Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Prædikenvejledning

14 s. e. Trinitatis 2023

Evangelium
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: “Jesus, Mester, forbarm dig over os!” Da han så dem, sagde han: “Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!” Og mens de var på vej derhen, blev de rene.
Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: “Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?” Og han sagde til ham: “Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.”
Lukasevangelisten, kapitel 17, vers 11-19

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


– De ti spedalske

Dagens evangelium giver anledning til overvejelser om helbredelse kontra frelse.
Frelse er noget andet og mere end helbredelse. Man kan godt få svar på sin bøn om helbredelse – uden at det nødvendigvis fører til frelse.

Om de ni andre blev frelst, hører vi ikke noget om. Sagt på en anden måde: Kun den ene af de ti blev helbredt og frelst. Netop han, der ikke alene tog imod den ydre gave, men takkede Gud og forstod, at Jesus var Guds søn. Jesus sagde til manden: Din tro har frelst dig.

Altså: Troen frelser den, som tror. “Din tro har frelst dig”, siger Jesus til manden. De ord lyder også til os i dag. Vores tro holder os opmærksom på, at vi ikke er tilværelses herre, og bør sætte pris på livet og være taknemmelige for det.

Hvis vi tager alt i vores liv for en selvfølge, så har takken ingen grobund. Takkens grobund er en tro på, at alt vi får, skænkes som en ufortjent gave til os. Vi ved, at vi ikke er overladt til vilkårlighed, og vi modtager vores liv og kraft fra Gud.

Vor tak til Gud udtrykker vi bl.a. i vor gudstjeneste – og vi er i dag samlet i Guds hus og til Guds tjeneste, og hvor vi gennem vore ord, bøn, sang og lovprisning lader vor tro og taknemmelighed komme til udtryk.

I dagligdagen opfører vi måske som en af de ni, der tager et godt helbred og fysisk velbefindende som en selvfølge, men i dag skænker Gud os på ny den mulighed, at vi kan blive som den ene – samaritaneren – der hører Guds søn sige til ham: “Din tro har frelst dig”. Og derfor har vi al mulig grund til at være glade og takke Gud. ©

Når vi hører dagens evangelium, må vi samtidig standse op over det under, som sker: Ikke bare et menneske, men hele ti mennesker udfries for deres fysiske lidelser, og de får også chancen få at vende tilbage til et socialt og kultisk fællesskab med de andre “rene”.

Ikke desto mindre er det alligevel så som så med taknemmeligheden. Vi må spørge os selv hvordan det kan være, at kun den ene vender tilbage for at takke Guds søn? Jesus selv synes også at være uforstående over for det og spørger: “Var der ikke ti, der blev rene?” Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?”

Sagt på en anden måde: De ni er overraskede pga. af deres helbredelse, og her slutter det også. Sådan forholder det sig ikke med samaritaneren: Han kan sandsynligvis ikke leve videre med sin helbredelse uden at han må standse op – og undres. Han må give efter for den forundring, som oplevelsen må have vækket i ham.

Dagens evangeliet vil fortælle os, at ligesom den ene der undrede sig og forundredes, over det han havde fået skænket, kunne vi også gøre – som ham.

Eller sagt på en anden måde: Vi kan vælge at tage imod livet, og alt det som rækkes os, som den taknemlige samaritaner: Have øjne og ører åbne, så når vi møder Guds rige, hvad enten det er i form af små lyspunkter og forandringer i vores liv, glæde, kærlighed, venskab eller ordets forkyndelse eller på anden vis forundres, vender os til Gud.

Hvor mange af os ville egentlig, hvis vi blev genstand en uforklarlig og glædelig helbredelse, sige tak til Gud? Det ville vel kun de færreste. For som moderne menneske er det vanskeligt at røres af det uforklarlige: Måske forbavses du og jeg en gang imellem, men sjældent kommer vi til den religiøse forundring.

Det er præsten og filosoffen K. E. Løgstrup (1905-1981), der har gjort sig overvejelser over forskellen imellem at “forundres” og “forbavses”: Når vi forundres, søger vi efter meningen bag det hele. Når vi forundres, leder vi efter Guds delagtighed i vores skæbne. Forundringen stikker langt dybere end de små forbavselser.

Ofte søger du og jeg de tomme forbavselser, når vi vælger nyheder og tv-udsendelser. Vi vil have de mest saftige og mest hårrejsende historier, der for et øjeblik giver os oplevelse af noget, noget der er større end vores eksistens.

Turde vi blot i stedet lade os bevæge dybere end blot forbavselsen! Hvornår kommer vi til det punkt i vores liv, hvor vi må forundres, give os selv lov at stille dybere spørgsmål til livet, til eksistensen, til Gud.

Du og jeg kunne vælge at gøre ligesom samaritaneren i dagens evangelium. Han, som de andre måske drillede lidt og lagde afstand til. Han var lidt anderledes og havde en lidt anden tro. Han handlede dog viist. For han havde en søgen, en spørgen til livet. Han turde se ud over sin egen eksistens. Han mente ikke selv han var tilværelsens herre. I den forstand var han den viiseste af dem alle.

Sådan som samaritaneren kunne du og jeg måske også gøre: Og som Løgstrup opfordrer enhver til, når han siger noget i retning af – Tag dig tid og giv dig tid til at pleje din forundring, som dit liv nok skal give dig anledning til. Når du forundres og ikke kan forklare, hvad det præcist er, da er det livet selv og livets gave, som er større, end du troede:

Livet er skænket fra Gud, det var det samaritaneren blev opmærksom på. Det liv, han havde fået i kraft af helbredelsen, kom fra Livet selv, Guds søn, derfor måtte han forundres. Det nye liv, han var blevet skænket, var større end ham selv, derfor måtte han vende tilbage til Guds søn og takke Ham – uanset at han ikke selv var jøde, men blot en fremmed, en samaritaner.

De ni andre var sandsynligvis jøder, egentlig fromme og troende mennesker, som også burde være blevet forundrede. De burde have takket Jesus, det gjorde de bare ikke! Man kunne derfor spørge: Hvor var deres spontane glæde og begejstring over at have fået livet tilbage? Hvorfor kunne de ikke takke deres livs giver? Hvor var deres forundring?

Når det i stedet er en ikke-jøde, en fremmed (nabo med anden tro og bibel), der handler forbilledligt i dagens evangelium, giver det yderligere anledning til forundring. Det er netop evangeliets kendetegn: Evangeliet er ikke vished eller sikkerhed, det er overraskelse og uforklarlighed. Evangeliet overrasker os med budskabet om, at en lidt ugleset mand frelses, ikke ni fromme og gudstro jøder!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Salmeforslag 730 23 310 – 28 476 728

© 2009 Asser Skude, redigeret siden

Leave a Reply