Er det ord ”synder” for antikveret og så ubrugeligt, at vi roligt kan sende det på pension og lade det glide ud af det danske sprog, ud af dansk teologi og ud af dansk kirkeliv?
Det indtryk kunne man få, hvis man læser den nyeste danske bibeloversættelse. Læser man f.eks. Bibelen 2020, © 2020 Bibelselskabet til kommende søndag, 19. s. e. Trinitatis, evangeliet om den lamme mand, Markusevangelisten, kapitel 2, vers 1-12 er det sket:
I vers 2 er ”synder” forsvundet, og nu hedder det ”…Det, du har gjort forkert…”. Det er måske fristende at smide det uartige ord ”synder” på porten. Det lyder måske lidt mere hyggeligt at blot have ”gjort forkert” end ligefrem at være en ”synder”.
Men jeg vil påstå, at dette netop er én af det moderne menneskes vildfarelser, at tro at handlinger alene gør det. Og jeg vil påstå, at det også strider mod den lutherske teologi, som gennemsyrer vores danske protestantiske og evangeliske tradition.
Vores kirkes reformator, den tyske munk, teolog mm. Martin Luther (1483-1546) gør netop op med gerningsretfærdighed: Mennesket kan ikke fortjene sig til Guds kærlighed. Kærlighed kan ikke aftvinges med handlinger.
Mennesket er altid og vil altid være en synder, én som ikke kan handle sig ud af sin egen situation. For mennesket er og bliver uperfekt, uanset hvor meget det anstrenger sig for at gøre det rigtige.
Det er også derfor, at mennesket ikke må dømme sig selv eller hinanden på gerningerne, men skal forlade sig på at – uanset hvad der er sket, sker eller vil ske – så vil mennesket være elsket som det er, i kraft af troen på Jesus Kristus som Guds søn.
At være synder er et livsvilkår for os mennesker, også det moderne menneske, og det er netop den vidunderlige frihed, som der følger med ikke at skulle være perfekt. Det er en frihed til at slappe af, ikke at skulle konstant være fokuseret på sine egne handlinger, gode som dårlige.
Jeg vil påstå, at skal det moderne menneske blive frit, fri fra bekymringer og stress og jag, så må første skridt være at erkende, at det af egen kraft intet formår og ikke nogensinde vil formå at frelse sig selv (eller sine omgivelser eller verden for den sags skyld).
Løbet er så at sige kørt. Siden syndefaldet er og bliver mennesket uperfekt. Men erkendelsen deraf giver en ny frihed. At troen på Jesus Kristus som Guds søn skal regnes til retfærdighed og frelse. Alene troen eller ”sola fide”, som det hedder på latin.
Luther taler om at mennesket på samme tid er synder og retfærdigt, ”simul justus et peccator” (latin). Synder i kraft af sin iboende og uafvendelige tendens til at ville sig selv, men retfærdigt i kraft af troen på Kristus.
Det kristne menneskes frihed kommer ikke af lovgerninger. Heri adskiller kristendommen sig fra både jødedom og islam. Et kristent menneske skal altså ikke spise eller faste sig til at blive frelst. Det kristne menneske skal ikke klæde sig i rette klæ’r på rette tid eller sted for at blive frelst. Det kristne menneske skal heller ikke have de rigtige holdninger eller meninger for at blive frelst. Men det er tilstrækkeligt alene dette ene at forlade sig på frelsen i Kristus Jesus.
Kærlighed i kristen forstand er nemlig ikke at være elsket for det man gør (eller ikke gør), men kærlighed i kristen forstand er at være elsket, som et barn er elsket af sine forældre – uanset hvad, der er sket og måtte komme.
Og min påstand er at sådan så Jesus den lamme mand i Kapernaum. Ikke med alle hans dårligdomme – som andre mennesker så ham – men som et elsket Guds barn. Skabt i Guds billede, skabt i kærlighed, til et liv i kærlighed og frihed.
Og det hårrejsende ved søndagens evangelium er sådan set ikke miraklet i sig selv, selvom det er vildt nok, en lam, der bliver rask og kan rejse sig og gå bort. Nej, det mest hårrejsende er for mig at se ,at Jesus altså siger at det er sværere at tilgive et menneskets synd, end at frelse et menneske fra dets lammelse. Eller sagt på en anden måde. Fantastisk og vidunderligt som det er for den mand i Kapernaum at kunne rejse sig og gå og tage den båre op (som han før lå på), endnu mere fantastisk og vidunderligt og befriende er det da, at den mand nu får budskabet om at være et frit og elsket mennesket, fri til at gå ud i verden og leve det budskab ud – på Jesu bud.
Jesus giver med andre ord den lamme mand i Kapernaum muligheden for at gå ud i verden, og udleve den frihed, han har fået skænket: Gøre det han vil. Ikke gøre, det han ikke vil. Elske dem han vil, spise det han vil, klæde sig som han vil, gifte sig med den han vil, læse og lave det han vil, tage derhen hvor han vil og slå sig ned hvor han vil. Større frihed kan vel ikke tænkes? Og det alt sammen med Jesu velsignelse!
(naturligvis stadig under ansvar for Gud og for næsten, som var evangelium til i søndags).
Bemærk: Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator Martin Luther (1483-1546).
Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert at fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for derved at blive et frit menneske, frit til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker i det danske samfund, men dog også som evangeliet byder enhver, at elske næsten som sig selv, og ikke mindst Gud, efter bedste evne.
Seneste nyt i forhold til ny bibeloversættelse på dansk er, at på 500 året for reformationen i Danmark, 2036, udkommer en ny og opdateret version, læs mere på www.ritzau.dk
© 2023 Asser Skude
Leave a Reply