Overvejelser forud for prædiken 3. søndag i advent 2020

Vi må forestille os, at Johannes Døberen sidder i en mørk, kold celle. Johannes er Herodes Antipas’ fange. Johannes sidder ifølge den jødiske historieskriver Josefus i den afsides liggende Makærusborg øst for det Det Døde hav. Ifølge Josefus er baggrunden for fængslingen af Johannes følgende: Johannes havde ophidset folket imod Herodes i en sådan grad, at Herodes betragtede ham som en politisk trussel. De kristne evangelier angiver en anden årsag til fængslingen: I følge dem havde Johannes nægtet at velsigne Herodes og hans elskerinde, Herodias. For Johannes var en stærk modstander af deres kæresteri og gifteplaner, ikke mindst fordi Herodias var Herodes egen svigerinde! Herodias var Herodes’ bror, Filips, hustru!

Uanset hvad baggrunden for Johannes’ tilfangetagelse end måtte være, så havde Johannes en del fjender i den herskende del af befolkningen samt det romerske og jødiske aristokrati: Embedsmænd, soldater, toldere og farisæere. Mange så ham gerne af vejen – på grund af hans skarpe tunge. Blandt folket derimod nød Johannes bred opbakning, netop pga. sin evne til at tale overmagten imod. For dem var Johannes’ kritik befriende at høre. For dem var Johannes talerør imod uretten, magtmisbrug og ugudelighed.

Hvem var han så, ham Johannes Døberen? Hos evangelisten Markus hører vi om ham allerede i indledningen: Johannes fremstilles som en gammeltestamentlig profet, der skulle bane vejen for Herren: Johannes kritiserede sin samtid og magthaverne for at have vendt sig bort fra Gud. Til gengæld forkyndte Johannes omvendelse og dåb til syndernes forladelse.

Hos dagens evangelist Mattæus møder vi en helt anden side af Johannes: Den tvivlende, ja næsten opgivende Johannes. Tilsyneladende var Johannes så meget i tvivl om Jesus, at han nu satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt Jesus var Messias, og ikke blot en forløber for Messias.

Beretningen om Johannes’ tvivl er tankevækkende: For hvordan kunne en person og profet som Johannes overhovedet tvivle? Johannes var selv stået i frem i ørkenen, hvor han havde forkyndt Guds riges komme! Johannes havde jo med egne hænder døbt Guds søn.

Beretningen om Johannes’ tvivl åbner op for det skønne budskab, at selv en profet kan komme i tvivl. Selv dét menneske, som Jesus kaldte “den største blandt kvindefødte”, var i stand til at tvivle.

Beretningen om Johannes’ tvivl forløser, for det gør beretningen om ham endnu mere nuanceret og troværdig. At selv en profet og frontløber kan have sine svære dage. Selv en profetisk skikkelse som han er menneskelig.

Bemærk at Jesus ikke blev vred og irriteret over Johannes’ tvivl. Jesus afviste ham ikke. Derimod gav Jesus Johannes’ disciple en masse argumenter: ”blinde ser, spedalske bliver rene, døve hører, evangeliet forkyndes for fattige”, dvs. opfyldelsen af den Esajas-profeti om den Salvede, Guds søn, som jøderne ventede. Den tid, var nu kommet. Nu skete det. Forventningerne blev indfriet. Nu var Han kommet, Ham som skrifterne havde forudsagt. Disse argumenter ville disciplene så tage med tilbage til Johannes i fængslet, og personligt håber jeg, at ordene nåede frem Johannes, og Johannes fik troen tilbage på, at Jesus virkelig var Guds søn.

Om det skete ved vi ikke. For det fremgår ikke noget sted i evangelierne. Og kort tid efter denne beretning kom Johannes af dage, da Herodes lod ham halshugge, og hans hoved serveret på et fad vel og mærke – deraf det udtryk som findes den dag i dag.

Dagens evangelium forkyndt er det glædelige, at tvivlen ikke gør et stort menneske mindre! Tværtimod: I Johannes Døberen møder et ærligt menneske, der vedkender sig sin tvivl.

Og tvivl behøver ikke at betyde udelukkelse af troens genstand, men blot skepsis over for troens genstand. Tvivl kan være troens følgesvend. – Atomfysikeren Niels Bohr taler i sin kvantefysik om det såkaldte ”komplementaritetsprincip”, om atomare genstande, der både kan betragtes som partikler og som bølger. Det ene udelukker ikke det andet. Tilsammen fyldestgør de billedet.

På samme måde forholder det sig med forholdet mellem tro og tvivl. Det ene kan ikke tænkes uden det andet. Alting kan ses og iagttages – både med troens øjne og med tvivlens øjne. Det er ikke muligt for mennesker at se alt udelukkende med troens øjne. Ligesom det heller ikke er muligt for mennesker at se alt med tvivlens øjne. Så ved at acceptere tvivlen som troens følgesvend (Luther frit citeret), slipper vi for at bruge tid og kræfter på bekæmpe tvivlen – ligesom Johannes Døberen.

At være en ærlig troende er ikke en uopnåelig sag og kræver ingen særlige forudsætninger. At være et ærlig troende er netop at kunne rumme tvivlen. Den tvivl kan ingen fjerne. I stedet handler det om at gøre tvivlen til et redskab til at se kritisk på sin egen tro og sig selv, sådan at man erkender, at man ikke er perfekt, sådan kan man også lettere håndtere hverdagen og livet, som det nu arter sig for hver i sær.

Jeg håber at dagens evangelium opfattes sådan af enhver, som hører det. Kristen tro er ikke et præstationskrav og kræver ingen forudsætninger eller kundskaber, men er en mulighed for at ‘være, den man er’ ved at ‘blive den man er’. Som filosoffen og teologen Søren Kierkegaard har sagt, at det handler om at vælge at være den, du er. Og du kan alligevel ikke være andre, end den du er, derfor er det en befrielse at få lov til at være den, du er.

Dagens evangelium forkyndt er, at dit liv ikke behøver være rosenrødt eller præget af livsglæde, men godt må rumme det menneskelige tungsind og mørke, tvivlen, mismodet.

Det budskab Jesus overbragte Johannes’ disciple, at Guds rige forkyndes for fattige – både i timelig og åndelig forstand. Dvs. fattige i den forstand at de er hjælpeløse, uværdige, de som er ved at give op og tvivler på sig selv. Netop til dem rækkes og forkyndes Guds rige. Ligesom Johannes fysisk var fanget i et formørket sind – i fangekælderen, på samme måde var han mentalt fanget i et dystert sind.

Til os tilfangetagne i tvivl og fortvivlelse kom Jesus. Jesus glemmer ikke os, der er svage i troen og har brug for et opmuntrende og trøstende ord. Jesus forkynder netop det håb for os. Han er med os, som vi er. Uanset hvordan vi er, elsker Han os, og Han vil fortælle os, at Han vil være der for os.

Det sidste, som Jesus sagde til Johannes’ disciple var: “Salig er den, der ikke forarges på mig”. Forargelse i bibelsk forstand er skridtet videre end tvivl og fortvivlelse. At blive forarget vil sige helt at bortkaste troens mulighed og troens genstand. Forargelsen er fatal, da den troende her opgiver troen helt, men støder troen bort. Forargelsen udslettelser ethvert håb.

Måtte Gud hjælpe os til, at vi ikke forarges i denne bibelske forstand. Gud hjælpe os til, at vi ikke taber denne troens mulighed. Kan vi blot opretholde troens mulighed ved siden af tvivlen, da forstår vi bedre os selv, vores natur, da forstår vi, at Johannes er en ærlig troende OG en ærlig tvivler.

Og turde vi samtidig tro og håbe, at Jesus virkelig er de tvivlendes helbreder, ja alles frelser og befrier, Guds søn, Ham som vi venter, er kommet for at udfri os af vores fangehul i dødens og mørkets skygge og bringe os over i sit rige, Guds rige, der hvor der er lys og glæde, fred og glæde imellem mennesker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Far, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver en, hellig, treenig og højlovet Gud, fra begyndelsen, nu og i al evighed.
Amen.

– forslag til salmer 78 80 86 – 87 69 74

© 2020 Asser Skude

Prædiken 6. december 2020

Overvejelser forud for prædiken anden søndag i advent, kl. 10.30 søndag den 6. december 2020 i Bellahøj kirke.

Tema: Den store verdensdom

På den ene side er der i dagens evangelium rigeligt at ængstes over: Dommedag, hvor alle elementer raser og ”Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed”. På den anden side er der forventningen om noget glædeligt: “Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”.

Det er for mig at se den afsluttende verdensdom, der tales om i dagens evangelium. Selv om det ikke er morsomt at skulle forestille sig, så er det alligevel identisk med det, som menigheden hver søndag bekender i trosartiklen om Guds søn: “Vi tror på Jesus Kristus… siddende ved Gud Fader, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde”.

Og med udgangspunkt i dagens evangelium kan der ikke være tvivl om, at Jesus selv vil fastholde sin menighed på denne konkrete forventning, for Jesus formaner til slut: “Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen”.


Nu er det imidlertid ingen kunst at prædike død og ødelæggelse ud fra dagens evangelium, det ville være den letteste sag i verden. Problemet er blot, at det ikke er at prædike evangelium, men derimod at prædike død og fortabelse. Og det var vel ikke det, som var meningen med Melanchtons formulering af artikel 7 i Confessio Augustana om, at “evangeliet forkyndes rent”? For ligesom enhver anden præst i Den Danske Folkekirke er jeg ud fra mit præsteløfte forpligtet på at forkynde evangeliet ”rent og purt”.

At prædike evangelium rent og purt til en dag som i dag er snarere at prædike alvorligt, dog ikke dommedagsagtigt: At opfordre menigheden til at forholde sig håbefuldt – til trods for der ellers er rigeligt at ængstes over. At fastholde det evangeliske, som er liv, glæde og håb. Det er glædens og håbets budskab, som bør forkyndes – i dag som alle andre dage.

Søren Kierkegaard siger i “Begrebet Angest” noget i retning af, at det handler om at være angst på det rette måde, dvs. hverken synke i angsten eller aldrig være angst, men ængstes ret: Som menneske ikke at forsøge at fjerne angsten, men derimod leve med angsten. At leve med angsten indebærer muligheden for, at selv det mest forfærdelige og uventede indtræffer, og alligevel gå hver en ny dag i møde. At leve sådan, det er tro. Det er ’at møde det frygtelige med løftet hoved.’

Når alt kommer til alt, er der er mangt og meget at glæde sig over i livet: Når kærligheden viser sig, når man føler sig elsket, når man oplever stor glæde. Ved sådanne lejligheder fyldes livet med tro og håb. Som sådan er vi nødt til at leve vores liv – med ubetinget tillid og hengivenhed: Vi kan ikke knytte kontakter, opleve kærlighed og nærhed uden samtidig at have tillid til det, som skal ske: Vi kan ikke møde hinanden, uden samtidig at møde hinanden med en grundlæggende tro og tillid. Uden denne basale tiltro til livet og til hinanden, ville alle relationer falde fra hinanden og blive meningsløst og uden håb – frit citeret efter K. E. Løgstrup.

At forholde sig til livet på evangelisk vis, må vel være at fastholde troen på det, som opløfter og inspirerer. Ikke blot de gode og nærende sociale oplevelser – som menneske sammen med andre mennesker, men også som menneske i forhold til Gud, der rækker sit glædelige budskab søndag efter søndag. Som menneske er vi sat til at leve af og på det Guds ord, som er evigt og altid vil bestå: “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå”, siger Jesus i dag.

Det Guds ord, som er kommet til os med Guds søn, som allerede har forløst os, og gjort os frie til at leve – ubekymret og i tillid til en bedre fremtid, for os selv, vores børn og kommende generationer. Guds ord og Guds søn, som allerede har sat os ind i ny og bedre fremtid, som vi kan forlade os på.

Dog må den forventning om en bedre fremtid og frelse ved hans mellemkomst hverken gøre os dovne eller selvoptagne, men derimod leve ydmygt på og af hans ord – i kærlighed til Gud og næsten – så hvad enten vi sover eller våger, arbejder eller hviler, må forvente Guds søns komme i tro og glæde – frit citeret efter Johannes Johansens kollekt til dagen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 86 85 89 – 274 77 74

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2010

© 2020 Asser Skude

Første søndag i advent, søndag den 29. november 2020

overvejelser forud for første søndag i advent, søndag den 29. november 2020

Døberen

For os, der kender beretningen om Døberen, er hans baggrund ikke helt almindelig: En engel forkynder hans undfangelse i Elisabeths skød (Lukas 1,11 ff.). Samme engel forkynder et halvt år senere Jesu undfangelse i Marias skød. Og Maria og Elisabeth er i familie, for englen siger til Maria: “også din slægtning Elisabeth”

Ingen kan imidlertid beskylde Johannes Døberen for at opkaste sig til mere, end han er: Døberen afviser i dagens evangelium, at han kommer direkte fra himlene. Han konstaterer blot: “Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹” Samtidig siger Døberen, at der midt iblandt dem, står en, som de ikke kender, en, som skal komme efter, en, hvis skorem han ikke er værdig til at løse: Døberen hentyder helt klart til Herren selv, selvom det ikke siges direkte i dagens evangelium.Hvordan kan det glædelige budskab forkyndes på en dag som i dag? Er det evangeliske mon ikke, at vi har mange lighedspunkter med Døberen? Selvom vi ikke er bebudet af en engel, så er de fleste af os forhåbentlig ønsket og elsket fra den dag, vi blev til. Og forhåbentlig ikke bare elsket af vores forældre og familie, men også af Gud, som har skabt og opretholder os. Og så ligner vi vel også Døberen – ved på den ene side at være mennesker af kød og blod – og egentlig ret almindelige, og på den anden side ualmindelige: For med vores forventning om han, som kommer, får vi en særlig opgave: Ligesom Døberen banede Herrens vej, kan vel også vi gøre det, på hver vores måde – ved at forkynde budskabet om ham og hilse ham velkommen.

Ingen tvivl om, at Døberen gjorde en forskel for andre: Med sit virke blev han på mange måder et forbillede – i ord og gerning – en person, der havde et kald og forfulgte det. Johannes Døberen havde hverken penge eller magt. Alligevel var det ham, som tog imod Guds søn ved Jordanfloden. Guds søn kom til denne helt almindelige mand med dette ualmindelige kald – og Guds søn lod sig siden døbe af denne mand. Johannes Døberen indfriede på den måde menneskers forventning om Guds søns komme til jord. 4. søndag i advent er det i dag, og så kommer vi ikke meget tættere på julen.

I julens evangelium hører vi, at en helt almindelig pige fødte en ualmindelig søn, Guds søn. Maria var en typisk pige på den tid – i det lille samfund. Og netop fordi hun havde taget imod den ualmindelige opgave, at tjene Gud og sagde: “Lad det ske mig efter dit ord, se jeg er Herrens tjenerinde”, så blev Marias liv forvandlet fra at være almindeligt til også at være ualmindeligt.

Forhåbentlig er det ikke alene Maria eller Johannes Døberen, som er noget særligt. Det glædelige budskab er, at enhver er noget særligt – i Guds øjne: At vi er udvalgt og elsket af Gud. Det handler blot om at turde leve på Guds ord: At være elsket og udvalgt, som den, du nu engang er. Du skal ikke forstille dig. Du skal være dig selv. Du skal vælge dig selv. Du skal blive dig selv, som Søren Kierkegaard siger (frit citeret). At blive sig selv er ikke det samme som at være sig selv nok. Det er at være tro mod sig selv, sin identitet, sit liv, sin erfaring – som et almindeligt menneske på godt og ondt – og dog med det ualmindelige budskab fra Gud: At du er elsket, som du er – og med dine synders nådige forladelse!

Og vi skal modtage dette glædelige budskab i dag, om at Gud vil os og elsker os, som vi er. At Gud her i det ny kirkeår vil byde os velkommen til at gå ind til ham og hans rige: At du og jeg er elsket og vores synder er os forladt! Dette er en ny begyndelse for enhver af os – gammel som ung – og med den glædelige forventning kan vi tage imod det nye år, som kommer til os fra Herren.

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2010forslag til salmer: 93 90 91- 441 87 74