Dansk Sømandskirke i Rotterdam
Søndag den 7. april kl.11.00
Salmer 372,700, 586 og 167
Trettallet spiller en væsentlig rolle i dagens tekst. Tre gange spørger Jesus Peter: “Elsker du mig?” og tre gange svarer Peter “Ja”.
Men at aftvinge et løfte om kærlighed tre gange i træk er næsten for meget. Situationen bliver nærmest grotesk. Hvem af os ville måske gentage samme spørgsmål tre gange og forvente bekræftende svar hver gang? Hvem ville ikke blive blasert, flov eller måske endda irriteret over at blive stillet samme ultimatum tre gange?
Nu nøjes Peter med at blive bedrøvet, men Peter kunne llige så godt være blevet vred og begyndt at bande og sværge, når nogen insisterede over for ham. det indtryk får man i hvert tilfælde i følge evangelisten Mattæus. Men tilbage til talllet tre.
Det spiller en væsentlig rolle i evangeliet om Guds søn. 1 Gud fødes som menneske ved Jesu fødsel. 2 Jesus dør på korset. 3 Kristus opstår fra de døde. Højtiderne er også tre: 1 Jesu fødsel, julen, 2 Jesu død og opstandelse, påsken og 3 HelligÅndens komme, pinsen.
Guds væsen er også tre i en: Treenigheden: Far, Søn og HellighÅnd. Faderen, altså Skaberen, læser vi om i Det Gamle Testamente og Sønnen, der er født af Faderen er Kristus, som vi læser om i evangelierne. HelligÅnden udgår fra både Faderen og Sønnen, symbolet på kærligheden mellem Faderen og Sønnen samt symbolet på kærligheden mellem Skaberen og hans skabning. Om HelligÅnden kan vi læse f.eks. i pinseunderet i Apostlenes Gerninger.
Tallet tre indtager en så central plads i kristendommen, at tanken strejfer, at tallet selv er magisk. Dette er imidlertid ikke filfældet forstået på den måde, at man som kristen kan eller skal gribe til magiske midler for at ære, tjene og elske Gud. Lad os tage Peter som eksempel: Tidligere i evangeliet hørte vi om Peters fornægtelse. Tre gange fornægter Peter Jesus. Tre gange får Peter muligheden for at sige, at han kender Jesus. Men alle tre gange svigter Peter, den han elsker mest. Tre gange gør Peter det, han sidst af alt ikke havde troet han ville gøre, nemlig fornægter det, han har allerkærest
Sådan er mennesker. Ligesom Peter. Vi er Guds skabninger på godt og ondt. Vi kan ikke elske altid, og vi gør ikke altid det, som er rigtigt. Som Paulus har sagt: “Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Eller sagt på moderne dansk: ”Dem, som jeg vil vise, jeg elsker, dem viser jeg det ikke, og dem, som jeg ikke vil svigte, dem svigter jeg”.
Men her er det, at evangeliet slår igennem. Guds søn, den opstandene Kristus, spørger jo Peter for at vise at Han, Kristus, elsker Peter, selvom Peter fornægtende ham før hanen galede tre gange.
Det er som om den opstande Kristus her af evangelisten vil give Peter en æresoprejsning. Nu får Peter mulighed for at bekende sig tre gange til Kristus.
Men stadig bliver de tre gange bekræftende “Ja”-svar næsten udvisket: De bliver svagere og svagere for hver gang Kristus aftvinger svarene.
Det kan kun udlægges sådan, at Kristus nærmest tvinger menneskeordene “Elsker dig” i knæ, ordene bliver til ingenting, nærmest overflødige ved at blive gentaget tre eller flere gange.
Efter at have tvunget Peters ord i knæ, giver Kristus Peter en uforbeholden kærligheds- og tillidserklæring. På trods af, at Kristus ved, at Peter har svigtet ham og er stakkels og forvirret, så siger Krisus til Peter: ”Vogt mine får”. Peter bliver sat til at lede og vogte den menighed af troende, som skal følge Krisus. På trods af Peters ubrugelighed og skrøbelighed bliver Peter, ja Peter, sat til at forvalte Guds menighed på jord. En ynkelig, stakkels tøvende person skal lede denne jords menighed.
Moralen i alt dette er ikke, at Peter er en helt, som i et eventyr, som fik tre troskabsprøver og bestod. Men moralen er, at Peter, ligesom os, på trods af sin skrøbelighed er elsket af Gud og bliver sat til det fornemste af alt: At få ansvaret for at udbrede budskabet om Krisus og at tjene og elske Gud i den verden, som Gud har sat sin menighed i. I dag, 1. søndag efter påske, er der jo gået en uge siden Krisus opstod fra de døde. Kristus sejrede over døden. Og hans sejr bliver også vores sejr ved Kristi mellemkomst. Det fejrer vi i dag. Derfor er vi samlet i dag, en uge efter opstandelsen. I dag er den første søndagsgudstjeneste efter opstandelsen! Og opstandelsesfesten er vel den største fest af alle fester, en fest for at Gud lod sin Søn oprejse fra de døde.
Dagen i dag er altså en glædes dag. Og budskabet som Gud har sendt ud med påsken er, at Gud elsker os som vi er. Vi behøver ikke forstille os, eller påkalde os magiske tal eller helteformler. Ingen treledede formler eller prøver. Guds kærlighed når os der, hvor vi er.
Gud elsker også vores skrøbelighed og halvhjertethed og uden hans mellemkomst ville vi være forbtabte i vores egen indelukkethed
Men Guds uforbeholdne kærlighed til os er ingen sovepude! Det er en støtte og trøst, en opmuntring til os til at tjene Gud i verden. Ikke til at vi fortaber os i os selv, at vi bliver selvoptagede, eller fortaber os i hinanden. Men at vi lader os kalde til at elske hinanden med det in mente, at Gud allerede har elsket os og stadig elsker os og vil elske os uanset vores fejl og mangler. At på trods af vi er mennesker, er vi virkelig Guds menighed på jorden. At vi er hans tjenere til at være kirke på jord. At vi er brugbare, elskes, på godt og på ondt.
Dertil har vi med Peter fået Kristi velsignelse til at være Hans kirke på jord. Kristus som led og gik i døden for os – for vores skyld!, Han har tilgivet os, og Han elsker os stadig. Med hans velsignelse kan vi ikke ønske os mere. Hvad mere kan vi bede om, når Krisus siger til Peter og til os, at vi er brugbare med ordene “Følg mig” og “Vogt mine får”? Er det ikke en tillidserklæring, et sandt glædes-budskab, et evangelium?! Jo, bestemt.
Amen!
Dansk Sømandskirke i Rotterdam
Søndag den 14. april 1996 kl.1100
Salmer 373, 289, 300 og 414
Bøn: Kære Fader, åbn vore hjerter op, så vi kan høre dit ord, og leve efter det og blive til evig tid salige. Amen.
Dagens evangelium.
“Hvis Jesus har levet, så vil jeg måske tro”, siger nogle mennesker i vore dage. Og til tider tvivler vi, der er samlet her i dag, osse på vores tro og på, at Jesus virkelig har levet.
For at tro er faktisk begge dele: Troen på át det virkelig skete, og tvivlen, der nager og bryder ned. Troen har faktisk begge ansigter: Visheden og fortvivlelsen. Visheden og uvisheden. De er to sider af samme sag.
Hvis nogen hører dette for første gang, tænker de måske: Nej, sådan noget sludder. Men, f.eks. Luther har udførligt behandlet emnet tro, og Luther når til samme konklusion.
For Luther er det centralt, at troen uden muligheden for at den er falsk, netop går hen og bliver falsk. For så er troen jo blevet vished, dvs. sikkerhed.
Men troen er ingen sikkerhed. Den er ingen garanti. Det var den blevet til for samtidens kristne, dvs. katolikkerne på Luthers tid: Kirken og præsterne mente at kunne løse og binde i himlen, hvad dens folk havde løst og bundet på jorden.
For dem var kirken blevet en frelsesanstalt. En institution, der frelste sjæle på jorden – mod visse jordisk betaling og modydelser.
Tag f.eks. afladshandelen ogl sjælemesserne. Havde man øvet en slet gerning, skulle man typisk øve en god gerning som bod. Men nogle travle folk fik mulighed for at købe sig ud af bodsgerningen. Eller de betalte præster for at holde gudstjeneste for deres sjæles frelse. Man kunne altså betale sig fra at gå i kirke, meditere over præstens ord eller ændre på forkert livsførelse.
Troen var blevet til en vished, en størrelse kirkens folk på Luthers tid havde givet sig til at slå til købs med. Men vár kirken virkelig en institution, som kunne frelse på kommando? Som kunne sælge aflad og tjene på folks dårlige samvittighed eller som folk med dårlig samvittighed kunne presse til at bede for sig ved, at de betalte store pengesummer?
For Luther var svaret, at kirken var blevet som en anden bankfilial, hvor man kunne købe aktier (afladsbreve) for at få sikkerhed for sine penge (sikkerhed for sin egen personlige sjæls frelse). Derfor måtte Luther tage afstand til kirkens afladspraksis. Troen kan der ikke handles med. Kirken havde prostitueret sig. Soglt sig til lavestbydende. Solgt sin fornemme rolle som Guds institution for ussel mammon.
Set i bakspejlet vil nutidens katolikker osse tage afstand fra de funktioner, som kirken på Luthers tid havde indtaget, både politisk, socialt og samfundsmæssigt. Kirken havde glemt sin rolle som forkynder af Guds ord og i stedet koncentreret sig om timelige og samfundsmæssige bekymringer.
For Luther måtte noget nyt til: Luther tænkte meget konkret og billedligt. Det må vi tænke på, når han siger, at mennesket kan sammenlignes med et æsel, der i sadlen enten havde Gud eller Djævelen. Ved at mennesket hørte Guds ord forkyndt i kirken og ved at blive oplært i troen, dels ved undervisning og ved kirkegang kunne Gud nå mennesket. “Tro kommer af det, som høres”.
Djævelen forsøgte imidlertid at lede mennesket i fordærv. At ridde mennesket den forkerte vej. Djævelen ville, at mennesket fortvivledes, blev fredløst, en flygtning uden rod, en søvngænger, en zombie. Djævelen ville ikke troen, men forargelsen: At mennesket fortabtes i sig selv og dets timelige bekymringer. At mennesket kredste om sig selv, blev indelukket, selvoptaget, navlebeskuende.
Men nåede Guds ord mennekset, kunne menneskets vilje lægges om til Gud. Så blev Gud Herren. Det ellers ikke så kløgtige menneske fik nu mulighed for at tro Guds ord og høre det. Når Luther sammenligner mennesket med et æsel, er det ingen kompliment til mennesket. At være et æsel er det samme som at være dum som et æsel. Ikke at rigtig fatte, hvad der sker omkring én.
Som menneske er det vores natur, at vi dybest set ikke gør det rigtige, men det forkerte. Det er vores natur og vilje. Siger Luther. Og der er menget om snakken. Menneskets natur er, at vi har større tilbøjelighed til at gøre det forkerte end det rigtige. Faktisk rammer Luhter det punkt, som er ømmest hos os. Vores stolthed, vores hovmod. Vi synes om os selv, at vi har styr på det hele og ved alt, kan alt. Men faktisk er det sjældent hele sandheden…
Man kunne sige, at Filip billedliggør os mennesker i en nøddeskal. Filip stiller nok et af de dummeste spørgsmål, man kan forestille sig. Som discipel har han fulgt Jesus, den levende Gud og menneske i samme person. Og Jesus har gjort store gerninger, mirakler, tegn og undere. Og Jesus har lige sagt til sine tvivlende disciple: “Har I set mig, hár I osse set Faderen.”
Alligevel spørger Filip, om Jesus ikke viser ham Faderen, så han kan blive mere sikker i sin tro. Så Filip kan tro med vished. Filip spørger netop, som vi ville have spurgt. Giv os bare Faderen, så kan vi tro, så tror vi jo, så skal vi nok tro…
Men hvor tåbeligt, hvor grotesk! For hvem står lige foran Filip! Og hár Jesus ikke lige sagt, at havde Filip set ham, så havde han osse set Faderen. De to er jo eet.
Situationen er virkelig pudsig. Der står Filip og kan ikke se Jesus, som den han er, nemlig Guds søn, og derfor kan han heller ikke se Faderen, som er i Sønnen. Ja, Faderen selv står faktisk lige foran Filip. Og så beder Filip om at se Faderen…
Er vi mennesker ikke sådan? Vi vil have sikkerhed, for noget som vi egentlig kun har fået anelsens vished for. Vi vil have beviser, selvom Gud til stadighed er med os – i sorgen, i glæden, i trøsten, i kærligheden, i meningsløsheden. Alligevel spørger vi efter Gud, som vi ikke kan se og tro på.
Kierkegaard har osse beskæftiget sig med troen og tvivlen. Han taler om troens mulighed. At troen kan foretage det spring, der skal til for at forbinde noget, som er muligt med det umulige. At tro på at Jesus levede både som historisk person, men også som guddommelig person. At Gud var menneske i Jesus, at Jesus gjorde mirakler og opstod fra graven.
Derfor er troen et spring ud på de tusind favne vand, ingen ved sig sikker. For den, som kaster sig ud på de tusind favne og tror, sker det at han/hun i troen bliver samtidig med Jesus. Ikke historisk samtidig, som Filip, men samtidighed i troen er uafhængig af tiden, siger Kierkegaard. Filip er nok historisk samtidig, men hvad gavner det ham? Han kan jo ikke engang tro på Gud, selv da han står over for Sønnen og Faderen i samme skikkelse.
Hvisvikan tro, selvom vi ikke engang kan se Jesus – som Filip kunne, så er vi langt forud for Filip, der burde kunne se, men ikke kunne.Alligevel er Filip blot meget menneskelig. Kierkegaard filosoferer over begrebet tro med Filip i tankerne. Kierkegaard siger, at det at tro på, at Gud blev menneske, at evigheden blev timelig, at Gud blev kød: Inkarnationens mulighed, kun kan tros, intet andet.
Enten levede man på Jesu tid og så Jesus som Filip, men troede alligevel ikke helt Eller osse levede man på Jesu tid og så Jesus – som Filip, men troede alligevel ikke helt. Eller osse levede man på Jesu tid og så ham og troede. Eller osse gælder det os i kirken nu, som hører ordet forkyndt, og vi hører og tror, selvom Jesus ikke er samtidig.
Det som gør sig gældende for den troende er samtidigheden. Filip er historisk samtidig, men tror ikke. Han er ikke samtidig i troen. Han tror ikke uanset, om han lever historisk samtidig med Jesus. Samtidigheden i troen er nemlig uafhængig af tiden, og det er derfor Jesus ikke behøver at vise sig for os igen, for at vi kan tro ham.
Tror vi på ham, er vi hævet over timeligheden. Vi har den menneskelige natur, som er: At tro og ikke tro. At tro og tvivle på samme tid.
At se og ikke se. I glimt kan vi se sammenhængen, tro på Jesus, men samtidig tvivler vi på, at det alligevel skete. At Gud blev menneske. At Gud blev kød. At inkarnationen fandt sted. Det for vores skyld endda og til vores frelse. Det må vi dog tro,når vi hører dagens evangelium.
Amen.
Dansk Sømandskirke i London
Søndag den 21. juli kl. 11.00
Jesus har sagt til sine disciple og til os: “Ikke en spurv falder til jorden, uden Gud er med den.” Selv den lille spurv, som lever fra dag til dag, ja fra time til time, selv den er Gud med. Den lille spurv må selv finde til dagen og vejen. Den har ingenting. Den bor virkelig under Guds himmel. Hver dag kan den risikere at blive taget af høgen eller kragen kan tage dens æg.
Spurven bekymrer sig ikke. Gud er med den. Gud holder altså hånden over spurven, den mindste skabning i Hans store skaberværk. Gud er virkelig almægtig i mindste detalje i sit skaberværk.
Det er naturligvis ikke, fordi Gud vil, at spurven skal dø, det er naturens orden. Men Gud er med spurven, når den dør.
Når Jesus så siger om os og til os: “I er mere værd end mange spurve” og “på jer er alle jeres hovedhår talte”, ja så skal det virkelig forstås sådan. Menneskene er en del af Guds skaberværk, sat til at forvalte markerne og afgrøderne, havene og fiskene og til at holde husdyr.
Når menneskene således er mere værd end mange spurve, som er nogle af de mindste dyr i fødekæden, hvor meget mere er da ikke vi Guds børn værd i Guds øjne?
Holder Gud da ikke utrolig meget af sine skabninger? Som han skabte i sit billede? Jo, naturligvis! Gud holder af os! Derfor kalder Han os “sine”, dvs. vi er Hans børn. Han er vores Fader i himlen. Og hvilken fader og moder elsker ikke sine børn over alt på jorden? Højere end noget andet. Således også Gud: Som en fader elsker han os. Derfor kalder vi ham jo også “Fader” .For Han vil os kun det godt. Vi kan stole på Hans ord.
Guds ord til os i dag er netop løfter og tilsagn. Jesus er jo Gud, der er steget ned til os mennesker for at vise, at Gudfader ikke har glemt os, men netop holder hånden over “sine kære” små.
Ligesom spurven har til dagen og vejen, skal også vi have det, lover Jesus med ordene til os i dag. Dagens evangelium er et trøstende og opmuntrende ord om at være ubekymrede for al timelig ve og vel. At leve fra hånden til munden. At leve fra dag til dag – uden at bekymre sig, ængstes. Jesus siger jo et sted: ”Se på markens blomster og liljer. De gør sig ingen bekymringer”. Og det selvom de er helt afhængige af vejrets luner, og dog klarer de sig fint. Altså behøver vi – der er mere værd end mange spurve og markens liljer – ikke bekymre os for dagen i morgen. Da dagen i morgen har nok i sig selv. Det er den ene vigtige pointe i dagens evangelietekst.
Den anden vigtige pointe i dagens tekst er af en ganske anden og mere alvorlig karakter: For det er ikke nok at være fri for timelige bekymringer. Lykken er ikke gjort dermed. Var vi uendelig velhavende og havde masser af mad, tøj, huse, biler, venner osv. så ville der stadig mangle en dimension i vores tilværelse. For hvad med vores åndelige og sjælelige liv? Burde vi ikke bekymre os for dét, selvom vi kunne leve et materielt set fuldendt liv? Jo, så sandelig! For Jesus siger nemlig: “Frygt ikke den, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod Ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”. Jesus siger altså, at hvad vi skal bekymre os om er vores sjæl. For mister vi den, er vi virkelig ilde stedt. Det fysiske legeme kan ødelægges eller slås ihjel, det behøver vi ikke frygte for.
De første mennesker i Romerriget, som lod sig døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens kærede sig ikke om deres fremtidige skæbne. Der var jo dødsdom for at være kristen. Disse mennesker gik ikke op i, om de mistede livet på grund af deres tro.
Nej, den egentlige frygt, som en kristen bør have, er ikke for legemet, men for sjælen. Vi skal frygte at gå fortabt med vores sjæl. Og Ham, som dræber sjæle, Ham skal vi frygte. Hans navn er Satan. Det betyder egentlig “modstander”, dvs. “Guds modstander”. Han vil fjerne os fra fællesskabet med Gud, som er livet. Og Han og styrte os i døden, den evige død. Ham skal vi frygte. Er vi som kristne bekymrede for om vores sjæl bliver frelst på Dommens Dag, hvad kan vi da gøre? Jo, vi behøver ikke gøre andet end at tro på, at Jesus ville befri os fra Den Ondes, nemlig Satans magt. Og at Jesus derfor døde for vores skyld på korset, sådan at dem, som tror på Ham, skal frelses.
Frelse betyder egentlig “fri hals” dvs. “gå fri fra døden” bogstavelig talt. Kristus gik i døden i vores sted, og blev oprejst fra de døde af Gudfader.
Så alle, der går til dåben og kalder Gud “Fader” og som Gud tager til sig og kalder “sine”, de skal virkelig gå med Kristus i døden og skal oprejses igen fra døden. Dødens eller Satans magt er og bliver dermed definitivt brudt.
Men vi behøver ikke at være bekymrede for, om Gud skal frelse sine børn ud af dødens vold og magt. Det tilsagn har Jesus givet os, da han sagde “Jeg er sandheden, vejen og livet. Og ingen kommer til Faderen uden gennem mig” og Jesus har sagt til os og til børnene ved dåben: “Kom til mig”. Men disse ord om at leve i ubekymrethed for det timelige og ubekymrethed for det sjælelige betyder ikke at vi kan læne os tilbage – veltilfredse og sikre på vores sjæls frelse – så længe vi bekender Kristus som vor herre.
Nej, Paulus, formaner os til at leve i tro, håb og kærlighed. Leve i troen på at Gud sendte sin søn ned til os for at sone Gud og mennesker. Gud sonede sig med sin skabning ved at Guds Søn trådte i vores sted.
Desuden skal vi håbe på at det løfte, vi fik om, at Jesus vil komme igen for at redde os ud af Satans vold, vil blive opfyldt. At Jesus vil komme igen for at skelne mellem godt og ondt, sandt og falsk, sandhed og løgn, kærlighed fra had osv. Men det løfte om Hans genkomst og dom skal også vi allerede nu – før tidernes ende – prædike. Jesus siger: “Hvad jeg siger jer I mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene”. Altså har Gud sat sin menighed på jorden til at forkynde hans kærlighedsbudskab og søge at kende forskel på sandt og falsk, godt og ondt og at sige det højt og klart, for at budskabet om Ham skal blive kendt.
Det som vores timelige, materielle verden kun ser, skal gennemtrænges af en ny, men evig verden, som Jesus indsætter, når han kommer igen i herlighed. “For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt”. Budskabet om Guds søn er jo ikke kendt af alle mennesker, men det skal på hin dag blive kendt, åbenbaret for enhver.
For det tredje skal den kristne på jorden leve i kærlighed til Gud og til næsten. Som kristne mennesker må vi jo være gode eksempler for andre mennesker såvel kristne som hedninger.
Budskabet om Jesus Kristus er jo et freds- og kærlighedsbudskab. Derfor bør vi være forbilledlige og holde budet om at være mod næsten, som vi ønsker næsten er mod os. Så kan vi med rette kalde os Guds børn og kalde Gud “Vor Fader i himlen” og vente alt godt af ham, nu og i de sidste tider og i al evighed”
Som vi sang:
“Lille Guds barn i verden her,
hold dig da til din Fader nær!
Spørg om hans magt og kærlighed,
stol kun på Ham og hvil i fred!
O, Gud ske lov!
Føden og klæden nok du får
af ham i morgen som i går,
og når hans sol for dig går ned,
arver du al hans herlighed.
O Gud ske lov!”
Amen
Meddelelser:
Præludium: Orgelimprovisation over “Alt, hvad som fuglevinger fik”.
Postludium: Orgelimprovisation over “Så vil vi nu sige hverandre farvel”.
Amen
7
Leave a Reply