Prædikenvejledning, 3. søndag i fasten 2021, søndag den 7. marts 2021

Evangelisten Lukas, kapitel 11, vers 14-28

– De urene ånder

Dagens evangelium er egentlig en glædelig beretning om en mand, som helbredes for sin lidelse. En stum ånd har besat manden, indtil Jesus kommer og uddriver den. Nu kunne beretningen slutte her, men det gør den ikke. Jesus bliver mødt af vantro, og han anklages for at være ikke Guds, men selveste Djævelens udsending: De siger: “Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne”. Andre igen vil sætte ham på prøve og “krævede tegn fra himlen af ham”. Det kan undre at nogle kræver tegn, når de netop har fået dette tegn, helbredelsen af den stumme mand.

Imidlertid kendte Jesus deres skepsis, og han giver dem ikke et nyt tegn, men han går ind i anklagerne, og viser dem at anklagerne er selvmodsigende. For hvordan skulle de onde ånder kunne uddrives ved den Onde selv? Så ville den Onde komme i splid med sig selv: Han siger: “Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?” Ifølge evangeliet, er der ingen, der svarer ham. Det kan tænkes, at ingen har været i stand til at sige ham imod pga. mangel på gode argumenter, men det ender med at blive en enetale fra Jesu side, og han vender de oprindelige anklager imod dem selv: “Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så?”

Herefter får anklagerne ikke et ben til jorden. Jesus afslutter første del af dagens evangelium med ordene: “Hvis det er ved Guds finger, jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige kommet til jer”. Dette er jo i sandhed glædeligt: Guds søn meddeler nu skarerne, at Guds rige er kommet “til jer”. Dette “til jer” omhandler de skeptiske og vantro, som hævder han uddriver onde ånder ved dæmonernes fyrste.

Næste del af evangeliet (vers 21 ff.) er vanskeligt at sammenfatte og for den sags skyld se hoved og hale i. Det ville have været rart at have haft en “livline” til evangelisten Lukas og spørge ham, hvad det egentlig er, han ønsker at fortælle med disse vers. Hvad har lignelsen om manden, der fuldt bevæbnet vogter sin gård at gøre med det foregående? Hvilken funktion tjener den her? Og efter den lignelse kommer ordene om den urene ånd, som “hvileløst flakker om i øde egne”. Hvad skal de ord betyde? Så vender Jesus tilbage til lignelsen om den fuldt bevæbnede mand, hvis gård nu besættes af syv onde ånder, hvilket er endnu værre.

Herefter tilråber en kvindelig tilhører Jesus begejstret: “Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!” Jesus svarer ikke direkte på hendes tilråb, men kun halvt: “Javist, salige er de som hører Guds ord og bevarer det!” Jesu opfordring om at “bevare Guds ord” skal forstås i betydningen af den græske verbum “fylasså”, som kan betyde “bevogter, holder i ære, adlyder, opretholder”. “At bevare Guds ord” er altså ikke noget, der bevarer sig selv, men er en aktiv handling: Guds ord bevarer den, som aktivt kæmper for, opretholder og adlyder Ordet.

Guds ord er en levende størrelse, som forpligter mennesket – i ord og handling. Guds ord er hverken tomme eller døde ord, men får indflydelse og virkning i menneskers daglige gøren og laden.

– forslag til salmer: 736 339 292 – 166 376 60
– Asser Skude, udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©

Considerations

Considerations prior to the online sermon for the international church service for the Sjælland Departure Center, Sunday 28 February 2021 at 14:30 (that online sermon is unfortunately cancelled)

Gospel
Leaving that place, Jesus withdrew to the region of Tyre and Sidon. A Canaanite woman from that vicinity came to him, crying out, “Lord, Son of David, have mercy on me! My daughter is demon-possessed and suffering terribly.” Jesus did not answer a word. So his disciples came to him and urged him, “Send her away, for she keeps crying out after us.” He answered, “I was sent only to the lost sheep of Israel.” The woman came and knelt before him. “Lord, help me!” she said. He replied, “It is not right to take the children’s bread and toss it to the dogs.” “Yes it is, Lord,” she said. “Even the dogs eat the crumbs that fall from their master’s table.” Then Jesus said to her, “Woman, you have great faith! Your request is granted.” And her daughter was healed at that moment.
Matthew 15: 21-28- from THE HOLY BIBLE, NEW INTERNATIONAL VERSION®, NIV® Copyright © 1973, 1978, 1984, 2011 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.

– The Canaanite woman

In today’s gospel, we meet a person who is an outsider and who has every reason to give up. She is a stranger and has a sick daughter. Still, she does not give up. She persists and does everything she can to get Jesus’ attention and help – even though Jesus’ disciples would rather see the back of her.
It is thought-provoking that Jesus seems to be influenced by this foreigner. One senses the importance of this outsider: She manages to modify Jesus’ target group: Instead of being for Jews alone, salvation is now extended to anyone who believes in Jesus as the Son of God.
The Canaanite woman is brave, and rarely has anyone like her challenged the Son of God. Despite the fact that the Son of God rejects her three times, she still insists: “Yes, Lord, for even dogs eat the crumbs that fall from their master’s table”. She insists on being included in a fellowship that was not intended for her and other foreigners.
Today’s gospel of the Canaanite woman is particularly joyful because it argues against all forms of narrow-mindedness, self-preoccupation, and darkness: even when all seems hopeless, there is hope. Even in times of utmost desperation, relief and comfort are provided.
She who deserves nothing and has no right or claim to anything is nevertheless provided the help and the access to the kingdom of God that was otherwise intended for the Jews. She, who was foreign and unworthy, receives it anyway. Almost in spite of her background and in spite of her behavior, she is granted fellowship with the Son of God.

She does not behave politely or correctly according to the norms of the time. She is unworthy and is treated as an outcast. Her request of the Son of God is inappropriate, and she rudely and shamelessly talks back to him. Yet her meeting with the Son of God ends happily: She is not rejected, and instead she is given mercy and her daughter is delivered from her affliction: “And her daughter was healed at that moment.”

The daughter recovers immediately after Jesus sees the woman’s faith and says, “Woman, you have great faith! Your request is granted”. By virtue of her faith, the Canaanite woman is a role model. Her faith is so persistent that it makes possible that which otherwise looked hopeless.
From an evangelical perspective, today’s message about a person with strong faith is gratifying: Because it is faith and not deeds nor social, cultural or genetic prerequisites that make it possible. Faith is what forms the community and builds a bridge to a new community. The new community that can shared with the whole world and bring the whole world together, despite the narrow-mindedness, intolerance and self-preoccupation of the past.
The only common denominator required for the new community is the shared faith in he who is Lord. In many ways the Canaanite woman is a symbol of this new world, which is open to all believers in Christ and all Christian denominations.It is up to the individual to do as the Canaanite woman – then as now: Do not hold back, and instead accept the challenge, no matter what prejudices and intolerances one encounters. The hope is that there will be room in that community of Christ-believers. That thecommunity is not closed in on itself but instead is open and inclusive for everyone who believes in and proclaims him as Lord.
Today’s gospel is at the same time a warning to those who might try to exclude others from his community. Community with him must be shared with others – despite cultural, historical and ethnic differences. His community is there to break boundaries. Community with him is there to include, rather than exclude. Faith in him is what alone will constitute the new community.

– translation by Kelly Anne Keenan Fjelstrup

Prædikenvejledning til 2. søndag i fasten 2021, søndag den 28. februar 2021

Evangelium

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kanaanæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: “Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.” Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: “Send hende væk! Hun råber efter os.” Han svarede: “Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: “Herre, hjælp mig!” Han sagde: “Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Men hun svarede: “Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Da sagde Jesus til hende: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Matthæus, kapitel 15, vers 21-28

– fra den autoriserede oversættelse, Det Danske Bibelselskab 1992 ©

– Den kanaanæiske kvinde

I dagens evangelium møder vi et menneske, som er udenfor fællesskabet, og som har alle grunde til at give op. Hun er fremmed og har en syg datter. Alligevel giver hun ikke op. Hun kæmper og gør alt, hvad hun kan for at få Jesu opmærksomhed og hjælp – også selvom Jesu disciple hellere ser hendes hæl end tå.

Det er tankevækkende, at Jesus tilsyneladende lader sig påvirke – af denne fremmede. Man fornemmer, hvor stor betydning denne fremmede får: Hun formår tilsyneladende at ændre Jesu målgruppe: Fra at henvende sig alene til jøder rækkes frelsen herefter til enhver, som tror på ham som Guds søn.

Den kanaanæiske kvinde er modig, og sjældent har man set nogen som hende gå op imod Guds søn. Til trods for at Guds søn afviser hende tre gange, insisterer hun alligevel: “Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. Hun insisterer på at få del i det fællesskab, som hun og de andre fremmede ellers ikke var tiltænkt.

Dagens evangelium om den kanaanæiske kvinde er særlig glædeligt, for det taler imod enhver form for snæversyn, selvoptagethed og mørke: Selv der hvor det ser mest håbløst ud, er der håb. Selv i den yderste desperation rækkes lindring og trøst.

Hun som intet fortjener og ikke har ret eller krav på noget, skal alligevel rækkes den lindring samt det Guds rige, som ellers var tiltænkt jøderne. Hun, som var fremmed og uværdig, skal alligevel modtage det. Nærmest på trods af hendes baggrund og på trods af hendes opførsel, rækkes hun fællesskab med Guds søn.

Hun opfører sig ikke dannet eller korrekt efter datidens normer. Hun er uværdig og som et udskud betragtes hun. Upassende er hendes henvendelse til Guds søn og uartigt og uforskammet svarer hun ligefrem Guds søn igen. Alligevel ender mødet med Guds søn glædeligt: Hun forkastes ikke, og i stedet tages hun til nåde, og hendes datter udfries fra sin lidelse: “Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.”

Datteren bliver rask umiddelbart efter at Jesus har set kvindens tro og sagt: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”. I kraft af sin tro er den kana’anæiske kvinde forbilledlig. For hendes tro er så vedholdende og gør det muligt, som ellers så håbløst ud.

Set ud fra et evangelisk perspektiv er dagens budskab om et menneske med en stærk tro glædeligt: Fordi troen, ikke gerningerne, ejheller sociale, kulturelle eller genetiske forudsætninger gør det muligt. Troen er det, som konstituerer fællesskabet og bygger bro til det nye fællesskab. Det nye fællesskab, som kan bringes ud til alverden og bringe alverden sammen, på trods af tidligere tiders snæversyn, intolerance og selvoptagethed.

Eneste fællesnæver, som kræves for det nye fællesskab, er den fælles tro på ham, som er Herre. På mange måder bliver den kanaanæiske kvinde symbol på den nye verden, som ligger åben for de Kristus-troende og de kristne trossamfund.

Det er op til enhver at gøre som den kanaanæiske kvinde – dengang som nu: Ikke stå tilbage, og i stedet tage kampen op, uanset hvilke fordomme og intolerance, der møder een. Håbet om at der vil være plads i det fællesskab af Kristus-troende. At det fællesskab ikke er lukket om sig selv, at det fællesskab er åbent og inkluderende for enhver som tror og bekender ham, som Herre.

Dagens evangelium er samtidig en advarsel til de, som måtte forsøge at forholde andre del i hans fællesskab. Fællesskab med ham skal rækkes ud til andre – på trods af kulturelle, historiske og etniske forskelle. Fællesskab med ham er til for at bryde grænser. Fællesskabet med ham er til for at inkludere, frem for at ekskludere. Troen på ham alene er det som skal konstituere det nye fællesskab.

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011, Asser Skude ©

Prædikenvejledning til fastelavns søndag, søndag den 14 februar 2021

Evangelium
Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: “Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?” Men Jesus svarede ham: “Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”
Matt 3,13-17

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Jesu dåb

Det nye Testamentes beretninger om overnaturlige fænomener kan være svære at gribe for vor tids kirkegængere med en rationel tankegang: En del vil næppe kunne relatere umiddelbart til f.eks. opstandelse, himmelfart osv. Dagens evangelium er ingen undtagelse: Der er tydeligvis tale om en overnaturlig hændelse, mens Jesus døbes i Jordan: “Guds ånd dalede ned ligesom en due” og “der lød en røst fra himlene.”

Det er så uvirkeligt – så langt fra menneskers virkelighed – dengang som nu. Og dette er vel samtidig det evangeliske? At det er lige ufatteligt, uforståeligt og uforklarligt, for enhver som hører ordet om Ham, som blev døbt i Jordan. Hvilken fordel havde det gjort, om man selv havde været der og overværet det? Lige uforklarligt og uvirkeligt, var og er og bliver det, som skete ved Jordanfloden, dengang Johannes døbte Jesus.

Samtidighed i troen er det springende punkt. Ikke samtidighed i tiden, som Kierkegaard siger. Det er og bliver alene troen, som i sidste ende kan gribe beretningen i dagens evangelium, hvor Gud meddeler sig direkte til sin Søn. Og fordi denne beretning er bevidnet og overleveret til os endnu den dag i dag, er det muligt for os at lade os gribe af ordet om Hans dåb i Jordan.

Derved bliver det muligt for os i Øjeblikket at lade os gribe af det evangelium og derved sætte os ud over tid og rum. For denne beretning om Hans dåb ikke noget som hverken kirkefædre, kirke, pave eller profeter havde indkalkuleret. Dagens evangelium er ikke blevet til for at skabe treenighedslære om Fader, Søn og Ånd. Dagens evangelium er og bliver Guds beretning om Hans komme til jord, ikke for at grundlægge kirke, pavedømme eller trossamfund, men for at meddele sig til mennesker og frelse mennesker.

Hvordan det sker, er og bliver uforklarligt, men vi må forstille os, at Himlene flænges – ligesom et stof, der flænges: Guds dimension, evighedens og det absoluttes dimension gennembryder menneskers dimension og virkelighed.

Gud taler fra det høje, Guds stemme lyder fra himlene. Guds tale er Guds indgriben. Guds tale er besegling af den myndighed, som begivenheden har: Jesu dåb er en begivenhed, som har historisk og universel karakter. Det er en indsættelse fra højestes sted.

Hvor Johannes’ dåb handlede om at lægge sit liv om i moralsk forstand, handler Jesu dåb om evige og universelle begreber som dom og frelse. Den dåb, Jesus indstifter, tager udgangspunkt i evigheden og det universelle. Den dåb Jesus indstifter handler om en gang for alle at blive stillet til regnskab, og en gang for alle at blive frikendt for den himmelske konge og dommer. Uanset hvem man er, på trods af hvad man er, og endda uanset, at man ikke har fortjent det. Og det glædelige budskab er, at enhver rækkes tilbuddet om et evigt og himmelsk borgerskab.

Det er muligt, fordi Jesus er Guds kongesøn, og fordi Jesus har himmelsk fuldmagt og fordi Han vil åbne himlens borgerled op for os og lukke os derind. Med Jesu dåb står himlen åben, ligesom der synges i salmen: “Kom, følg i ånden med”: “Her ser du over dåben, Guds-husets dør stå åben”.

Guds søn, himmelkongen, adopterer os til sit rige. Himmelkongen selv adopterer os ved dåben – præcis ligesom Gudfader adopterede sin egen søn, da Han kom til Johannes i Jordan for at lade sig døbe. Dengang ved Jordanfloden, hvor Gudfader selv åbenbarede sig og gav sig tilkende, så at ingen kunne være i tvivl om, at Faderen selv elskede sin egen søn: “Du er min søn, den elskede, i dig har jeg velbehag”.

De samme ord, skal også gælde for os, og således skal vi også tænke på vores egen dåb. Ved vores dåb har Herren selv udstrakt sin hånd og tilsagt os sit rige, med retfærdighed, fred og glæde samt vores synders nådige forladelse – nu som evigt.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver, een sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

Forslag til salmer: 66 441 142 – 141 388 140

© Asser Skude og udgivet som Prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011

Prædikenvejledning til Seksagesima søndag, søndag 7. februar 2021

– den ødsle sædemand

Sædemanden i dagens lignelse er en usædvanlig bonde. Usædvanlig, fordi han sår ved at strø om sig med sædekorn. Bogstaveligt talt “strø om sig”. For denne sædemand bekymrer sig ikke for, om grunden under ham nu også tager imod. Han bekymrer sig ikke for, om der overhovedet er jord, dér, hvor han sår. Han bekymrer sig ikke om jorden er renset for tidsler og ukrudt, om det er klippe, sand eller muld. Han gør sig tilsyneladende ingen bekymringer, hvor såsæden falder. Han sår med rund hånd. Det kunne virke som om, han har sædekorn i rigelige mængder. Han er ødsel.

Ødsel plejer ikke at være kendetegnende for en bonde. En bonde, der driver landbrug er jo synonym med afmålthed og nøjsomhed. Kun den gode jord vil den typiske bonde bruge sin dyre såsæd på. Kun den gode jord vil få æren af hans udsæd. Resten vil bonden ligge brak. Det kan ikke svare sig at bruge tid og kræfter på.

Ikke denne bonde i dagens evangelium. Han spreder til højre og venstre, uagtet hvor sædekornet falder! Bonden i dagens lignelse er naturligvis et billede på Gud. Den Gud, som øser af sine uudtømmelige ressourcer. Gud, som går ad uransagelige veje: Ingen bakke, ingen dal, ingen klippe, eller noget sted på jorden er for ringe til, at Gud ikke vil forsøge sig dér. Intet sted vil Gud overse i sine anstrengelser. Gud vil komme ud i selv den fjerneste afkrog, selv den mest tørre udørk.

Udsæden som denne specielle bonde i dagens evangelium kaster ud, er billedet på Guds ord: Guds ord vil komme til ethvert område – selv til den mindste flække. Enhver skal få. Der er nok til alle. Her benyttes ingen cost-benefit analyser. Her tales ikke om, hvad der kan betale sig. Her spredes jævnt over alt, og ikke efter, hvad der svarer sig. Her spredes gavmildt og godt.

Temaet i dagens evangelium er for mig at se Guds gavmildhed. Og gavmildhed er netop en af de centrale egenskaber ved Guds væsen. Gud er kærlighed og Gud vil nå ud med sit budskab til alle. Alligevel skal der være mange som ikke vil tro eller forstå. Jesus siger: ”De skal se men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte”.

For mange vil talen om Guds kærlighed og Guds gavmildhed forarge. For skulle Gud virkelig være så gavmild, så barmhjertig, at intet er for ringe til Ham?

Det nye budskab som Jesus kommer med, er så provokerende, at Jesus ifølge evangelisten Markus, ganske enkelt er nødt til at skjule sin tale om Gud. Det er derfor Jesus taler i lignelser, siger dagens evangelist Markus. Derved skal nogle forstå og fatte og se, men andre ikke. Derved skal nogle høre og tro, og andre ikke. Derved skal Guds herlighed skjules for mange. Evangelisten Markus kalder det ”Mysterion”. Ikke at det er dunkelt eller en mørk viden, tværtimod. Det er en viden, som kun nogle skal se. Kun dem, der hører og tror, skal nå den indsigt. For andre, forbliver det en utilgængelig indsigt.

Ligeså provokerende Jesu tale om Guds gavmildhed har været på hans tid, ligeså provokerende kan det forekomme mange i dag, når talen falder på Guds ødselhed. Hvor mange af os tillader at tænke på Gud, som en gavmild og ødsel Gud? At der er nok til alle?

Sker det ikke undertiden, at vi lægger samme parametre ned over Gud, svarende til dem vi opstiller for os selv? At vi tror at Gud er som vi selv er? Og det gælder også mht. de dårlige egenskaber? Ikke at unde hinanden det bedste, at dømme, være beregnende?

Kan vi mennesker rumme den tanke, at Gud skulle være så gavmild og barmhjertig, at Gud vil give os det mest kostbare – uden at stille modkrav?

Kan vi fatte, at Gud har delt sin søn med os? Kan vi fatte, at Gud har været så gavmild og barmhjertig, at han ikke ville spare sin egen søn for vores skyld? Kan vi fatte, at Gud har ladet sin egen søn gå ud af hele sin vej for os – igennem lidelse, død og opstandelse? Kan vi fatte, at Gud delte så ødselt og barmhjertigt ud af sin kærlighed – at Gud gav os sit mest dyrebare – sin egen søn? Kan vi fatte, at Gud gennem sin søns lidelse og død åbenbarede, hvad Gud er? Kan vi fatte, at Gud ganske enkelt er Kærlighed? Kærlighed, så ødsel og stor, at intet er for meget for Gud at give sine kære?

Og til trods for at denne verdens børn ikke kunne rumme den kærlighed fra Gud, som Guds søn åbenbarede, og slog ham ihjel, så blev hans død ikke dødsdom over menneskene, men til frelse for mennesker. For da menneskene i deres vrede og forstokket hed slog kærligheden ihjel, stod det klart, at Gud ikke ville straffe mennesker – ved at være en hård dommer over menneskers ugerninger, men Gud viste sig som en nådig og barmhjertig Gud. Gud kender menneskene og deres veje – samtidig Gud er uendelig ødsel med sin kærlighed.

Guds retfærdighed overfor menneskene og Guds tilgivelse af menneskene overgår på alle måder menneskers forstand.

Guds gavmildhed til os er altså, at vi får muligheden for at modtage Guds kærlighed gennem hans Søn. Uden krav eller betingelser – ganske gratis. Gratis betyder uden modbetingelser. Eller nådigt om man vil!

Gennem sin Søn har Gud grebet ind i vores verden, for at vi skal se os selv og hinanden med nye Guds øjne – i kærlighed til os selv og næsten. Selv for den vildfarne og onde er der håb. Selv her er Gud gavmild. Det siger det Gamle Testamente i dagens Esajas læsning!

“Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed”

Det kalder jeg gavmildhed. Selv den ugudelige skal Gud rumme og bringe til frelsen.

Budskabet om den kærlighed, som Gudfader åbenbarede gennem sin søn Jesus Kristus, griber ind i vores egen verden, for at vi skal se os selv og hinanden med Guds øjne og leve i frihed med hinanden som Guds børn.

Evangeliet skal forkyndes, for at vi skal forandres, for at vi skal omvendes. Så vi aflægger vores selvretfærdighed. Så vi holder op med at være beregnende og dømmende. Så vi lever med os selv og hinanden i lyset af Guds ord! Sådan som vi i dag hører om i lignelsen om sædemanden. Så vi forsøger at være som ham, der hverken har skjulte dagsordener, bagtanker, eller opstiller modkrav for sin gavmildhed!

Det er Gud, som sår sit ord i mennesker. I menneskers hjerter sår Gud sit ord. Det er Guds ord, der skal gøre os rene. Det er ordet, der skal luge ud og rense os. Det er ordet, der forlader os vores syndere. Det er ordet, som sætter os fri. Sætter os fri til det vi ikke magter af egen kraft! Alt det gør ordet med os! Det er det befriende ved Guds ord, kommet til os i Jesus Kristus, og som stadig kommer til os i ånd og ord.

Hjertet kan være som en klippe, ikke til at sprænge i stykker, ikke til at rokke. Hjertet kan være skrøbeligt og ikke særlig troværdigt. Alligevel har Ordet en sådan magt og kraft, at det er i stand til at vælte den hårdeste modstand og smelte det mest genstridige hjerte.

Vi kan aldrig vide os sikre, hvornår Guds ord rammer os og gør os bløde! Vi kan holde os nok så langt væk fra det med kirke og kristendom. Alligevel kan Guds ord ramme os dér og når, vi allermindst venter det. Der hvor vi tager afstand fra en guddommelig myndighed og magt. Det kan ske dér, hvor vi synes, at vi er allermest forladt af Gud.

Forladt af Gud er vi ikke, bliver vi ikke nogensinde. Selvom vi tror, det, oplever det sådan, føler det sådan. For Gud har en plan med enhver af os. Gud har haft den, før vi blev til, før verdens grundvold blev lagt. Og denne plan går ud på, at vi skal arve evigt liv. Planen er så godt som realiseret. Jesus har med sin død og opstandelse åbnet paradisets dør, og han vil komme igen og tage os til sig for at vi skal se Gud ansigt til ansigt, ikke efter fortjeneste, men fordi Gud vil det sådan, af sin nåde, af sin ødsle og rige nåde.

Guds veje til os er uransagelige og hans kærlighed til os er uudgrundelig.

For at slutte med berømte ord af den tyske religionshistoriker Rudolph Otto: “Vi finder ikke Gud fordi vi søger ham, men Gud søger vi fordi, han har fundet os.”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

– forslag til salmer: 28 391 153 – 603 321 642

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

Prædikenvejledning til søndag den 31. januar 2021, septuagesima

Evangelium ifølge Matthæus, kapitel 20, vers 1-16

– arbejderne i vingården

Dagens evangelium er en lignelse over Guds rige. Guds rige lignes med en vingård og dens ejer, som suverænt bestemmer over sin vingård og hvilken løn, han vil give sine medarbejdere. Og hans medarbejdere gør uklogt i at protestere over hans vilje. Det tilkommer ikke dem at gøre indsigelser. Det tilkommer ikke dem at anklage ham for at være uretfærdig.

De mest arbejdsomme synes at være dem, som er mest forbitrede. De tænker: Desto mere man arbejder, desto tjener man. Og det gør de vel ikke uret i? Sådan tænker vel de fleste? Jeg gad godt at se de medarbejdere, som stiltiende havde accepteret, at deres kolleger havde fået samme løn – for mindre arbejdsindsats.

Bemærk i øvrigt, at medarbejderne ikke selv melder sig under fanerne, men hverves af vingårdsejeren, som selv går hen på torvet flere gange i løbet af dagen og henter sin arbejdskraft. Agoraen var datidens form for jobcenter, og der man meldte sig, og der håbede man at blive hvervet til nyt arbejde, for ellers var der ingen løn. Og understøttelse var der intet af fra det offentlige.

Hvad er det glædelige budskab i, at alle får samme løn? Det er vel især glædeligt for dem, som har arbejdet mindst? For de andre som har slidt og “båret dagens byrde og hede” er det vel knap så morsomt? Alligevel får de dog, hvad der er blevet lovet dem. Både de, som har arbejdet lidt, får en denar og de, som har arbejdet hele dagen, også en denar, altså en dagløn.

I og for sig kunne alle arbejdere være glade og tilfredse, for alle fik de det, som var blevet lovet dem og nogle endda mere til. Der hvor forargelsen opstår, er da arbejdsdagen er slut og lønnen udbetales, og de sidst ankomne får samme løn, og endda lønnen udbetalt først.

For mig at se vil lignelsen ikke moralisere over, at alle medarbejdere får samme løn. Lignelsen vil tegne en karakteristik af vingårdens ejer. Han er centrum for dagens evangelium: Han dømmer ikke efter fortjeneste, han er ikke nøjeregnende. Og han vil gerne have så mange arbejdere med som muligt: Flere gange i løbet af dagen er han forbi torvet for at finde flere arbejdere, han kan hverve. Det er vel et billede på, hvordan Gudfader er opsat at kalde sine arbejdere til sin vingård? Og det er vel et billede på, at Gudfader vil tilbyde arbejde til så mange som muligt i sin vingård?

Gudfader er på ingen måde en traditionel arbejdsgiver. Tværtimod. Han sparer ikke på lønnen til sine medarbejdere. Han tænker ikke i cost-benefit analyser eller i, om han har en løntung virksomhed. Han er derimod generøs og storsindet – nogen ville sige ubekymret med sine omkostninger for sin vingård.

På den måde er vingårdens ejer en højst usædvanlig arbejdsgiver. På den måde er lignelsen også langt væk fra noget, som vi kender fra vores tid. Hans form for logik og retfærdighed overgår menneskelig fatteevne. Han stiller ikke andre krav for sine medarbejdere, end at de arbejder i hans vingård, uanset om de så arbejder kort eller lang tid. Han kontrollerer heller ikke hvor effektive, de har været.

Dagens evangelium understreger på god evangelisk luthersk vis, at selv de gør lidt, kan få del i lønnen. Det er det glædelige, at selv lidt kan gøre en forskel. Selv en lille og kortvarig indsats, kan være tilstrækkelig til at få del i lønnen. Ingen skal derfor heller ikke gøre sig til dommer over andres indsats eller mangel på samme. Bare man har arbejdet med i vingården, er det tilstrækkeligt.

Dagens formaning er at undgå at blive som de forsmåede medarbejdere i vingården, som ikke under deres kolleger samme løn. Ingen bør give ondt af sig og optræde som disse jaloux, middelmådige, og selvretfærdige medarbejdere. Ingen bør unde kun sig selv del i den løn, som vingårdens ejer vil udbetale. Det skal vingårdsejeren nok tage sig af, med eller uden disse emsige, nævenyttige og krakilske medarbejdere, som “har båret dagens byrde og hede”.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

– forslag til salmer: 736 301 170 – 360 321 658

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©

Prædikenvejledning til sidste søndag efter Hellig Tre Konger, søndag den 24. januar 2021

Evangelium
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: “Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: “Rejs jer, og frygt ikke!” Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: “Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.Matthæusevangelisten, kapitel 17, vers 1-9
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Forklarelsen på bjerget
Gud åbenbarer sig i Jesus. Det sker efter det forudgående ophold i Cæsarea Filippi, hvor Peter over for Jesus bekender: “Du er Kristus, Guds søn!” Derpå forudsiger Jesus for første gang sin lidelseshistorie og Jesus taler om, hvad efterfølgelse vil sige. Forklarelsen på bjerget afklarer flere spørgsmål for disciplene om, hvem deres mester egentlig er, og hvad det vil sige at være discipel.
På den anden side giver forklarelsen på bjerget ikke disciplene mere vished for deres mesters identitet end at de glemmer deres oplevelse på bjerget, da lidelseshistorien sætter ind: Tag som eksempel Peters fornægtelse. Hvordan kan Peter fornægte Ham, som han på bjerget har skuet i forklarelsens og herlighedens lys?Først efter Jesu opstandelse påskemorgen får Peter og resten af disciplene vished for det, som deres mester i live havde talt til dem og forudsagt om sin kommende herlighed – og det som forklarelsen på bjerget i glimt havde vist for dem: Nemlig, at deres mester virkelig er den Guds søn, som har del i faderens herlighed. At Han er Guds søn, som har sæde ved Faderens højre hånd.
Ved forklarelsen på bjerget får Peter og disciplene nok syn for sagen, at Jesus er Guds søn, men det glemmer de hurtigt igen, da Jesu lidelseshistorie begynder.
Kun retrospektivt kommer forklarelsen på bjerget i sit rette perspektiv: Først efter påsken og efter at disciplene har oplevet Jesus som opstanden, har de vished for det skin af Guds herlighed, som blev åbenbaret for dem denne dag med forklarelsen på bjerget.
Så dobbelt, så uafklaret må forklarelsen på bjerget have været for disciplene. Og som de havde det dengang med den oplevelse, sådan kan vel også vi have det i vores liv, hvor Gud i perioder kan være en del af vores liv – og så alligevel ikke…
I glimt kan vi vel fornemme Guds virkelighed i vores liv? Nærmest på guddommelig vis skuer vi i korte øjeblikke ind i en virkelighed, som ikke er af denne verden. En verden som er så smuk og fantastisk, at vi let beruses af den! Og i givet fald uden tøven kan længes imod, imod den fantastiske verden og væk fra vores hverdag, der ikke er nær så farvestrålende.
Nærmest som når man drømmer. Eller måske endda som spiritister, der henrykt fortæller om en verden på den anden side af det liv, vi kan se og føle. Spiritister har man kunnet opleve og hørt fortælle om deres “åndelige oplevelser” i en række Tv-programmer: Programmerne beskæftiger sig med mennesker, der i deres liv oplever hændelser, der er uforklarlige. Folk som hævder, at uforklarlige fænomener i vores verden, skyldes fænomener fra en bagved liggende åndelig verden.
Jeg er ærgerlig over hvis nogen tror, at åndernes magt og den åndelige verden skulle være så interessante, at den virkelige verden, vores verden, de levendes verden måtte træde i baggrunden! For det er den åndelige verden ikke værd. Ensidigt at ville forsøge at nå denne bagvedliggende åndelige verden på bekostning af den sanselige og fysiske verden, vil jeg betegne som virkelighedsflugt.
Det kan ikke være meningen med åndelige oplevelser eller religiøse oplevelser. Det er enkeltstående og glimtvise syn, hvor der skues ind i en anden verden. Det må ikke betage nogen så meget, at man drømmer sig bort fra hverdagen. Tværtimod. De øjeblikke med nærvær af guddommelig eller åndelig inspiration, som vi måtte få i vores liv, dem skal vi i stedet tage med os, og bringe dem ind i vores hverdag!
Vi skal netop tage ved lære af Peters fejltrin i dagens evangelium: Peter misforstod situationen. Peter ville blive på bjerget i det ophøjede. I stedet for at vende tilbage til den verden, der ventede på ham og de andre disciple og deres mester.
Hele passionshistorien lå foran dem. Dét havde Jesus sagt forud for forklarelsen på bjerget. Alligevel var Peters forslag at slå sig ned, bygge boliger på bjerget! Hvilken virkelighedsflugt! Hvor tydeligt et tegn på, at Peter havde mistet jordforbindelsen!
Som hørere af dagens evangelium er det oplagt at spejle sig i den drømmende side i Peters sind, den side af Peter som vil blive i det ophøjede. Hvor mange af os kan ikke drømme om en ideal verden, hvor der er ro og harmoni. Ja, kort sagt, det rigtige liv, for Gud og mennesker. Dér, hvor vi har fred med Gud og med os selv. Og der, ja, der kunne det nu være rart at være! Og ikke mindst at blive der for altid? Hvem kan fortænke Peter i at foreslå at bygge bolig i det høje?
Ligesom Peter i dagens evangelium afbrydes i sit forehavende og modsiges af den himmelske røst, sådan er Guds tiltale til os i dag: Vi må ikke i vores liv forsøge at leve et perfekt og ophøjet liv med Gud alene – afsondret fra andre mennesker – adskilt fra denne verden!
Ligesom Peter ikke skulle leve afsondret fra andre mennesker med de besværligheder og problemer, der følger med deraf – ja sådan skal vi det heller ikke. Vi må ikke lukke alt andet ude fra vores liv – i et forsøg på at undgå sorger og skuffelser – i et forsøg på kun at ville det fantastiske – et liv i ophøjethed med Gud.
Det kunne ellers være fristende at søge Gud og det åndelige (og afsondrede liv)! Og mange mennesker har siden kirkens første dage gjort det – på godt og ondt. Levet deres liv i askese, som enspænder eller en form for eremit – et simpelt liv uden samspil med almindelige mennesker – til opofrelse og til den sande vej eller Guds ære. En verden i isolation – optaget af sig selv og deres egne erfaringer og oplevelser.
En verden hvor den enkelte selv har været centrum for sin egen såkaldte “personlige udvikling” – mod et højere plan, nærmere Gud, længere væk fra helt almindelige mennesker! For det er bedst at være hos Gud, synes logikken at være i de strømninger, som lægger vægt på menneskets egen personlige higen mod Gud og det enkelte menneskes guddommeliggørelse ved egen kraft.
I dagens evangelium er budskabet det stik modsatte: Disciplen Peter får klar besked på at gå ned fra bjerget – og ud mellem mennesker – ud i en verden af kaos og uorden! En verden sammen med andre mennesker.
Vi skal gøre som Peter. Nok må vi gerne skue mod det ophøjede – dog vores fokus skal være på det plan, som vi nu er og lever i. Vores fokus skal være det mellem- menneskelige plan. Vi skal have for øje de mennesker, som vi lever vores liv sammen med. Så vi ser hinanden i øjenhøjde – så vi griber de muligheder, der er hér og lever i den virkelighed, der er vores.
I den foreliggende verden skal vi være, det er her vi skal leve vores liv. Vi skal elske næsten, også selvom vi synes bedre om Gud og egentlig helst ikke bryder os om vores næste.Gud har selv åbenbaret det for os. Da hans egen søn kom til os, gjorde Gud det netop for at vise at Gud er blevet en af os. Gud er ikke en fjern Gud, men Gud er Gud blandt mennesker, og ikke blandt halvguder, spiritister eller munke. Gud er Gud blandt helt almindelige mennesker. Det var her Gud levede og døde! Derfor er det også her – i blandt mennesker af kød og blod – på godt og ondt- at vi skal leve vores liv.
Guds søn har selv vist disciplene og os den vej i livet.
For efter forklarelsen på bjerget går Jesus ned ad bjerget, for at møde mennesker, for at undervise, og så indleder han sin lidelseshistorie, blandt mennesker, for mennesker. Med sin egen lidelseshistorie viser Jesus os den vej, der fører os fra den guddommelige åbenbaring ud blandt andre mennesker – en vej med fællesskab og ansvar, opgaver og problemer.
Naturligvis kan forklarelsen på bjerget bruges til at tyde forklarelsen som et skin af Jesu guddommelige herlighed og som en foregribelse af Jesu egen opstandelse påskemorgen! Forklarelsen på bjerget kan vi også se som en foregribelse af den herlighed, som venter os, når vi skal opstå, ved de sidste tider. Først når Jesus kommer igen i de sidste tider, skal vi se ham som den, han virkelig er.
Som apostlen Paulus siger i Korinterbrevet: “Nu skuer vi i et spejl, men da skal vi skue, ansigt til ansigt.” For når Guds søn kommer igen til jord, da skal ingen være i tvivl om hans ophav om og Hans herlighed. Det syn kan vi frem til. Men det syn må vi også frygte. Derfor må vi leve vores liv her på jorden – på Hans bud, af hans nåde – med Dommens dag for øje. Med øje for alt det, som vi har gjort og vil gøre og med øje for alt det, som vi burde have gjort og bør gøre, i lyset af den herlighed, som han åbenbarede for os med sit liv og lære. Og som blev åbenbaret i et glimt for disciplene på bjerget.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen!
forslag til salmer: 54 292 162 – 161 56 57
– Asser Skude 2021 ©

Prædikenvejledning til Anden søndag efter Hellig Tre Konger

Prædikenvejledning forud for søndag den 17. januar 2021 over evangeliet ifølge evangelisten Johannes, kapitel 2, vers 1-11, anden søndag efter Hellig Tre Konger.


– Brylluppet i Kana.

Det er bryllupsfest. Bruden, brudgommen, og gæsterne er der. Nogle af dem er Jesu mor, Jesu disciple og Jesus selv. Festen er godt i gang, og der sker det, som ikke må ske ved en sådan lejlighed: Vinen slipper op. Nu er gode råd dyre!
Det gør Jesu mor sin søn opmærksom på, men Jesus afviser hende. Alligevel forbereder hun tjenerne på at imødekomme eventuelle ordrer fra ham.
Til festen er der – som det var skik og brug – kar med vand, som gæsterne gjorde brug af til religiøs renselse. Det er disse kar, som Jesus byder selskabets tjenere at fylde op. Og karrene rummer ikke ubetydelige mængder: Hvert kar kan rumme to til tre spande – en spand svarer til 40 liter, med seks kar bliver det faktisk til ca. 700 liter i alt.
Hvordan selve forvandlingen i karrene af vandet til vin går for sig, uddybes ikke. Forvandlingen er en dog en realitet, og der er tale en virkelig forvandling, ikke bare en symbolsk forvandling. Det erfarer vi gennem det første vidne til at smage på vinen. Det er chefen for festen, overtjeneren eller ”skafferen”, der smager som den første på vinen: Intetanende om hvor vinen kommer fra, konstaterer han, at det er endda en fin vin. Han kalder endog brudgommen til sig og kritiserer, at denne gode vin ikke allerede er blevet serveret fra festens begyndelse. Argumentet er det velkendte, at den gode vin serveres først, derefter den ringere.
Hos evangelisten Johannes tillægges forvandlingen af vand til vin særlig betydning. Johannes siger udtrykkeligt, at Jesu tegn i Kana var “begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed og hans disciple troede på ham”.
For evangelisten Johannes bliver vin-underet åbningen af Jesu guddommelige tegn og virke. Ikke alene er det første gang Jesus optræder offentligt med et under – og endda for de disciple, han har kaldt. Selv hans egen mor er med og ser det ske.
Det virker som om Jesus er lidt irriteret over sin mors tilstedeværelse, og især over at hun blander sig ved at sige: “De har ikke mere vin” – underforstået, at han nu bør gribe ind med sine særlige evner. Ingen skal bryde sig om at nøde ham. End ikke hans egen mor. Hun bliver hurtigt affejet, og han er kort for hovedet og taler ikke særlig pænt til hende. Han kalder hende ”kvinde”. Det er Maria godt nok, hun er bare ikke hvilken som helst kvinde, for hun er trods alt hans egen mor.
Når Jesus taler hårdt til sin mor er det fordi, det er nu og her han træder frem – for første gang som voksen og ikke længere som “mors dreng”. Han handler nu på egne veje og selv en mors indblanding er utidig.
På trods af irritationen over hendes indblanding, gør han alligevel, hvad hun siger. Dermed ikke sagt, det er fordi hun beder ham gøre det, at han så gør det. Nej, han griber ind, fordi situationen byder det. Fordi festen ikke skal ødelægges for brudeparret og gæsterne.
Et bryllup uden vin til gæsterne var ikke og kan ikke være nogen fest. Gæsterne og brudeparret har gået ud fra, at vinen naturligvis ikke slap op. Ansvaret for mad, vin og festen er ikke deres, det er og bliver skafferens.
Godt nok anerkender skafferen vinen, som Guds søn forvandler, for at være en god vin, ja ”den bedste vin”. Men skafferen ved ikke hvor den gode vin kommer fra. Ellers ville han heller ikke sige: ”Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere” (tidligere oversættelse)
Sagt med andre ord: skafferen har ingen anelse om, hvad der er foregået. Det kan man naturligvis heller ikke fortænke ham i. Hvordan skulle han have vidst, at seks store vandkar var blevet fyldt helt op med vin, helt op imod 700 liter vin! Omvendt er det ikke verdens dygtigste skaffer, der ikke har overblik over den fest, han selv er chef for, men en af gæsterne, nemlig Jesu mor, der finder ud af, at vinen er ved at slippe op.
Det glædelige i dagens evangelium er den overflod af god vin, som Guds søn donerer til festen. Tænk at Guds søn også har smag for god vin og fest og familie lykke, og han har endda sin egen mor samt sine nylig kaldede disciple hos sig. Det er svært at udlægge dagens evangelium som et evangelium om afholdenhed og mådehold 🙂
Det er altså sandsynligt, at Guds søn og disciple og Maria også har nydt den gode vin. Og højst sandsynligt har der været rigelige mængder lækkerier, musik og dans – selvom der ikke står det. Bryllupsfesten har næppe gået stille af. Og det mest væsentlige er, at festen bliver vellykket og ikke går død. Og hvad måske endnu mere væsentligt er, bryllupsparret, gæsterne og selv skafferen er ikke klar over, at Guds søn har reddet deres dag!
Guds søn hjælper et nygift jødisk par – sådan at denne dag, der ikke kan gøres om, ikke mislykkes eller ender som en pinlig affære: En fest for livet uden vin havde været en flad fornemmelse. En fest uden glade mennesker havde været en flad fornemmelse. En fest, der sluttede før tiden, havde været en flad fornemmelse.
Fordi Guds søn kom forbi, blev denne fest alligevel vellykket og med en glædelig udgang, glade mennesker og god stemning. Hvis ikke Guds søn var kommet forbi, ville det have set meget anderledes ud.
Hele scenariet i Kana med bryllup, bryllupsgæster, brudgom og brud leder tankerne hen på velkendte symboler fra jødedommen. Bryllupsmotivet anvendes ofte om forholdet mellem Gud og Israel.
Det forhold beskrives ofte som et forlovelses- eller ægteskabsforhold. I de lærde jødiske kredse var det almindeligt at udlægge Højsangen som allegoriske skildringer af dette forhold: Herren som brudgom, folket bruden. Højsangens digte skulle ifølge rabbinsk tradition være udtryk for kærligheden imellem Gud og folket. Ofte fremstilledes tiden indtil Frelseren kommer, som forlovelsestiden. Først når Messias kom, skulle brylluppet stå.
De første kristne (som er jøder) tager denne allegoriske skildring af gudsforholdet op: Brylluppet er billede på gudsriget, brudgommen billede på Kristus, menigheden er bruden.
Johannes Døber bruger endda selv bryllupsmotivet, da han skildrer sin relation til Kristus. Johannes Døber hævder, at Jesus er brudgommen, og han selv er brudgommens ven. Johannes Døbers opgave antydes som den, der fører folket hen til dets rette brudgom, Kristus.
Apostlen Paulus fremstiller på traditionel rabbinsk vis brudemotivet således, at det er menigheden der er trolovet med Kristus. Tiden indtil Messias’ komme, tiden nu – i forventning til hans komme er trolovelsestiden. Ifølge Paulus er det Paulus selv, som har formidlet denne trolovelse mellem menigheden og Kristus.
Dagens glædelige budskab er, at Gud er kommet til mennesker og han venter os, ligesom en brudgom spændt venter på sin brud. Forhåbentlig venter vi også på ham – og brylluppet med ham, når det skal stå. Forhåbentlig venter vi med spænding og glæde. Og måske ønsker vi også tegn og forvisning at det er den rigtige og eneste vi venter på – samt at vi ikke venter forgæves.
Og selvom Guds søn i første omgang afviser kravet om tegn, så giver han alligevel dette tegn, dette principielle tegn (i den latinske betydning “det første”), forvandlingen af vand til vin. At det er vin, som Jesus forvandler vandet til, er i sig selv et tegn. I datidens kulturkreds symboliserede vin både liv og frugtbarhed. Der fandtes udenfor jødedommen sågar en gud for vinen, den græske religions vingud, Dionysos.
Jesus er ikke synonym med vinguden. Jesus anvender metaforer hvor vin indgår, og hvor han endda også selv indgår, f.eks. når han omtaler sig selv som “det sande vintræ”, evangeliet ifølge Johannes, kapitel 5: Jesus er det sande vintræ, og menigheden er grenene på vintræet. Menigheden skal leve ved saften og kraften af det sande vintræ, Kristus. Som den gode livgiver vil han presse sin saft og liv og kraft igennem os, grenene, og vi vil bære frugt, og være lemmer på hans legeme. Og den saft og kraft, som vi skal leve af fra ham, det er den samme kraft, som udgår fra Guds tilgivelse og kærlighed til os gennem han, som er Guds søn, Vor Herre.
Tilgivelse modtager vi i nadverens sakramente med ordene: “Modtag dette… og gør dette til ihukommelse af mig og… til syndernes forladelse”. Til nadveren er enhver velkommen. Efter nadveren kan menigheden gå derfra med fred og glæde – med tilgivelsens og kærlighedens sakramente inden i, som levende grene på det sande vintræ.Som levende grene, der søger at holde fast ved roden, som er Kristus, sådan at Kristus giver liv og kraft til at vi kan bære frugt, som Kristi legeme på jord, den sande kirke på det sande vintræ, Kristus.
Som menighed og kirke, der lever i forventningen og håbet er vi indtil ventetiden er omme, henvist til nadverens sakramente. Nadveren styrker fællesskabet og skænker indvendig renselse i sjælen, en renselse som overgår en udvendige renselse med vand.
Renselse er nemlig til styrkelse af det indre menneske: Ligesom vi hører bortsendelsesordene efter nadveren: “til een sand tro indtil det evige liv”. Den dag, hvor vi som kirke skal stå brud med den sande brudgom, Jesus Kristus. På den største dag nogensinde. Til den største bryllupsfest nogensinde. Til det lykkeligste bryllup nogensinde – for tid og evighed.
Til dette bryllup er vi er alle indbudt: Høj som lav, gammel som ung, fattig som rig, alle som een er vi inviteret til dette bryllup, når Guds rige kommer.
Og den dag, skal der være til overflod af både vin, glæde, fest. Der er nok til alle. Og der er nok af den gode vin. Det bedste har vi endnu til gode. Ligesom den gode vin serveres til sidst i dagens evangelium, så er det billede på, at det bedste endnu er i vente, nemlig sammen med ham; Han som kommer med den gode vin, og har overflod af den. Han vil ikke spise os af med den ringe, men alene den bedste vin, til den glæde, den fest, som vi er inviteret til, når hans rige kommer.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
Salmeforslag 16 22 25 – 144 319 14, udgivet første gang 2011 på min blog

Prædikenvejledning første søndag efter Hellig Tre Konger 2021


Lukasevangelisten, kapitel 2, vers 41-52

Hvor har jeg hjemme?

Dagens evangelium er første gang vi hører om Jesus efter fødslen. Her træder han frem, i Templet, og lægger afstand til sine egne forældre. Her optræder han for første gang på egen hånd og nærmest som en lille voksen. Og det forekommer nok mange på vor tid og breddegrader en smule underligt, at denne 12-årige dreng ender op med at være uden sine forældres opsyn i hele tre dage. Godt nok hører vi, at hans forældre antager han er i følget, dvs. sammen med nogle af de andre voksne i familien. Men da hans forældre ikke finder ham her, vender de tilbage til Jerusalem, for at se hvor han er blevet af.

At der går hele tre dage før de finder ham igen, skyldes den forsinkelse, at de er en hel dagsrejse fra byen, da det først er gået op for dem, at han er væk. De har været i god tro og taget for givet, at de andre voksne i følget tog sig af ham. Og den langsommelige rejse tilbage igen til byen – til fods – gjorde kun forsinkelsen værre.

Josef og Maria har hvert år været i Jerusalem til jødernes påskefest. De har fulgt jødisk skik og brug, og de har færdedes hjemmevant i byen. Sådan må det også have været for den 12-årige Jesus, han har kendt byen siden barns ben. Netop derfor har også han færdedes hjemmevant i byen og har lært byen og Templet at kende. Det er her, i Templet, at hans forældre genfinder ham.

Vi hører ikke direkte, at hans forældre skælder ham ud, men at de “er slået af forundring og har været ængstelige”. Hans forældre gør ret i at undres: Det er ikke normalt for en 12-årig at sidde i Templet blandt de lærde – og diskutere på lige fod med dem! I sit svar til forældrene lægger Jesus afstand til deres bekymring: de burde have vidst, at han ikke er hvilket som barn, men at han er Guds søn: Ikke mindst i lyset af beretningen om englen, der før hans fødsel viste sig for begge forældre (dog kun i en drøm for Josef) og samme engel forkyndte, at drengen havde Gud til far. Og da hyrderne fra marken kom ind til den nybagte mor julenat med budskab fra englene, hørte vi også at “Maria gemte ordene i sit hjerte”.

Det har ikke været en almindelig fødsel og ny start, som den lille familie fik, da Jesus kom til verden. Måske var det (for) meget at kapere for de nybagte forældre, Maria og Josef, begge var de unge, ugifte og for en tid flygtninge – på flugt fra den onde Herodes, som stræbte alle drengebørn under to år efter livet: Efter vore dages standarder på mange måder stressende og traumatiserende oplevelser, som den nybagte familie udsættes for.

Jesu forældre ville vel helst se deres dreng som et normalt barn. Og de betragtede ham vel som deres helt egen og helt igennem normale søn. Ham de havde passet og plejet siden han var spæd, ham havde de opdraget til at være en lydig og god søn. Det er værd at bemærke, at det er Jesu mor, Maria, der igen og igen nævnes og træder frem.

Således også i dagens evangelium, hvor hun bebrejder ham med ordene: “hvorfor gjorde du sådan mod os, din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige”. Og selvom hun går i rette med Jesus, er hun dog stadig hans mor og er den, som går hele vejen med sin søn og som ikke svigter: Hun følger ham – ved korsfæstelsen, gravlæggelsen og opstandelsen. Hun er sin søns mor. Far, Josef, nævnes ikke med et ord, hverken ved korsfæstelsen, opstandelsen eller graven. Det er tankevækkende.

Skal man finde det glædelige i dagens beretning, er det helt indlysende, at forældrene finder deres søn igen – og at han følger med dem hjem og på den måde igen bliver en del af en normal familie og at “han var lydig imod dem”. Og bemærk at der til slut står “Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte”. Samme beskrivelse som efter fødslen. Maria optræder i dag – endnu en gang – som en kærlig mor. Maria er en samvittighedsfuld mor, der opdrager sin søn og insisterer på nærhed, til trods for hun har en søn, der hævder at være Guds søn. Marias kærlighed og omsorg er forbilledlig – for enhver forælder, der vil gøre ligeså.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag: 411 308 140 – 694 362 69

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011©

Hellig Tre Kongers søndag 2021

Prædikenudkast til gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 3. januar 2021 – online gudstjeneste der sendes fra Bellahøj-Utterslevs sogns hjemmeside og Facebook.


De vise mænd fremstilles ofte indsigtsfulde, rige herrer, der i følge traditionen var konger med masser af slaver og tjenere under sig.

Nu må vi forestille os, at de var draget op fra deres egne kongedømmer for at finde en større konge, med et endnu større magt, rigdom end dem selv. Og større indsigt end dem selv. Og så var han, som de fandt, lige blevet født!

De hellig tre konger blev dog ikke skuffede, da de fandt ham. Han var deres rejses mål og al besværet værd for dem. Og de sagde naturligvis ikke noget til kong Herodes, selvom han havde bedt dem om det. Kong Herodes havde sagt at han også ville komme og tilbede det nyfødte barn.

Herodes kunne ikke drømme om at tilbede det nyfødte barn. For Herodes var så gal i hovedet, at han følte sig truet af det lille barn, der var blevet født! I sit syge sind så Herodes sig truet på sin egen magt og position. Herodes frygtede at skulle afgive sin magt til det lille barn, om hvem man sagde, at det var den nyfødte frelser.

Herodes’ befaling om at slå alle nyligt fødte børn ihjel viste, hvor krampagtigt Herodes forsøgte at fastholde sin magt. I sin panik lod Herodes omtrent totusind børn slå ihjel. Det (I evangeliet julesøndag efter anden række) lykkedes dog Jesu forældre at undslippe Herodes’ onde plan, idet Josef og Maria drog i landflygtighed til Ægypten med den lille kongesøn.

Herodes var konge på den onde måde: Panisk, grådig, nærmest ubeskrivelig rædselsslagen for at miste magt. Det lille kongebarn Jesus var konge på den ydmyge måde: Selvom han skulle blive den mægtigste af alle jordens konger, var han først og fremmest fredsfyrste, et lys og et håb for mennesker, kommet med frihed og kærlighed til mennesker.

Allerede som 12-årig, da Jesus begyndte at lære i synagogen besad han en myndighed, som var en konge værdig. Den myndighed, som han besad, kom helt af sig selv. Myndighed er som bekendt ikke noget, man tilkæmper sig med magt. Myndighed er noget som man får givet af andre. Myndighed fik Jesus med det samme af dem, som mødte ham. Og Jesus beholdt den myndighed og værdighed hele vejen igennem. Ikke mindst fordi han havde indsigt, han var troværdig og kæmpede for den svage og den syge.

Den dag i dag findes herskere som Herodes, despoter med magt, men ikke myndighed. Diktatorer, som ikke lytter til folket og som folket ikke ønsker som deres ledere. Hvor længe skal det blive ved at mennesker og folk undertrykkes af tyraner og onde ledere? Lige så længe meninger og mennesker undertrykkes og holde nede i tavshed, fattigdom og uvidenhed.

Først når folk kan tale frit, og færdes frit og samles frit og først når meninger får lov at se dagens lys i et samfund, da kan menneskene leve frit. Når ordet bogstaveligt får frit løb i blandt mennesker. Ordet i samfundspolitisk forstand forstået som demokrati og lighed for loven. Dét er grundlaget for et frit samfund. Så vidt den verdslige, den sekulare frihed.

Hvad med den åndelige og religiøse frihed? Den gives først, når ordet om Guds søn forkyndes frit over hele verden, for da skal alle få mulighed at høre budskabet om det barn, som blev født for totusind år siden. Det guddommelige ord om Jesus Kristus, som er Guds egen søn og som blev født for menneskers skyld.

Det er julens budskab, at Guds søn blev født – for vores skyld – som en af os er Gud kommet til os. Og i dag, Hellig tre kongers søndag er det glædelige budskab, at vi skal gøre ligesom de hellig tre konger. Vi skal – billedlig talt – søge ledestjernen og følge den til vejs ende. Som præsten og salmedigteren Grundtvig udtrykker det i “Dejlig er den himmel blå” i de sidste to strofer:

“Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.”

For os skal vores ledestjerne være budskabet om ham, Guds søn, Jesus Kristus, som er vor konge, vores herre i himmelen og jorden.

Når ordet om ham forkyndes vækker det tro i os eller styrker os i den tro, som vi allerede har. Sagt på en anden måde: Kristus er vores mål med livet, og samtidig er han vores mål i livet. Fordi hans skæbne er blevet vores skæbne og omvendt. Fordi vi lever forbundet med ham, og fordi vores næstes skæbne er vores liv, og fordi vores næstes ve og vel samtidig er målet.

Der er kun en vej til Jesus Kristus, det er Jesus Kristus selv. Jesus sagde jo: “Jeg er vejen, sandheden og livet” og et andet sted: “Følg mig”.

Hvad andet kan vi gøre end netop dette: Følge det guddommelige ord om Jesus Kristus, ligesom de vise mænd der fulgte efter stjernen indtil de fandt, hvad de søgte, Guds søn, Jesus Kristus.

Og da skal vi få indsigt og visdom i hjertet om hans rige, som ikke er af denne verden, men dog er kommet til verden og er ved at bryde igennem. Da skal vi arve visdom i vores hjerter. Visdom som ikke kan købes for guld eller mønt, som Jobs bog fra dagens gammeltestamentlige læsning taler om. Alene Gud kender vejen til den visdom, men for mennesker er den gemt. Som Jobs bog afslører har mennesker i dårskab bildt sig ind, at visdom ikke kommer fra Gud eller at visdom kan erhverves for ussel mammon eller hvert tilfælde erstattes med ussel mammon. De, som tror det, må tro om igen og indse, at Guds rige ikke er af denne verden og, at den eneste virkelige skat der findes, og som ikke forgår er den, som et menneske kan samle i himlene. Her kommer nemlig ingen tyv om natten og stjæler ens skat. Som Jesus siger: Søg derfor mit rige, så skal alt det andet gives dig i tilgift.                      

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Salmeforslag: 749 136 137 – 134 96 138

2020 © Asser Skude