Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Prædikenvejledning

Prædikenvejledning Nytårsdag


Evangelium
Jesus sagde: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.
Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.”

Matthæusevangelisten, kapitel 6, vers 5-13

Bibelen, © 1992 Det Danske Bibelselskabet


Hyklere og hedninger
– advarsel imod at gøre som hyklerne og hedningerne

Dagens evangelium er legendarisk. Af flere grunde. Mest kendt er nok bønnen ”Fadervor”, som Jesus selv giver sine disciple i dagens evangelium, vers 9-13, og som siden bliver en af de kristnes mest foretrukne bønner.

Fra et af oldkirkens ældste historiske kilder, det såkaldte læreskrift ”Didakæ”, ved vi, at netop denne bøn rent faktisk blev benyttet af de første kristne, når de samledes, så tidligt som de første generationer af kristne. Og i ”Didakæ” kan vi også læse, hvordan de første kristne praktiserede den nye tro, liturgisk og socialt, både med gudstjenestefejring, men altså ikke mindst samledes til nadver og bogstaveligt talt delte alt, hvad de havde, og det som man ikke selv brugte eller behøvede, gav man til de fattige, ensomme og syge.

De første kristne var altså på mange måder (ligesom de fleste kristne i dag) yderst sympatiske, både i deres religiøse praksis, men ikke mindst i deres sociale praksis, men en hidtil uset form for omsorg og tanke for den svage og fremmede, en næstekærlighed udviklet på baggrund af den oprindelige tro, den jødiske tro, som Jesus selv er formet af.

De første kristne havde – og forsøgte – at implementere mange af de dyder, som ikke mindst Jesus hylder i sin Bjergprædiken, som Jesus indleder i det forudgående kapitel, kapitel 5, hvor Jesus holder måske sin mest berømte prædiken og lærer sine disciple, hvad de skal gøre, og ikke mindst, hvad de netop ikke skal gøre, men holde sig fra. De såkaldte advarsler og formaninger.

Blandt andet advarer Jesus mod at gengælde ondt med ondt og opfordrer til i stedet at gøre sådan: ”Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til”, kapitel 5, vers 39 b.
Jesus kommer endda med den helt (på den tid) uhyrlige opfordring til at bede for sine fjender: ”Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige, Matthæusevangelisten, kapitel 5, vers 44 b ff.

Det er efter disse formaninger, at Jesus nu advarer sine disciple imod at gøre som ”hyklerne” (dagens evangelium vers 5) samt som ”hedningerne” (vers 7)

Det kan lyde voldsomt, og det er det måske også, ikke mindst på den tid og for de skarer, som hører Jesus prædike. Den tro og lære, som Jesus opfordrer til, er radikal (græsk er det ord og ”radix” betyder på dansk ”til roden”.) På alle måder er Jesu lære og tro en fundamental forandring og fornyelse af den gamle tro.

Den gamle tro, som er den jødiske (Jesus er selv jøde) skal ikke kastes over bord, men Jesu lære og Jesu liv og gerning opfylder og fuldender den gamle tro. Den nye tro, som følger med Jesus er altså en nyskabelse, men ikke ud af ingenting, men ud af den gamle og jødiske tro. Den gamle lov (de ti bud mm) er ikke sat ud af kraft, men den nye lov, det såkaldte nye testamente, er den nye pagt, som Guds søn slutter mellem Gud og mennesker.

De første til at tro og bekende sig til Jesus og den nye lære er jøder, der omvender sig. De er såkaldt jøde-kristne. Vi hører også om andre, de såkaldt hedninge-kristne, det er dem med en ikke-jødisk baggrund.

Det er i første omgang jøderne, som Jesus henvender sig til i sin forkyndelse, men senere i sit virke kommer Jesus i kontakt med blandt andet romerne (som har besat det hellige land).

Mest kendt er måske Jesu møde med den romerske hærfører fra forlægningen i flækken Kapernaum, Jesu anden hjemby. Denne centurion har en syg søn, og på den baggrund henvender denne hærfører sig til Jesus. Jesus helbreder sønnen, og det ender godt, lykkeligvis. Men pointen er, at Jesus altså ikke forholder sin tro, lære, evangelium og virke til at gælde alene sit eget folk, de udvalgte, det oprindelige Guds folk, men Jesus rækker nu ud til alle verdens folk, ikke mindst hedningerne.

Så fra at være sendt til sit eget folk, det jødiske, sendes nu frelsen (også) til hedningerne, deri består også det glædelige budskab. Frelsen er universalistisk, dvs. for alle folk, jøder, ikke-jøder, hedninger, mænd, kvinder, grækere, ikke-grækere osv. Det er blandt det, som apostlen Paulus forkynder. Paulus selv var oprindeligt jøde, men omvender sig.

I den tidlige kristendom diskuterer man blandt også om man skal holde fast i den jødiske praksis med en fysisk omskærelse af alle drengebørn. Men med tiden går man væk fra den praksis, netop fordi man taler om at det nye folk, det nye Israel skal have en omskærelse, der ikke er fysisk og synlig, men en indre, man kunne kalde det en hjertets omskærelse.

I det hele taget kan man sige at Jesus ofte kritiserer de religiøse i sin samtid, de folk, som alene fokuserer på det udvortes, det synlige. Der skal mere til, forlanger Jesus. Blandt derfor er Jesus også kritisk over for den gældende religiøse praksis, hvor ikke mindst præsterne lader sig hylde på gader og stræder, fordi deres fromhed ikke er ægte. Mest kendt kritik af præsterne er måske lignelsen om den barmhjertige samaritan. Her er det en præst og kirketjener, som Jesus kritiserer for ikke at hjælpe en nødlidende i vejkanten.

Jesus vil altså gå imod den praksis, som ikke også har handlingerne bag sig. Det nytter ikke at prædike kærlighed, hvis ikke også gerningerne følger derefter. Og på samme måde kritiserer Jesus også at den nye praksis med bøn og hengiven sig til Gud. Henvendelse til Gud, læs bøn, må ikke må være tom og indholdsløs. Bøn må ikke være for syns skyld. Jesus går op imod hykleriet og falsk fromhed, Matthæusevangelisten,
kapitel 6, vers 1-8.

I den nyeste (og uautoriserede) danske bibeloversættelse, således den såkaldte ”Bibelen 2020” © 2020 Bibelselskabet, anvendes ordet ”hyklerne” fortsat (vers 5). Bibelselskabet er her tro mod den ældste og historisk anerkendte græske version, jf. Neslte-Alands ”Neuen Testamentum Graece”, der læser ”hoi hypokritai”, flertal participium af ”hypo-krinomai”, på tysk ”heucheln, sich verstellen, vortaüschen, jf. Walter Bauers ”Wörterbuch Zum Neuen Testament”, på dansk vel bedst gengivet med ”hykle, forstille sig, foregive”.

Det er et modigt valg af den nyeste danske oversættelse at holde fast i en så prægnant betegnelse ”hyklerne”, men det er også et nødvendigt valg at oversætte sådan, da Jesus her (også her) har noget på hjerte og måske endda er indigneret og frustreret over disse falske mennesker, ikke mindst præsterne og selvudråbte ”hellige”, der lader sig hylde og fører sig frem, i stedet for at være ydmyge og ægte (have hjertet med).

Til gengæld har den nyeste danske bibeloversættelse ikke ordet ”hedningerne” med (vers 7), men det er skiftet ud med ”dem, der har en anden tro”.

Tidligere danske bibeloversættelser anvender ellers begrebet ”hedninger”, således den kongeligt autoriserede oversættelse, Bibelen, © 1992 Det Danske Bibelselskab.

Måske er det i virkeligheden rigtigt set af redaktørerne bag den nyeste danske bibeloversættelse at gå væk fra det lidt negativt ladede ord ”hedningerne”. Ikke mindst er det måske i virkeligheden tro mod traditionen og Jesu egne ord, således Nestle-Alands ”Novum Tesatmentum Graece”, som har det ”hoi ethnikoí”, altså flertal af ”ethnikós”. Ifølge ”Worterbuch Zum Neuen Testament” betyder det ”d. Heide im Ggs. Zum Juden”, altså på dansk svarende til ”hedningen i modsætning til jøden”. Altså forenklet ”ikke-jøden” eller ”ikke-jøderne” eller endnu mere neutralt ”dem, som ikke er som jøderne og dem, som har en anden religiøs praksis end jøderne”.

Således kan man godt argumentere for, at når Jesus taler om andre folk, herunder ”dem, som ikke er som jøderne”, så er det netop ikke ment nedladende.

Der er tale om de andre, minoriteterne, eller naboerne, dem, med andre sprog, kulturer og anden religiøs praksis. Så rent sprogligt behøver der netop ikke være andet i det end, at de netop er andre folk, de er altså ikke jøder, dem, som ikke taler det jødiske sprog, dem, som ikke har den jødiske tro, baggrund, kultur osv.

Derfor er det måske ikke så ringe endda, når Bibelselskabet i sin nyeste oversættelse anvender den neutrale vending ”dem, som har en anden tro”. Det passer måske meget godt med den måde, som Jesus forkynder på generelt og den måde i særdeleshed, som Jesus rækker ud til sine naboer og anderledes på: Således måske mest kendt fra evangelierne til 13. og 14. s. e. Trinitatis, første række, hvor hovedpersonerne i Jesu forkyndelses er samaritanerne, dem som Jesus faktisk roser og rækker ud til, naboerne til jøderne: Dels i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hvor samaritaneren roses for sin hjælpsomhed (modsat den jødiske præst og jødiske kirketjener), dels i beretningen om den taknemlige samaritaner, som blev renset for sin spedalskhed og som udviste taknemlighed og kom tilbage og sagde tak (modsat de ni fromme jøder).

Ros til Bibelselskabet for at droppe vendingen ”hedningerne” i sin nyeste danske bibeloversættelse, fordi det begreb i dansk sprog anno 2024 kan være negativ værdiladet, men, der er et men.

Faktisk er der to ”men”:
Dels er den nye og alternative oversættelse ”dem, der har en anden tro” ikke særlig mundret, dels ekskluderer samme vending i virkeligheden dem, der slet ikke tror (på noget som helst), de såkaldte altså ateister. Ateister har netop ikke nogen anden tro, ja faktisk har de i virkeligheden ingen tro.

Når Jesus taler om ”de andre” i vers 7, dem som kaldes ”hedningerne” i den autoriserede oversættelse, og dem som kaldes ”dem som har en anden tro”, så er det i virkeligheden, dem, der ikke er jøder, dem der ikke tror som jøderne.

Så endnu bedre en kan en kommende dansk bibeloversættelse blive, efter min mening, hvis man f.eks. i stedet oversatte: lod Jesus sige ”de folk, der ikke tror” eller ”de folk, der ikke tror som os”. Så undgår man altså ”hedningerne” og man undgår samtidig at udelukke ateisterne, dem som ingen tro har.

For ikke bare til alle verdens folk og alle dem med en anden tro, er Guds søn sendt, men også netop til dem uden nogen form for tro.

Også de, og måske i særdeleshed netop dem, dem uden tro, de skal også høre Guds ord og rækkes det glædelige budskab. Således kunne et fromt og ydmygt nytårsønske lyde.

Note: Det danske ord ”hedninger” er afledt af gammeldansk ”heden”, dvs. ”hedensk”. Vi kender ordet ”hede” i betydningen ”uopdyrket land”, svarende til dem, som bor på heden”, dvs. dem, som kommer fra uopdyrket land, inspireret af latin ”paganus”, dvs. ”bonde” eller ”pagus”, dvs. ”landområde”, jf. hedninge | lex.dk – Den Store Danske, altså mennesker, der kommer fra landområder, svarende til den lidet flatterende betegnelse, når nogen taler om ”udkantsdanmark”, så kan det anvendes grovkornet og nedsættende, underforstået ”dem uden for” hovedstadens/storbyernes økonomi, sprog, kultur osv., kort sagt ”de uciviliserede”.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Salmeforslag: 712 713 719 – 587 69 11

© 2023 Asser Skude, udgivet første gang © 2023
www.asserskude.dk

Leave a Reply