Prædikenforberedelse til 3. søndag efter Helligtrekonger 2022

Evangelium
Apostlene sagde til Herren: “Giv os en større tro!” Herren svarede: “Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.”

Lukasevangelisten, kapitel 17, vers 5-10

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Forberedelse forud for søndag den 23. januar 2022

Dagens evangelium kredser om to temaer.
Det ene er temaet om at være tjenere for Vorherre, og forsøge at gøre hans vilje – og det lykkes ikke altid for os – altså vi er “unyttige tjenere”. Sagt med teologiske termer: Vores gerninger kan ikke blive perfekte nok og samtidig behøver vi ikke gerningerne for at fortjene Guds kærlighed. Altså er dagens evangelium imod at gerninger skulle fortjene Guds kærlighed.

Og deri ligger også det befriende budskab til enhver ærlig tjener. At vi er unyttige og ikke fortjener Guds kærlighed, og dog af Guds nåde alligevel skal modtage kærligheden. For Gud er ikke karrig med sin kærlighed, men deler flittigt af sin store nåde. Gud bærer over med os mennesker, og elsker os betingelsesløst – uagtet vi ikke adlyder Guds bud og Guds vilje. Netop derfor er vi unyttige tjenere og elskede.

Vi skal ikke præstere noget i forhold til at fortjene Guds kærlighed. Vi er hans tjenere og vi skal lyde ham og hans ord. Samtidig er og bliver vi “unyttige tjenere” – hverken mere eller mindre. Perfekte er vi langt fra – og dog er vi elskede og gode nok som vi er! Det er også det som Luther kalder “simul justus et peccator”, (retfærdig og synder) som i nutidig sprogbrug ville være “på en og samme tid utilstrækkelig og dog elsket”.

Det andet tema er troen. Ligesom vi ikke skal præstere nogle storslåede gerninger for at være elsket af Gud, skal vi heller ikke præstere en særlig tro, for at være elsket af Gud. Selv vores utilstrækkelige tro er god nok. Troen, vi kan mønstre vil altid være lille – som et sennepsfrø. Ja, dog er det tilstrækkeligt for Gud, at vores tro end ikke er som et sennepsfrø. Bemærk at sennepsfrøet er et af de mindste frø til at begynde med. Siden spirer det og vokser sig større, hundrede gange større og bliver til en stor plante – som en plante, der svinger sig op imod himlen.

Der ligger en befrielse i, at vi ikke skal præstere en stor tro. Og faktisk er det altså ok med en lille tro. Og det er ok at have tvivlen – ved siden af troen. Tvivlen kan være med til at stille spørgsmål til troen, styrke troen, så den ikke bliver fanatisk eller skråsikker, men udvikler sig og vokser – som en ærlig tro, der ikke hykler og gør sig større eller bedre, end den er.
Enhver, som er døbt, er, som det hedder i dåbsløftet, forpligtet på at blive i sin dåbs nåde. Det vil sige, at enhver er forpligtet på at leve sit liv – på den tro og i tillid til det, som man lovede ved sin dåb. Ved dåben blev den spire sået, og troen indpodet i en.

Som døbt menneske er man – som Luther siger – “med dåben krøbet ind i troen”. Ligesom en baby, der begynder at tage sine første spæde skridt – efter at have krøbet langs jorden, skal man nu begynde at tage de første spæde skridt i den tro og det håb, man er døbt til.
Det er misforstået, hvis man krampagtigt vil fastholde tvivlen og anfægtelserne, alt det som er svært at tro på. Enhver som er døbt, er også forpligtet på at forsøge den modsatrettede bevægelse, nemlig at sætte sig ind i det grundlag, man er døbt på, sætte sig ind i Trosbekendelsen, Biblen og Fadervor.

Man er forpligtet på den dåbspagt, som man indgik ved dåben. Man er forpligtet på at søge at være optaget af de spørgsmål, som livet og eksistensen rejser i forhold til ens tro. Og troens genstand er for mig at se de store spørgsmål i livet: ’Findes Gud? Hvad skal jeg bruge Gud til? Og hvad vil Gud mig? Hvad skal jeg bruge mit liv til, hvad skal jeg bruge dig til?
At bevise Guds eksistens er jo ikke noget man gør med et snuptag. Ligesom de disciple, som siger til Jesus i dagens evangelium: ”Giv os en større tro”. Det ville da være det letteste i verden, hvis tro bare var noget som man fik fyldt på, ligesom når man fylder benzin på en bil.

Jo ældre man bliver, jo mere erfaren, finder man ud af, at livet, kærligheden og troen på Gud, det er ikke noget, som man bare lige har eller render rundt med og deler ud af til højre og venstre.
De store spørgsmål i livet: “Hvem er jeg?” og “Hvad vil jeg ?” og “Hvad tror jeg på?”, det er spørgsmål, som vil optage een resten af livet, og som ikke vil tage ende, uanset alder. Vores værdier, vores tro, vores håb, vores kærlighed, det er størrelser, som vi vil bakse med resten af vores dage.

Hvis én siger: “Jeg elsker dig”. Og den anden så siger: “Jeg vil se det, før jeg tror det” så bliver samtalen grotesk. For tro, håb og kærlighed er dybest set udtryk for tillid. At leve og at tro er to sider af samme sag: At tro er at håbe, at det, som den anden siger er sandt.

At tro på hinanden, er at vise hinanden tillid. “Tro er fast tillid til det, som der håbes på”, som epistlen til i dag siger. At tro på hinanden, tro på sig selv og at være troværdig, det er noget som kun tiden vil vise om vi er og gør. Vi er kun tro mod hinanden og os selv, vi er kun troværdige, når vi viser hinanden tillid, åbenhed, spontanitet – som filosoffen og præsten K. E. Løgstrup (1905-1981) siger.

At tro er at gå ind til noget helhjertet. Ikke halvt, men helt. Ikke bare i forhold til Gud, men også i forhold til livet, hinanden, kærligheden og håbet: Ingen kan f.eks. blive forælder og sætte børn i verden uden at tro på, at de vil være opgaven voksen. Og gøre det fuldt ud.

Ingen kan ikke leve med andre mennesker uden at tage dem for gode varer, hvad de siger, hvad de gør og hvordan de opfører sig. Ingen kan ikke leve livet – uden at have denne basale tillid til dem og til dig selv. Ingen kan ikke fungere uden venner og familie, som tror på een, og som vil være der for een og vil passe på een.

Vi er mere afhængige af hinanden, end vi kan forestille os. Og vi kan forsøge at fornægte det, men det bliver det ikke mere rigtigt af.På samme måde forholder det med troen, håbet og kærligheden – og med Gud. Vi er mere afhængige af Gud, end vi kan forestille os. Sagt enkelt, så tror Gud på os, uanset om vi tror på ham. Gud vil være der for os, uanset om vi tror på det. Og vi kommer nok ikke til tro på Gud, hvis vi ikke åbner os for den mulighed, at Gud findes og at Gud – ad uransagelige veje, som vi ikke kender, skal komme til os og åbne den verden for os, som han allerede har åbenbaret ved sin søn, Jesus Kristus.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag: 10 300 666 – 576 67 581

– udgivet første gang på min blog 2010, Asser Skude, redigeret siden ©

Prædikenforberedelse til 2. søndag efter Helligtrekonger 2022

Evangelium

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.” Han sagde til hende: “Gå hen og kald på din mand, og kom herud!” Kvinden svarede: “Jeg har ingen mand.” Jesus sagde til hende: “Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.” Kvinden sagde til ham: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” – det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”

Johannesevangelisten, kapitel 4, vers 5-26

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Prædikenovervejelser forud for søndag den 16. januar 2022
Jesus og kvinden taler i langt størstedelen af samtalen forbi hinanden. Samtalen mellem de to forekommer stiv og uforløst. F.eks. forstår kvinden ikke Jesu metaforik. Kvinden forstår ikke Jesus, når han taler om “det levende vand” og “en kilde til evigt liv. Først til sidst i samtalen går det op for kvinden, hvem hun står over for. Først til sidst lykkes deres samtale.
Samtalens højdepunkt er samtidig slutreplikken, hvor Jesus giver sig til kende – som den han virkelig er, nemlig Kristus. Den Guds søn, som kvinden har hørt skal komme for at frelse verden. Jesus siger: “Dét er mig, den, der taler til dig”. På det tidspunkt går det op for kvinden, hvem han er: Han, som til at begynde med bad hende om hjælp, han er hendes frelser, den som hun skal søge og finde hjælp hos.

Vi får at vide, at mødet mellem Jesus og kvinden finder sted i byen Sykar. Sykar har ligget på den sydøstlige side af bjerget Ebal. Og ikke langt derfra, mod sydøst, ligger bjerget Garizim. Dét bjerg, som kvinden nævner, da hun siger: ‘det bjerg, hvor vore fædre har tilbedt Gud’.

Årsagen til den samaritanske gudsdyrkelse på Garizim skal findes i samaritanernes tro på, at netop dét bjerg var helligt. Samaritanerne mente, det var verdens ældste bjerg, og dét bjerg, hvor Adam blev skabt. De mente Gud havde udvalgt det bjerg som sit særlige tilholdssted og dermed eneste og sande centrum for gudsdyrkelsen. Her havde samaritanerne i sin tid opført et tempel, og her fejrede de højtiderne.

Stedet, hvor den sande gudsdyrkelse skulle finde sted, var en åbenbar konflikt mellem jøder og samaritanere – mellem jødernes tempel i Jerusalem og samaritanernes tempel på Garizim. I det 2. årh. før Kristus lod den jødiske konge Johannes Hyrkan endda det samaritanske tempel på Garizim ødelægge. En handling, der ikke lagde en dæmper på det anspændte forhold mellem samaritanere og jøder.

Dagens evangelist Johannes, fortæller et sted, at en jøde helst skulle undgå at tale med en samaritaner. Det vil jøden Jesus ikke rette sig efter. Han undgår ikke samaritaneren. Han henvender sig endda selv til hende, direkte. Og tilsyneladende accepterer han kvinden som hun er – også selvom hun lever ugift sammen med en mand – ja hun har tilmed haft yderligere fem mænd før ham. Det lader ikke til at forarge ham. Det er blot et faktum, han kender til.

Den samaritanske kvinde har været en forargelse for jøderne i Sykar. Og vi, som hører evangeliet i dag, kan måske også undre os og spørge, ligesom disciplene må have spurgt sig selv: “Hvorfor vil Guds søn have noget at gøre med en samaritaner, en fremmed – og så endda en syndig kvinde?” Svaret giver Jesus os med sine ord – og ikke mindst med sin handling:

For det første: Jesus gør op med de traditionelle religiøse måder at dyrke Gud på, for det er ikke afgørende, om Gud dyrkes på samaritanernes bjerg Garizim eller i jøderens tempel i Jerusalem. Jesus forholder sig ikke til den aktuelle debat og rivalisering mellem jødisk og samaritansk gudsdyrkelse. Jesus hævder – hvad der er nyt for både jøder og samaritanere – at gudsdyrkelsen ikke er reduceret til en specifik geografisk lokalitet. Den nye gudsdyrkelse skal ske “i ånd og sandhed”. Dermed ophæver Jesus alle skel mellem gudsdyrkelsen. Enhver – jøde, såvel som ikke-jøde – kan henvende sig direkte til Gud.

For det andet: Fordi Guds søn tilbyder frelsen til en uden for jødekredsen, en hedning, betragtes dette møde ved brønden som en foregribelse af forkyndelsen af Jesus Kristus som ikke blot sit eget folks frelser, men også frelser for hedninger, altså hele verdens frelser.

For det tredje: Guds søn kommer til denne kvinde, ikke fordi hun er hellig eller udvalgt eller opholder sig et helligt sted. Tværtimod, hun har en mand, som ikke er hendes egen – og har yderligere haft fem mænd før ham. Hun lever på ingen måde efter samtidens regler. Hun er i alle henseender uren – både i forhold til etnicitet, køn og seksualitet. Dette synes ikke at være nogen hindring for Guds søn.

Gud åbenbarer sig i dagens evangelium uopfordret og betingelsesløst for denne syndige, samaritanske kvinde. Det er endnu et eksempel på, at det er de udstødte og marginaliserede, der har hans interesse. Mødet mellem han og den samaritanske kvinde sprænger alle konventioner.

(Den samaritanske kvinde er efter samtidens konventioner på forhånd være diskvalificeret som værdig til at møde Guds søn: Hun er samaritaner – der er altså tale om en uhensigtsmæssig sammenblanding af etnicitet. Hun er kvinde – en om end mere uhensigtsmæssig sammenblanding af køn, som i den antikke orden var skarpt adskilte: At en mand og en kvinde, der er fremmede for hinanden talte sammen i det offentlige rum er utænkeligt. Og endelig udlever kvinden en ukonventionel seksualitet. Hun er på alle måder utugtig og uren – og en kvinde enhver jødisk mand skulle holde sig langt fra. Kvinden repræsenterer indbegrebet af en afviger. Hun er ikke jøde, hun er uren, hun er uden skam – hun er en synder. )

Bemærk at der kommer ingen anklager fra Jesu side om kvindens livsstil – og vi hører ikke kvinden fortryde sit gamle liv og vi hører ikke, at hun beder om forladelse. Dog sker der en interessant ændring hos kvinden, en ændring, der er meget mere essentiel end hendes køn, etnicitet og seksuelle vaner: Hendes rettethed mod Gud ændres samt hendes tilbedelse af Gud ændres:

Beretningen slutter med Jesu ord om, hvilke tilbedere Faderen vil have: “De, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”. Her drejer det sig ikke om den rette etnicitet, det rette køn eller rette seksuelle vaner. Det drejer sig om at tilbede Gud “i ånd og sandhed” og lægge håbet hos Kristus – ligesom vi hørte hos apostlen Johannes: “Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.”

Dagens evangelium ligger i forlængelse af forrige søndags evangelium om dåben. Ligesom dåben handler om at tage imod Guds rige som et barn, handler dagens evangelium om at tage imod Guds rige i sandhed og ånd. Her kommer det ikke an på, om man er jøde eller samaritaner eller om man lever efter samfundets normer eller ej. Alt dette er uden betydning for Guds søn – som apostlen Paulus siger: “Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” (Apostlen Paulus brev til Galaterne, kapitel 3, vers 27-28). Alle kulturelle identitetsmarkører, der er med til at adskille og opdele mennesker er uden betydning og bliver opløst. Det er den transformation, der sker hos kvinden – hun udfries fra den dom, som hendes samtid lægger over hende. Hun er indbegrebet af en afviger, der alligevel inkluderes. Hun er den, som bliver en del af det fællesskab, hun før ikke kunne få del i.

Vi er, som den samaritanske kvinde, fuldt og helt modtaget af Guds søn. Og vi er elsket som dem vi er, og på trods af det vi gør – Guds søn rækker os nådigt sit tilbud om frelse, og tilbudet om at drikke af den kilde, der gør, at vi ikke længere skal tørste, men have evigt liv hos ham. Han er kommet til os for at frelse os fra denne verdens fordømmelser og vores fordømmelser af hinanden.

Alle normer og konventioner brydes ned af ham og transformeres til en håndsrækning til enhver, som har været fremmed for Guds kærlighed. Det er i håbet til Kristus, vi renser os selv. Accepten og kærligheden fra Gud kan vi ikke reducere til vores tilfældige forståelser af ret livsførelse. Vi må derfor ikke forholde accepten og kærligheden for dem, vi ikke kender og dem, vi ikke forstår.

Lad os derfor tro på Guds ord om, at frelsen med kilden til det evige liv skal rækkes ud til enhver. Lad os turde håbe på, at kilden renser os, sådan som vi i dag loves – uanset om vi måtte være en afviger, som den samaritanske kvinde (med smag for mange mænd!)

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Salmeforslag: 331 306 441 – 596 523 11
– udgivet første gang 2008 på min blog

Prædikenforberedelse til HelligTreKongers søndag 2022

Evangelium
“Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: “Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.” Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: “I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.”Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: “Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.” Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.”

Matthæusevangelisten, kapitel 2, vers 1-12.- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 2. januar 2022 i Bellahøj kirke

Hvem er disse “vise mænd fra Østerland” egentlig? Det græske ord bag oversættelsen ‘vise mænd’ er ‘magoi’ – deraf det danske ord magi, har en klang af trolddom. I forrige autoriserede oversættelse anvendtes ‘magere fra Østerland’.

Det græske ord ‘magoi’ kan også betyde stjernetydere, dvs. personer med indsigt i astronomi og astrologi. På den tid var astronomi og astrologi uløseligt forbundet. Og allerede dengang i Babylon, hvor de vise mænd må være kommet fra, var astronomien avanceret og man førte kalender over stjernernes bevægelser på himlen.

At de vise mænd var tre, og at de var konger, siger evangelisten Matthæus dog intet om. Matthæus siger blot der var ‘nogle vise mænd’. Forestillingen om at der netop var tre kan hænge sammen med, at der nævnes i alt tre gaver fra de vise mænds gemmer, nemlig guld, røgelse og myrra.”
De vise mænd fremstilles ofte indsigtsfulde, rige herrer, der i følge traditionen var konger med masser af slaver og tjenere under sig.

Nu må vi forestille os, at de var draget op fra deres egne kongedømmer for at finde en større konge, med et endnu større magt, rigdom end dem selv. Og større indsigt end dem selv. Og så var han, som de fandt, lige blevet født!
De hellig tre konger blev dog ikke skuffede, da de fandt ham. Han var deres rejses mål og al besværet værd for dem. Og de sagde naturligvis ikke noget til kong Herodes, selvom han havde bedt dem om det. Kong Herodes havde sagt at han også ville komme og tilbede det nyfødte barn.

Herodes kunne ikke drømme om at tilbede det nyfødte barn. For Herodes var så gal i hovedet, at han følte sig truet af det lille barn, der var blevet født! I sit syge sind så Herodes sig truet på sin egen magt og position. Herodes frygtede at skulle afgive sin magt til det lille barn, om hvem man sagde, at det var den nyfødte frelser.

Herodes’ befaling (evangeliet julesøndag) om at slå alle nyligt fødte børn ihjel viste, hvor krampagtigt Herodes forsøgte at fastholde sin magt. Det lykkes dog Jesu forældre at undslippe Herodes’ onde plan, idet Josef og Maria drog i landflygtighed til Ægypten med den lille kongesøn.

Herodes var konge på den onde måde: Panisk, grådig, nærmest ubeskrivelig rædselsslagen for at miste magt. Det lille kongebarn Jesus var konge på den gode måde: Selvom han skulle blive den mægtigste af alle jordens konger, var han først og fremmest fredsfyrste, et lys og et håb for mennesker, kommet med frihed og kærlighed til mennesker.

Allerede som 12-årig, da Jesus begyndte at lære i synagogen besad han en myndighed, som var en konge værdig. Den myndighed, som han besad, kom helt af sig selv. Myndighed er som bekendt ikke noget, man tilkæmper sig med magt.

Myndighed er noget som man får givet af andre. Myndighed fik Jesus med det samme af dem, som mødte ham. Og Jesus beholdt den myndighed og værdighed hele vejen igennem. Ikke mindst fordi han havde indsigt, han var troværdig og kæmpede for den svage og den syge.

Den dag i dag findes herskere som Herodes, despoter med magt, men ikke myndighed. Diktatorer, som ikke lytter til folket, og som folket ikke ønsker som deres ledere. Og man spørger sig selv: Hvor længe skal det blive ved at mennesker og folk undertrykkes af tyraner og onde ledere? Lige så længe meninger og mennesker undertrykkes og holde nede i frygt, tavshed, fattigdom og uvidenhed.

Først når folk kan tale frit, og færdes frit og samles frit og først når meninger får lov at se dagens lys i et samfund, da kan menneskene leve frit. Når ordet bogstaveligt får frit løb i blandt mennesker. Ordet i samfundspolitisk forstand forstået som demokrati og lighed for loven. Dét er grundlaget for et frit samfund. Så vidt den verdslige, den sekulære frihed.

Hvad med den åndelige og religiøse frihed? Den gives først, når ordet om Guds søn forkyndes frit over hele verden, for da skal alle få mulighed at høre budskabet om det barn, som blev født for to tusind år siden. Det guddommelige ord om Jesus Kristus, som er Guds egen søn og som blev født for menneskers skyld.

Det er julens glædelige budskab, at Guds søn blev født – for vores skyld – som en af os er Gud kommet til os. Og i dag, Hellig tre kongers søndag er det glædelige budskab, at vi skal gøre ligesom de hellig tre konger.
Vi skal – billedlig talt – søge ledestjernen og følge den til vejs ende. Som præsten og salmedigteren Grundtvig (1783-1872) udtrykker det i “Dejlig er den himmel blå” i de sidste to strofer:

“Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.”

For os skal vores ledestjerne være budskabet om ham, Guds søn, Jesus Kristus, som er vor konge, vores herre i himmelen og jorden.

Når ordet om ham forkyndes vækker det tro i os eller styrker os i den tro, som vi allerede har. Sagt på en anden måde: Kristus er vores mål med livet, og samtidig er han vores mål i livet. Fordi hans skæbne er blevet vores skæbne og omvendt. Fordi vi lever forbundet med ham, og fordi vores næstes skæbne er vores liv, og fordi vores næstes ve og vel samtidig er målet.

Der er kun en vej til Jesus Kristus, det er Jesus Kristus selv. Jesus sagde jo: “Jeg er vejen, sandheden og livet” og et andet sted: “Følg mig”.
Hvad andet kan vi gøre end netop dette: Følge det guddommelige ord om Jesus Kristus, ligesom de vise mænd der fulgte efter stjernen indtil de fandt, hvad de søgte, Guds søn, Jesus Kristus.

Og da skal vi få indsigt og visdom i hjertet om hans rige, som ikke er af denne verden, men dog er kommet til verden og er ved at bryde igennem. Da skal vi arve visdom i vores hjerter. Visdom som ikke kan købes for guld eller mønt, som Jobs bog fra dagens gammeltestamentlige læsning taler om. Alene Gud kender vejen til den visdom, men for mennesker er den gemt.

Som Jobs bog afslører har mennesker i dårskab bildt sig ind, at visdom ikke kommer fra Gud eller at visdom kan erhverves for ussel mammon eller hvert tilfælde erstattes med ussel mammon. De, som tror det, må tro om igen og indse, at Guds rige ikke er af denne verden og, at den eneste virkelige skat der findes, og som ikke forgår, er den, som et menneske kan samle i himlene. Her kommer nemlig ingen tyv om natten og stjæler ens skat. Som Jesus siger: Søg derfor mit rige, så skal alt det andet gives dig i tilgift.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Forslag til salmer 136 137 – 134 96 138
Asser Skude 2009. redigeret siden ©

Prædikenforberedelse Anden Juledag 2021

Evangelium
Jesus sagde: “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.”
Matthæusevangeliet, kapitel 10, vers 32-42
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken 10.30 søndag den 26. december 2021 i Bellahøj kirke

Det kan komme som en grum overraskelse for nogen, der kommer i kirke i dag, denne anden juledag. Budskabet er grusomt, og vi bliver mindet om at det at være kristen ikke er en gratis omgang. Det kan have en høj pris, at tro på Jesus Kristus.
I dåben får vi at vide at vi skal tilhøre Ham “den korsfæstede Herre”, og det betyder samtidig at hans lod kan blive vores lod: Hans lidelse og død, kan også blive vores lidelse og død. Sådan går det nok forhåbentlig ikke os danskere anno 2021, men på andre breddegrader har det at blive kristen de største omkostninger.
Kristne er stadig verdens mest forfulgte. (Se link nedenfor.)Som danskere bør vi være taknemlige for den store frihed vi har i vores samfund til frit at kunne bekende og ikke mindst samles i Guds hus.
Denne frihed er ikke alle beskåret på jorden. Og denne frihed må vi ikke tage for givet eller give køb. Den frihed er ikke kommet gratis til, og denne frihed kan vi måske miste igen, hvis vi ikke kæmper for vores grundlovssikrede ret til fri tale, tro og ytring.
Selvom vi som kristne globalt set er verdens mest forfulgte, byder Jesus os (nærmest profetisk i Bjergprædiken, Matthæus kapitel 5, vers 43) samtidig at bede for dem, “som forfølger jer”. Det er som om Jesus ved, at det vil få store omkostninger for dem, som vil følge ham.

I den forstand er dagens evangelium om konsekvenserne ved at følge ham også relevante. Det kommer med en pris at være kristen. Den højeste pris måtte Stefan betale. Som den første af alle kristne. Hos epistlen hørte vi om Stefan, der offentligt stod frem med sin tro. Det fik fatale konsekvenser for Stefan. Man siger, at Stefan blev den første kristne martyr. “Martyrium” er det græske ord for “vidnesbyrd”. En martyr betyder een, der bevidner noget. En martyr er ikke nødvendigvis een, der dør for sin tro. Dengang Stefan levede var det forbundet med livsfare at bekende sin kristne tro. (jf. Lucia, der også må dø for sin tro, Lucia er en af de tidligste kvindelige pendanter til Stefan)

Hvordan kan det være, at emnerne i dagens epistel og dagens evangelium er lidelse og død, når julens budskab er Jesusbarnet, der fødes og Guds søn der kom til verden for at frelse enhver, som tror på ham?

Det hænger sammen således: Et gennemgående tema i julens evangelium er netop vidnesbyrd: Lad os begynde med evangeliet til juleaftensdag: Her aflagde Guds engel vidnesbyrd for hyrderne om, at verdens frelser var blevet født samt at hyrderne skulle gå hen og finde den nyfødte “svøbt og lagt i en krybbe”. Og hyrderne kom til stalden, hvor de fandt barnet, som englen havde sagt det, og så aflagde hyrderne selv deres vidnesbyrd over for Maria, hvor de fortalte alt det pragtfulde, som englen havde sagt til.

Englen og dens vidnesbyrd overfor hyrderne var overvældende, men dog ikke mere end, at de som hørte det troede englen på dens ord og gjorde, som englen havde fortalt dem.
Hyrdernes vidnesbyrd overfor Maria om, hvad englen havde sagt, var overvældende for Maria, alligevel “gemte Maria ordene i sit hjerte”. Hun lod så at sige englens og hyrdernes vidnesbyrd blive en del af sig selv. Hun levede videre med englens og hyrdernes vidnesbyrd om, at hun skulle være Herrens tjenerinde. Hun adlød englen på dens ord om, at hun skulle føde Guds søn. På det ord fulgte hun sin søn hele vejen. Maria svigtede ikke, hun holdt ud.
Maria var hende, der sammen med de andre kvinder kom først ud til hans grav. Maria var hende, der ved graven mødte en engel, der gav vidnesbyrd om, at hendes søn var opstået fra graven. Det budskab bragte Maria selv videre til hans disciple, der dårligt troede hendes ord – ikke før andre fortalte det for dem, og han selv viste sig for dem.
Først da Jesus viste sine mærker i hænder og side troede f.eks. disciplen Thomas. Kort sagt: Igennem evangeliets beretninger var og er Maria en trofast modtager og viderebringer af det himmelske budskab: Budskabet om at Jesus, hendes søn, er verdens frelser, og at hun selv er Herrens tjenerinde. Dagens evangelium til anden juledag handler det i høj grad, at man som kristen både kan og skal bekræfte over for andre, hvad man har oplevet. Også selvom det er ting, der er ufattelige og frygtindgydende. Og dagens evangelium handler i høj grad om at turde stå inde for det, man tror på.
At bekende sig til Kristus var det synlige kendetegn ved de første kristne. Så kunne omgivelserne se og høre her var en, der bekendte sig til Kristus. De første kristne blev kaldt “Kristus”-bekendere eller Kristus-tilhængere”. Det var ment som en nedsættende betegnelse fra omgivelserne, men alligevel blev “kristne” den betegnelse, som Hans tilhængere selv tog på sig.

Som de fleste ved var det imidlertid ikke uproblematisk at bekende sig til Kristus dengang på Stefans tid. Religionsfrihed herskede ikke i de første århundreder i det romerske imperium. Nægtede man f.eks. at tilbede den romerske kejser eller at frembære gaver til kejserens billede kunne man anklages og føres for en domstol. Og det er netop her ved domstolen – fra retssalen – at det bibelske begreb ‘bekende sig til noget’ stammer fra, på latin “confessio”.

Bekendelse er oprindelig et juridisk begreb, der bedst oversættes med “at tilstå noget”. Det var sandsynligvis det, som de første kristne var nødsaget til, når de blev stillet for retten, anklaget for at være ‘Kristus-tilhængere’.

Tilstod den anklagede ikke, blev personen straffet hårdt. Men tilstod personen – kunne straffen være endnu hårdere: I de første århundrede sågar døden. Mange kristne led døden, den såkaldte martyrdød, døden pga. af deres kristne tro og vidnesbyrd. Først i slutningen af 300-tallet tillod det romerske imperium, at kristne ustraffet kunne aflægge vidnesbyrd.

Set i et historisk lys er den kristne trosfrihed altså ikke kommet af sig selv eller uden en høj pris: Tusinder og atter tusinder er døde på den konto. Mest kendt er måske de kristne, som blev ofret i arenaen mod vilde dyr – som underholdning for antikkens borgerskab, såvel elite som pøbel.

Den kristne trosfrihed har en lang historie bag sig – og prisen har været ufattelig høj, og tusinder og atter tusinder har bogstaveligt talt betalt med deres blod for det. Derfor kan den kristne trosfrihed ikke skattes højt nok og bør ikke blive taget for givet.
Herhjemme har borgere de sidste tusind år haft frihed til at bekende os til den kristne tro. Den frihed omfatter ikke alle borgere i resten af verden – selv ikke den dag i dag. Der findes stadig lande, hvor kristne dagligt omkommer. Fordi de som borgere ikke er sikret grundlæggende religiøse rettigheder, og fordi politi og offentlige myndigheder ikke vil eller kan gribe konsekvent ind over for dem, som forfølger dem.

Den dag i dag – mens vi går i kirke uden dramatik og i fred og ro og vi bekender vores kristne tro – på samme tid på andre steder af kloden fratages kristne brødre og søstre basale rettigheder: Måske får de brændt deres kirke af, måske bliver deres personlige ejendom beslaglagt, måske bliver de arresteret og sat i fængsel.

Det er beskæmmende, at det i 2021 stadigvæk noget sted på jorden skulle være en “forbrydelse” at have kristne venner, gå i kirke, synge salme, tale om Guds søn, læse fra evangelierne osv., have dåb, bryllup, begravelse mm. hvor det gøres i en kristen tradition.

At aflægge kristent vidnesbyrd eller deltage i kristne højtider, fester og lignende kan og skal ikke være forbundet med nogen form staf eller forfølgelse. Det er og bliver helt uacceptabelt. Det er og bliver en rettighed, som enhver borger i verden burde have.

Og måske allermest vigtigt, at enhver borger i verden burde have retten til at ytre sig frit i det offentlige rum om sin personlige overbevisning (tro, politik osv.) – så længe man naturligvis ikke opildner til had eller forfølgelse af andre.

Retten til at ytre sig frit er ikke er synonym med i enhver sammenhæng at lufte sine personlige tanker eller tankeløst tilsvine anderledes tænkende og troende, men derimod respektfuldt argumentere for sin sag. Ytringsfrihed handler vel om altid at “gå efter bolden” og ikke “gå efter manden”, på latin “ad res” contra “ad hominem”.

I dagens evangelium fremhæver Jesus betydningen af at bekendelse til ham skal kunne være en offentlig handling: “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg kendes ved”.Benytter du og jeg os af muligheden for at offentligt kendes ved Jesus Kristus, så lover Jesus os, at han vil også “kendes ved os”. Bedre kan det ikke blive: Han som er Guds egen søn, som er kommet til verden – kendes ved enhver, som tror og bekender ham.

Lad os derfor på denne anden juledag glæde os over vores frihed i vores danske samfund til frit at kunne samles og høre det glædelige budskab om ham, hans hellige sakramenter dåb og nadver (skriftemålet), hvorved også han selv vil være tilstede idag og være del af os og vi del af ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Salmeforslag 118 101 122 – 125 69 121- udgivet første gang på min blog 2009, redigeret siden Asser Skude 2021©

Læs mere om forfulgte kristne påwww.opendoors.dk

Glædelige nyheder

Sådan er julens budskab. Et glædeligt budskab. Eller ”eu-angelion”, som det hedder på græsk i Det Nye Testamente. Julens budskab er helt igennem glædeligt: Nemlig at Guds søn er blevet født på jord. Han er kommet til os. Og det eneste vi skal, er at tage imod Ham. Ved at tro på Ham får vi del i den frihed, fred og glæde, Han kommer med. Det er i korthed julens glædelige budskab.

Og vel og mærke er det budskab et budskab, der rækkes ud til alle: Uanset hvad man kommer med og hvor man kommer fra, så skal enhver være velkommen til at modtage det budskab og den frihed, Han lover os.

Derfor glæder det mig ekstra meget, at jeg som sognepræst i Den Danske Folkekirke i en ellers meget vanskelig tid og et ellers meget nedlukket samfund, så vidt det er muligt kan række det budskab ud til alle i julen: ”Modtag Ham, som er kommet til os som et lille barn, så vil også du blive frelst”

I princippet er der åbent for enhver, der vil til Guds hus og modtage det glædelige budskab. Vi har ganske vist kun plads til 50 kirkegængere ad gangen, så hvis der er fyldt op, må du komme igen til den næste gudstjeneste, jeg har.

Du skal ikke vise coronapas og du skal ikke melde dig til, for at komme ind i Guds hus. Du kan i princippet komme ind fra gaden og modtage det glædelige budskab.

Det er glædeligt, at det er muligt. Gør derfor endelig også brug af kirken i denne vanskelige tid.

Note/disclaimer: Når det er sagt, vil jeg naturligvis opfordre enhver til at følge myndigheders generelle opfordringer om at lade sig vaccinere, teste, evt. anvende maske og i det hele taget opføre sig med omtanke i forhold til at undgå smitte og lade sig smitte. Læs mere på www.coronasmitte.dk

Prædikenforberedelse Juleaftensdag 2021

Evangelium
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
“Lukasevangelisten, kapitel 2, vers 1-14

Prædiken til juleaftensgudstjeneste kl. 10.30 fredag den 24. december 2021 i Bellahøj kirke

Kejser Augustus ville vide hvor mange undersåtter han havde i hver en flække af sit mægtige imperium. Provinserne i det romerske imperium var hans skattegrundlag.

Derfor denne folketælling, så Augustus kunne tælle, hvor mange mennesker han faktisk kunne opkræve skat af! Så store var indtægterne fra skatterne i provinserne, at kejser Augustus selv og hans folk, romerne, helt var fritaget for at betale skat. Jo flere kejseren derfor kunne inddrive skatter fra, jo bedre for ham, jo bedre for romerne!

Som præsten og digteren Johannes Møllehave (1937-2021) har sagt, så talte det lille barn, som Maria ventede, ikke i den sammenhæng. Det lille barn havde jo ingen penge, og det var derfor uinteressant for kejseren: “Det var nu engang pengene, som talte, og for kejseren talte de deres eget sprog! Men ikke for Gud! Gud tæller ikke, som kejseren tæller”.

Men selvom det lille barn, som Maria ventede, ikke talte i kejserens øjne, så talte det i Guds øjne! Og her er evangeliet og her er i sandhed julens budskab: Evangeliet om fødslen er det glædelige budskab: At Gud bogstaveligt talt blev een af os. Og endog – Gud blev en af de mindste af os. Gud åbenbarede sig i den mindste blandt mennesker – i et nyfødt barn!
Gud så, og Gud ser det, som mennesker ikke ser, og for Gud betyder også det noget, det, som mennesker tit overser. Selv den mindste blomst på jorden, er et prægtigt skaberværk – intet menneske kan gøre det efter, selv ikke en konge eller kejser, hvor mægtig han så end er! Ligesom salmedigteren og præsten Brorson siger i salmen “Op, al den ting som Gud har gjort! Det mindste han har skabt, er stort og kan hans magt bevise. Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde”.

Om det så var verdens rigeste og mægtigste mand, som dengang var kejseren, var hans magt langtfra så stor som Guds. Så da kejser Augustus troede, at den mindste i hans rige, det lille Jesusbarn, ingen betydning havde, tog han fejl!

For barnet, som Maria skulle føde, var og er en himmelsk kongesøn. Det lille barn har Gud til far. Og Guds engel Gabriel viste sig for Maria, før hun blev gravid og spurgte hende, om hun ville føde Guds søn, verdens frelser. Det ville hun godt. Og siden blev hun gravid, og hun ventede Guds søn.
Josef, Marias forlovede, må være blevet meget bange, da Maria fortalte ham, at hun var blevet gravid, og at han ikke var far til barnet. Ingen kunne vel fortænke Josef i, hvis han i desperation havde forladt Maria. Josef kan have været ca. 30 år, mens Maria var måske kun halvt så gammel, en pige på 13-14 år. (Dengang var det ikke unormalt for en så ung pige at være forlovet med en mand)

Men en Herrens engel kom også til Josef og sagde: “Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru, for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” Matthæus, kapitel 1, vers 20f.

Josef lyttede til englens ord og blev sammen med Maria. Og da tiden så kom, hvor Maria skulle føde faldt det sammen med kejserens folketælling. Derfor var Josef nødt til at tage til sin fødeby, Betlehem, for at lade sig tælle med. Med sig tog han Maria, der var højgravid.

Som vi hørte tidligere var der ikke et sted ledigt i byen, hvor de to unge mennesker kunne søge ly for natten, så de var nødsaget til at søge lidt uden for byen. Og det var hér midt om natten, mens det var både koldt og mørkt udenfor, at Guds søn blev født inde i den lune stald mellem får og kvæg.
Guds søn blev ikke født på et kongeslot, men Guds søn blev født – i en stald mellem dyrene, og Maria svøbte sin søn og lagde ham i en krybbe, som jo er det sted, man plejer at lægge dyrenes foder i.

Trods de ydmyge forhold, stalden, krybben, de to unge forældre, så blev denne fødsel noget helt særligt. Og det er stadig denne fødsel vi fejrer her to tusind år senere. Vi fejrer ikke kejseren, Augustus, og den eneste grund til at vi stadig husker kejser Augustus, er ikke pga. hans magt eller vælde, men derimod det lille Jesusbarn, som ikke talte i kejserens øjne.

Derfor må vi huske på ordene om, at Gud ikke tæller, som kejseren tæller.
At Gud tæller anderledes end den mægtige kejser. At Gud ser værdien i det, som kejseren ikke ser. Og Gud vender op og ned på, det som tæller. Gud lod det lille barn blive himlens kongesøn, arving til et rige langt større end den nok så mægtige kejser.

Evangelisten Lukas, dagens evangelist, skriver ofte om dem, som man ikke tæller med: de fattige, de svage, de udstødte osv. Det er eet af evangelisten Lukas’ gennemgående temaer: At Gud tæller også dem med, som du og jeg ofte glemmer. Gud tæller selv dem med, vi helst ser væk fra, dem, som vi nødigt har øjenkontakt med, når vi møder dem på gaden! Og her er vi ved julens glædelige budskab, som er, at enhver tæller og tæller med hos Gud.
At Gud kan bruge os alle. Der er plads til alle. Og derfor er det vores pligt at give plads til alle. Derfor har det i hundreder af år været en kristen tradition – ved juletid ikke mindst – at lukke den fattige og ensomme ind.

Derfor er det en del af vores kristne kultur, at vi drager omsorg for dem, som der normalt ikke er plads til. Det er fint vi gør det, bare vi også husker vores omsorg for hinanden skal gælde ikke alene i denne juletid, men i hele det nye år vi, vi går ind til.

Til sidst vil jeg anvende endnu et eksempel fra Lukas’ juleevangelium til at illustrere, at Gud kan bruge alle, selv de, som ingen regner for noget. Selv dem bruger Gud og dem lader Gud få en særlig plads – ikke mindst i fortællingen om fødslen julenat. Gud lod de første vidner til fødslen blive hyrderne. Hyrderne var nogle, som man så ned på. Dels var det hårdt slid, dels var lønnen dårlig, men man sagde også om hyrderne at de løj og ikke var til at stole på. Ikke desto mindre turde Gud godt bruge hyrderne til at blive kronvidner til fødslen julenat. De løgnagtige hyrder, selv de var ikke for ringe til at bringe det glade budskab videre.

Alt imens Jesusbarnet blev født inde i den lune stald, lå nogle hyrder ude på marken, under åben himmel, og passede på dyrene. Hyrderne havde tændt bål for at holde de vilde dyr væk, men også for overhovedet at kunne se hinanden – for det var som sagt bælgravende mørkt og hundekoldt.
Derfor var det vel ikke så mærkeligt, at hyrderne blev rædselsslagne, da himlen over dem pludselig blev tændt af et stort lys. Det var een af Guds engle, der viste sig for dem.

Englen prøvede ellers at berolige hyrderne og sagde til dem, at de ikke skulle være bange, for det er et glædeligt budskab (på græsk ton eu-angellion), som englen (på græsk er der et ordspil mellem angellon, dvs. engel og sendebud). Englen sagde til dem ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Lukas, kapitel 2, vers 11f.
Fortsættelsen på historien, kender vi jo. Hyrderne gjorde som englen havde sagt og tog af sted og fandt snart det lille Jesusbarn, som lå svøbt – i en krybbe. Og hyrderne fortalte Maria alt, hvad der var sket, og Maria gemte det hele i sit hjerte. Og hyrderne vendte tilbage til deres arbejde, og de lovpriste Gud for alt, hvad de havde set og hørt.

Det er tankevækkende, at det var hyrderne, der blev de første vidner til den himmelske fødsel julenat. De, som ingen regnede for noget. De, om hvem man sagde ‘de stjæler og lyver’. Disse ’løgnagtige’ hyrder blev af Gud gjort til kronvidner i Guds fortælling!

Når Gud derfor kan bruge nogle af de mest uglesete mennesker til at blive vidner til sin egens søns fødsel. Når Gud kan lade sig føde af en ung, ugift mor, så har Gud vist, at Gud kan bruge mennesker, uanset hvor ringe eller små de er. Uanset om andre ikke regner dem for noget, så regner Gud med dem. Gud regner med os – selv med de mindste af os. Gud har brug for os. Selv de mindste af os!

For Gud tæller os med. Og Gud tæller ikke som kejseren tæller. Gud tæller os med – og selv de mindste af os, tæller han med! Og Gud regner med os, sætter sin lid til os, og Gud kan bruge os. For Gud elsker os! Og Gud er kommet til os. Gud har vist os sin kærlighed. Sit nærvær. Gud er der nu – hos os. Der hvor vi er, der møder Gud os. Og sådan kan vi tænke på Gud, at Gud er blevet en af os – den gang Gud kom til os julenat.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag 94 120 – 104 119

© Asser Skude, 2011, redigeret siden

Prædikenforberedelse forud familievenlig julegudstjeneste kl. 14.00 fredag den 24. december 2021 i Bellahøj kirke

”Kometernes Jul”

Årets familiejulekalender fra TV2 hedder ”Kometernes Jul”. Det er en helt ny julekalender, og hatten af for, at TV2 ikke bare sender en genudsendelse. Det er dejligt.

Jeg har nu set de første tyve afsnit af ”Kometernes Jul”, og jeg holder allerede af den. For mig at se handler den om at lade sig inspireret af, at alt i universet er gjort af stjernestøv og vi alle er gjort af samme stof. Og de stjerner og planeter vi kan se på himlen er altså gjort af samme stof som os selv. Så når vi ser på dem, ser vi også på os selv i en vis forstand. De er spejl af os og omvendt. Det er en fascinerende tanke.

Ligesom det er en fascinerende tanke, at sådan var det også dengang vorherre lod sig føde – for vores skyld, for vores frelse. Han kom til os – og en magisk stjerne viste vej for de ”magere”, dvs. stjernetydere som var kommet langvejs fra og som var kommet for at tilbede ham. Og stjernen viste vej for de vise mænd, indtil deres rejse sluttede, da stjernen stod stille over den stald, hvor Guds søn netop var født.

De som havde set hans stjerne gå op og havde fulgt stjernen hele vejen – over tusind kilometer – de blev de første vidner til Guds søns fødsel. Selvom de kom langvejs fra, selvom de kom fra andre og fremmede kulturer, blev de alligevel de første vidner. Det er en rørende beretning.

De ”magere” som de bliver kaldt i en tidligere oversættelse, de kunne altså noget særligt, noget ”magisk”, de var både indsigtsfulde og vise, de kunne tyde og forstå planeternes og stjernernes stilling og de kendte til astronomi.
I ”Kometernes Jul” er der ikke nogen vise mænd fra østerland, men der er nogle nysgerrige børn, som kommer på en rejse i tid og rum. Egentlig er børnene Mie, Johannes, Elias og Noor helt almindelige børn på 12 år, der er kommet på en såkaldt AstroCamp, hvor de overnatter i december og møder nogle hjælpsomme og nærværende voksne, bl.a. lærerne Søren og Anna.

På AstroCampen sker der noget højest uventet: På nærmest magisk vis kommer børnene til – ved en fejl – at aktivere en slags port til en rejse i tid og rum. De to børn Mie og Johannes bliver sendt på en eventyrlig rejse. På rejsen bliver de ikke alene syv år ældre, de er nu teenagere, rejsen bringer dem samtidig frem til solsystemets fjerneste planet, den såkaldte ”planet 9”. Her møder de ”9serne” (ja det lyder som ”nisser”). 9serne er behårede væsener, som kan udøve magi og helbrede. F.eks. er Johannes kommet til skade og har skåret sin arm, og på magisk vis heler ”9serne” Johannes arm. De rører ikke engang ved ham, men de nærmest ”messer” og bruger deres særlige lyd til at helbrede med.

Vi ved ikke hvor ”9serne” har denne magi fra, men måske stammer magien fra det særlige stof på deres planet, som kaldes ”magilium”. Det såkaldte ”magilium” har en særlig evne for planeten og uden ”magilium” er planet 9 og 9serne dødsdømt.

Den onde og grådige opfinder, tech-guruen ”Viggo V” har nemlig stjålet al ”magilium” fra 9sernes hellige brønd. En brønd som indeholder ”magilium” og er uundværlig for planeten og 9sernes overlevelse. Det er ”Viggo V” komplet ligeglad med, da han kun tænker på at kunne sælge så mange af sine ”flyphones” som muligt, og til det skal han bruge al det magilium, der findes i verden. Tanken har tilsyneladende ikke strejfet Viggo V at der måske kun findes en begrænset mængde magilium i det hele taget.

Viggo V har slet ikke tænkt til ende at mangel på magilium i virkeligheden kan blive enden på hans succes. Viggo er indbegrebet af menneskelig grådighed og egoisme.

Heldigvis er der fornuftige voksne og børn i familiejulekalenderen ”Kometernes Jul”. De sætter sig op mod Viggo V og hans onde planer og forsøger at fravriste ham det magiske stof ”magilium” og bringe det tilbage til planet 9, sådan at de kan redde denne specielle, violette og tågede planet, men naturligvis også redde 9serne, disse sympatiske, fredsommelige og sociale væsener.

Jeg håber, at det vil lykkes børnene og de voksne, at redde planet 9 og 9serne og derved sikre fremtiden for solsystemets yderste planet og dens væsener.

”Viggo V” fra ”Kometernes Jul” er skræmmeeksemplet på et menneske, som kun er optaget af sig selv og sine behov – uden hensyntagen til andre. Alle mål helliger midlet. Selv den fredelige planet 9 er og 9serne han villig til at ofre – for egen vindings skyld.

Viggo V minder meget om den helt igennem skruppelløse ”Mr Scrooge” fra Charles Dickens’ verdensberømte ”A Christmas Tale”.Man kan kun håbe på, at den onde ”Viggo V” omvender sig til sidst, og lader sig inspirere af barmhjertigheden og næstekærligheden, så julen får en lykkelig udgang, både for ham selv, men så sandelig også for de øvrige involverede børn og voksne såvel som planet 9 og 9serne.

Det kan jo ikke udelukkes, at der kommer til at ske noget magisk i de sidste afsnit af familiejulekalenderen, måske ligefrem et mirakel, som gør at selv en person som ”Viggo V” må omvende og give slip på sin egoisme, og finde ud af at der større ting i livet end penge, magt og prestige.

At det mest dyrebare i livet slet ikke kan købes for penge, men handler om at livet bliver skænket os og kommer til os. At livet handler om at åbne sig for den mulighed at kunne tage imod hinanden – med kærlighed og tillid.
Sådan kan vi lade alle parader falde og tage imod livet. Så vi ser at livet og kærligheden kommer til os – og vi tager imod det på denne måde – ligesom var det et lille nyfødt barn, der blev rakt os, i kærlighed og tillid. Som det lille Jesusbarn julenat.

© Asser Skude, 2021

Nikolaus

Ligesom Luciatraditionen har julemanden (Santa Claus) fundet vej til de fleste børnehaver, fritidsordninger, skoler og private hjem, men egentlig er traditionen relativ ny. I biblen er der intet nævnt f.eks. om en julemand eller Santa Claus. Der er naturligvis – ligesom Lucia – en historisk person, der har inspireret til Santa Claus. Og den historiske person er også – ligesom Lucia – en af de første kristne, der blev kendt og elsket for sit store hjerte og hjælpsomhed – midt i en ellers mørk og kold tid.

Nikolaus hed den person, som har inspireret til vor tids Santa Claus. Nikolaus var biskop i en by ud til middelhavet og levede ca. 280-350. I modsætning til Lucia overlevede han de værste kristenforfølgelser nogensinde. Sandsynligvis har han ikke været særlig velnæret, men snarere afmagret og traumatiseret i en eller anden forstand af forfølgelse, tortur mm. Nikolaus overlevede dog og oplevede kristendommen blive tilladt som trosretning.

Det Nikolaus er mest kendt for er at hjælpe børn og unge mennesker, men også søfolk. Engang skal han have reddet tre søfolk fra druknedøden. Det i sig selv er ikke usandsynligt, da han levede ud til kysten og kan have hjulpet skibsbrudne. Desuden skal han engang have reddet en dreng, som pirater havde bortført efter at have plyndret byen. Enhver forælder kan tænke sig til hvor meget glæde det bragte, da Nikolaus kom hjem med drengen til drengens forældre.

Den fortælling, som Nikolaus nok er mest kendt og elsket for er den om tre unge piger: Pigerne var blevet alene med deres far, og faren havde ingen penge og havde ikke råd til at gifte sine piger bort, så faren måtte give sine piger bort (til prostitution!). Aftenen før det kom så vidt, kom Nikolaus til faren – i ly af mørket – og i vinduet satte Nikolaus en pose med donationer (penge, smykker osv.) – og pigernes skæbne var reddet. Pigernes far ville naturligvis gerne vide, hvem den anonyme giver var, men Nikolaus var hele tiden et skridt foran. Efter sigende kastede Nikolaus denne gang donationen ned gennem skorstenen – for ikke at faren skulle opdage ham – og donationen havnede i den yngste piges sokker. Hun var netop færd med at vaske og hun havde hængt sine sokker til at tørre over ildstedet – aftenen før hun selv skulle gives væk. Men også hende reddede altså Nikolaus fra en ulykkelig skæbne.

At Nikolaus blev berømmet og anerkendt for sin hjælp til samfundets udsatte og svage er indlysende og igen ikke usandsynligt, da han ifølge traditionen kom ud af en velhavende familie og med sin formue har kunnet
ændre andres skæbne.

første gang udgivet 2018, (c) Asser Skude

Tidsrejsen – Juleprædiken 2021 til skolernes mellemtrin

Årets danske julekalender på DR1 handler om, at der er mere mellem himmel og jord. Også selvom der har været en del kritik af, at der er for lidt kristendom og tro i årets julekalender, så kan vi måske alligevel godt gå hen og blive overraskede. Der er stadig nogle afsnit tilbage og meget kan ske endnu J

Egentlig er hovedpersonen, pigen Sofie, en 13-årig pige som ikke tror på noget som helst mellem himmel og jord – andet end hvad der kan måles og vejes. ”Sofie” er egentlig et græsk ord og betyder ”viden”. Sofie er videnskabsmand og forsker, allerede som 10-årig modtog hun en forskerpris. Hun interesserer sig for fysik og mekanik og er lidt af et vidunderbarn og er allerede godt i gang med at opfinde tidsmaskinen.

Hun opfinder den egentlig takket være hjælp fra sin farfar, som hun er meget knyttet til. Han er faktisk en af de få voksne, som støtter Sofie hele vejen igennem. Sofies farfar er også en nørd og opfindertype. Længe har han gået med tegningerne af en gyro, og det er først med Sofies hjælp at det lykkes at få tiden til at stå stille, men også, vigtigst af alt, foretage tidsrejser.

Selvom hendes farfar er videnskabsmand, vil han ikke afvise mirakler. I dagens afsnit (16. december) hører vi Sofies farfar sige til Sofie: ”Du kan leve dit liv på to måder. Enten kan du tro på at ingenting er et mirakel, eller også kan du tro på at alting er et mirakel.” Eller sagt på en anden måde, at hvis du ikke er åben over for at tro på mirakler, kommer de helt sikkert ikke til at ske.

Der er også en anden voksen i serien, som støtter Sofie og tror på hende. Det er hendes mormor, som Sofie møder – men kun fordi Sofie rejser tilbage i tiden kan hun møde sin mormor. Hendes mormor dør nemlig allerede, før Sofie bliver født. Men takket være tidsmaskinen kommer Sofie altså 30 år tilbage i tiden og møder sin mormor, som tror på astrologi, men som også kan gennemskue at Sofie er rejst tilbage i tiden for at møde hende. Mormoren siger, at det gør ikke noget, at hun ikke vil være der, når Sofie bliver født, fordi de to skal alligevel mødes engang igen, nemlig på en stjerne. ”For vi kommer alle fra den stjerne” siger mormoren.

Hvad det så skal betyde, må de næste afsnit afsløre, men jeg synes bestemt tidsrejsen lægger op til at der er mere mellem himmel og jord, end man umiddelbart skulle tro.

Tidsrejsen har også en løftet pegefinger til os, der følger med: Det er ikke lige meget hvad vi går og bruger tiden til. ”Uret tikker, tiden går, Hvad venter du på. Lad den ikke gå i stå. Hvis vi tager chancen, og hvis vi formår, at følges ad, vil det jo gå” sådan lyder det første vers i titelmelodien.

Der ligger en opfordring til os om at ”gribe nuet”. Livet er lige nu og her, hverken i går eller i morgen, men står vi med det i vores hænder. Og det er ikke lige meget, hvad vi bruger tiden til.

Hvad angår Sofie i ”Tidsrejsen” finder hun ud af, at kærligheden er vigtigst, at hendes familie betyder alt for hende, ikke mindst hendes lillebror, Birk, som hun elsker over alt på jorden. Hun siger til sin rejsemakker Dixie, at det bedste hun ved, er, når hun står og ser på sin lillebror Birk ligge og sove.

Mht. Dixie er det stadig åbent hvem han er, og om han og Sofie ender med at blive kærester. Vi ved heller ikke endnu, hvem den onde, hekseagtige kvinde, som hele tiden sender skruppelløse agenter efter Sofie og Dixie er, eller hvorfor tidsrejser er forbudt, så at enhver som rejser i tid forsøges fængsles eller eftersøges, herunder Dixie og hans lærermester ”Sølvræven”.

Den måske ondeste person i hele serien, det er et gæt, for vi kender ikke fortsættelsen, er den meget troende lærer, som hedder Ragner, og som i 1984 bare er en ung, forsmået og lidt kikset person. Det er ham, som ikke kommer med i Sofies fars musikgruppe og han har ingen kæreste. Ragners forældre er med i en frikirke, hvor man er imod ”djævlemusik” imod ”syndig dans og musik”.

I afsnittet hvor Sofie er tilbage i 1984 stjæler Ragner Sofies almanak, dvs. hendes oversigt over kommende begivenheder fra 1984-2014, og det ser ud til, at han vil misbruge sin viden om fremtiden til at lave et samfund, hvor alt er forudsagt og kontrolleret. Kun i klip af kommende afsnit har vi set, hvordan det rædselsfulde og kolde samfund ser ud, og det minder om et diktatur. Tilsyneladende har Ragner ved hjælp af Sofies almanak skabt et samfund, hvor folk holdes hen i mørke, undertrykkelse, uvidenhed, fanatisme.

Hvis jeg som præst skal bruge seriens temaer som prædikestof, så er det en anledning til at der er kamp imellem gode og onde kræfter, mørke og lys, og det er ikke lige gyldigt hvad vi gør med vores liv eller dem vi elsker.

Vores tro og kirkesamfund må også kunne rumme fornuften og forstanden, sådan at viden og argumenter kan stille spørgsmål og udfordre troen, så troen ikke bliver mørk og undertrykkende.

Vi skal i stedet søge friheden og åbenheden, sådan at vi gerne må gerne komme med vores viden og fornuft og stille skeptiske spørgsmål, – det kan bringe troen ind i en ny retning, som måske er endnu bedre end den gamle.

Præcis sådan som vores kirkes egen reformator, Luther, allerede for næsten 500 år siden, da han satte spørgsmål ved den mørke og middelalderlige tro og dogmatik. Af Luther kan vi lære at tvivlen og skepsissen er troens følgesvend. Tro uden skepsis er fanatisme.

Lad os derfor håbe på en fremtid uden fanatisme og blind tro, både for vores samfund og kirke, men naturligvis også for udviklingen i DRs julekalender ”Tidsrejsen”. Vi håber at Sofie vil vende udviklingen og får stoppet den fanatiske lærer Ragner.

Og så kan vi vel også håbe på at Sofies egne forældre finder sammen igen og holder jul sammen – som en stor familie J Det er hvert tilfælde Sofies største ønske til at starte med og det som giver Sofie mod på at foretage en tidsrejse og ændre i historien, for at hendes forælde må blive sammen og ikke blive skilt.

© Asser Skude, første gang udgivet på min blog første gang 19. december 2014, redigeret siden

Luciafejring

Tanker op til Luciafejringen kl. 16.00 søndag den 12. december 2021 i Bellahøj kirke

Lucia er måske mest kendt og elsket på grund af børnene. Deres Lucia sang og optog i denne adventstid vækker minder hos de fleste. Sangen og optoget med lys er nærmest blevet en landeplage, og den har fundet vej til de fleste børnehaver, fritidsordninger, skoler mm.

Egentlig er sangen og traditionen relativ ny, og det første Luciaoptog i Danmark er 1944 – under Anden Verdenskrig, hvor den bragte håb midt i en mørk tid. Men den oprindelige fejring af Lucia er meget, meget ældre og går helt tilbage til slutningen af 200-tallet.

Dengang blev født en pige på Sicilien – ud af en velhavende familie. Selvom hun ikke nåede at leve længe, nåede hun på kort tid at gøre en forskel for mange og blev på kort tid blev hun en af de skikkelser i historien nogensinde, som blev hurtigst kendt for sit engagement for fattige og udsatte. Hun brugte sine egne penge, tid og kræfter på at hjælpe andre – og hun endte med at betale med sit eget liv for sin sag.

Lucia var en modig og selvstændig kvinde som ikke ville gifte sig med den mand, familien havde valgt til hende. Han var romersk og ikke kristen, og Lucia gav efter sigende sin medgift til de fattige, og det blev hendes forlovede så rasende over, at han valgte at angive hende til myndighederne.
Hans anklage var at hun var kristen og hun blev straffet hårdt og brutalt. Lucia selv overlevede ikke kristenforfølgelserne som var på den tid (faktisk var det de værste forfølgelser nogensinde, det gjorde til gengæld Sankt Nikolaus, ham som har inspireret til ”julemanden” – om end han højest sandsynlig bar mén resten af livet for de forfølgelser og pinsler – herom mere næste uge)

Santa Lucias helligdag er den 13. december, som oprindeligt var årets korteste da (indtil man i 1700-tallet gik over til ny kalender). På denne oprindeligt årets korteste dag giver det god mening at tænde lys. Lucias navn minder om det latinske ord ”lux”, som netop betyder ”lys”. Lucia er måske mest kendt for at gå med lys i håret – efter sigende fordi det var det eneste måde hun kunne bære lys på, når hun i ly af natten med hænderne fulde af mad og drikke gik ud til kristne, som havde gemt sig for myndighederne. Lucia selv reddede altså mange fra sult, nød og død, men overlevede ikke selv.

© Asser Skude, udgivet første gang 2016, kilde www.kristendom.dk