Evangelium
Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: “Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.” Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.
Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: “Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.” Da råbte han: “Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!” De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: “Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?” Han svarede: “Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: “Bliv seende, din tro har frelst dig.” Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
Lukas evangelisten, kapitel 18, vers 31-43
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
- Den blinde mand udenfor Jerikos mure
Læg mærke til at den blinde mand får sit syn igen, og han følger med Jesus og disciplene. Hans liv er ikke længere fastlåst og uden muligheder, strandet for altid i byen Jeriko.
Læg også mærke til reaktionen på den blinde mands helbredelse og omvendelse. Alle folk omkring, der ser og oplever det, priser Gud. Så måske ikke bare den blinde mand blev frelst den dag, men det blev også alle andre folk omkring Jesus og disciplene, som var vidner til den blindes helbredelse.
Dagens evangelium fra evangelisten Lukas falder i to dele: Først det traurige afsnit, hvor Jesus taler til sine disciple og forudsiger sin egen snarlige lidelse, død og opstandelse. Dernæst det mere opløftende afsnit om den blinde mand.
Før vi hører om den blinde, taler Jesus til sine egne: Jesus inddrager disciplene i sin dramatiske skæbne: Han skal lide, dø og opstå under jødernes snarlige påskefest. Et er at Jesus bærer denne smertelige viden om sin egen skæbne. Noget andet er, at hans allernærmeste end ikke forstår den skæbne, der venter ham. De fatter ikke, at deres lærer og mester skal lide, dø og opstå om kort tid. Som der står i dagens evangelium, Lukas kapitel 18, vers 34: “Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.”
Vi, der kender begivenhederne og ser dem på afstand, kan forstå, at jødernes påskefest kommer til at blive en helt anden end det, som mange regnede med. Jesus må skuffe mange, både de tilrejsende, hele Jerusalem og sine egne. Jesus vil ikke være den konge for folket, som folk havde forventet. Jesus vil ikke være den, som skulle herske over sit folk her og nu, men han er kommet for at tjene sine egne, og han ville endda gå i døden for dem. Hans storhed er hans hengivelse for og troskab mod sit folk. Han er præcis ligesom det påskelam, som jøderne mindes i påsken.
Påsken, som jøderne fejrede på Jesu tid, hænger sammen med den skæbne, som jøderne led under deres slaveri i Ægypten, ca. tusind år før Jesu tid. I Det gamle Testamente kan man i 2. Mosebog kapitel 11 ff. læse, hvordan jøderne slipper ud af fangenskabet i Ægypten. Bl.a. undslipper jøderne og deres familie dødens engel ved at smøre lamme-blod på deres dørstolper. Dødens engel går forbi de huse, hvor lammets blod er smurt på. Ægypternes huse og familie derimod, som ikke har lammets blod på sig får besøg af dødens engel, mens Gudsfolket undgår døden. Gudsfolket flygter siden over Det Røde Hav. På jødernes eget sprog hebræisk findes tre sproglige nuancer af det jødiske ”pasha”, dels “at gå forbi” (dødens engel, der går forbi dørstolperne), dels “at gå over” (jøderne der af Moses blev ledt over det Røde Hav), dels ”gå ind i” det hellige, og forjættede land, som jøderne kom til, jf. Josuabogen.
Set i lyset af jødernes historie er Jesus ligesom det påskelam, som dengang frelste Guds folket fra døden og fangenskabet. Han er det nye påskelam: Hans blod bliver til frelse for dem, som tror på ham. Ligesom præsten den dag i dag siger efter nadverbordet til menigheden ifølge det autoriserede ritual af 1992: “Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle jeres/vore synder, han styrke og opholde jer/os derved i en sand tro til det evige liv”.
Jesu død og opstandelse er ikke forgæves, men til frelse for andre. Han har givet sig selv hen, for at “enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv”, som der står hos evangelisten Johannes kapitel 3, vers 16.
Jesu frelsergerning har gjort det muligt for os, at vi kan arve evigt liv hos Gud. Det Jesus dermed har gjort, er et vidnesbyrd for os om, at Gud elsker mennesker så højt, at Gud har skænket sin egen søn for mennesker. Gud har gennem sin egen søn givet sig selv hen – ubetinget og grænseløst kærligt. Gudfader har gennem sin egen søns lidelse, død og opstandelse forsonet sig med mennesker.
Hos evangelisten Lukas hører vi fem beretninger op til påskefesten: Beretningen om de små børn, der skal arve Guds rige, den rige unge mand, den blinde mand uden for Jerikos mure, tolderen Zakæus inden for murerne samt lignelsen om de betroede talenter.
Der en rød tråd i disse beretninger. Alle er de en hyldest til ikke være bange for at miste, og i stedet give sig hen. Alle handler de beretninger om ikke at afskrive sig selv fra Gud ved at ophøje sig selv, og i ydmyghed og taknemmelighed varetage det liv, som Gud rækker mennesket i sin storhed. Gør man ikke det, risikerer man følgende: “Enhver som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har”, Lukas kapitel 19, vers 26.
Den blinde mand uden for murene har alt at vinde og intet at tabe. Han ønsker sig brændende det, som mange tager for givet. At være i stand til at bruge sin synssans og være i stand til at se. Fordi han er blind er han ikke i stand til at orientere sig ved egen kraft, og han er helt afhængig af hjælp udefra. Til trods for det, har han hjulpet sig selv så langt, at han har bragt sig selv uden for murene og på den vej, som Jesus også vil komme forbi. Den blinde mand har altså lagt en snedig plan for, hvordan han kan møde Jesus. Det er den blinde mands bedste og eneste chance – at sætte sig selv i stævne med Jesus uden for murene.
Den blinde mand gør det eneste, han af gode grunde kan, da han fornemmer at Jesus og følget er på vej. Han spørger sig for hos dem, der kan se, om det virkelig er Jesus fra Nazaret, der er på vej. Og i det øjeblik at andre kan fortælle den blinde mand, at det er virkelig ham Jesus fra Nazaret, da råber den blinde mand op i vilden sky. Så højt råber den blinde mand, at Jesu egne disciple truer ham til at tie. Trods det fortsætter han ufortrødent og råber endnu højere op: “Davids søn, forbarm dig over mig”. Nu er følget og Jesus nødt til at stoppe op, og Jesus beder folk om at føre den blinde mand hen til sig. Kontakten er etableret. Og det går den blinde man, som han inderligt ønsker. Han møder Jesus og får synet igen.
Normalt i evangelierne er det Jesus selv, der tager initiativet og henvender sig til folk. I dagens evangelium er det omvendt. Den blinde mands insisteren giver associationer til evangeliet om den bætte Zakæus, der på eget initiativ sætter sig selv i stævne med Jesus. Beretningen om Zakæus er det følgende afsnit hos evangelisten Lukas.
Begge fortællinger er unikke i den forstand, at de vidner om, hvor langt folk vil gå – for at møde ham, de havde hørt så meget om. Både den blinde mand og Zakæus er uden for fællesskabet. Den blinde mand var udenfor fællesskabet pga. sit manglende syn. Zakæus var også udenfor på en måde, pga. hans samarbejde med de forhadte romere. Og Zakæus var samtidig så lille af vækst at han måtte gøre noget særligt, for at Jesus skulle møde ham. Zakæus klatrede op i et morbærfigentræ, sådan at Jesus kunne få øje på ham.
Dagens evangelium om den blinde mand uden for Jerikos mure giver håb til enhver om, at det ikke er nytteløst at henvende sig til Jesus. Også selvom alt bogstaveligt talt ser sort ud. Også selvom andre vil holde een tilbage. Det gælder om at planlægge sin indsats og så håbe på lidt held, og det vil lykkes, og Gud vil hjælpe een. Den blinde mand råbte til Jesus, på eget initiativ og vedholdende.
Beretningen om den blinde mand og hans helbredelse giver håb om at det ikke er forgæves at henvende sig til Guds søn. At Guds søn vil få øje på os. Også selvom andre siger, det er udelukket, og der er ikke noget håb, og det kan ikke lade sig gøre. Det er sandt, når det hedder, at Guds veje er uransagelige. Det håb kan vi knytte an til, så længe vi lever.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
Asser Skude 2010 ©, redigeret siden, udgivet første gang 2020 på www.asserskude.dk
Forslag til salmer 172 309 173 – 603 69 671
Leave a Reply