den meget, meget korte udgave af historien!)

Når staten Israel hedder Israel i dag, skyldes det altså både, at det er et navn, som det jødiske folk har brugt om sig selv i over 3.000 år, og at der tidligere har eksisteret et kongedømme med det navn.”

Overvejelser forud for søndag den 6. september 2020

Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 20-28, evangelium til trettende søndag efter Trinitatis.

Dagens evangelium beskriver en situation umiddelbart før påskeugen i Jerusalem: Jesus har netop sat sine disciple ind i sin kommende skæbne; lidelse, død og opstandelse. Alligevel er det som om disciplene ikke kan fatte, hvad der er på færde: De forstår de ikke, at Guds egen søn skal gå grueligt meget igennem. Det som, Jesus har lært dem, er prellet af på dem: Han har lært dem, at livet er om at gå sin skæbne i møde og ikke forsøge at hytte sit eget på bekostning af andre. Alligevel optræder de to Zebedæussønner som om det er dem ganske ukendt: De tror åbenbart de kan skaffe sig fordele i Guds rige. De to Zebedæussønner har udset sig de to fornemste himmelske pladser, ved Guds søns side – en ved hans højre og en ved hans venstre side. Zebedæussønnerne er ret dristige, at de uden tøven insisterer på deres ambitiøse ønske. I deres iver tøver de heller ikke med at påstå, at de sagtens kan drikke af samme bæger som han, deres mester. Zebedæussønnerne sætter med andre ord ikke deres lys under en skæppe.

Egentligt er det ret menneskeligt, sådan som de to Zebedæussønner opfører sig. Hvor mange mennesker vil ikke gerne være have opmærksomhed og anerkendelse? Hvem vil ikke gerne høste frugterne af sin indsats og høste anerkendelse? Og hvem vil ikke gerne have belønning i himlen? Og hvilken forælder ønsker ikke, at deres børn skal klare sig godt og høste berømmelse? Dagens evangelium har sådanne hovedpersoner: To unge mænd, som gerne vil høste anerkendelse samt deres mor, som gerne ser hendes børn blive kendte og belønnet.

De to Zebedæussønner, Jakob og Johannes, afslører sig som ret menneskelige, når de fremkommer med deres ønsker. De handler og tænker som denne verdens børn: De har behov og bekymringer om deres fremtid og lykke. De to har endda en mor til at gå i brechen for dem. Og måske gør hun det ligefrem gerne? Og måske endda på eget initiativ? Og måske drevet af sin moderkærlighed nurser hun om sine sønner lige på kanten af hvad godt er – som en anden “helikopterforælder” :-).

Bag Zebedæussønnernes ønske om himmelsk anerkendelse gemmer sig en form for desperation. Ordet “desperat” kommer af det latinske tilsvarende ord, som betyder “uden håb”. De to Zebedæussønner må savne håb for deres fremtid siden de udfritter Guds søn om deres udkomme. Som Guds søns disciple har de ikke grund til at føle sig fortabte eller uden fremtid, alligevel opfører de sig sådan. Hvor tit har deres mester ikke vist dem kærlighed og trøstet og opmuntret dem?

Er de mon i tvivl om de er elsket? Er de mon i tvivl om, de er en del af fællesskabet? Hvordan kan det ellers være, at de higer sådan efter anerkendelse? Og hvorfor netop nu, hvor der er brug for sammenhold imellem disciplene? Det er ubelejligt, at de kommer med deres ønske lige netop nu, hvor discipel-fællesskabet er under pres og der er brug for at alle står skulder ved skulder. Jesus bruger sig selv som det gode eksempel: Han udøver ikke magt over dem eller nogen andre for magtens skyld, selvom han har magt til det. Tværtimod, han viser dem, at han, som er den mægtigste og største af dem alle, ofte tjener andre, frem for selv at lade sig tjene.

Jesus afviser de to Zebedæussønners ønske med, at den beslutning er op til hans himmelske fader. Jesus selv kan og vil ikke give nogle løfter om himmelsk belønning. Først nu træder de øvrige disciple i karakter: De øvrige disciple tager afstand fra Zebedæussønnerne og sætter dem på plads. Og Jesus lærer dem de berømte ord: “…den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl”

Det er meget menneskeligt, at Zebedæussønnerne siger og tænker, som de gør. Det er også nemt at genkende os selv i dem. Jesu disciple er hverken overmennesker eller supermænd, de er mennesker på godt og ondt, med fejl og mangler, med personlige behov og ønsker. Deres menneskelige egenskaber gør – for mig at se – at de er lettere at føle med og forstå, modsat hvis de havde været uden fejl.

Endnu engang er evangeliet om Guds søn og hans disciple hverken skønmaleri eller eventyr. Evangeliet er ukrukket, usentimentalt, virkelighedsnært og konkret: En skildring af situationer af disciplenes færden sammen med Guds søn: Vi hører disciplenes reaktioner, behov – både som venner, vidner, kammerater til Guds søn. Også i den forstand ser vi tydeligt at Guds søn lever og virker sammen med mennesker af kød og blod.

De mennesker kan Guds søn bruge. Til trods for deres mangler og fejl. For Guds søn ser hele tiden på potentialet i sine disciple. Guds søn ser på det mulige. Også her i dag, hvor vi hører, at to af dem stiller urimelige krav til ham. Alligevel bliver de ikke smidt på porten. I stedet bliver de sat på plads og ført tilbage i gruppen. Disciplenes sammenhold og loyalitet er det som skal bære igennem. Disciplenes styrke er det fællesskab, som rummer deres indbyrdes forskelle, fejl og mangler. På godt og ondt supplerer de hinanden og komplementerer hinanden: Det som den ene ikke har, har den anden osv.

Det fællesskab får de ikke lov at bryde ud af – hverken som i dag pga. ønske om at være bedre end de andre – og hverken ved – som det sker i påske – ved at prøve at stikke af fra gruppen, da de bliver bange og fortvivlede. De er bundet til Guds søn og det fællesskab – herfra og ind i evigheden. Uanset at de flere gange gør sig fortjent til at ryge ud af fællesskabet, opgiver Guds søn dem ikke. Selv ikke Peter opgives.


Selv han som svigter mest, opgives ikke: Langfredag, hvor Peter tre gange fornægter ham, selv han sendes ikke ud af fællesskabet: Guds søn svigter ikke, selvom Han selv svigtes. Sådan er Guds søn. Uanset hvor tarveligt Hans disciple end måtte opføre sig, og endda nægte at høre Ham til, så fornægter Han ikke dem. Tværtimod, Han strækker sin hånd ud mod dem, for at bringe dem tilbage i fællesskabet.

Man siger i daglig tale “det er menneskeligt at fejle”. De fleste glemmer fortsættelsen: “og guddommeligt at tilgive”. Den sidste sætning er den vigtigste. “Det er guddommeligt at tilgive”. Heri ligger visdommen. Apostlen Paulus siger det sådan: “Kærligheden er størst af alt, kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt… kærligheden hører aldrig op”, 1. Korintherbrev, kapitel 13. Kærlighed er netop hvad Guds søn magter. Med sin kærlighed kan han rumme disciplene, også selvom de svigter og ikke er perfekte. Guds søns kærlighed bygger bro over de svigt, som disciplene gør sig skyld i.

Alene Guds søn er i stand til at tilgive fuldt ud og elske fuldt ud – på trods af de svigt, som Guds søn udsættes for. Det er alene Guds søn, der kan elske, selv når Hans bedste venner fornægter, forråder og flygter fra ham. Alle som en svigter disciplene i påskeugen, der kommer. Alle som en bakker de ud – også selvom de er venner gennem de sidste år – og har gået sammen, sovet, spist, grædt og leet. Alle som en svigter de, da påskeugen kommer og Guds søn lider døden.

Når Guds søn kan udholde sine disciple, som svigter, forråder, fornægter, mon så ikke Guds søn også kan elske os, som også svigter og forråder? Mon ikke også Guds søn vil kunne rumme og elske os? Og mon ikke Guds søn alligevel vil skaffe os himmelsk sæde, både til de to Zebedæussønner og de øvrige disciple, og til enhver, som tror og bekender Guds søn som Frelser og Forløser?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 365 613 470 786

© 2020 Asser Skude

Religionsfriheden er også truet herhjemme

Der er intet så sundt for et samfund som at have borgere, der er optaget af den kristne tro. Men samtidig med, at kristne forfølges over hele verden, er vi heller ikke gået ram forbi herhjemme. Det er Folketinget nødt til at tale åbent om.

Religionsfriheden er herhjemme truet af kræfter, som ikke tolererer grundlovssikrede rettigheder som fri tanke, tale og skrift, herunder religionsfrihed. Arkivtegning: Rina Kjeldgaard

Det er nok ingen nyhed, at kristne både ifølge tidligere og nuværende opgørelser, ifølge www.opendoors.dk, er verdens mest forfulgte. I et flertal af verdens lande kan kristne ikke samles eller holde gudstjenester uden risiko for repressalier og forfølgelser i større eller mindre grad.

Det står altså ringe til med religionsfrihed i verden – og kristne er med andre ord dem, som betaler den højeste pris i den sammenhæng. Men min påstand er, at selv på danske breddegrader skal vi som kristne ikke tage religionsfrihed for givet.Det er skammeligt, at der findes magter og mennesker, der truer vores samfund i en sådan grad, at selv når en præst prædiker evangeliet for f.eks. Folketingets politikere, kan det ikke lade sig gøre uden massiv tilstedeværelse af sikkerhed.

Selv anno 2020 er religionsfriheden herhjemme truet af kræfter, som ikke tolererer grundlovssikrede rettigheder som fri tanke, tale og skrift, herunder religionsfrihed. Så når f.eks. Danmarks øverste parlamentariske organ, Folketinget, samles og åbner igen efter sommerferien og går til åbningsgudstjeneste, må tungt bevæbnet politi m.m. bevogte og potentielt være klar med skarpe skud for at forsvare angreb.

På den ene side er det glædeligt, at vi har et effektivt og kampklart politi og efterretningsfolk, som er i stand til at beskytte det danske folk og nationens grundlovssikrede rettigheder, og som ved eventuelle angreb på disse er i stand til at efterforske og forfølge potentielle krænkere.

På den anden side er det også begrædeligt, at det er kommet så vidt, at der i Danmark anno 2020 skal udformes terrorsikring af Folketing og andre statslige institutioner og monumenter, og det i en grad som det ikke er set før. Vores danske frihedsgrader og handlerum er under stigende pres – mere end nogensinde. Det er på alle måder en ulykkelig skæbne, der er overgået vores land.

Det hører med til folkekirkens opgave at påtale denne ulykkelige sandhed. Ikke mindst folkekirkens ledelse må samlet italesætte den ulykkelige sandhed. Det er skammeligt, at der findes magter og mennesker, der truer vores samfund i en sådan grad, at selv når en præst prædiker evangeliet for f.eks. Folketingets politikere, kan det ikke lade sig gøre uden massiv tilstedeværelse af sikkerhed før, under og efter.

For mig at se kan det kun tolkes som, at vores kristne forsamling og retten til at holde gudstjeneste er under pres. Herhjemme er presset størst mod de officielle gudstjenester med repræsentation af det offentlige Danmark. Måske fordi disse gudstjenester udefra tolkes som symboler på det danske kristne samfund og kristne frihedsværdier. Måske fordi disse kristne gudstjenester er en torn i øjet på samfund og magter, som ikke vil tolerere samme frihedsgrader for deres egne borgere – af frygt for den frihed, som er kendetegnende for de kristne frihedsgrader.

Hvordan kan det være, at de fleste lande i verden ikke tolererer kristne eller deres basale frihedsgrader, men i stedet forfølger dem, alene for det forhold, at de er kristne? Måske falder det magthavere og teokrater for brystet, den frihed, som der skænkes et menneske i kraft af troen på Jesus Kristus, som vores kristne kirkes reformator Luther taler om i ”Om et kristent menneskes frihed”. En frihed, som ikke ses eller findes i andre religioner eller andre måder at leve på. Et kristent menneskes frihed skænkes ufortjent, ikke efter indsats, ikke som en belønning, ikke efter personlige bedrifter eller nedarvede privilegier.

Måske er man i mange andre lande i verden bange for, hvilken betydning den kristne frihed vil få for landets borgere? Måske er man bange for, at den frihed, som sætter det kristne menneske fri, også vil skabe en forventning om et samfund med nye standarder for personlige frihedsgrader, frihed, fordi man er elsket, som den man er, og frihed til at kunne være den, man er.

Min påstand er, at samfund er bedst tjent med borgere, som er fredselskende, oplyste, demokratisk sindede, men som også er optaget af den kristne tro, som skænker dem en ny frihed ved at sætte dem fri – fri, fordi de er elsket, som de er, og fri til at elske andre – som sig selv.

Samtidig er det også min påstand, at netop kristne altid vil være optaget af at handle kærligt imod deres næste og omgivelser, ikke for at få belønning, eller for at det skal ses eller bemærkes, men netop fordi kristne tror på, at deres næste er skabt i Guds billede – ligesom de selv er.

JP DEBAT 5. august 2020