Religionsfriheden er også truet herhjemme

Der er intet så sundt for et samfund som at have borgere, der er optaget af den kristne tro. Men samtidig med, at kristne forfølges over hele verden, er vi heller ikke gået ram forbi herhjemme. Det er Folketinget nødt til at tale åbent om.

[object Object]

Religionsfriheden er herhjemme truet af kræfter, som ikke tolererer grundlovssikrede rettigheder som fri tanke, tale og skrift, herunder religionsfrihed. Arkivtegning: Rina Kjeldgaard

Det er nok ingen nyhed, at kristne både ifølge tidligere og nuværende opgørelser, ifølge www.opendoors.dk, er verdens mest forfulgte. I et flertal af verdens lande kan kristne ikke samles eller holde gudstjenester uden risiko for repressalier og forfølgelser i større eller mindre grad.

Det står altså ringe til med religionsfrihed i verden – og kristne er med andre ord dem, som betaler den højeste pris i den sammenhæng. Men min påstand er, at selv på danske breddegrader skal vi som kristne ikke tage religionsfrihed for givet.Det er skammeligt, at der findes magter og mennesker, der truer vores samfund i en sådan grad, at selv når en præst prædiker evangeliet for f.eks. Folketingets politikere, kan det ikke lade sig gøre uden massiv tilstedeværelse af sikkerhed.

Selv anno 2020 er religionsfriheden herhjemme truet af kræfter, som ikke tolererer grundlovssikrede rettigheder som fri tanke, tale og skrift, herunder religionsfrihed. Så når f.eks. Danmarks øverste parlamentariske organ, Folketinget, samles og åbner igen efter sommerferien og går til åbningsgudstjeneste, må tungt bevæbnet politi m.m. bevogte og potentielt være klar med skarpe skud for at forsvare angreb.

På den ene side er det glædeligt, at vi har et effektivt og kampklart politi og efterretningsfolk, som er i stand til at beskytte det danske folk og nationens grundlovssikrede rettigheder, og som ved eventuelle angreb på disse er i stand til at efterforske og forfølge potentielle krænkere.

På den anden side er det også begrædeligt, at det er kommet så vidt, at der i Danmark anno 2020 skal udformes terrorsikring af Folketing og andre statslige institutioner og monumenter, og det i en grad som det ikke er set før. Vores danske frihedsgrader og handlerum er under stigende pres – mere end nogensinde. Det er på alle måder en ulykkelig skæbne, der er overgået vores land.

Det hører med til folkekirkens opgave at påtale denne ulykkelige sandhed. Ikke mindst folkekirkens ledelse må samlet italesætte den ulykkelige sandhed. Det er skammeligt, at der findes magter og mennesker, der truer vores samfund i en sådan grad, at selv når en præst prædiker evangeliet for f.eks. Folketingets politikere, kan det ikke lade sig gøre uden massiv tilstedeværelse af sikkerhed før, under og efter.

For mig at se kan det kun tolkes som, at vores kristne forsamling og retten til at holde gudstjeneste er under pres. Herhjemme er presset størst mod de officielle gudstjenester med repræsentation af det offentlige Danmark. Måske fordi disse gudstjenester udefra tolkes som symboler på det danske kristne samfund og kristne frihedsværdier. Måske fordi disse kristne gudstjenester er en torn i øjet på samfund og magter, som ikke vil tolerere samme frihedsgrader for deres egne borgere – af frygt for den frihed, som er kendetegnende for de kristne frihedsgrader.

Hvordan kan det være, at de fleste lande i verden ikke tolererer kristne eller deres basale frihedsgrader, men i stedet forfølger dem, alene for det forhold, at de er kristne? Måske falder det magthavere og teokrater for brystet, den frihed, som der skænkes et menneske i kraft af troen på Jesus Kristus, som vores kristne kirkes reformator Luther taler om i ”Om et kristent menneskes frihed”. En frihed, som ikke ses eller findes i andre religioner eller andre måder at leve på. Et kristent menneskes frihed skænkes ufortjent, ikke efter indsats, ikke som en belønning, ikke efter personlige bedrifter eller nedarvede privilegier.

Måske er man i mange andre lande i verden bange for, hvilken betydning den kristne frihed vil få for landets borgere? Måske er man bange for, at den frihed, som sætter det kristne menneske fri, også vil skabe en forventning om et samfund med nye standarder for personlige frihedsgrader, frihed, fordi man er elsket, som den man er, og frihed til at kunne være den, man er.

Min påstand er, at samfund er bedst tjent med borgere, som er fredselskende, oplyste, demokratisk sindede, men som også er optaget af den kristne tro, som skænker dem en ny frihed ved at sætte dem fri – fri, fordi de er elsket, som de er, og fri til at elske andre – som sig selv.LÆS OGSÅ

Samtidig er det også min påstand, at netop kristne altid vil være optaget af at handle kærligt imod deres næste og omgivelser, ikke for at få belønning, eller for at det skal ses eller bemærkes, men netop fordi kristne tror på, at deres næste er skabt i Guds billede – ligesom de selv er.

JP DEBAT 5. august 2020