Lever vi i et frit land?

I forbindelse med det snart er årsdagen for den amerikanske uafhængighedserklæring 4. juli 1776 hermed et par overvejelser om vores frihed i den vestlige verden.

Nogen vil sige ”ja, vi lever i en fri verden” og det skulle man vel også tro, eftersom vi har den udbredte talemåde ”Vi lever jo i et frit land”. En talemåde, man ikke sjældent hører, når nogen vil udtrykke at vi herhjemme har retten til at gøre og sige lige præcis, hvad vi kan og vil.

Så enkelt er det bare ikke. Sandheden er snarere, at vi lever i et frit land med regulerede begrænsninger. Var alting frit i alle henseender ville det være anarki og libertinisme: Så ville enhver kunne gøre hvad der passede ham eller hende – uden tanke på konsekvenserne af deres handlinger og ytringer.

Sandheden om vores samfund er, at vi lever i et lovreguleret samfund. Et samfund, hvor vi skal stå til regnskab for alt hvad vi gør og siger – både strafferetligt i forhold til vores handlinger – og til injurielovgivningen i forhold til vores ytringer. Vi kan ikke uhæmmet sige eller gøre som det passer os, men vil altid stå til regnskab for gældende lovgivning.

Således kan vi f.eks. ikke selv afgøre os for hvordan færdselsloven gælder for os eller hvordan skattelovgivningen gælder for os eller hvad vi har lyst til at udtrykke os om og hvordan. Sagt på en anden måde: Vi kan ikke selv bestemme, hvor hurtigt vi vil køre på danske motorveje eller hvad vi slipper med i dansk skat eller hvordan vi udtrykker os om vores medborgere.

Når det er sagt har vi dog i vores samfund og vestlige verden en høj grad af personlig frihed og autonomi i forhold til vores handlinger og ytringer. Vi har retten til at samles frit og udtrykke os frit og diskutere frit med hensyn til polisk og religiøs overbevisning – så længe vores forsamling og fællesskab om dette ikke virker ved vold eller har et udemokratisk sigte.

Disse frie rettigheder er ikke mindst sikret af den danske Grundlov af 5. juni 1849

Nogle vil mene der er meget vide rammer for hvad man kan sige og gøre – uden at blive stillet til regnskab for det. Nogle vil endda mene, der er for vide rammer. Dertil er at sige, at fordi vores lovgivning muliggør det forhold, er det ikke ensbetydende med, at vi til en hver lejlighed og i enhver sammenhæng behøver gøre brug af denne udstrakte grad af frihed.

Sagt på en anden måde: Fordi vi har retten til at sige og tænke hvad vi føler om andre (og her tænkes ikke på det gode) er det altså ikke sikkert det fremmer sameksistensen med dem vi ikke synes om, at vi også gør brug af vores ret til at fortælle dem det.

Frihed er for mig at se, frihed under ansvar – både i forhold til gældende lovgivning, men også i forhold til den såkaldte ”gyldne regel” at man ”skal gøre mod andre, som man vil at de skal gøre mod en.”

Frihed er altså også frihed til at bruge sin medfølelse og empati for andre, samt holde dagen i morgen for øje – og ikke mindst opføre sig således, at man fremmer det samfund og de frihedsgrader, man ynder at hylde.

For mig står den 4. juli som en stærk markør af den vestlige frihedsgrad og – trang. Og det er for mig at se værd at fejre den dag og de mænd, som ville formulere og skrive ned deres tanker om et nyt, frit samfund – af frie mennesker, med en fri tanke og frie og oplyste idealer:

Som det hedder i indledningen til erklæringen ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke…” (dansk oversættelse fra google)

© Asser Skude, udgivet første gang 2013

Prædikenforberedelse Anden søndag efter Trinitatis 2022

Prædikenovervejelser Anden Søndag Efter Trinitatis 2022

 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Lukasevangelisten, kapitel 14, vers 25-35

Overvejelser forud for prædiken kl. 1030 søndag den 26. juni 2022 i Bellahøj kirke

– Jesu discipel

Den store skare, som Jesus taler til i dagens evangelium primært er jøder. En af grundpillerne i den jødiske tro er de ti bud, hvoraf det fjerde bud lyder: “Du skal ære din far og din mor”, det vil sige: “Du skal elske og ære og lyde og agte din far og din mor”. Derfor provokerer Jesu tale om, at ingen kan være hans discipel ‘uden at hade sin far og mor’. For jødernes tusindårige kultur bygger på et stærkt sammenhold i familien: Uden familiens opbakning var man ilde stedt, uden deres kærlighed, accept og billigelse var man socialt og økonomisk ilde stedt.

Jesu opfordring og bud om at forlade alt det kendte, handler om at være omstillingsparat. Klar til hans bud og formaninger om en ny lov, kærlighedens lov. En lov som afløser de gamle bud og den gamle lov (som findes i Det Gamle Testamente) Hans formaninger og bud skal afløse de gamle (ti bud). Hans bud sammenfattes i det dobbelte kærlighedsbud, budet om at du skal elske Gud af hele din kraft og al din styrke og af hele sin sjæl – og næsten som dig selv.

Hvordan kan det så forstås sammen med Jesu ord om at: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.

Jesus formaner ikke engang, han ligefrem kræver og forlanger. Hans krav er hverken politiske eller sociale, de kan dog have politiske, sociale og økonomiske konsekvenser. De er kategoriske krav, som han introducerer ved at henvende sig til den enkelte, som hører hans ord. Det er eksistentielle krav, som hver enkelt må forholde sig til. Alt efter hvad den enkelte er villig til.

Præcis sådan som når filosoffen og teologen Søren Kierkegaard taler om ‘at blive hin enkelte’, at afgøre sig for det ene eller det andet. At vælge at blive et selv og være tro mod sig selv og sine værdier. Ikke at være sig selv nok, men snarere at realisere sig selv – som et selv. Jesu forkyndelse er og bliver en etisk fordring, som filosoffen og præsten K. E. Løgstrup betegner det: Den enkelte må afgøre med sin egen samvittighed og handle derefter. Enhver må gøre sig klart, hvilken betydning Jesu ord skal få for ham eller hende.

Ej heller er det sikkert at de valg, som den enkelte træffer og handler efter, vil blive belønnet med det samme, tværtimod, nogle går mod strømmen og bliver forfulgt, og alene tiden – eller evigheden – skal dømme de handlinger. F.eks. som dengang herhjemme under den tyske besættelse, hvor få valgte fra starten at gå imod tysk overmagt og kæmpe for friheden. Nogle af de mest prominente danske frihedskæmpere blev af deres samtid i de første år af krigen betragtet som terrorister, men efter krigen er de blevet hædret og deres gerninger ses nu i et helt andet lys.

Dermed ikke sagt, at nogen form for terror eller vold er acceptabelt eller kan forsvares eller skal forsvares, og heller ikke at landets love ikke skal overholdes, det skal de naturligvis. Og følger nogen ikke landets love, skal det naturligvis have konsekvenser.

Omvendt ville være misforstået, hvis ikke Jesu forkyndelse skulle angå enhver som hører og tager hans ord ind. Enhver som hører hans forkyndelse må handle derefter – og leve med sine valg – både over for sig selv og sin næste og over for Gud – nu, bagefter og i al evighed. Jesus siger at “den som vil være min discipel må tage sit kors op og gå i mit spor” og “ingen kan være min discipel uden at give afkald på al sit eget”.

Vil nogen altså tage Jesu ord til sig og følge ham, må det menneske være forberedt på at gøre det helhjertet. Det er ingen middelvej eller genvej til at gøre hans vilje. Al bedsteborgerlighed og småborgerlighed må vige. Jesu bud er radikalt og forpligter ubetinget. Der er dog en sproglig vigtig nuance at have med, når Jesus taler om at den som ikke “hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv kan ikke være min discipel”. Det ord for “at hade” (sin bror…) kan også have betydningen “at underordne”. Dvs. en alternativ oversættelse kunne lyde sådan: “vil nogen følge mig, må det menneske underordne deres forældre, søskende, ja selv deres eget liv”.

Kort sagt: skal budet om at elske bredes ud til alle, ikke bare din biologiske familie, din mor og far, bror og søster, men enhver, som du møder på din vej. Sagt kort er dit liv ikke kun om, at elske dem, som elsker dig (fordi du er familie)

Selv den, som ikke elsker eller forstår dig, skal du elske. Selv din fjende skal du elske, siger Jesus (bjergprædikenen) Selv det menneske skal du elske, lige så højt som Gud og dig selv, ja det menneske, skal du elske som din egen mor eller far, søster eller bror. Det er denne kritiske nytolkning af Moselovens fjerde bud, som Jesus bringer i dag.

Jesu tale er revolutionerende, samtidig er det også en befriende at høre, at ethvert medmenneske skal mødes med uforbeholden respekt og kærlighed. Faktisk ligger det fint i forlængelse af skabelsesberetningen fra 1. Mosebog, at mennesket er skabt i Guds billede: At ethvert menneskeliv, uanset hvad folk måtte mene og sige om det, er skabt i Guds billede og skal elskes som sådan. Budet om at ære og elske Gud og næsten er så omfangsrigt og vidtgående, at det fjerde bud ligesom de øvrige bud må underordnes og forstås ud fra dette dobbelte kærlighedsbud: Budet om at elske Gud og næsten – som sig selv – møder os i enhver situation i livet, hvor vi er ansigt til ansigt med hinanden – i enhver situation, hvor vi mødes af hinandens ansigt og hinandens blik om hjælp. Når vi yder hinanden hjælp i den situation, dukker det særlige op i vores livs horisont, Guds rige.

Jesu krav om kærlighed imod næsten vil før eller senere igennem vores liv kræve af os, at vi underordner et af de ti bud, herunder budet om at elske vores far og mor. Det er det Jesus sigter til, når han siger, “ingen kan komme til mig uden at hade sin far og mor, hustru og børn, brødre eller søstre”. At være Jesu discipel indebærer samtidig at vi er ordets tjenere. at vi holder os selv og hinanden fast på evangeliet om Guds søn, Jesus Kristus. At vi ved at forkynde evangeliet for hinanden og ud i verden bliver og er det “jordens salt”, som Jesus også taler om i dagens evangelium.

Salt bruger og kender vi alle til: Under madlavning bibringer saltet maden smag og fylde, og saltning af fødevarer er et ældgammelt huskeråd, en måde at lagre madvarer på, for herved modvirker man forrådning. På samme måde skal vi som ordets tjenere, præster såvel som lægfolk, være jordens salt. Vi skal modvirke, at livet på jorden fordærves af menneskelig egoisme og selvtilstrækkelighed.

Vi skal være det jordens salt, som skal minde verden om, at Gud een gang for alle har afsløret denne verdens griskhed, det menneskelige fordærv og forhærdelse: For Guds egen søn, Jesus Kristus, kom til os mennesker med sin kærlighed og åbenbarede sig midt iblandt os, alligevel ville vi ikke tage imod ham, men lod ham korsfæste og lide døden. Vil du og jeg virkelig være hans disciple, da må du og jeg tage imod den nye retfærdighed, den nye virkelighed, som Jesus rækker os med sit liv, sin død og opstandelse.

Vil vi være Jesu discipel, da må enhver af os – som Jesus siger det “give afkald på alt sit eget”. Da må vi tage imod hans forkyndelse af en ny og grænseoverskridende kærlighed og glemme det gamle, vi har lært. Som Jesus siger: “Den, som gør Guds vilje, det er min bror og min søster”. Og et andet sted: “Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger”. For gør vi Guds vilje, elsker vi næsten som os selv og Gud af hele vort hjerte, da vil vi finde ud af, at vores nærmeste beslægtede ikke altid er vores familie, derimod er vores nærmeste beslægtede, dem, som vi er forbundet med åndeligt og forståelsesmæssigt.

Det er vores virkelige familie. Selvom det kan være smerteligt, var det også en erfaring Jesus selv gjorde, da han imens hans egen biologiske familie engang var over for ham, åbenlyst indrømmede, at hans virkelige familie, det er dem, som gør Guds vilje, de er hans bror og søster.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Forslag til salmer: 725 604 – 633 335 684

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

Prædikenforberedelse Sankt Hans 2022

kl. 17.00 torsdag den 23. juni 2022, Sankt Hans gudstjeneste, i Bellahøj kirke

Skt. Hans var oprindeligt en helligdag, men er det ikke længere, og derfor har man heller ikke denne dag som en fridag med skole lukket og butikker lukket, men selvom det ikke er en helligdag så er den alligevel stadig noget særligt.

Det er nemlig præcis halvvejs mod juleaften, den aften da vi har helligdag og vi fejrer at Jesus blev født og de hellig tre konger kom med gaver til den lille. De vise mænd kaldte man i gamle dage ”magere fra østerland”, det kan jeres bedste eller oldeforældre måske huske.

Disse magere besad en særlig indsigt, en visdom. De kunne læse stjernerne og de havde set den stjerne gå op og fulgt den indtil det sted, den stod stille over stalden hvor Jesusbarnet blev født. Immanuel var også hans navn, for det betød at Gud kom til os.

Før Danmark blev et kristent land var juleaften noget særligt, her var en særlig magi, for her var årets korteste dage, også kalder vintersolhverv og her fejrede man at solen nu snart ville bryde mørkets kræfter, nu ville de lyse timer bliver i flertal igen.

På samme måde er der også noget magisk ved midsommer, som vi har nu i disse dage, også kaldet sommersolhverv. Her mente de gamle danskere at naturens kræfter var stærkest og her skulle også de helbredende urter indsamles, for her toppede de.

Så midsommer er altså naturens og urternes fest, før vi blev kristne, og julen en hyldest af solen, fordi solen igen fik overtaget og blev stærkest.

I evangelierne møder man Johannes døberen, som har lagt navn til denne dag, som oprindeligt var naturens og urternes fest. Det er nok ikke tilfældigt at de første munke, der kom til vores land lagde Skt. Hans her. Johannes Døberen siges at have levet ude i ørkenen og levede i pagt med den sparsomme natur og også barske natur. Johannes Døberen levede i ørkenen, levede som nærmest en veganer, af bihonning og urter og kun klædt i fattige gevandter. Johannes Døberen repræsenterer det asketiske liv, i afholdenhed og afmålthed. Men også et liv med et stærkt politisk engagement, en stærk profet, der ikke holdt sig tilbage med at kritisere magthaverne for deres magtmisbrug og magtfuldkommenhed.

En sådan politisk figur var Jesus ikke. Jesus ville adskille det politiske og det religiøse fra hinanden. Det var kun dem som ikke forstod Jesus, der troede at han var kommet for at stifte en politisk bevægelse og et lave et oprør mod magthaverne.

Hvor Johannes Døberen mere repræsenterer det som kan forandres i verden, med moralske og etiske leveregler, love, der kom Jesus med et helt ny virkelighed.

En virkelighed som kun var begyndelsen til noget større, men en virkelighed som var ved at bryde igennem til denne jord. Guds søn kaldes Jesus også, fordi han kommer med en verden, som ikke handler om at leve i afholdenhed eller afmålthed ligesom Johannes Døberen. Jesus kom heller ikke med et politisk parti eller en politisk agenda, og Jesus kom slet ikke med ufred eller krig, men kom med det ultimative fredssymbol, som det mest sårbare og skrøbelige til denne jord, nemlig som et lille barn, født ind i en lille familie julenat for to tusinde år siden.

På forunderlig vis var Johannes Døberen som denne dag er opkaldt efter, ham som banede vejen for Jesus. Døberen kom jo med dåben, som også Jesus blev døbt med, men hvor Døberens dåb handlede om at blive et moralsk og etisk menneske, der blev vasket ren og lagde sit gamle liv bag sig, blev den nye dåb en dåb med ånd og som sætter mennesket fri, og som ikke stiller krav eller regler op for etisk og moralsk korrekt opførsel.

En dåb som tilsiger enhver deres synders nådige forladelse, Guds kærlighed. Frihed til at leve som et elsket Guds barn, ikke for at dømme andre eller sig selv, men sat fri til at elske og være der for sin næste, som sig selv.

Johannes banede vejen for Jesus. Johannes blev født et halvt år før Jesus, derfor er der præcist et halvt år mellem de to. Og deres mødre var kusiner, så også der havde de et slægtskab og så alligevel ikke. For Johannes var blot et almindeligt menneske og profet, men Jesus var og er Guds søn. Og hvor Johannes nok døde med sit hoved på et fad, deraf udtrykket, så døde Jesus for at frelse verden, og Jesus gav sit liv for verden, ikke for at dømme verden, men for at frelse verden.

Glædelig Sankt Hans

Tilhænger af “Bibelen 2020” oversættelsen?

Sådan kunne man retorisk spørge efter at have set oversættelsen af søndagens evangelium (Anden Søndag Efter Trinitatis) Lukas, kapitel 14, vers 25-35 som fremgår af den nyeste oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, udgivet af Det Danske Bibelselskab, København 2020 ©. Her er betegnelsen ”discipel” blevet til ”tilhænger”. (vers 27)

For mig at se er en tilhænger f.eks. en der er tilhænger af et fodboldhold og medlem i en fanklub. En tilhænger er en, som har hægtet sig på et hold, men dog med mulighed for at forlade det hold – når der kommer modstand. Samtidig er en tilhænger også en der står på sidelinjen, og måske højrøstet, men ikke som aktiv spiller på banen.

For mig at se er en discipel en der måske har stået i lære hos en mester, og nu skal gå vejen. At være discipel er ikke at køre på ”frihjul”, men det kræver mod, ansvar og udholdenhed. Det kan endda have konsekvenser, koste blod sved og tårer.

Endda døden til følge kan være en konsekvens af at være Jesu discipel. Det er ingen ”gratis omgang” at være kristen / discipel, jf de opgørelser, der viser at kristne stadig er den religiøse gruppe, som forfølges mest i verden. Se f.eks. mere på www.opendoors.dk
Så galt går det naturligvis ikke for kristne i Danmark, men det gør en forskel for den enkelte at bekende sig til den kristne tro. En tro uden handlinger ville være en form for fribillet. Og det er den kristne tro bestemt ikke.

Fra de kristne evangelier ved vi, at mange af dem, der møder Jesus (f.eks. Zakæus) fortæller selv om ændringer, som det medfører for den person. Ofte omvender det menneske sig, ja det ligger i ordet, at den person bliver et nyt menneske. Ikke kun i kraft af nåden og frelsen som det menneske modtager kvit og frit – i kraft af troen alene. Men oftest fordi det menneske lægger sit liv om, finder nye veje at gå.

Et kristent menneske er ikke en opportunist, som går hen, alt efter hvilken vej vinden blæser. Et kristent menneske er en person som får skænket en ny begyndelse og dermed også vasket tavlen ren, og bliver sat fri til at begynde en ny livsbane.

At følge efter Jesus eller være Jesu discipel er ikke det samme som at være på fribillet, men det er også at kunne bruge sin sunde fornuft, intelligens, handlekraft, også når der kommer modstand og kamp. At være kristen handler også om at kunne sætte ind og stå op for grundværdier, som ingen anden tro kan matche: Integritet, frihed, fri tale, tolerance (naturligvis ikke mod intolerance).

Kort sagt at være kristen er også forudsætningen for at vi kan have de videst tænkelige frihedsgrader som noget samfund har i verden. Netop fordi hver enkelt er sat fri i kraft af Guds nåde, men også forpligtet på et liv, der afspejler den frihed og kærlighed.

At være kristen eller discipel er en, der tør tage kampen op imod ufred, ufrihed, undertrykkelse, uvidenhed og indgreb i den personlige frihed. Det er ikke for ingenting at Luthers mest kendte skift har titlen ”Om et kristent menneskes frihed”

At være kristen er at være kaldet til en frihed, fordi man er sat fri og fri-halset (frelst fra døden) men også fordi man er kaldet til en kæmpe opgave og ansvar – uanset om man er læg (læs: ikke-gejstlig), præst, provst, biskop. Enhver som er krøbet ud af dåben, må ikke give køb på det kald.

Asser Skude 2020 ©, udgivet på Facebook, redigeret siden

Uforstandig oversættelse?

Sådan kunne man retorisk spørge efter at have set oversættelsen af kommende søndags evangelium (Første søndag efter Trinitatis 2022), ifølge Lukas, kapitel 12, vers 13-21 ifølge den nyeste oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © Bibelselskabet, København 2020.

Spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke er uforstandigt at gøre som man har gjort med den konkrete oversættelse af vers 20, helt konkret den episke lignelse om den rige mand, der i sin iver efter rigdom har opgivet/glemt troen på Gud.

I den nyeste oversættelse udelades ganske enkelt det græske ord ”afrån”. Et ord som ifølge klassiske græske forfattere betyder ”uforstandig” eller ”letsindig”. I den nuværende kongeligt autoriserede oversættelse af 1992 anvendes ”tåbe”.

Når Jesus i dagens lignelse lader Gud tale dunder til den rige mand, er det fordi han har afskrevet Guds eksistens, eller rettere at han lever som om, at Gud ikke findes og at han ikke behøver Gud i sit liv. Jordisk gods er tilsyneladende alt rigeligt.

Det er dog tåbeligt, at leve sit liv uden at have Gud med i det, vil lignelsen helt eksplicit fortælle os. Derfor er det også ærgerligt, at denne klare udmelding helt er forsvundet i den nyeste oversættelse. For det er vigtigt at vide, hvad der er forkert, for at gøre det rigtige. Det er vigtigt at vide, at det er uforstandigt og tåbeligt ikke at have Gud med i sin verdensanskuelse.

Og det er vel og mærke ikke noget jeg som teolog har opfundet, men det står faktisk i den klassiske græske oprindelige læsemåde (Nestle-Alands ”Novum Testamentum Graece”).

Hvis ikke menigheden hører, at det er tåbeligt og uforstandigt ikke at tro på Gud, hvem skal så fortælle dem det? Det kan hverken præster eller menighed, hvis de ikke husker deres klassiske græske skoling og vender tilbage til de antikke kilder.

Risikoen kan være, at menighed og præster uden en præcis oversættelse havner i et uoplyst mørke, hvor de ikke er i stand til at advare menigheden (og alle ateister mfl.) som vil afskrive Gud i deres (og andres) liv. Det er uforstandigt, at leve sit liv uden Gud, sådan er evangeliets ord ganske enkelt, men det er naturligvis ikke nogen garanti for at blive frelst.

Hvis præster, menighed og kirke ikke siger det højt, ”at det er uforstandigt ikke at tro på Gud og letsindigt at leve sit liv som om Gud ikke findes”, hvem vil så gøre det? Og hvem skal så hjælpe mennesker ud af det mørke og letsind, at verden og menneskene ikke behøver Gud og kan leve uden Gud?

Det er vitterligt synd for enhver, som endnu ikke tror på Gud, hvis de ikke kan komme til Gud ved evangeliets sande ord. Lad os derfor endelig melde klart ud, at indsigtsfuldt og viist er det, besindigt er det, at have muligheden for, at Gud findes, og Gud vil kunne nå enhver, som kommer til ham, ikke for at fortabe nogen, men netop for at advare imod fortabelse i sig selv og denne verdens rigdom, for derved at kunne tage imod den nådige frelse, som Gud gennem sin elskede søn rækker til enhver, som kommer til ham.

Ikke at mennesket af egen vilje eller kraft skal frelse sig selv, men ved at Gud lader sit nådige evangelium nå ud til de menneskehjerter, der af mange grunde ikke vil/kan/tør/kunne tro, at Gud findes. Ikke fordi Gud vil bestemme over det enkelte menneskes liv eller frie vilje, for kristentro er hverken gerningsretfærdighed eller udvortes synlig, men for at gøre det menneske frit og elsket, sat fri til at elske Gud og næsten.

Så en opfordring herfra om endelig at huske tage det ord ”afrån” med, – og udelad det ikke – næste gang der måtte komme en ny oversættelse. Alt andet vil være uforstandigt og letsindigt.

Prædikenvejledning til Første søndag efter Trinitatis 2022

Prædikenvejledning til Første søndag efter Trinitatis 2022

Evangelium
En i skaren sagde til Jesus: “Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.” Men han svarede: “Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?” Og han sagde til dem: “Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” Og han fortalte dem en lignelse: “Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.”

Lukasevangelisten, kapitel 12, vers 13-21
© Bibelen, Det Danske Bibelselskab, København 1992

Overvejelser forud for søndag den 19. juni 2022

– manden, der er i arvestrid og lignelsen om den tåbelige bonde

Evangelium betyder som bekendt glædeligt budskab. Det er dog
svært at finde meget glædeligt i dagens evangelium. Der uddeles verbale øretæver til den mand, som henvender sig til Jesus.

Mandens ærinde er at få en holdning til en arvesag, hvor manden mener han selv skal have sin del af arven – mandens bror vil tilsyneladende ikke dele.

Måske havde manden troet at Jesus ville blande sig og ændre på delingen af arven. Sådan fungerer det bare ikke. Jesus er ikke kommet for at bringe retfærdighed efter jordiske begreber. Jesus er ikke kommet for at være dommer i arvesager, uanset hvor indlysende uretfærdige de end måtte forekomme.

I stedet fortæller Jesus en lignelse om en rig mand: Den rige mand, hvis mark havde givet godt og som havde så stort overskud fra sine jorde, at hans største bekymring var hvordan han så skulle få plads til sin høst. Den bonde i lignelsen opfører sig som en “tåbe”. “Tåbe” er den danske oversættelse af det bibelske ord for en person, som ikke tror på Gud.

Tåbelig er bonden, at han har satset alt på materiel velfærd og intet på Gud eller Guds rige. For derved har han båret sig tåbeligt ad – sat alt til – for ussel mammons skyld – og i nat kræves hans liv af ham.

Evangelisten Lukas advarer indirekte hørerne af dagens evangelium om ikke at gøre ligesom den tåbelige bonde. Ingen må ikke være så optaget af det materielle, at de bliver selvtilstrækkelige. Ingen må – i deres iver efter materiel sikkerhed fjerne sig fra Gud.
Lignelsen er allegorisk og karikeret og skal forstås i overført betydning: Bonden er sindbillede på den menneskelige grådighed og overfladiskhed. Bondens adfærd er det som vi som hører advares imod: Det er “tåbeligt” at sætte al sin lid til det materielle, og glemme alt om Gud og næsten.
Bilder vi mennesker os selv ind at det vi er usårlige og udødelige, og at lykken altid vil tilsmile os, bærer vi os tåbeligt ad. Nok er det godt at stræbe efter økonomisk og social sikkerhed, men ensidig higen efter det materielle vil kunne adskille os fra Gud: Fordi vi vil gøre os selv til herre over livet og døden, fordi vi vil skabe tryghed for os selv i en verden, som vi nu engang ikke er herre over.

Tillægsordet “rig” er beslægtet med det latinske ord, “rex” eller “regis”, dvs. konge. At være rig vil derfor egentlig sige ’som at være konge’, eller at regere og være herre i sit rige. At være rig handler derfor ikke kun om at være rig på penge. Nej, det er også at ens vilje sker. At man selv bestemmer og har indflydelse på sit liv.

Det er godt og rigtigt at have indflydelse på sit eget liv: Selv kunne træffe afgørelser og “mærke efter” og have sig selv med i vigtige beslutninger. Det er godt og rigtigt at glæde sig over at være i stand til at være et sådant selvberoende menneske. Enhver der har det sådan, kan også glæde sig over den rigdom og glæde det er at have det sådan.

Dagens evangelium gør det klart, at al rigdom i sidste ende kommer fra Gud, som gør det hele muligt. Den rigdom som et menneske har, kommer ikke fra mennesket selv. Og rigdom er ikke kun økonomisk magt, men det kunne også være rigdom på venner, familie, kærlighed, accept.

Rigdom i enhver forstand er ikke til for sin egen skyld, men er i virkeligheden til for andre: Det er en stor glæde og fornøjelse at have overskud og rigdom, når man vel og mærke samtidig kan give meget til andre, uanset om det er penge, kærlighed, venner og familie.

Eftersom rigdom ikke er til for sin egen skyld eller kommer fra mennesket selv, gør rigdom størst glæde, netop den rækkes ud til andre – gavmildt og ødselt. Ofte hører vi om Guds kærlighed at den netop er “barmhjertig”, “nådig”, “ødsel” og “gavmild”. Præcis som i lignelsen om den fortabte søn, om to søndage, hvor sønnens far bliver sindbillede på Guds kærlighed, der ikke er nøjeregnende eller afmålt, men ufattelig rummelig og gavmild.

Evangeliet idag er en formaning til enhver om ikke at gøre som den bonde, der sanker til hobe – og i morgen tages livet fra ham. Evangeliet i dag er en advarsel til os som hører det, at livet er kort og uforudsigeligt.

Livet bør vi ikke tage for givet, men skatte det og værdsætte det. Påskønne det og bruge hver dag og alle sine kræfter – til gavn for Gud og næsten.

Modtager et menneske livet som den gave, det er, har det menneske fundet nøglen til at leve livet ubekymret. Det er det, som er en af hovedtankerne hos præsten og filosoffen K. E. Løgstrup.

Det handler om at modtage livet i taknemmelighed og hengivenhed. At vi lever vores liv, som var det noget særligt hver eneste dag, vi er her. Så vi samtidig forsøger at rumme den risiko, at livet hvert øjeblik kan ændre sig, ja endda tages fra os.

For som Gud siger til den rige bonde i dagens evangelium: Din tåbe, du har samlet til hobe, men i nat kræves dit liv af dig”. Hvad glæde har den rige bonde da haft af sit slid og sine bekymringer?

Bonden har samlet en masse gods sammen, jovist. Han har samlet sig en skat på jorden. Men hvad med skatten i himlen? Hvad godt har den rige bonde fået udrettet med sit gods og ejendom? Har han hjulpet nogen i nød? Har han været der for sin næste? Eller har han bare haft nok med sig og sit? Det hører vi ikke noget om.
Tror han overhovedet, at han har modtaget sit liv, gods og ejendom fra Gud? Eller har han glemt Gud i den sammenhæng? Er hans personlige rigdom vigtigere for ham en den rigdom, der kommer fra Gud? Er glæden ved bondens personlige rigdom blevet mere væsentlig for ham end relationen til Gud og næsten?

Lad det ikke gå sådan for os i vores liv, som det gik for den tåbelige bonde: At vi ender op med at leve for vores egne opsparede penge og rigdom – i vores egen lille verden. For hvad nytte har vi da haft af vores slid, hvis vi ikke har trukket på samme hammel og levet og tjent Gud og næsten – til fælles bedste?

Hvad lykke har vi da haft af vores slid, når vi skal herfra, hvis vi ikke har betydet noget for andre? Hvilken ulykke har vi da bragt over os selv, hvis vi går herfra livet, uden en ven eller næste, som vi har hjulpet?

Hvem kender dagen eller timen, da vi skal herfra? I nat kan Gud kræve vore liv af os!

Og ingen skal vide sig sikker. Heller ikke den gudfrygtige, som har gjort alting rigtigt og været der for sin næste, skal vide sig sikker. Intet menneske kan frelse sig selv, heller ikke den mest hellige eller gudfrygtige person. Det ville være gerningsretfærdighed, og hvad skulle den person så med Guds nåde?

Gud alene råde, og enhver skal håbe og bede til, at Gud vil være en nådig dommer, når den sidste tid kommer. Det er indholdet i dagens evangelium. Alt andet ville være at stikke blår i øjnene på evangeliets hørere. Det er kradse sager, og ingen går ram forbi, selv ikke den retfærdige og gudfrygtige.

Som M B Landstad (i en revideret reformationssalme) siger i det sidste vers i salmen “I denne verdens sorger sænkt”:

“Trøst ikke på, hvad du har gjort
af godt og ædelt, højt og stort
alt efter verdens måde,
men sig: O Gud, i al min stund
unyttig tjener er jeg kun,
lad stregne ret ej råde!
O Jesus Krist, o Jesus Krist,
bed du for mig om nåde!”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 726 304 680 – 533 335 524

© Asser Skude 2008, redigeret siden

“Følger” eller “discipel”?

Sådan kunne man retorisk spørge efter at have set oversættelsen af dagens evangelium (Trinitatis søndag 2022), ifølge Matthæus, kapitel 28, vers 19 i den nyeste oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © Bibelselskabet, København 2020.

Her er Jesu episke ord i den såkaldte ”missionsbefaling” blevet oversat med ”at følge mig” fremfor ”gøre dem til mine disciple”. Det giver for mig ingen mening at udvande et så episk og centralt sted som missionsbefalingen. Det er sådan jeg opfatter den ændring af evangeliet. Fra at være et prægnant og centralt budskab om at gøre alverdens folkeslag til Jesu ”disciple”, er budskabet nu, at gøre dem til Jesu ”følgere”.

At være en som ”følger” kan have mange betydninger. Men for mig at se er det en glidebane væk fra det umiskendelige og ikke-misforståelige og helt (for kristendommen) centrale begreb ”discipel”.

At være (blot) en ”følger” i vores dage anno 2022 kan være et utal af ting, jeg nævner på de første tre jeg kommer på:
a) En følger på ens Facebook profil, instagramprofil
b) En følger af et politisk parti osv.

At være Jesu ”discipel” er for mig at se alt andet end at være hans ”følger”. At være en ”følger” kan være noget man er i politisk eller samfundsmæssig eller social forstand: At være en politisk borger eller være socialt aktiv eller operativ operativ ”følger” er ikke dækkende for at være en ”discipel”.
”Discipel” er langt mere omfattende end at være en politisk og socialt aktiv borger. At være ”discipel” rækker for mig at se ud over det dennesidige og helt ind i evigheden.

For mig at se er en ”discipel” en person, der er båret af det kristne evangelium, som netop sætter det menneske fri, ikke fri til at gøre hvad som helst, men frit som et elsket menneske af Jesus Kristus, der allerede nu i verden skal være et skin af Guds rige, og derved allerede rækker ud over den verden som han eller hun er sat i.

Måske kan det virke fornyende at ændre i eksisterende oversættelser, men her går det ikke. ”Bibelen 2020” er inde og ændre den kristne kirkes dna og identitet, når man gør ”discipel” til ”følger”: Missionsbefalingen lyder hver gang der er barnedåb i Den Danske Folkekirke, og det er i den forstand det første nybagte forældre, bedsteforældre hører, når de er kommet i kirke – for at komme til Kristus. Lige meget er det derfor ikke hvordan netop denne missionsbefaling lyder – ikke mindst for dem, som skal høre og lære, hvad det kristne budskab er og hvad sand kristendom er.

Kristendom er ikke en politisk eller social bevægelse, den kan naturligvis være det, men kristendom er langt mere end det, det er primært en bevægelse, der rækker ud over sig selv og viser en verden, der er større end sig selv og peger ud over sig selv og nærmest ind i evigheden. Det bør kristendom da være. Og det bør en bibeloversættelse også gøre.

Derfor oversæt ikke med ”følger”, men med ”discipel” næste gang der måtte komme en ny oversættelse.

4 år med maskeringsforbud

Hvad ville politikerne med det og hvad betyder det for den almindelige dansker?

Folketingets begrundelse for maskeringsforbuddet var vel, at det skulle være muligt at se menneskets ansigt. Hvad motiverne for de enkelte politikere var, er nok forskellige, men vel overvejende anti-muslimsk.

Måske er det også derfor at der til dato synes at herske så stor uenighed om rigtigheden af et maskeringsforbud, og hvad det egentlig betyder i praksis for den enkelte dansker:

Siden maskeringsforbuddet blev vedtaget for fire år siden (1. juni 2018) har det afstedkommet en del reaktioner. Jeg vil nævne en af dem her: I Kristeligt Dagblad (12. januar 2019) kunne man læse historien om en frustreret far, som kæmper imod maskeringsforbudet. Han er far til en pige på 12 år, der ønsker at bære tørklæde. Farens argument er, at hans datter ”har valgt at gå med tørklæde og det skal hun have lov til”.

Hvis jeg forstår forbuddet korrekt, er der ingen hindring i dansk lovgivning for at datteren på 12 år kan bære tørklæde. Det kan godt være at nogle politikerne, som i sin tid stemte loven igennem, gjorde det fordi de specifikt ville ”muslimske” tørklæder til livs, men i realiteten handler forbuddet om alle former for tørklæder, der dækker ansigtet, og altså ikke udelukkende om ”religiøse” tørklæder.

For der er netop ikke tale om et forbud mod tørklæder i Danmark. Det står enhver frit for, ung, som gammel, kristen som muslim osv… Der er alene tale om et maskeringsforbud. Der er tale om et forbud mod – med ondt i sinde – at tilsløre sit ansigt med allehånde beklædningsgenstande og på alle tænkelige måder.

Maskeringsforbuddet har til hensigt at hjælpe de danske myndigheder i at forebygge eller opklare kriminelle handlinger. Eksempelvis kan jeg ikke forestille mig at danske myndigheder vil arrestere nogens 12 årige datter på vej til skole eller hjem – bare fordi hun bærer tørklæde. Men omvendt, er der eksempelvis mange mennesker forsamlet på et givet sted og politiet vurderer at visse personer er potentiel farlige for deres omgivelser, mener jeg det er fuldt forsvarligt at lade evt. myndigheder afgøre at en person kan blive tilbageholdt og evt. bedt om at tage sin hovedbeklædning af – netop fordi at myndighederne skønner at andre danskeres liv eller førlighed kan være i fare.


Selvom det på mange måder kan være begrædeligt, at der i et frit samfund skal lovgives i detaljer, så er lovgivningen vel også kommet af at man ønsker at dæmme op for personer, der med ondt i sinde, i kraft af maskering har dækket deres ansigt til – for på den måde at kunne skade andre danskere eller for at krænke øvrig dansk lovgivning.
For mig at se, har der altså have været andre tungtvejende grunde – og netop ikke specifikt anti-muslimske grunde – til at Folketinget har valgt at forbyde maskering. Ikke mindst straffelovens bestemmelser om ikke at udøve legemsbeskadigelse. Jurister må diskutere, om det eventuelt strider imod grundloven af 1849 og den paragraf 27 b om retten til at udøve sin tro og religiøse praksis.

Samtidig må man som dansker og tilhænger af retten til fri tale og ytring i et åbent demokrati, værne om enhver danskers pligt til at ”fægte med åben pande”, jf. Ingemanns ”I alle de riger og lande” (I alle de riger og lande, hvor hen jeg i verden fór, jeg fægted med åben pande for, hvad jeg for alvor tror.”, som det hedder i første vers. ”Holger Danskes Mærke ” Holger Danske. Et digt” fra 1837Jeg er naturligvis tilhænger af Grundloven og tilhænger af retten til frit at kunne vælge og udøve sin tro. Som forkynder af det kristne budskab vil jeg alligevel håbe og bede til, at det mirakel sker, at enhver dansker bliver grebet og bevæget af det kristne budskab, allerhelst lader sig omvende til kristendommen. Det er nok desværre næppe sandsynligt at alle danskere vil lade sig omvende til den kristne tro. Men hvis det alligevel sker, vil dette indlæg blive overflødigt, al den stund maskering ikke er et kristent bud.

Straffeloven § 134 b lyder:
1. § 134 b Den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.2. Stk. 2. På samme måde straffes den, som på offentligt sted besidder genstande, der må anses for bestemt til tildækning af ansigtet under de i stk. 1 nævnte omstændigheder.3. Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte forbud gælder ikke for tildækning af ansigtet, der tjener et anerkendelsesværdigt formål.

Prædikenvejledning Trinitatis 2022

Evangelium
De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Matthæusevangelisten, kapitel 28, vers 16-20

© Bibelen, Det Danske Bibelselskab, København 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 12. juni 2022 i Bellahøj kirke

– Treenigheden

Det bemærkelsesværdige ved dagen i dag, findes i det navn, som dagen bærer. Trinitatis henviser til Guds tre-enighed: Gud som Skaber, Søn og Helligånd. Treenighed hedder på latin “trinitas”. Treenigheden er det særlige ved den kristne tro, og treenigheden er det, som adskiller kristendom fra både jødedom og islam.

Treenighed kan ikke umiddelbart forklares eller forstås. Det er som et mirakel eller et under, der alene kan gribes af troen. Naturligvis er kristne ikke dummere end andre, når vi kan tro på noget vi ikke kan forklare. Det er netop en del af troens vilkår, at ikke alt kan eller skal forklares.

For det første er det vigtigt at aflive den myte at treenighed betyder det samme som at tro på tre guder: Den indvending har jeg især hørt komme fra muslimer, når jeg ved offentlige arrangementer har mødt dem til paneldebat. Den kristne tro er ikke en tro på tre guder. Den kristne tro er en tro på at Gud har tre måder at vise sig på. Gud har tre fremtrædelsesformer, på latin persona. Sammenlign med den maske, man kan bære på et teater, sådan kan Gud vise sit ansigt på tre forskellige måder.

Dog er Gud stadig én og samtidig både Fader, Søn og Helligånd. Og alene derved og netop på denne måde, er Gudfader kommet til verden gennem sin søn, Jesus Kristus, som har forbundet sig med verden. Og efter at han er blevet oprejst fra de døde, er ånden blevet sendt til verden, for at Gud stadig kan være nærværende og give liv og vækst til sin menighed. Den menighed, som bliver til pinsedag, da Guds ånd kommer til disciplene og gør dem til apostle ved at sende dem ud i verden med det glædelige budskab. Som vi hører i dagens evangelium skal apostlene døbe i Guds treenige navn og oplære menigheden i den kristne tro. Til gengæld vil Guds søn være med dem “alle dage indtil verdens ende”.

Det er tankevækkende, at nogle af disciplene tvivler, mens andre “tilbad ham”! Netop at Jesus skulle være Guds søn, er det, som nogle tror, mens andre tvivler. Ud fra en forstandsmæssig betragtning er det ikke til at gribe. Det kan kun modtages i den tro, som ånden skaber.

Den dag idag hævder mange, at Jesus blot var en profet – blandt mange andre profeter. Det gør f.eks. jøder og muslimer, ja selv nogle kristne (f.eks. unitarerne). De betvivler hans guddommelige ophav og ser ham blot som et helt almindeligt menneske, med to helt almindelige forældre – dog med en særlig evne for at kunne profetere.

Problemet med denne tilgang til Jesus er imidlertid, at hvis Jesus ikke er Guds søn, er Gud en fjern og ophøjet Gud, som ikke kan forbinde sig med mennesker. Så er Gud ligesom den Gud, muslimer og jøder tror på, en almægtig Gudfader i himlene.

Opgiver vi som kristne troen på Jesus som Guds søn, er der ikke længere noget særligt ved den kristne tro: Har Gud ikke været menneske, er der ikke grund til at mindes og tro på evangelierne om Guds søn, hans fødsel, liv, død og opstandelse – endsige hans ord, som altså bare var menneskeord og ikke heller ikke Guds ord. Som apostlen Paulus siger i sit første brev til menigheden i Korinth kapitel 15, vers 12-19:
“Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.”

Når nogle af disciplene i dagens evangelium “tilbad ham”, er det samtidig et udtryk for deres bekendelse til ham som Guds søn. Og det er vel ikke helt tilfældigt, at dagens evangelium foregår ved et bjerg. Hvilket bjerg det er, står der ikke noget om, men det giver mindelser til “forklarelsen på bjerget”, hvor Jesus, Moses og Elias har et guddommeligt møde, og hvor disciplen Peter ikke fatter meget af det som sker, jf. Matthæus evangeliet kapitel 17, v.1ff. Dagens evangelium giver også mindelser til bjerget Horeb, hvor Moses fik overdraget budene.

Der er dog den interessante forskel mellem de gamle bud, som blev givet på Horeb, og så det nye sted, hvor Guds søn viser sig, nemlig Galilæa, at de to steder er forskellige. Den gamle lov blev givet på Horeb, men den nye lov gives et nyt sted, i Galilæa.

Galilæa markerer en ny begyndelse. Det er Galilæa, hvor Jesus møder disciplene og udsender dem fra – englen ved den tomme grav havde også sagt til kvinderne, at de skulle møde Jesus som Den Opstandne i Galilæa. Galilæa lå langt fra Jerusalem og Golgata, hvor Jesus var blevet korsfæstet, død og begravet.

Nu efter påske skulle disciplene begynde på en frisk og starte et helt andet sted: i Galilæa, i den modsatte ende af landet. Her skete det så. Den opstandne mødtes igen med sine disciple. Og der står: “Da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede”.

Selvom nogle af dem tvivlede, hvordan kunne det så være, at den opstandne alligevel ville bruge dem? Hvordan kunne Han betro sine disciple noget, når nogle af dem tvivlede?

Det kunne han og gjorde han fordi han er Guds søn. Han vragede ikke sine disciple – uagtet deres svigt. Han valgte i stedet at tro på dem, til trods for, at de ikke altid havde troet på ham. Han valgte at bruge dem, som både havde elsket ham, fulgt ham, været der for ham, men samtidig havde svigtet ham. Han valgte at holde fast ved dem, han kendte indgående – på godt og på ondt. Han gav dem endnu en chance, endnu en gang viste han dem sin uforbeholdne tillid og troskab. Han tilregnede dem ikke deres svigt. Han var villig til at følge dem helt ud i tvivlen, og hvor de end måtte befinde sig: “Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Var det ikke den største tillidserklæring nogen kunne ønske sig? At han ville holde dem i sin hånd, og han ville ikke tabe dem ud af syne nogensinde!

Jesu sidste tale til disciplene blev i den tidligere bibeloversættelse kaldet “dåbsbefalingen”, fordi Jesus (imperativ/bydeform) bød disciplene at døbe. I den nye oversættelse kaldes dagens evangelium missionsbefalingen. Mission kommer af det latinske verbum “mitto”, hvilket betyder “jeg sender ud”. Og det var netop, hvad Jesus gjorde. Jesus sendte disciplene ud med sin dåb og sin lære. Disciplenes udsendelse var at udbrede det glædelige budskab – at krydse nye landegrænser, kulturer, nye horisonter – for bringe budskabet ud til resten af verden.

Det var ikke blot begyndelsen på den globale mission, det var begyndelsen på en ny tro, som verden ikke tidligere havde set. Det var og er en mission, der på alle måder sprænger grænser, for det er en mission, der fortæller om, at det umulige er sket: At Gud som er evig og har skabt himlen og jorden har sendt sin søn til jorden for at åbenbare sin kærlighed ved selv at blive kød og blod.

Gud har været der, hvor mennesker elsker, svigter, hader og slår ihjel. Gud har derved på sin egen krop oplevet det yderste mørke af menneskelivet. Men end ikke døden kunne holde Guds søn fast. For Gudfader lod sin egen søn oprejse fra døden påskemorgen, og den opstandne viste sig for sine disciple, indtil han udsendte dem med de ord, som vi hører i dagens evangelium.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 403 289 656 – 364 321 13

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

Grundlovstale Minoriteternes Dag 2022

kl. ca. 14.30 søndag den 5. juni 2022 på Christiania

Undskyld mig, men for seks år siden vidste jeg ikke, at Christiania havde en særlig Grundlovs fejring. Jeg vidste ikke at Christiania hvert år markerede de udsatte og minoriteterne. Det burde jeg naturligvis have sagt mig selv, og det giver god mening at fejre dem, som er udenfor, når Christiania jo har den historik, Christiania har.

Før det blev ”woke” og før det blev ”politisk korrekt” var Christiania hjemsted for mange danskere, som ikke lige passede ind og som ikke lige syntes at loven var skrevet til dem, men at loven måske i virkeligheden var Danmarks ”riges” Grundlov, altså Danmarks rige, og ikke Danmarks fattige eller udsattes Grundlov.

Jeg er jo hverken historiker eller indfødt Københavner, men Christiania er der mange positive ting og mennesker og fællesskaber at berette om. Ja her har fællesskaber været i høj kurs, før det blev moderne at tale om fællesskaber. Her har bæredygtighed og alternative levemåder været afprøvet – længe før det blev accepteret i resten af Danmark.

På mange måder har Christiania været progressivt, og den ære skal Christiania og Christianitterne have. Let har det sikkert ikke været, og det må også have kostet blod, sved og tårer at holde drømmen kørende i mere end 50 år.

Så selvom det nok ikke på nogen måde var tilsigtet fra de første christianitter, er Christiania på mange måder for mig at se gået hen og blevet en vaskeægte succeshistorie, hvad angår woke, mangfoldighed, turisme, bæredygtighed, kønsdebat, kvinders frigørelse osv.

Og særligt holder jeg af Christiania fordi jeg har gode oplevelser herfra siden min første Grundlovs tale her i 2018. Og særligt holder jeg af Christiania fordi jeg har lært at man her har fejret minoriteter, længe før det blev moderne. Her har der også været plads til stort set alle, børn, unge, midaldrende, gamle, hippier, flippere, feminister osv, men ikke mindst den gruppe af samfundets udsatte, som jeg kender fra mit virke i København, nemlig de hjemløse.

I dag når jeg står her, på Minoriteternes Dag, så tænker jeg personligt på en person der rakte ud til mig og en person som udvidede mit kendskab til hjemløses vilkår. En fyr som lærte mig om Christiania og Minoriteternes Dag, Kim Allan, den gang da han levede og var formand for de hjemløses egen organisation SAND.

Når jeg var sammen med Kim Allan kunne vi have det sjovt og afslappet, men vi havde altså også en fælles sag, som vi kæmpede for: Blandt andet at der er alt for mange danskere, som lever marginaliseret og som samfundet tilsyneladende har opgivet at række ud til.

I år har jeg set frem til Minoriteternes Dag, fordi restriktionerne er slut og Minoriteternes Dag så kan blive gennemført på normal vis.
Jeg genså for nylig Kim Allans Minoritets Tale fra 2020 Kim Allans tale, som blev holdt under (corona)nedlukningen. Talen var virtuel og i et helt andet setup end i dag. Kim Allan udtrykte bekymring for at visse særlove indskrænkede Grundlovens ellers højt besungne frihedsrettigheder, men Kim Allan forstod at det også handlede om at beskytte danskerne i en udsat position, særligt de svage og udsatte især. Han var bekymret for at restriktionerne skulle afholde danskerne fra f.eks. at kramme og derved bliver fjernere fra hinanden.

Selvom der nu er gået to år og vi skriver 2022 og restriktionerne er væk, og selvom jeg har glædet mig til Minoriteternes Dag uden nedlukning, så bliver 2022 bliver ikke det samme for mig. Det er jeg ked af at sige, men Kim Allan, som introducerede mig for Christiania og for Minoriteternes Dag, er her ikke mere. Han vil jeg savne.

I dag vil jeg mindes ham med glæde og varme over de mange indsigter han gav mig i minoriteters og udsattes vilkår.
Desværre fik Kim Allan nok ret i hans tale fra 2020, at de restriktioner der blev gennemført for at mindske smitten til de svage og udsatte – desværre også betød indskrænkelse af den personlige frihed, og at vi danskere fik sværere ved at omgås hinanden.

Jeg håber at tiden nu – hvor restriktionerne er væk – vil løsne vores lovgivning og vores syn på hinanden igen, så der er plads til de skæve eksistenser og dem ”udenfor”. Og jeg håber vi holder op med at bange for at give kram til hinanden eller folk vi ikke kender, men som vi gerne vil lære at kende. Netop ved at kunne samles i fællesskaber, på kryds og tværs, uanset baggrund, og gerne også kramme, hvis det er det der skal til, det kan bygge bro og løsne op, og forhåbentlig bringe os danskere tættere sammen igen, ikke bare fysisk, men også på et forståelsesmæssigt plan og et plan, hvor vi kan rumme hinanden, ikke bare fordi det klinger rigtigt, men fordi det var sådan også oprindeligt var tænkt, da Christiania blev til – som et fristed, med højt til loft, med masser af kærlighed og tolerance.

Jeg holder utroligt meget af Christianias version om at være et fristed, med højt til loftet, selvfølgelig inden for dansk lovgivning, men netop med plads til forskellighed og plads til alle minoriteter. Jeg håber at Christiania i mange år fremover vil være et fyrtårn i vores samfund, hvad angår plads til forskelle og skæve og udsatte eksistenser.

Jeg holder af Christianias vision, ikke mindst fordi den minder mig om den kristne bevægelse, som når den er bedst, også handler om og vidner om fællesskab på tværs af alder, køn, baggrund, hudfarve osv. Et fællesskab der med sin varme og glæde måske endda ligefrem giver håb om en bedre tid, og kræfter til at kæmpe for et (endnu) bedre samfund.

Tillykke med Grundloven og ikke mindst tillykke med Minoriteternes Dag. Håber begge vil stå stærkt mange år endnu.

Tillykke