Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Blog

Vil Jesus skabe fjendebilleder?


Det vil Jesus næppe. Derfor kan det også ærgre, at den nyeste danske oversættelse af Bibelen, den såkaldte ”Bibelen 2020” skaber usikkerhed om, hvad Jesus lærte os i søndags, men også skaber usikkerhed om, hvad Jesus lærer os kommende søndag, 14. s. e. Trinitatis, Lukasevangelisten, kapitel 17 vers 11-19.

Med den nyeste danske oversættelse skabes – tilsigtet eller utilsigtet – fjendebilleder. Hvis det er utilsigtet fra Bibelselskabets side, kan man håbe det bliver ændret ved kommende og reviderede udgave.

Således finder man desværre i kommende søndags evangelium tilføjelsen ”en af jødernes fjender” om samaritaneren. Ved at Bibelselskabet tilføjer ”en af jødernes fjender” til det oprindelige evangelium, fremkommer et helt andet billede end det originale. Evangeliet kommer på den måde til at handle om ”dem og os”, ”fjender eller ikke-fjender”.

Hvad er formålet med den tilføjelse til den oprindelige tekst ”en af vores fjender”? Det står nemlig ikke i det oprindelige evangelium, og det er f.eks. heller ikke med i den nuværende og kongeligt autoriserede oversættelse af biblen, Bibelen, © 1992 Det Danske Bibelselskab.


For mig at se er den tilføjelse unødig og tjener intet formål, hverken pædagogisk eller teologisk.


Som jeg har forstået evangelierne er Jesus generelt sen i sin forkyndelse at skabe fjendebilleder, det sker stort set ikke. Oftest forkynder Jesus kærlighed til næsten og fremmede, det er god jødisk tradition. Jesus er retfærdig og uden fordomme. Derfor skurrer det i mine ører, at Jesus lægges følgende ord i munden ”en af vores fjender”,13. s. e. Trinitatis og ”en af jødernes fjender”, 14. s. e. Trinitatis.


Jesus er ikke smagsdommer eller moralist, tværtimod. Jesus helbreder og stiller ikke spørgsmål om herkomst eller tro eller noget andet, nærmest på trods af baggrund og historik. Det er netop også det, som er befriende ved Jesu forkyndelse og gerning. Der er plads til alle.


De gange, hvor Jesus er polemisk, er som oftest i forhold til sine egne, de selvretfærdige jøder, som mener at have deres på det tørre.


Sagt på en anden måde: Jesus griber – som jøde – i egen barm, frem for at pege fingre af andre, det vil sige: Jesu forkyndelse handler om at se og ændre egne fejl og mangler, fremfor andres, jf. lignelsen om se ’bjælken i sit ege øje’ fremfor at se ’splinten i sin næstes øje’. Jesu forkyndelse lægger op til, at man peger pilen på sig selv og ikke på andre.


Det er rigtigt nok, at det er provokerende og en vigtig pointe, at det er en samaritaner, og ikke en from jøde, der hjælper den nødstedte, 13. s. e. Trinitatis, og at han, som takker for helbredelse er også samaritaner, 14. s. e. Trinitatis.
Det er ganske vist rigtigt, at der vitterligt bestod et vist konkurrenceforhold/uenighed mellem jøder og samaritanere på Jesu tid, men for mig at se er beretningen om den barmhjertige samaritaner en fortælling om næstekærlighed og en fortælling, der overrasker os med, at næstekærlighed kan komme fra en uventet kant.


Sagt på en anden måde. Jesu forkyndelse er altså, at alle mennesker kan overraske, til begge sider. Præsten og kirketjener, som burde vide bedre, svigter, mens den uglesete samaritaner overrasker positivt.


Derfor kunne en af pointerne være, at vi som mennesker ikke må skære alle over en kam. Der findes hjælpsomme mennesker, ikke mindst blandt dem, som ikke ligner. Og pointen er ikke, hvem hjælpen kommer fra, men pointen er, at nogen hjælper.


Jesus roser samaritaneren for at være den person, ham, der gør det rigtige. Ham som foretager sig den eneste ordentlige og anstændige handling i forhold til staklen, der ligger forslået i vejkanten. Samaritaneren udviser næstekærlighed, hvorimod præsten og levitten, som man forventede mere af, svigter.


Til kommende søndags evangelium om taknemlighed hører vi godt nok ikke noget om, hvem præcis de ni andre er, men man må gå ud fra, at det sandsynligvis kun er den ene som er samaritaner og de ni andre er jøder, hvis lignelsen ellers skal give mening. Men hvorfor tilføje ”fjende” ind i evangeliet om ham, som er taknemlig? Er det fordi Bibelselskabet vil have vi skal mene, at kun fjender er taknemlige?


Sat på spidsen: Så bliver der med den nye oversættelse skabt to nye evangelier, dels et evangelium om den taknemlige fjende, 14. s. e. Trinitatis, dels et evangelium om den barmhjertige fjende, 13. s. e. Trinitatis.


For mig at se er de to søndages evangelier noget helt andet. De to evangelier har jo slet ikke ordet ”fjende” med, og de er i stedet en opsang til dem, der mener de altid gør rigtige og det der forventes af dem. På den måde er de to søndages evangelier også en forkyndelse af menneskets uperfekthed, at vi mennesker fejler, uanset hvem vi er og hvilken baggrund vi har. ”Alle skuffer over tid” som en moderne dansk popgruppe synger (© Minds Of 99).


Note: Jesus anvender selv ifølge den anerkendte og videnskabeligt dokumenterede tradition, således i Nestle-Alands ”Novum Tesatmentum Graece” 1898 und 1993 Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart betegnelsen: ”Samaríthæs” i den episke beretning om den barmhjertige samaritaner, Lukasevangelisten, kapitel 10, vers 23-37. Samaritaneren er dog ikke nogen ”fjende”, det er en voldsom overdrivelse af, hvem denne samaritaner eller samaritanerne var. Det er rigtigt at samaritanerne havde en anden bibel end jøderne, og samaritanerne havde et andet sted end Jerusalem, som deres helligste. Men på mange måder er samaritanerne meget lig jøderne. Og jo altså også naboer. Ikke et fjernt eller ukendt folk, med en helt anden tro og helt anden baggrund. Så i min optik er samaritanerne altså ikke ”fjender”, men snarere ”venner” og ikke mindst naboer ikke at forglemme.


Bemærk: Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator Luther (1483-1546).

Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert at fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for derved at blive et frit menneske, frit til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker i det danske samfund, men dog også som evangeliet byder enhver, at elske næsten som sig selv, og ikke mindst Gud, efter bedste evne.

Seneste nyt i forhold til ny bibeloversættelse på dansk er, at på 500 året for reformationen i Danmark, 2036, udkommer en ny og opdateret version, læs mere på www.ritzau.dk

© 2021, revideret 2023 Asser Skude

Leave a Reply