Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Blog

“korsfæstet” forsvinder ud af nyeste danske bibeloversættelse

Er betegnelsen ”korsfæstet” på vej ud af dansk sprog, dansk teologi og dansk bibelbrug? Det spørgsmål kan med rette stille efter at have nærlæst den nyeste danske bibeloversættelse af evangelium Langfredag, Jesu dødsdag, således Johannesevangelisten, kapitel 19, vers 17-37.

Hvor det tidligere hed ”korsfæstet”, vers 18, jf. den kongeligt danske autoriserede oversættelse af 1992, hedder det nu ”henrettet”, når man læser den nyeste danske bibeloversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © 2020 Bibelselskabet.

Selvom ”Bibelen 2020” er en såkaldt uautoriseret og præliminær dansk oversættelse af bibelen kan perspektivet være foruroligende: Må man ikke længere sige ”korsfæstet”, når man taler om Jesu død, og skal oversætte den historiske begivenhed? Hvad kan der være galt med den betegnelse? Kan ”korsfæstet” virke stødende på danskere anno 2024? Eller hvad gør sig gældende?

Forstår danskere anno 2024 ikke ordet ”korsfæstet”? Det skulle man da mene. Enhver dansker kan vel se det for sig ret tydeligt: Fæstet på et kors? Gjort fast på et kors? Hvad er der at misforstå? Er netop ikke den betegnelse den mest præcise og eksakte?

Jesus blev netop således – som en vaneforbryder – hængt op og fæstnet med nagler/søm igennem hænder (håndled) og fødder (ankler). Som en installation eller et fugleskræmsel udstillet til skræk og advarsel dengang år 33, så alle andre jøder kunne lære, at man ikke ustraffet skulle kalde sig ”Guds søn.”

Alene deri bestod Jesu forbrydelse, at Jesus havde tilladt sig at kalde sig ”Guds søn”, og tilmed påstået, at alle mennesker kunne få del i samme skæbne som han selv, ved at følge ham, og udbrede troen på ham, følge hans eksempel, kærlighedens vej, ikke hævnens eller voldens vej. Påskens legendariske beretning er netop, at denne Guds søn ikke er som noget andet verden har set – før eller siden. Guds søn, som ikke kommer med vold eller overgreb – ligesom ingen andre religiøse forbilleder, før og siden.

Jeg har personligt svært ved at se, hvordan en bibeloversættelse troværdigt kan afvige fra historiske og litterære kilder, som samstemmende – de seneste to tusinde år – netop har anvendt den samme og umisforståelige sprogbrug om den død, døden på korset, grundet netop korsfæstelse.

Langfredag er på mange måder et legendarisk evangelium, og jeg ved naturligvis ikke, hvad andre danskere anno 2024 tænker, når de hører den nyeste danske oversættelse ”henrettet” fremfor ”korsfæstet”. Men umiddelbart klinger ”henrettet” diffust og ukonkret, det kunne lige vel være halshugning eller hængning med løkke om halsen. ”henrettet” siger intet om ”korset” eller den metode som på Jesu tid netop var en kendt og anvendt form henrettelsesform, nemlig ”korsfæstelse”.

Det kan undre, at ”korsfæstet” ikke kan finde anvendelse i evangeliet Langfredag, når korset med tiden er blevet det mest episke symbol på Kristi lidelse og død, at der afviges fra den kendte oversættelsesform. Langfredag er, sammen med Jesu fødsel og opstandelse, en af de mest centrale fortællinger om Jesu liv.

I den historisk-kritiske litteratur og udgave af de ældste kilder til evangeliet står ”autón estaúråsan”, således ifølge alle de historiske og videnskabeligt anerkendte kilder tilgængelige, og der findes ingen variationer heraf, således Nestle-Alands ”Novum Testamentum Graece”, 27. revidierte Auflage, Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart © 1983 und 1993.

Det græske verbum ”stauróå” findes i en såkaldt aorist passiv, dvs. ”blev korsfæstet”. Egentlig er verbet dannet af substantivet ”staurós”, der egentlig bare betyder en pæl, som er opstillet lodret, jf. Walter Bauers ”Wörterbuch zum Neuen Testament”, Göttingen 1958: ”aufrecht stehender spitzer Pfahl, Palisade seit Homer”. Når denne lodrette pæl så tilføjes en tværstang, bliver det til det kors, vi kender.

For dem som ikke ved det, er forhistorien den, at Jesus beordres til at bære overlæggeren til den pæl, som er opstillet lodret, således at overlægger og pæl tilsammen danner det notoriske kors, bestående af en horisontal pæl (tværstang) og den vertikale pæl (stolpe).

Korset og korsfæstelse er mere end blot en henrettelsesform. Det er rigtigt, at korsfæstelse medfører døden (ved kvælning), men korset og korsfæstelsen i kraft af Jesu død og opstandelse bliver med tiden de kristnes vigtigste symboler.

Korset er ikke bare en fortælling om en romersk og udbredt henrettelsesform ved vor tidsregnings begyndelse, men korset er også et tegn for enhver kristen på noget positivt, i og med at kristne tror, at lidelsen er en del af livet, og i og med at Guds søn har lidt og er død på korset, kan Guds søn nu forbinde sig med menneskers lidelse og død.

Og i og med at Gudfader er blevet menneske i Jesus Kristus, som har lidt og er død på korset Langfredag, skal nu ingen lidelse og død skille noget menneske fra Gud, for Gud er ved sin søn i stand til at forbinde sig med mennesker.

Korset er altså isoleret set ondt og grusomt, og rigtig nok en henrettelsesmetode udbredt på Jesu tid, men set i lyset af opstandelsen påskemorgen får korset en ny symbolik knyttet til sig.

Kors og korstegnelse er med tiden og gennem kirkehistorien og kirkens ritualer og kirkens troslære/dogmatik blevet fast ”inventar”, og ikke til at komme uden om, ja det er faktisk en del af den kongeligt autoriserede liturgi i Den Danske Folkekirke, således ritualiseret ved enhver dåb og indgang til det kristne fællesskab, når præsten slår korsets tegn foran den, som skal døbes for og siger: ”Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus”. Og ved enhver højmesse i Den Danske Folkekirke slår præsten korsets tegn ved gudstjenestens afslutning, det er også et kongeligt autoriseret ritual, selv den dag i dag 2024 i Danmark.

Når ordet ”korsfæstet” forsvinder fra nyeste danske bibeloversættelse kan det således medføre et vigtigt tab for forståelsen af, hvem Jesus er. Ikke bare for os selv som kristne, men også for alle andre, som vil forstå hvem Jesus er.

Vi som er kristne ved forhåbentligt, at korsets tegn, er et kristen tegn og markør, nærmest et ”tag” (som grafitti), det er umisforståeligt, entydigt og uigendriveligt og unik, specifikt kristent symbol. Det er samtidig dagligt tilbagevende, praktisk og tydeligt symbol, på at vi er kristne, tror på Jesus er blevet korsfæstet og at Jesus ved samme korsdød, derved har sejret over mørkets magt.

Som Grundtvig siger i sin salme ”Blomstre som en rosengård”: ”Alt betales på ét bræt: Fjenden sker sin fulde ret, folket dobbelt nåde”, strofe 3 betyder det for mig at se, at med det ene bræt, korset, korspælen(e) skal Jesus udligne regnskabet med Djævelen, som nu får indfriet sin gæld, og folket (det nye pagts folk, det nye Guds folk, det nye Israel) kan gå frit, sonet derfra, frelsen er en realitet. Dermed slipper folk (os som tror på korset) ud af Djævelens magt og får en ny frihed, altså en ”win-win”, Djævelen får sit, og folk sit. Det sker alt sammen på eet bræt, korsets bræt, som samtidig fungerer som det store ”regnebræt”, hvor Gud og Djævelen gør deres regnskab op.

Bemærk: Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator, den tyske teolog, munk og senere præst Luther (1483-1546).


Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for derved at blive et frit menneske, frit til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker i det danske samfund, men dog også som evangeliet byder enhver, at elske næsten som sig selv, og ikke mindst Gud, efter bedste evne.


© 2024 Asser Skude

Leave a Reply