Evangelium
Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden.
Da sagde Jesus til ham: “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: “Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: “Gå hjem, din søn lever.”
Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: “I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: “Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro.
Johannesevangelisten, kapitel 4, vers 46-53
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
– den kongelige embedsmand
Dagens evangelium er en kort og vidunderlig beretning om, hvordan Jesus griber ind i en families liv, og den familie og husstand kommer til tro på Jesus som Guds søn.
Beretningen foregår i Kana. Det sker vel og mærke ifølge evangelisten Johannes i den selvsamme by, hvor Jesus virker sit allerførste under og tegn, nemlig forvandler vand til vin – under “brylluppet i Kana”. Her i Kana kommer en kongelig embedsmand (høvidsmand) til Jesus. Embedsmandens nærmere rang eller profession oplyses ikke, og det er heller ikke afgørende, det afgørende er det forhold, at embedsmanden er far.
Det er i sin egenskab af far, at han henvender sig til Jesus – i håb om at Jesus vil hjælpe. Embedsmanden gør som enhver anden forælder burde og ville gøre, hvis deres barns liv var truet: Han opsøger hjælp.
Det afgørende er farens håb om, at Jesus kan virke et mirakel. Som mange andre, må også han have hørt om de tegn og undere, som Jesus forinden havde gjort.
Vi får at vide, at den kongelige embedsmand har forladt sin søn hjemme. Måske pga. arbejde, som han var nødt til at passe. Eller måske fordi han ville møde Jesus, som han har hørt om. Og det med risiko for, at hans søn allerede vil være død, før han selv kan være tilbage.
Således kommer denne far og bønfalder Jesus: “Herre, kom med derned og helbred min søn, for han ligger for døden.”
Farens henvendelse til Jesus kan opfattes som endnu et krav om at få et tegn fra himlen. Under alle omstændigheder retter Jesus en generel kritik af tilhørernes krav om at se tegn.
Jesu svar kan ses som imødekommelse og en konstatering af kravet om tegn. Er det sidste tilfældet, indrømmer Jesus indirekte, at tegn kan være nødvendige – for troens skyld. Denne betydning svarer til Johannesevangeliets forståelse af Jesu tegn.
Et tegn er noget som peger ud over sig selv. Et tegn har en dybere betydning end blot f.eks. en mirakuløs helbredelse. Den dybere betydning af tegnet hos Johannes er tegnet som åbenbaring af, at Jesus er Guds søn, der er kommet til verden for at åbenbare den himmelske herlighed.
Vedholdende og stædigt fastholder faren sin bøn til Jesus: “Herre, kom med derned, før mit barn dør”. Man kan sige, at faren idet han kalder Jesus for “Herre” samtidig bekender Jesus som Herre.
På den bekendelse svarer Jesus kort: “Gå, hjem din søn lever”. Jesus svarer ikke: “Gå, hjem din søn er helbredt”. Når Jesus bruger ordene “Din søn lever” kan det være for at anskueliggøre, at han selv er herre over livet og livets giver, og at sønnen nu har fået livet skænket. Uden Jesu mirakel havde sønnen mistet livet. Jesus er altså den som kan skænke liv – endda ud af sygdom og død.
Jesus yder faren trøst og garanti for, at hans søn nu er helbredt. Faren tøver ikke, og han tror på Jesu forsikring og vender hjemad. Dengang har rejsen retur fra Kana til Kapernaum taget en dags tid, for der var cirka 25 kilometer – og det vel og mærke til fods.
Og også kommunikationen imellem hjemmet og den kongelige embedsmand kunne derfor også tage en hel dag. Imidlertid kommer det glædelige budskab om sønnens helbredelse til faren – før han når hjem: Hans tjenestefolk kommer ham i møde på vejen.
Og disse tjenestefolk overbringer det glædelige budskab om at sønnen lever, og at den livstruende sygdom har forladt sønnen i syvende time, hvilket svarer til samme tid, da Jesus sagde: “Din søn lever”.
Underet er sket. Drengen har fået livet tilbage. Og det sker i Kapernaum, hvor embedsmandens familie og tjenestefolk kan bevidne det. Jesus selv er et andet sted. Jesus opholder sig i Kana.
Sagt på anden måde. Helbredelsen er såkaldt fjern-helbredelse. Helbreder og helbredte opholder sig ikke på samme sted, men hver for sig. Måske var det eneste mulighed for at drengens liv kunne reddes, denne fjern-helbredelse, måske ville drengen være død allerede, hvis Jesus først skulle rejse afsted den hele dag, før han kunne være fysisk hos drenge. Under alle omstændigheder overgår dagens evangelium enhver forstand, og den kan alene gribes med troen.
Helbredelsen er vidunderlig for embedsmanden og hans familie – og for sønnen, men helbredelsen peger ud over sig selv. Helbredelsen er større end selve miraklet, for helbredelsen er et tegn, der viser hen til en ny verden. Den verden, som tager udgangspunktet i dette liv, men som også rækker ud over livet. En verden som skal ses med troens øjne.
Tegnet peger hen på, at Jesus er Guds søn, og selveste Livet. Således forstået giver de berømte vendinger fra Johannesevangeliet om Jesus som opstandelsen og livet eller Jesus som Vejen, Sandheden og Livet.
Gennem dette tegn åbenbarer Jesus, at han er Guds søn, og igennem ham gør Gudfader sine gerninger, igennem ham åbenbarer Gudfader sin herlighed, således for embedsmanden, hvis søn var syg. En far møder her Guds herlighed. Det største i hans liv, hans eget kød og blod, hans søn, som han var ved at miste, er nu tilbage igen og lever.
Når Jesus siger, at “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, kan han have ment, at tegn er til for troens skyld. Forstået på den måde kan tegn og tro ikke tænkes uden hinanden. Det forhold kunne der godt argumenteres for her, idet dagens evangelium munder ud i en trosomvendelse, her er et menneske, der tror og bekender Jesus som “Herre” og “han og hele hans husstand kom til tro”. På grund af dette tegn fristes man til at sige.
Stillet overfor oplysningen om embedsmanden og hans husstands omvendelse er her muligheden for en reel grundlæggelse af en lille skare af troende, en lille menighed, en såkaldt husmenighed. Der står: “Og han og hele hans husstand kom til tro”. Husstand inkluderer, hvad der måtte være af familie, hustru, børn og tjenere (og slaver) (og deres børn).
Indirekte afsløres de daværende sociale normer, den patriarkalske orden, nemlig at det var husets herre, husfaderen, som handlede på hele husstandens vegne. Således også i religiøse henseender kunne husfaderens religiøse forhold afgøre husstandens religiøse praksis.
De første kristne menigheder er sådanne husmenigheder, og man opholdt sig i “private huse” i de tidligste år – pga. den direkte anledning troen var opstået – nemlig hos en husstand – og hele husstanden lod sig omvende på en gang til kristendommen. Blev menigheden for stor, anvendte man blot flere huse, som man samledes i. Hvornår menigheder ligefrem begyndte at bygge og tage i brug egentlige kirker er lidt usikkert, men omkring det tredje århundrede efter vor tidsregning begynder de første kirkebyggerier.
Dagens evangelium handler om, hvilken ny virkelighed og hvilken ny kilde til liv, Guds ord er. Ikke blot rent fysisk kan Guds ord som i dette tegn fortrænge sygdom og række livet. Dagens evangelium handler om, at Guds ord med kraft og liv møder et menneskets ord.
Den dag ved Kapernaum var det embedsmandens bøn om hjælp, en fars bekendelse, dette lille menneskeord, der mødes af det store ord, som er Guds ord. Det Guds ord, der gennemtrænger tomhed og mørke. I ordet møder Gud mennesker med trøst og hjælp ligesom Guds ord mødte den kongelige embedsmand med trøst og hjælp.
Sådan vil Guds Ord også komme til os i dag, når vi samles om Ordets forkyndelse, ligesom Gud fra første dag har været nærværende med sit Ord hos den første kristne menighed, som vi kender, nemlig den hos den kongelige embedsmand.
Ordets forkyndelse er vores, den kristnes menigheds grundlag for vores liv og vækst. Selv ikke Gudshuset, vores kirkebygning og inventar skyldes det, men derimod det Guds ord, der prædikes, skal udvirke det og gøre os til de “levende stene”, som er den virkelige kirke, båret af mennesker af kød og blod, som samles om Ordets forkyndelse, og der skænker Gud os trøst og støtte, håb og tro, når vi føler os tomme og forladte.
Og Guds kærlighed tilbydes vi alle i dåbens og nadverens sakramente. Der er Guds nærvær med Ordet, der lyder – Hans løfte om nærvær og støtte nu og indtil de sidste tider.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
forslag til salmer: 744 580 7 – 164 60 672
– 2009 © , redigeret siden © Asser Skude
Leave a Reply